Anonym skriver:
Hej piwer - ja, så kan jeg lige give mig tilkende. Det er mig, Jeanette, der er den anonyme. Vi har længe kæmpet for at finde interessen i hinanden og det er så i denne omgang ikke lykkedes. Vi har altid været rigtig gode venner og er det stadig - efter nogle hårde måneder med terapi og diverse, og en hård weekend, er vi nu nået frem til at manden flytter, så snart vi kan finde en lejlighed. Han vil gerne bo i området tæt på børnene og jeg, så det starter vi med. Der er ingen, der siger det er definitivt slut og ingen, der spår om fremtiden. Vi tager en dag af gangen. Men lige nu er det nok den rette beslutning og mens ingen har gjort noget dumt, der kunne såre hinanden. Vi er stadig rigtigt gode venner, sover i samme seng og giver knus...vi har bare ikke kærestefølelser for hinanden og det er dem vi nok skal prøve at se om måske kommer igen med et pusterum lidt væk fra hinanden. Jeg ved ikke hvor vi lander, men jeg er lettet over at vi kan se hinanden i øjnene og ikke være uvenner eller føle had til hinanden. Vi er helt enige mht til børnene og skal i dag ordne alle de praktiske ting, der følger med denne beslutning.
Jeg kunne egentligt godt tænke mig at høre lidt fra nogen, der har været igennem dette her med så små børn, som vores. Hvad forstår de af det hele? Og hvordan reagerede de på at skulle have et hjem 2 steder? Gode fif til at komme igennem denne omstillingsperiode?
Mange hilsner Jeanette
jeg ville ønske jeg kunne komme med en masse guldkorn, men det kan jeg ikke, for allerede nu lyder det som om i har bedre styr på sagerne, end jeg har haft gennem hele mit forløb med åndsvage xér.
Well...jeg vil nu ikke sige hverken øv eller æv, for det lyder som om i har fundet frem til den rigtige løsning, og selv om det er en hård beslutning, så er det dog noget i er enige om.
Så 
til jer fordi i er så forstående over for hinanden, og forstår at en pause kan være en del af kærlighed...forstår du?
held og lykke med det, og pas godt på jeres unger i den her procces!
Anmeld
