Jeg er så lykkelig over en veloverstået jul og en fantastisk ustresset nytårsaften i går. Fik kun 3 timers søvn i nat, men havde heldigvis kun drukket 1 glas vin og så skålet med champagnen, så det var ikke tømmermænd, der tyngede.
Vores gæster hjalp med at rydde op og støvsuge elendige bordbombeindhold op - vi spiste morgenmad - og gutterne gik i laden for at drikke en øl (det skulle ophæve virkningen af dem de drak i går
) . Alt var som det er hvert år - men så ringede min far.
Han var på vej afsted efter ambulancen med min mor. Hun har været indlagt flere gange pga. dårlige lunger. Dels pga. rygning - dels pga. en lungebetændelse for 5 år siden, som hun ikke ville anerkende og derfor besvimede og fik hjertestop i forbindelse med. De som deltog i sommerfesten hér sidste sommer vil huske, at hun også den aften blev indlagt.
De seneste par måneder er hun blevet dårligere og dårligere. Vores dejlige læge har vredet sig selv for at finde medicin og træningsøvelser, men min mor gider ingen af delene. Hun sidder bare i sin lænestol og kigger i retning af fjernsynet. Ja, det gør hun jo så ikke nu. Far ringede og fortalte kort, at han havde ringet efter en ambulance, da hun knapt kunne trække vejret og havde antaget en meget bleg kulør.
Min mor er pensioneret oversygeplejerske, og hun kan udmærket vurdere, når hun er så syg, at andre må tage over - men hun siger ikke noget. Det er bare ikke til at holde ud. Min far er pensioneret falckredder, så han han tager måske også lidt lettere på sådan noget som sygdom.... Han har jo til enhver tid set noget, der var værre.
Og jeg ved ikke, hvad jeg skal føle. Hun har været syg i flere år nu, og hun er på ilt hele tiden. Jeg skal virkelig strenge mig an for at finde et emne, hun gider tale om - og jeg gider nærmest ikke dreje ind, hvis jeg kan se at bilen (dvs. min far) ikke er hjemme. Hun er en voldsom belastning for min far. Min bror og jeg har konfronteret ham hver for sig og forslået at søge om hjælp til badning mv. men det vil han ikke være med til. Mine forældre har et kæmpe stort hus og en kæmpe have. Nu er det min far der står for alt. Rengøring, madlavning, tøjvask - ALT. Men han vil ikke høre tale om hjælp.
Han er så utrolig frisk og rørig, og han elsker at kommer herud på "farmen" og hjælpe os med alt muligt. Han fejler intet og gør sit yderste for at nyde os og Sofie + Louise, når han er her.
Der er kun én vej for min mor, må jeg nok erkende - og jeg kan næsten ikke holde ud at skrive det - men jeg er begyndt at ønske, at hun snart måtte få fred.
Nu sidder jeg hér og venter. Jeg vil ikke bare køre til hospitalet, for jeg er snotforkølet og vil ikke smitte. Desuden aner jeg ikke, hvilken afdeling min mor ligger på.
Nå - det gav nok hverken mening eller hale - eller hvad man siger. Jeg havde bare lige brug for at komme ud med det og sidde og tude lidt over tasterne. Manden sover på sofaen - og jeg burde faktisk også prøve at få lidt hvile.
I skal ihvertfald have godt nytår allesammen. Jeg sætter pris på dét jeg ved - at nogle af jer vil sende mig et venligt skulderklap - og de fleste vil læse, hvad jeg har skrevet.
Knus til jer alle fra Helle
