Tynen skriver:
Årh, for fandan BM!
Det er bare lige nøjagtig det man IKKE orker når man lige har født.
Som du måske kan huske blev vi indlagt da Paw var 9 dage.
Stella havde smittet ham med en virus og han fik næsten 40 i feber og var ret skidt tilpas.
Jeg var, som du, pisse (for at sige det mildt) bange for at overse tegnene FØR vi blev indlagt.
Vi kunne jo se at Stella var syg og da hun havde kysset og krammet ham konstant siden vi kom hjem vidste vi næsten at det var et spørgsmål om tid før han blev ramt.
Jeg ved ikke hvad det var, men en dag kunne jeg bare mærke at der var noget som ikke var som det plejede.
Stig kunne godt nok ikke se nogen forskel på ham, men jeg havde bare en underlig urolig fornemmelse.
Han var irritabel og skreg når han skulle skiftes, hvilket ikke ligner ham. Jeg var sikker på at han havde "ondt i huden"/kroppen som man tit har ved feber.
Tog hans temperatur og PLING!
Den ramte 39-et-eller-andet.
Min pointe er at jeg tror at vi (På trods af overvældende stor træthed, udmattethed, opgivenhed, dårlig samvittighed - pådigt selv mere) nok skal fornemme hvis der er et eller andet fuldstændig galt!
Sådan er mødre sgu 
Når de er så nye er det tit svært at skelne hvad der er rigtigt og forkert, for man føler ikke man kender dem ordentlig endnu, men jeg er sikker på at du nok skal opdage det hvis den er helt galt.
Hvis du er i tvivl, så tag hans feber eller som Jeanette skriver - Se på om han melder sig selv til måltiderne.
Hvis han lige pludselig sover ekstremt lange intervaller i forhold til det han plejer eller han pludselig ændrer adfærd kan han måske være blevet smittet.
Det er også vigtigt at huske at de kan holde til mere end man lige tror.
De kan faktisk ikke gøre ret meget for at hjælpe dem over det på sygehusene.
Eller - Det kunne de i hvert fald ikke ved Paw.
Vi fik ordrer på at han skulle ligge ved patten konstant så han fik væske nok.
Han fik Panodil og sukkervand og ellers skulle han selv "komme over det", som de sagde.
En sidste note:
Stella brækkede sig en halv nat for 14 dage siden. Dagen efter gylpede Paw ekstremt meget og var lidt hænget.
Det var væk dagen efter.
Det er ikke sikkert at de bliver så hårdt ramt.
Jeg krydser fingre for at I kommer hurtigt over alt det sygdom!
Tro på dig selv, BM!
Det ER pisse hårdt at få en ny - Jeg føler til tider at min hjerne (No comments, tak ) er ved at brænde sammen af alle de ting man skal tage stilling til, men det bliver bedre!
/Trine - Der undskylder det uoverskuelige lange indlæg, men er blevet afbrudt så mange gange siden kl. 9 at jeg ikke ved om der er sammenhæng i det længere 
Kæreste Tynen! Tusind tak for dine vise ord, som hverken var for langt eller uoverskueligt, men bare lige, hvad jeg havde brug for.
Jeg kan tydeligt huske, at I var indlagt og har gyst længe over det!!! Nøj, hvor må det have været rædsomt! Som jeg også skrev til Jeanette, var det bare rigtig rart at blive mindet om, at de små som regel overlever sygdom, for det kunne jeg bare slet ikke forestille mig forleden nat. 
Tusind tak også for at fortælle mig, at jeg ikke er den eneste, der bliver hysterisk bange, når der sker noget af den art med mine unger for man føler sig sørme en smule tosset, når man sidder der og hyler i stedet for at være den klippe af tryghed og beroligelse, som jeg gerne ville være for mit stakkels barn, der virkelig har brug for, at jeg samler mig bare LIDT sammen.
Jeg synes nu, at det var sejt, at du stolede på din intuition ifht at der var noget galt med ham... Jeg går altså helt i selvsving i den situation og tror hverken jeg kan se, hvilken farve, han har - i forhold til gulsot - eller mærke om han har feber. Jeg er virkelig en af den slags mødre, som bare ikke er spor "det ved en mor" -agtig. Jeg ved ingenting, hvis jeg først bliver bange. Så står min hjerne helt og aldeles af. 
Derfor er det også rart at blive mindet om nogle helt enkle regler, jeg kan forholde mig til, såsom om han selv melder sig til måltider eller tage hans feber. For selv sådan nogle ting, kan jeg ikke nødvendigvis fatte, når først frygten sætter ind...
Så for at bygge mig selv op som mor igen efter sådan en omgang, må jeg bare fortælle mig selv, at jeg ikke nødvendigvis er så åndsstabil, men til gengæld er rigtig, rigtig rar.
Knus Birgitte
