en dominerende kæreste/mand

Vi har forresten været sammen i over 3 år, så det er efterhånden noget tid jeg har levet med det... og derfor har vænnet mig til det.... men det kan jeg ikke mere.... jeg har ikke tænkt på andet end at få det stoppet, det sidste lange stykke tid...

det skal du da bestemt heller ikke! man kan ikke gå rundt og sætte regler for hinanden på den måde det er jo noget andet at give hinanden nogle løfter fx som "jeg knalder ikke rundt bag din ryg" osv., men det er jo noget helt andet. jeg kan godt forstå hvis du føler du mister dig selv i forholdet, og jeg kan udmærket forstå hvis du har fået bildt dig selv ind, at det egentlig er dine egne valg, de regler han faktisk har sat op for dig. Man kommer nogle gange til at gøre og finde sig i nogle ting man ikke skulle når man er rigtig glad for et andet menneske. Jeg håber du finder ud af at enten få sagt til ham, at du altså er bossen over dit eget liv, og han må gerne deltage i det, men han må ikke bestemme over det - eller du kommer ud af forholdet

Jeg er fuldstændig enig med dig.... selvfølgelig skal man ikke gå ud og være utro... men tilliden til at give frihed synes jeg er så vigtig... og respekten for hinanden... og det at man kan udvikle sig, både hver i sær men også som forhold er utrolig vigtig.... så det dur jo ikke han sætter grænser eller bestemmer/bremser min udvikling...

 

vi har faktisk måske ca. kun haft sex 15 gange det sidste år... lidenskaben er fuldstændig forsvundet.... jeg har ikke lyst til sex og jeg kan ikke tænde på ham... øv, øv...

Anonym skriver:

Jeg er fuldstændig enig med dig.... selvfølgelig skal man ikke gå ud og være utro... men tilliden til at give frihed synes jeg er så vigtig... og respekten for hinanden... og det at man kan udvikle sig, både hver i sær men også som forhold er utrolig vigtig.... så det dur jo ikke han sætter grænser eller bestemmer/bremser min udvikling...

 

vi har faktisk måske ca. kun haft sex 15 gange det sidste år... lidenskaben er fuldstændig forsvundet.... jeg har ikke lyst til sex og jeg kan ikke tænde på ham... øv, øv...

ja det er ofte på sex fronten man mærker det først...eller der man trækker sig først, hvis man kan sige det sådan. Hvilket egentlig er meget logisk, for det er da svært at give sig hen til een som man ikke er helt "tryg" ved længere.

det lyder som om du skal ud af det forhold, og jeg håber virkelig du finder styrken til at komme det

Tjuhl skriver:

ja det er ofte på sex fronten man mærker det først...eller der man trækker sig først, hvis man kan sige det sådan. Hvilket egentlig er meget logisk, for det er da svært at give sig hen til een som man ikke er helt "tryg" ved længere.

det lyder som om du skal ud af det forhold, og jeg håber virkelig du finder styrken til at komme det

Sådan har jeg faktisk ikke rigtig tænkt på det, men du har da sikkert helt ret.... jeg har faktisk gået med disse 'vil-jeg-dette-forhold- tanker' siden febuar i år... og vi har stortset ikke haft sex siden...

 

jo, tak... jeg tror også det er den bedste beslutning, der skal bare lige lidt planlægning til...  

Anonym skriver:

Sådan har jeg faktisk ikke rigtig tænkt på det, men du har da sikkert helt ret.... jeg har faktisk gået med disse 'vil-jeg-dette-forhold- tanker' siden febuar i år... og vi har stortset ikke haft sex siden...

 

jo, tak... jeg tror også det er den bedste beslutning, der skal bare lige lidt planlægning til...  

ja, der er som regel mange ting der lige skal på plads når man skal gå fra hinanden - og det er også rart at have styr på helt præcist hvad der skal ske for ens eget vedkommende inden man slår op (hvis man fx skal flytte osv), men rigtig meget held og lykke med det - og må jeg sige, at du virker meget afklaret omkring det hele, selvom du starter med at spørge hvordan andre har reageret Jeg syntes virkelig det viser, at du ikke HELT har mistet dig selv, trods alt, og det er jo en rigtig god ting!

Hejsa...

Jeg tror ikke på det her er sundt for dig, og det kan du vidst også godt selv se

Når du nu elsker ham så meget, stadig og på trods af, og alt det her, hvad så med at prøve at bo hver for sig?

Simpelthen sige til ham; ved du hvad, jeg elsker dig, men vi kan ikke bo sammen. Jeg har brug fo rmin frihed, og jeg har brug for at finde mig selv igen. Du bremser mig og holder mig tilbage, og til trods for at vi for nyligt har lavet gode aftaler, så fungerer det bare alligevel slet ikke...

Tjuhl skriver:

ja, der er som regel mange ting der lige skal på plads når man skal gå fra hinanden - og det er også rart at have styr på helt præcist hvad der skal ske for ens eget vedkommende inden man slår op (hvis man fx skal flytte osv), men rigtig meget held og lykke med det - og må jeg sige, at du virker meget afklaret omkring det hele, selvom du starter med at spørge hvordan andre har reageret Jeg syntes virkelig det viser, at du ikke HELT har mistet dig selv, trods alt, og det er jo en rigtig god ting!

ja, det kræver en del... jeg ville jo nok være nødt til at flytte hjem ved nogle af mine forældre eller en veninde, til jeg finder mit eget...  og pu ha... alt det der skal deles, samt den ekstra familie jeg har haft i de 3 år, man skal sige farvel til... men man må jo bare tage en dag af gangen.... nu må jeg bare finde ud af hvornår det er mest passene at sige...

 

mariamiss6 skriver:

Hejsa...

Jeg tror ikke på det her er sundt for dig, og det kan du vidst også godt selv se

Når du nu elsker ham så meget, stadig og på trods af, og alt det her, hvad så med at prøve at bo hver for sig?

Simpelthen sige til ham; ved du hvad, jeg elsker dig, men vi kan ikke bo sammen. Jeg har brug fo rmin frihed, og jeg har brug for at finde mig selv igen. Du bremser mig og holder mig tilbage, og til trods for at vi for nyligt har lavet gode aftaler, så fungerer det bare alligevel slet ikke...

Hej Maria.

Ja, det ville muligvis være en god idé og har da overvejet det.... og man kunne selvfølgelig altid lade det komme på en prøve... men jeg er bange for at han ikke kan give slip på sin dominerende og kontrollerende adfærd, altså at han gerne vil vide hvad jeg laver osv alligevel ... og hvis jeg vil stille ham det ultimatum at enten er det frihed eller slut... så må det være det sidste.... han kan ikke give mig den 'frihed' jeg har brug for... det tror jeg desværre ikke på...

Anonym skriver:

ja, det kræver en del... jeg ville jo nok være nødt til at flytte hjem ved nogle af mine forældre eller en veninde, til jeg finder mit eget...  og pu ha... alt det der skal deles, samt den ekstra familie jeg har haft i de 3 år, man skal sige farvel til... men man må jo bare tage en dag af gangen.... nu må jeg bare finde ud af hvornår det er mest passene at sige...

 

Der bliver aldrig et passende tidspunkt, desværre....

Når man elsker de her dåååmme mænd, vil man bare så gerne gøre det så gnidningsfrit som muligt... Men det kan aldrig helt blive totalt gnidningsfrit....

Hvis jeg var dig ville jeg finde et tidspunkt, som ikke var lige inden han skulle arbejde... Hvis han ikke arbejder weekender, så en fredag, efter arbejde. Simpelthen holde hovedet koldt, og sige tingene helt roligt, som det er, så blidt som muligt, men alligevel uden omsvøb, og uden at være tvetydig.

Hvis han ikke arbejder weekender, og du siger det en fredag efter arbejde, så har han weekenden til at slikke sårene, og stille dig evt. spørgsmål der først kommer efter du er gået. På den måde kan det måske foregår nogen lunde roligt....

Hav en veninde til at vente uden for døren, eller giv naboen et vink, og bed om at få lov at gå derind, hvis han bliver for højrystet når han får beskeden. Bare så du ikke kan få en følelse af at være 'cornered' og blive presset til at fortryde det, hvis det ikke er det du vil.

...