Enebarn

Altså Jeg er SELV enebarn og jeg har altid ELSKET det Jeg er faktisk så meget enebarn, at jeg var det ENESTE barn i min familie, til jeg blev 18 år. Eller dvs. da jeg var lille var min moster jo principielt også et barn, sådan en jeg gik rundt og så op til, da hun jo er 7½ år ældre end mig. Men altså...

Jeg syntes det var FEDT at være det eneste barn. Fordelen ved at være enebarn, er som jeg ser det, selvfølgelig ubetinget opmærksomhed fra dine forældre, bedsteforældre og lignene, som naturligvis altid vil skulle deles, hvis man er flere. Derudover er det tit at enebørn får rigtig meget bedre venner, end dem der er vokset op som søskene Det er virkelig dejligt. Jeg har SÅ gode venner og har haft gode venner op igennem min barndom. - MEN - ikke rigtig nogen, der har været igennem de samme ting som mig og har oplevet de samme ting.

I den forstand, er det ekstra heldigt at min mor og far valgte at jeg skulle være enebarn, da jeg var alvorlig syg i flere år, da jeg var barn, men det er så en sidegevinst - også det at de jo er blevet skilt også.

MEN - når det er sagt, så har jeg selv været super meget i tvivl om skønne Idun også skulle være enebarn eller hvad. Der gik faktisk over 3 år, før jeg besluttede at jeg gerne ville have et barn mere. Jeg var mere end fyldt op af kærligheden til Idun og er det da stadig. Men jeg ved at jeg vil elske nr2 ligeså meget som nr1 (ligenu har jeg så fået mine tvivl om hvorvidt det lykkes, men det er jo så en anden side af sagen).

Men det der satte hovedet på sømmet for mig, var at min farmor og farfar, fx er begyndt at være slidt i kanten... () og selvom min far og faster, ikke er super gode til at være søskende, er de SAMMEN om de ting. De er sammen, når deres forældre skranter, de er sammen når de gamle har guldbryllup osv... Der er jeg HELT alene !!! Det er super meget ikke rart at tænke på. Min mor fx. har haft det psykisk svært i mange år og der er jeg også helt alene... Når hun dør, er jeg HELT HELT alene, da min mor og jeg ikke ser min mormor og morfar, og hun heller ikke ser min moster. Det kan jeg faktisk ikke lide at tænke på.
Jeg er også begyndt at savne en bror eller søster, der har vokset op sammen med mig. Der har kendt min far og mor hele tiden. Der har været sammen med mig. - Det har jeg aldrig savnet før.

SÅ det er de overvejelser der har gået igennem mig, i processen om at beslutte, hvorvidt Idun skal være enebarn eller søster. Men jeg har det sådan at 2 børn er RIGELIGT En til hver hånd, det må kunne gøre det!

Så held og lykke mht beslutninge!

trunte89 skriver:

Jeg er enebarn, og jeg har nydt det. Havde en veninde på samme alder som mig som boede oven på. Vi var rigitg meget sammen. Var som søskende, men det var alligevel rart, bare at kunne rende hver for sig hvis vi ikke gad mere.

Jeg har virkelig nydt, at  der kun har været mig i forhold til min mor. Ikke at skulle dele hende. Vi har det bedste forhold og har kunne tage på ture til købbenhavn, teater ovs. Har nydt at det har været så intenst når vi har været sammen (forestiller mig bare at det er anderledes når man skal dele med søskende.)

Jeg har helt sikkert været glad for at være enebarn gennem min opvækst ( har self godt nogle gnage kunne tænke mig en søster eller bror) Men her efter jeg er blevet voksen ville jeg virkelig ønsk, at jeg havde en eller flere søskende. At kunne tale om ens opvækst, dele minder fra barndommen osv.

Jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle ha andre børn end Sara. Netop fordi jeg gerne vil give hende det mor-datter forhold jeg har haft, men er nået frem til, at hun ikke skal være enebarn.

(undskyld hvis det er rodet)

Jeg er ikke enebarn, men har 9 søskende (halv og en hel) Jeg ville ikke undvære dem for noget i verden, og der er også plads til jeg kan lave noget alene med min mor det aftaler jeg da bare med hende! min mor er god til at være der for os allesammen (dem fra min mors side) vi er hos min mor 3 søstre og 2 brødre. Hun har ALTID givet sig tid til os hver i sær. vi har været i teater sammen osv. her til min fødselsdag skal vi ud og shoppe. Alle os tre søstre har et mor-datter forhold!

Og nu har jeg har jeg heldigvis den store glæde at mine søskende ikke har nogen børn endnu fordi den næst ældste er 25 (har dog en storebror men han har ikkr nogen) Og de springer til lige så snart jeg skal have pasning. Og glæder mig til de får børn så vil jeg altid være til rådighed for dem da!

Så det passer altså ikke det med man ikke kan få et ordenligt mor-datter forhold. Jeg fortæller min mor alt og snakker med hende hver dag.

DK skriver:

Kirstine er enebarn, og jeg kan fortælle at sidste jul blev alle hendes julegaver lagt væk efterhånden som hun pakkede dem ud, da hendes to jævnaldrende kusiner (der er søstre) simpelthen ikke kunne tolerere at hun fik noget i gave de ikke fik... 

Jeg prøver at vise at bare fordi man er enebarn, behøver man ikke være selvcentreret eller egoistisk, men at der er masser af små unger med søskende der er det derudove i forvejen!!

Kirstine fylder nu 6 år, og er det eneste  barn i børnehaven der ikke har søskende Det er ret vildt synes jeg at alle automatisk får to børn i rap (i alt fald her hvor jeg bor). Naturligvis så kan to børn lege sammen, men de kan også blive jaloux og slås og hade hinanden. Jeg er ud af en stor søskendeflok, og jeg vil sige at først som voksne har vi virkelig fået noget ud af hinanden!!

Kirstine får jo meget mere voksenkontakt herhjemme, da det kun er hende. Der er altid en der har tid til at lytte/læse eller lege. Derudover så har vi da i alt fald mulighed for at have råd til at tage hende med på udflugter og ferier, noget vores økonomi nok ikke kunne klare lige nu hvis det var to børn vi skulle have med.

Jeg håber da engang at få et barn mere, men sådan set ikke for at lave en søskende til Kirstine, men fordi at jeg gerne kunne tænke mig endnu et barn engang. Og når de så begge er voksne, så spiller det ingen rolle de år der er i mellem. Det gør det i alt fald ikke i vores søskendeflok, hvor der er 15 år i mellem den ældste og den yngste.

Knus Ditte, der jo skal have to enebørn, he he!!

 (jeg behøver ikke her fortælle at hun var hos sin far den jul, og at jeg ALDRIG ville have accepteret/synes det var en god ide at hun skulle kigge på deres julegaver hele aftenen, mens hendes var pakket væk, så kusinerne fra helvede ikke blev jaloux. Men altså, hun er jo, quote: "sådan en god pige, og så var der ikke noget ballade" JEG KAN BRÆKKE MIG!!!!!!!!)

 

Giver dig ret i det med alderen.. der er 7½ år mellem Nicklas og Nadia.. men faktisk er de gode til at lege selvom der er den store forskel! og ja de hader hinanden nogle gange.. Men de har en meget tæt forhold

Nu har jeg ikke læst alle indlæg, men en del af dem.. Dem jeg støder på, er dem der kun ønsker ét barn. Og der er jeg fuldstændig i modsatte grøft!!

Jeg er ikke selv mor, eller gravid, men jeg er enebarn... Og hvilket helvede, undskyld mig!

Jeg er vokset op med en psykisk syg, alkoholisk mor, og en far der er arbejdsnarkoman... Derfor har jeg stået alene hele min barndom. Er blevet mobbet gennem alle mine skoleår, selv i gymnasiet, fordi jeg var anderledes.. Jeg havde ingen søskende, ingen kæreste, ingen tillid til mig selv, men fandt ro i malerier og sang. Det ku' de andre ikke forholde sig til! Det var en ret popsmart klasse, men når man bruger næsten hver eftermiddag på at passe sin syge mor, så har man kke tid til at være som de andre.. Havde jeg haft et eller flere søskende, så havde jeg måske haft liiiidt nemmere. Dermed ikke sagt at jeg ønsker en at dele sorgerne med, men også en at have som støtte, og dele glæderne med.. Så kunne vi måske have haft et stærkt forhold, og så havde jeg været social på den måde... Jeg ved godt at det ikke er det I tænker på, når I tænker hvor mange børn I vil have, og det skal I heller ikke.. Det er bare for at vise, hvordan det også kan være ensomt at være én. Mit liv indtil de 19 år ville jeg ikke ønske for min værste fjende!!

Den dag idag har mit liv taget en drejning. Jeg har næsten ingen kontakt til min mor, men det efterlader en familie på to.. mig og min far.. Det kunne godt have været hyggeligt med et par søskende!!

Jeg har verdens dejligste kæreste, med en kæmpe familie.. Og jeg elsker det!!! Vi har været sammen i mere end 4 år, og familien tager sig af mig, når hele verden vender mig ryggen. Der er en ubeskrivelig kærlighed mellem de søskende.. Og de har lukket mig ind, for det skal jeg ikke snydes for... Det er fandme fantastisk!! (Jeg sidder med tårer i øjnene, kan jeg fortælle).... På dårlige dage er jeg død-misundelig... Men det ændrer ikke min situation.. Ud over at jeg skal have mere end 2 børn, og jeg skal være en god mor. For det kan jeg godt!!

Ih, det blev langt.. Sorry!

TbCp skriver:

Er der ingen herinde som kun ønsker sig et barn?

Jeg har altid troet jeg skulle have en stor børneflok, men jeg er blevet meget i tvivl og er ikke sikker på jeg vil have flere end Liva.

Man hører altid om alt det negative ved enebørn og det positive ved at have søskende..... men er der ikke nogen her der kan komme med lidt positivt omkring enebørn?

Hej.

Jeg ved ikke om, jeg har "lov" til at skrive her, da jeg jo har 3 børn. Og set overordnet, ja så vælger vi forældre jo selv

Men der hvor jeg kan se forskellen ved 1 barn ell flere børn, er i mit arbejde.

Jeg arbejder på et pl.hjem og her kan man virkelig høre mange gange at de gamle forældre har fortrudt, de "kun" har fået 1 barn. Hvis det her ene barn lever, står barnet med ALT selv. Her er der mange af disse enebørn, der ofte har sagt, at de ville ønske de havde nogle at dele det hele med. Og det er jo alt fra forældrenes sølvbryllup, gaver, store beslutninger i livet, når forældrene bliver gamle osv.

Det synes jeg, er tankevækkende...

Det er en egoistisk tanke/handling fra forældrene at få børn, men som i alt, bør man tænke tanken igennem fra alle sider af.

Venlig hilsen Kloster