Jer som har børn af begge køn

baby2010 skriver:

Jeg forstår SÅ godt dit spørgsmål, for jeg stillede mig selv det samme, da jeg hørte vi venter os en dreng. Jeg kan ikke svare dig på det, da det er mit første barn, men jeg vil gerne dele nogle tanker med dig, som jeg har gjort mig siden vi fik kønnet at vide.

Da vi fik at vide, at vi ventede os en dreng blev en lille del af mig meget i tvivl om hvad det egentlig vil sige, at opfostre en dreng. Jeg tænkte at piger var lige til højrebenet (jeg er selv meget piget). Men jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med en dreng! Jeg gider ikke lege indianer og soldater, og jeg kan ikke lære ham at tisse med tissemanden. Jeg kan ikke lære ham at blive en rigtig mand - eller kan jeg? Jeg kan ihvertfald lære ham noget om kvinder, og om mennesker - ud fra mit eget perspektiv.

Jeg tænkte med det samme: jeg ved hvad det vil sige at være i et mor-datter forhold, men jeg ved ikke hvordan det er at være i et mor-søn forhold!?! Lige så spændende det lyder, ligeså skræmmende kan det være, fordi det er ukendt. Jeg kom til at tænke på om jeg nogensinde ville forstå ham helt? Det kan kun tiden vise...

Jeg følte mig lidt udenfor, når min mand talte, om at nu skulle han lave alle mulige ting sammen med vores søn - "mandeaktiviteter"... Det kan jeg godt stadig blive lidt berørt af... Det er jo bare ikke sikkert at man får en "drenge-dreng". Måske får man en lille stille dreng, som elsker at tegne og ikke vil lege vildt - ligesom man kan få en drengepige, som elsker sport.

Jeg er dog nået frem til, at jeg helt sikkert skal bestræbe mig på at lære vores søn er almenmenneskelige ting, værdier, normer osv. som ikke er kønsspecifikke... En dreng har jo lige så meget brug for sin mor, som en pige har. Desuden er der jo mange der mener, at båndet mellem et barn og den forælder af det modsatte køn end barnet har et særligt bånd - mor/søn, far/datter.

Jeg glæder mig til han kommer, han er et ønskebarn uden lige, og det hele skal nok gå hen ad vejen 

 

Jeg kan faktisk godt genkende den der lille (meget tabuiserede) tomhedsfølelse... Jeg har altid leget mange "ikke-kønsrelaterede" lege (som jeg husker det), læst i bøger, bygget huler, leget fangeleg, gemmeleg m.m. og ikke så meget dukkelege, "hus"-lege osv. Men jeg må indrømme at jeg er usikker på hvordan man leger "drengelege" - jeg har jo aldrig haft drengebørn i mit liv som jeg kunne "abe efter"...

Niklas derimod er HELT oppe på tanken om at lege med racerbiler, fodbolde m.m. (og et dukkekøkken - for rigtige mænd kan ihvertfald lave mad   )

Vi har en dreng og elsker at herhjemme ligger traktore, lastbiler, biler, rendegravere, gummigede, værktøj mm over alt når han har været igang.

Elsker når han styrter rundt på gulvet med en traktor og siger lyde der passer til.

Er selv tit blevet spurgt om jeg også står op og tisser, om jeg er sikker på jeg er en kvinde osv. Har selv fra spæd rendt rundt blandt køer, traktore mm.

Giv mig en kedeldragt og et par gummistøvler og jeg føler mig hjemme

Så var faktisk ret lettet da vi fandt ud af det var en dreng vi vented. Og så er det jo farmand der skal tage far og søn snakken.

Nu er han også kun 15 mdr og er sådan en lækker dreng. Han elsker at lege jagte lege, sidde hos mor under hans tæppe i sofa'en og enten læse bog eller se lidt tegnefilm sammen, lege med duplo, sidde inde i hans telt på værelset, hjælpe med at lave mad osv.

Den start han fik på livet og det han var igennem i hans første ½ leve år, har helt klart knyttet ham og mig tættere - meget.

Så var bange for at hvis det blev en pige dengang, at hun nok blev ret drenged...

Mumto3 skriver:

Jeg har selv to drenge og en pige, og derfor er jeg det er rigtig  spænede det du fortæller om, jeg har ikke helt fanget sammenhængen. Din datter og dig ligner hinanden meget, og derfor er I 'naturligt' tætte, mens at du skal arbejde for tætheden med drengene, og derfor føles det tættere ? Er det dét du siger???

Jeg føler mig slet ikke tæt på mine drenge og det er jeg rigtig ked af. Allerede da den ældste lærte at tale, stoppede jeg op og studsede, og overvejede om man kunne være født som knudemand, for selvom han kun var 2½år, så opførte han sig som en knudemand (stik i modsætning til mig, der altid siger alting lige ud).

Jeg forstår overhovedet ikke mine drenge, og selvom jeg bruger meget tid sammen med dem (de har begge været hjemmebørn indtil de blev 3½ år og startede i børnehave), så er jeg stadig ikke i stand til at forudsige deres reaktioner.

F.eks. har vi en MEGET streng sukkerpolitk herhjemme. Chokolade det er noget man får juleaften og ellers ikke! Det er de helt indforstået med. Så forleden dag, havde lillebror en drillenisse med hjem fra børnehaven (børnene skiftes til at have den med hjem og så laver den lidt ballade derhjemme). Jeg fandt på at lægge et stykke chokalde under pastaen vi skulle have til aftensmad (chokoladen lå på lillebrors tallerken). Jeg tænkte: Det vækker vild jubel, men storebror bliver sikkert misundelig og vil også have chokolade. Hold da op hvor tog jeg fejl!!! Næ, storebror grinede bare og synes det var vildt sjovt, mens lillebror sagde adr, og spurgte om han ikke godt måtte smide det ud, og så få en ren tallerken. Senere spurgte lillebror drillenissen og han ikke nok villle trylle en banan frem, for det ville han meget hellere have  Så stod jeg der...øhhhh....nå.....jeg ved godt at lillebror elsker bananer, men alligevel!!!

 

kan godt forstå du er forvirret...for det er første gang jeg prøver at forklare forskellen....så det er ikke nemt for mig. men ja...det er nemmere for mig at forstå min datter....og netop fordi jeg har kæmpet...og stadig kæmper...for at forstå mine sønner...ja så har jeg et tæt forhold til dem på en anden måde.

prøver med et eksempel: min ældste søn ligner meget hans far af temperament. han er stille, indesluttet og var i starten næsten sky overfor fremmede. hans far virkede ikke som om det var et problem.... men jeg kæmpede meget med at forstå hvorfor min lille dreng reagerde så anderledes end min datter. det tog mig lang tid at forstå at sådan er han bare, og det er okay. senere kom min mellemste søn til verden.....og sidst så den yngste....dertil en bonus søn...så jeg har måtte lære hvordan drenge tænker og reagere, og det har været hårdt. men jeg synes det har gjort at jeg har fået et virkelig tæt forhold til dem....netop pga. de forskelligheder.

men jeg kan godt forstå at du har problemer med at forstå dine sønner..... men sikke en fantastisk måde din yngste reagerede på. chokolade er så ukendt....så jeg ønsker mig en banan.

Vildt god tråd, Rosa!!!

Og tillykke med knægten i maven, det er da gået min næse forbi at det var en "han" der ligger derinde:-) Var det til MD-scanning I fandt ud af det??

Jeg har en af hver- Filuca på snart 6 år og Milas på 2½ år.

Jeg synes der er stor forskel på dem, Filuca har ALTID haft nemt til gråd. Det mindste der går hende imod- og hun græder.... Synes dog det er blevet bedre (heldigvis) for i perioder har det godt nok været træls med alt det hyleri for at sige det rent ud sagt!!!!

Hun var utrolig tidlig med sit sprog, sang bla "Se min kjole" lige omkring sin 2 års fødselsdag. Hun smed bleen da hun var 2 år og 3 mdr og nu hvor hun er 5 år staver og regner hun bare derud af. Så hun kan rigtig meget til hun skal i skole. Har lavet de første 20-25 opgavebøger som er op til 8 år.

Milas har aldrig haft så nemt til gråd som Filuca. Han var nemmere da han var baby. Græd næsten aldrig heller, men når han så gjorde så kunne det høres i hele byen  Hold da op, han skreg højt!

Han har slet ikke været så hurtig med at kunne alt det forskellige som Filuca. Gik først da han var 16 mdr og er først nu begyndt med lange sætninger.... Ellers har det været korte eller bare ord han har sagt. Ble bruger han også endnu, men det er også helt ok

Filuca leger bedst med drenge... Hendes dukker samler støv, hun leger ALDRIG med dem... Derimod elsker hun at cykle, grave og klatre i træer.... Milas er også udedreng, så det er rigtig dejligt:-)

Han er så utrolig god til at fordybe sig hvis han fx bygger Briobane eller Flexitrax-bane... Kan sidde med det i 2 timer uden vi hører ham overhovedet:-) Og når man tjekker ham, så opdager han det slet ikke, fordi han bygger og bygger:-) Filuca kunne slet ikke fordybe sig på den måde da hun var 2½ år, men nu kan hun:-)

Milas vil gerne lege med Filucas dukker ind imellem (han har en drengedukke på ønskesedlen i år) men det er så sjovt når han render rundt med den i dukkevognen, og der kan man virkelig se forskellen fra en pige der leger med dukker, for dukken bliver kylet ned i vognen og så bliver der ellers kørt ræs:-) Meget voldsomt:-)

Nu er det ikke sådan at Filuca ikke kan lege med dukker og ikke kan lege med piger, for det kan hun sagtens. Hun elsker også prinsessekjoler og sminke. Men hun er mere til de mere aktive lege....

Filuca har altid forstået et NEJ da hun var yngre (kan knibe lidt nu, ha ha) og har aldrig pillet ved alting osv, hvorimod Milas bliver ved og ved og ved... Han griner bare når vi siger NEJ.... Han er så nysgerrig og roder i alting....

Filuca er klart mest temperamentsfuld- præcis som mig.

Inden hun kom i børnehave var hun ret genert og snakkede ikke bare løs med fremmede... Milas snakker med alle han kan komme til, holder sig ikke tilbage. Filuca tog dog en voldsom drejning da hun kom i børnehave. Til det GODE:-)

Ved ikke om alt jeg har skrevet kan bruges, for der er jo også mange ting man ikke kan sammenligne ved drenge og piger:-) Jeg synes i hvert fald der er stor forskel:-)

Mumto3 skriver:

 

Jeg har selv to drenge og en pige, og derfor er jeg det er rigtig  spænede det du fortæller om, jeg har ikke helt fanget sammenhængen. Din datter og dig ligner hinanden meget, og derfor er I 'naturligt' tætte, mens at du skal arbejde for tætheden med drengene, og derfor føles det tættere ? Er det dét du siger???

Jeg føler mig slet ikke tæt på mine drenge og det er jeg rigtig ked af. Allerede da den ældste lærte at tale, stoppede jeg op og studsede, og overvejede om man kunne være født som knudemand, for selvom han kun var 2½år, så opførte han sig som en knudemand (stik i modsætning til mig, der altid siger alting lige ud).

Jeg forstår overhovedet ikke mine drenge, og selvom jeg bruger meget tid sammen med dem (de har begge været hjemmebørn indtil de blev 3½ år og startede i børnehave), så er jeg stadig ikke i stand til at forudsige deres reaktioner.

F.eks. har vi en MEGET streng sukkerpolitk herhjemme. Chokolade det er noget man får juleaften og ellers ikke! Det er de helt indforstået med. Så forleden dag, havde lillebror en drillenisse med hjem fra børnehaven (børnene skiftes til at have den med hjem og så laver den lidt ballade derhjemme). Jeg fandt på at lægge et stykke chokalde under pastaen vi skulle have til aftensmad (chokoladen lå på lillebrors tallerken). Jeg tænkte: Det vækker vild jubel, men storebror bliver sikkert misundelig og vil også have chokolade. Hold da op hvor tog jeg fejl!!! Næ, storebror grinede bare og synes det var vildt sjovt, mens lillebror sagde adr, og spurgte om han ikke godt måtte smide det ud, og så få en ren tallerken. Senere spurgte lillebror drillenissen og han ikke nok villle trylle en banan frem, for det ville han meget hellere have  Så stod jeg der...øhhhh....nå.....jeg ved godt at lillebror elsker bananer, men alligevel!!!

 

Ja, du har forstået det jeg har reflekteret lidt over... Jeg har ikke selv børn endnu - men en søn på vej, så jeg aner ikke hvordan det kommer til at være... Jeg ved bare, at jeg tænker rigtig meget over det!

Jeg er meget glad for, at vi fik kønnet at vide, for jeg har virkelig haft brug for den ekstra tid til at tænke lidt over min rolle i forhold til en søn. Inderst inde havde en del af mig håbet lidt mere på en pige, end på en dreng, fordi jeg ved hvad det vil sige!

Men også fordi jeg kunne mærke at min mand (med tre brødre og næsten kun nevøer i familien) gerne ville have en lille prinsesse.

Jeg var faktisk nødt til at "sige farvel" til tanken om den lille pige - hvilket jo er meget underligt og sikkert også lidt af et tabu, men sådan havde jeg det altså... Jeg ved ikke om det har været noget lignende for dig Rosa?

Jeg vil dog sige, at disse følelser varede rimelig kort tid, og nu glæder jeg mig helt vildt meget over, at vi venter os en dreng  Jeg synes jo min mand er verdens bedste mand, så jeg glæder mig til at se hvordan vores søn kommer til at ligne ham!

Rosa skriver:

Hvad ville I sige er den største forskel på at få / opdrage / leve med en dreng i forhold til en pige? Er der overhovedet nogen reel forskel?

Fortæl om jeres erfaringer med drengebørn - jeg er opvokset i en familie med en mor og en søster, min mor har kun søstre og Niklas har kun en søster, så vi har ingen erfaringer med drengebørn...

KH

Rosa med lille drengebarn samt sommerfugle  i maven

 

NB: Tråden er ikke tænkt som en diskussion af kønspolitik   (Læs svarene  og spørgsmålet med forbehold for at vi selvfølgelig selv præger vores unger til at opføre sig i overensstmmelse med de forventninger vi har til et bestemt køn)

Vil prøve at gøre det kort:0)

Piger er mere "selvstændige" end drenge.

Drenge er mere mor syge, pyllerede og længere "babyer" end piger.

Synes drenge er bedre til at lege selv end pigerne er.

Piger er lidt mere hysteriske end drenge, hvor drenge har meget lettere til tårer en piger.

Det er sådan groft og meget kort skrevet de ting som jeg oplever forskellen på Asta og Sebastian.

Nu har jeg ikke haft Basse tæt på da han var lille, han var jo 2 da jeg mødte ham, men har jo passet drenge da jeg var dagplejer fra de var under 1 år:0)

Christina, som venter en lille dreng:0) Og som synes begge dele er lige fantastiske:0)

Jeg har først 2 drenge, og så en efternøgler som er pige.

min oplevelse er at pigen klart er mere hys end drengene var. Hun hengiver sig virkelig til at være hys, altså hun lever den fuldstændig ud, og er virkelig min lille drama-queen. Fx blev hun i går sur på mig, hun kaster hovedet tilbage, lægger armene over kors og siger:" Jeg taler ALDRIG mere til dig mor, og vil ikke have dig som mor mere" Rigtig rigtig tøsefornærmet, og hun er 3 I morges mens jeg sidder og stener ud af vinduet med en kop kaffe, sidder hun og studerer og siger:" hvorfor er du sur på mig lille mor?" uden at vi på nogen måde havde raget uenige om noget. Hun har mange af sådan noget omkring følelser. 

Drengene synes jeg hang lidt mere i mine "skørter" som små, hvor pigen her bare vader ud i verden. 

Med hensyn til tæthed/nærhed synes jeg så ikke der har været forskel. Den store har jo så boet ved faderen i mange år, og det gør da klart noget ved vores tæthed, kender ham ikke så dybt, som de 2 andre, men vi snakker sammen om alt i dag, og han ringer når ting gør ondt også Min anden søn og jeg har altid været meget tætte, og har altid været meget ens. Han er desværre ramt puberteten, så glæder mig til han engang er igennem den fase Det passer altså når ens mor siger: små børn - små problemer, store børn - store problemer.

Lærke og jeg har også et meget tæt forhold, når hun ikke lige frabeder sig mig som mor

Jeg har så altid købt kønsrelateret ting/tøj til dem. Har heller ikke planer om at ændre det.

Men hvorfor er der så mange som siger, at det er sværere at forstå drengene? At de er mere glade for far end for mor, for han leger biler og spiller fodbold sammen????? Måske skal man bare lade det være med at forstå dem! Hvem forstå 100% andre mennesker!!!

Min mor er storsøster til 4 drenge   og så har hun fået to piger. Hun siger meget tit til mig, at drengene er meget mere svært som babier og små børn. Piger begynder at snakke og sove igennem hurtigere og er meget mere på, når de skal selv prøve at lave tingene. Drengene er meget mere mor søgende (også om natten!) så det kan blive lidt for meget. Hun siger, at det bliver lidt mere kompliceret med piger bagefter, netop fordi de skal selv prøve alt. Og min mor siger, at hun har lagt mærke til, at piger finder på historier og vejen for at ikke være "skyldig" når der sker noget, mens drengene begynder at tude lidt og sige, at de er kede af det, at de har lavet ballade   Og som teenager er drengene også nemmere end piger og der er mindre konflikter derhjemme.

Drengene søger selfølgeligt far for at lege med racerbiler, men i stedet for at sidde og sige, at man ikke er tæt nok på vores søn, skulle man kikke op til himlen og sige tak, for de har en far der gider!!!!

Min mor har ALDRIG leget sammen med mig. Og jeg elsker hende bare så højt!!!!! Pga af forskellige ting skulle hun altid arbejde længe og vi skulle lave rent om weekenden. Men hun elskede mig! Og hun lyttede, da jeg kom med mine skole historier. Der var en gang nogle drenge, som ville kaste sten på pigerne og min mor gik til dem og har sagt, at nu må de hellere holde op, for ellers ville hun finde deres forældre og hun sagde det med en meget skarp ton (det var dengang forældrene gjorde så noget i stedet for at blive hysterisk og sige "hvorfor blander du dig i hvad min søn laver!") og jeg syntes, at det var så sejt, at min mor har hjulpet os. En gang, da jeg var 19 skulle jeg til et job interview og jeg var såååå nervøs. Og jeg skulle tage bussen i til en område, som jeg ikke kendte og jeg var bare lidt stresset. Min mor har så taget sammen med mig. Hun sagde, at hun ville bare være sammen med mig og hjælpe mig til at finde adressen og bare støtte mig. Hun ventede på mig og da jeg kom tilbage, købte vi kage. Jeg husker det, som en af de mest hyggelige dage sammen med hende. I dag ville der være mange der ville sige, at det må du selv gøre for det er dit job...

Man skal være der for børn og vise dem interesse i deres liv og prøve at støtte dem og give dem det bedste viden vi kan om livet. Men man kan da ikke forstå dem hele tiden. Og livet handler ikke om at snakke om sko og tage samme til shoppingcenter. Man kan man tage drengene ud at spise noget is eller noget lignende og hygge sammen lige så meget som med piger. Man kender jo de svagheder og styrke af vores børn og man kan motivere dem til meget uden at skulle vide hele tiden, hvad de tænker!!!!!

Jeg har faktisk selv spekuleret på det samme hehe

Fordi der på min side af familien KUN er piger...

Også fik jeg jo Idun. Jeg gøs også ved tanken om en dreng. Ikke fordi jeg ikke kan lide drenge, men så lidt jeg vidste om børn generalt, endnu mindre vidste jeg om drengebørn LOL...

Så nu må vi se, hvis det lykkes at lave en lilleX på et tidspunkt, hvad det så blir...

Så jeg forstår godt din tanke...

Cris skriver:

Men hvorfor er der så mange som siger, at det er sværere at forstå drengene? At de er mere glade for far end for mor, for han leger biler og spiller fodbold sammen????? Måske skal man bare lade det være med at forstå dem! Hvem forstå 100% andre mennesker!!!

Min mor er storsøster til 4 drenge   og så har hun fået to piger. Hun siger meget tit til mig, at drengene er meget mere svært som babier og små børn. Piger begynder at snakke og sove igennem hurtigere og er meget mere på, når de skal selv prøve at lave tingene. Drengene er meget mere mor søgende (også om natten!) så det kan blive lidt for meget. Hun siger, at det bliver lidt mere kompliceret med piger bagefter, netop fordi de skal selv prøve alt. Og min mor siger, at hun har lagt mærke til, at piger finder på historier og vejen for at ikke være "skyldig" når der sker noget, mens drengene begynder at tude lidt og sige, at de er kede af det, at de har lavet ballade   Og som teenager er drengene også nemmere end piger og der er mindre konflikter derhjemme.

Drengene søger selfølgeligt far for at lege med racerbiler, men i stedet for at sidde og sige, at man ikke er tæt nok på vores søn, skulle man kikke op til himlen og sige tak, for de har en far der gider!!!!

Min mor har ALDRIG leget sammen med mig. Og jeg elsker hende bare så højt!!!!! Pga af forskellige ting skulle hun altid arbejde længe og vi skulle lave rent om weekenden. Men hun elskede mig! Og hun lyttede, da jeg kom med mine skole historier. Der var en gang nogle drenge, som ville kaste sten på pigerne og min mor gik til dem og har sagt, at nu må de hellere holde op, for ellers ville hun finde deres forældre og hun sagde det med en meget skarp ton (det var dengang forældrene gjorde så noget i stedet for at blive hysterisk og sige "hvorfor blander du dig i hvad min søn laver!") og jeg syntes, at det var så sejt, at min mor har hjulpet os. En gang, da jeg var 19 skulle jeg til et job interview og jeg var såååå nervøs. Og jeg skulle tage bussen i til en område, som jeg ikke kendte og jeg var bare lidt stresset. Min mor har så taget sammen med mig. Hun sagde, at hun ville bare være sammen med mig og hjælpe mig til at finde adressen og bare støtte mig. Hun ventede på mig og da jeg kom tilbage, købte vi kage. Jeg husker det, som en af de mest hyggelige dage sammen med hende. I dag ville der være mange der ville sige, at det må du selv gøre for det er dit job...

Man skal være der for børn og vise dem interesse i deres liv og prøve at støtte dem og give dem det bedste viden vi kan om livet. Men man kan da ikke forstå dem hele tiden. Og livet handler ikke om at snakke om sko og tage samme til shoppingcenter. Man kan man tage drengene ud at spise noget is eller noget lignende og hygge sammen lige så meget som med piger. Man kender jo de svagheder og styrke af vores børn og man kan motivere dem til meget uden at skulle vide hele tiden, hvad de tænker!!!!!

Rolig nu, det er jo lidt svært for os som ikke har børn endnu. Vi har vel lov til at reflektere lidt over det. Og dem som har børn vil vel gerne arbejde imod at forstå dem - det er der da ikke noget galt i.

Det drejer sig jo bare om, at vi alle har en interesse i at lære og forstå. Det er ikke det samme som at vi SKAL eller KAN forstå alting...

Men derfor skal det vel være tilladt at prøve og reflektere over det!