Jer som har børn af begge køn

karina22 skriver:

har selv en dreng og venter en dreng mere, så jeg kan kun fortælle dig hva min mor syntes, hun siger at drenge er næmmest, ved ikke hvorfor, hun har to piger og en dreng, vi piger har været hysteriske , hvor min bror har været mere nede på jorden, også når børnene bliver ældre er man mindre nervøs ved at sende sin dreng afsted end sin pige, fordi en dreng ikke er så meget udsat for voldtægt og sådan noget, det har jeg følt meget uretfærdigt da jeg var mindre, men kan godt se meningen med det nu..

når piger får kæreste er man også mere nervøs end når sønnem får en , min mor siger at det er fordi man ser så mange tilfælde hvor piger bliver svigtet af mænd også er man jo selv en pige og måske har prøvet det..

håber du kan finde rundt i mit forvirende indlæg...

knus karina 31+0

Sjovt nok sad jeg forleden og tænkte 'Åhh nej, jeg får da aldrig en god nytårsaften når min dreng er 12-18 år, fordi jeg vil sidde og være bange for at han sprænger sin hånd i stykker, bliver døv eller det der er værre!' Og så er der slagsmål, knivstikkere  osv. så tror egentlig at man kan være lige så nervøs for en dreng som for en pige!

Tjuhl skriver:

HAHAHAHAAA du er skæppeskøn Jeg havde præcis dig tankerne da jeg skrev det Kom bare med det inden du eksploderer

Stort knus!!!

Ansemusen skriver:

Sjovt nok sad jeg forleden og tænkte 'Åhh nej, jeg får da aldrig en god nytårsaften når min dreng er 12-18 år, fordi jeg vil sidde og være bange for at han sprænger sin hånd i stykker, bliver døv eller det der er værre!' Og så er der slagsmål, knivstikkere  osv. så tror egentlig at man kan være lige så nervøs for en dreng som for en pige!

ja det tror jeg bestemt også, men min mor syntes det har været meget nemmere med min bror, måske fordi jeg har været lit en vildbasse i forhold til ham, jeg har en søster også som kun er 12 og hvis du spørg min mor nu, er drenge stadigvæk de nemmeste også som babyer. det fortæller hun mig tit om fordi jeg venter en søn mere.

Ansemusen skriver:

På hvilken møde er båndet tættere med dine sønner, fordi du og din datter forstår hinanden bedre? Det forstår jeg ikke

nej kan godt se jeg fik skrevet det lidt mærkeligt.

min datter ligner mig meget. hun tænker som mig, opfører sig som mig...og vi har samme temperament. hun er den ældste og har behov for noget mor tid hvor vi bare shopper eller diskutere veninder.... der for har vi et meget tæt forhold.

med drengene er det ikke helt så ligetil. jeg elsker dem lige så højt...men efterhånden som de bliver ældre søger de mere mod min mand, fordi de spejler sig i ham. det gør at jeg må kæmpe lidt mere for at forstå deres verden.... deres måde at tænke på, deres måde at reagere på....og deres måde at være overfor hinanden på. så jeg på den måde føler mig lidt tættere på dem....giver det mening overhovedet?

Rosa skriver:

HAHAHAHAAA du er skæppeskøn Jeg havde præcis dig tankerne da jeg skrev det Kom bare med det inden du eksploderer

Stort knus!!!

ja det tænkte jeg jo nok! nej, jeg har ikke så meget at sige, vi er i bund og grund enige inde i den anden tråd - udover at jeg ikke vil vide kønnet og du gerne vil. Problemet opstår for mig når man deler kønnene op i farver og legeting osv., og det gør du jo ikke, for du har jo netop forstået at alle farver er gode farver og et barn skal hellere være barn af regnbuen end af lyserød eller lyseblå. jeg tænker bare utrolig meget over det i mit daglige liv og ikke mindst i forhold til min niece på 2 år, der til sidste fødselsdag UDELUKKENDE fik legekøkken, dukke og dukkevogn, prinsessekjole og højhælede sko (som vel at mærke var til tiårige piger og hun vrikkede rundt i dem 40 gange inden lagkagen ) - af moster fik hun selvfølgelig bøger men nu er jeg blevet helt klaustrofobisk omkring det og syntes ikke det kan være rigtigt at hun kun skal have ting der opdrager hende til at blive en god lille kone , så nu får hun et stort piratskib i julegave (selvom det smerter mig at vælge bøgerne fra) - jeg er helt indforstået med, at alle de ting er vigtige ting i hendes leg og udvikling, men jeg synes der burde være lidt variation i det!

Jeg er jo selv KVINDE og går i kjole ALTID (ja, jeg har vitterligt kun eet par bukser), så det er slet ikke sådan at jeg syntes man overhovedet ikke må vide hvad ens køn er, det er blot at det med at så skal man købe ind "kønsneutralt", det får jeg det dårligt over.

ja det tænkte jeg jo nok! nej, jeg har ikke så meget at sige, vi er i bund og grund enige inde i den anden tråd - udover at jeg ikke vil vide kønnet og du gerne vil. Problemet opstår for mig når man deler kønnene op i farver og legeting osv., og det gør du jo ikke, for du har jo netop forstået at alle farver er gode farver og et barn skal hellere være barn af regnbuen end af lyserød eller lyseblå. jeg tænker bare utrolig meget over det i mit daglige liv og ikke mindst i forhold til min niece på 2 år, der til sidste fødselsdag UDELUKKENDE fik legekøkken, dukke og dukkevogn, prinsessekjole og højhælede sko (som vel at mærke var til tiårige piger og hun vrikkede rundt i dem 40 gange inden lagkagen ) - af moster fik hun selvfølgelig bøger men nu er jeg blevet helt klaustrofobisk omkring det og syntes ikke det kan være rigtigt at hun kun skal have ting der opdrager hende til at blive en god lille kone , så nu får hun et stort piratskib i julegave (selvom det smerter mig at vælge bøgerne fra) - jeg er helt indforstået med, at alle de ting er vigtige ting i hendes leg og udvikling, men jeg synes der burde være lidt variation i det!

Jeg er jo selv KVINDE og går i kjole ALTID (ja, jeg har vitterligt kun eet par bukser), så det er slet ikke sådan at jeg syntes man overhovedet ikke må vide hvad ens køn er, det er blot at det med at så skal man købe ind "kønsneutralt", det får jeg det dårligt over.

ENIG ENIG og atter ENIG

Men det vidste du sikkert godt

Rosa - som hvert år til fastelavn (og på alle andre tidspunkter) var klædt ud som enten Robin Hood eller farlig  Grå bjørn til hun startede i skolen...

Tjuhl skriver:

ja det tænkte jeg jo nok! nej, jeg har ikke så meget at sige, vi er i bund og grund enige inde i den anden tråd - udover at jeg ikke vil vide kønnet og du gerne vil. Problemet opstår for mig når man deler kønnene op i farver og legeting osv., og det gør du jo ikke, for du har jo netop forstået at alle farver er gode farver og et barn skal hellere være barn af regnbuen end af lyserød eller lyseblå. jeg tænker bare utrolig meget over det i mit daglige liv og ikke mindst i forhold til min niece på 2 år, der til sidste fødselsdag UDELUKKENDE fik legekøkken, dukke og dukkevogn, prinsessekjole og højhælede sko (som vel at mærke var til tiårige piger og hun vrikkede rundt i dem 40 gange inden lagkagen ) - af moster fik hun selvfølgelig bøger men nu er jeg blevet helt klaustrofobisk omkring det og syntes ikke det kan være rigtigt at hun kun skal have ting der opdrager hende til at blive en god lille kone , så nu får hun et stort piratskib i julegave (selvom det smerter mig at vælge bøgerne fra) - jeg er helt indforstået med, at alle de ting er vigtige ting i hendes leg og udvikling, men jeg synes der burde være lidt variation i det!

Jeg er jo selv KVINDE og går i kjole ALTID (ja, jeg har vitterligt kun eet par bukser), så det er slet ikke sådan at jeg syntes man overhovedet ikke må vide hvad ens køn er, det er blot at det med at så skal man købe ind "kønsneutralt", det får jeg det dårligt over.

Jeg mener ikke decideret kønsneutralt, men synes det er synd at putte en dreng i lyserødt eller ting med prinsesser og Hello kitty på når han bliver stor nok til at skulle i børnehave! Det vil ikke gøre det nemt for ham. Men selvfølgelig er der meget tøj/farver som begge køn sagtens kan bruge!

Ansemusen skriver:

Jeg mener ikke decideret kønsneutralt, men synes det er synd at putte en dreng i lyserødt eller ting med prinsesser og Hello kitty på når han bliver stor nok til at skulle i børnehave! Det vil ikke gøre det nemt for ham. Men selvfølgelig er der meget tøj/farver som begge køn sagtens kan bruge!

det er også fordi jeg selv stejler over prinsesseting og hello kitty og ja..lyserød generelt jeg er sikker på vi er enige om, at en rigtig god rød farve ikke kan skade en lille dreng (eller en stor dreng) og at en rigtig god blå farve ikke skader en pige

baby2010 skriver:

Jeg forstår SÅ godt dit spørgsmål, for jeg stillede mig selv det samme, da jeg hørte vi venter os en dreng. Jeg kan ikke svare dig på det, da det er mit første barn, men jeg vil gerne dele nogle tanker med dig, som jeg har gjort mig siden vi fik kønnet at vide.

Da vi fik at vide, at vi ventede os en dreng blev en lille del af mig meget i tvivl om hvad det egentlig vil sige, at opfostre en dreng. Jeg tænkte at piger var lige til højrebenet (jeg er selv meget piget). Men jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med en dreng! Jeg gider ikke lege indianer og soldater, og jeg kan ikke lære ham at tisse med tissemanden. Jeg kan ikke lære ham at blive en rigtig mand - eller kan jeg? Jeg kan ihvertfald lære ham noget om kvinder, og om mennesker - ud fra mit eget perspektiv.

Jeg tænkte med det samme: jeg ved hvad det vil sige at være i et mor-datter forhold, men jeg ved ikke hvordan det er at være i et mor-søn forhold!?! Lige så spændende det lyder, ligeså skræmmende kan det være, fordi det er ukendt. Jeg kom til at tænke på om jeg nogensinde ville forstå ham helt? Det kan kun tiden vise...

Jeg følte mig lidt udenfor, når min mand talte, om at nu skulle han lave alle mulige ting sammen med vores søn - "mandeaktiviteter"... Det kan jeg godt stadig blive lidt berørt af... Det er jo bare ikke sikkert at man får en "drenge-dreng". Måske får man en lille stille dreng, som elsker at tegne og ikke vil lege vildt - ligesom man kan få en drengepige, som elsker sport.

Jeg er dog nået frem til, at jeg helt sikkert skal bestræbe mig på at lære vores søn er almenmenneskelige ting, værdier, normer osv. som ikke er kønsspecifikke... En dreng har jo lige så meget brug for sin mor, som en pige har. Desuden er der jo mange der mener, at båndet mellem et barn og den forælder af det modsatte køn end barnet har et særligt bånd - mor/søn, far/datter.

Jeg glæder mig til han kommer, han er et ønskebarn uden lige, og det hele skal nok gå hen ad vejen 

 

Jeg vil lige indskyde at vi har en dreng der elsker at sidde og tegne, læse bøger og lave perler. Men han er lige så glad for at gennembanke sin far ninja-style og være en rigtig vildbasse  Og det er faktisk ret sjovt at lege politi og røvere/indianere og cowbys/togbaner/biler osv

Jeg tror ikke kønnet er det vigtigste, men bare se på personligheden og tage det én ting af gangen.

nutche skriver:

nej kan godt se jeg fik skrevet det lidt mærkeligt.

min datter ligner mig meget. hun tænker som mig, opfører sig som mig...og vi har samme temperament. hun er den ældste og har behov for noget mor tid hvor vi bare shopper eller diskutere veninder.... der for har vi et meget tæt forhold.

med drengene er det ikke helt så ligetil. jeg elsker dem lige så højt...men efterhånden som de bliver ældre søger de mere mod min mand, fordi de spejler sig i ham. det gør at jeg må kæmpe lidt mere for at forstå deres verden.... deres måde at tænke på, deres måde at reagere på....og deres måde at være overfor hinanden på. så jeg på den måde føler mig lidt tættere på dem....giver det mening overhovedet?

Jeg har selv to drenge og en pige, og derfor er jeg det er rigtig  spænede det du fortæller om, jeg har ikke helt fanget sammenhængen. Din datter og dig ligner hinanden meget, og derfor er I 'naturligt' tætte, mens at du skal arbejde for tætheden med drengene, og derfor føles det tættere ? Er det dét du siger???

Jeg føler mig slet ikke tæt på mine drenge og det er jeg rigtig ked af. Allerede da den ældste lærte at tale, stoppede jeg op og studsede, og overvejede om man kunne være født som knudemand, for selvom han kun var 2½år, så opførte han sig som en knudemand (stik i modsætning til mig, der altid siger alting lige ud).

Jeg forstår overhovedet ikke mine drenge, og selvom jeg bruger meget tid sammen med dem (de har begge været hjemmebørn indtil de blev 3½ år og startede i børnehave), så er jeg stadig ikke i stand til at forudsige deres reaktioner.

F.eks. har vi en MEGET streng sukkerpolitk herhjemme. Chokolade det er noget man får juleaften og ellers ikke! Det er de helt indforstået med. Så forleden dag, havde lillebror en drillenisse med hjem fra børnehaven (børnene skiftes til at have den med hjem og så laver den lidt ballade derhjemme). Jeg fandt på at lægge et stykke chokalde under pastaen vi skulle have til aftensmad (chokoladen lå på lillebrors tallerken). Jeg tænkte: Det vækker vild jubel, men storebror bliver sikkert misundelig og vil også have chokolade. Hold da op hvor tog jeg fejl!!! Næ, storebror grinede bare og synes det var vildt sjovt, mens lillebror sagde adr, og spurgte om han ikke godt måtte smide det ud, og så få en ren tallerken. Senere spurgte lillebror drillenissen og han ikke nok villle trylle en banan frem, for det ville han meget hellere have  Så stod jeg der...øhhhh....nå.....jeg ved godt at lillebror elsker bananer, men alligevel!!!