SÅ! Fik jeg sat begge børns fra mig, så nu må jeg kunne skrive lidt!
Vandet gik i tirsdags kl. 8.30 og jeg lå stadig i sengen - ovenpå - så der måtte jeg blive liggende, imens Michael ringede til fødegangen. Jeg fik mobiltelefonen og talte med dem - og imens sad Nova Maria og sagde "dig æsker mor" i baggrunden, så jeg overhovedet ikke kunne koncentrere mig. 
Hun plejer nemlig kun at elske far og mormor, så det var sørme dejligt at høre sådan noget. 
Kl. 10 blev jeg hentet af ambulancen - han stod jo stadig højt ved sidste jordemodervisit, så jeg skulle ambulances ind, så han ikke blev skyllet ud med navlesnoren om halsen, når vandet gik.
Der kom 2 mænd og 1 kvinde op i vores soveværelse og bugserede mig op på en mærkelig tømmerflåde agtig luftmadras, som de spændte fast omkring mig og pumpede helt stiv, så de kunne bære mig ned ad trapperne i nogenlunde vandret stilling. Det var alt sammen vældigt dramatisk .
Kl. 10.30 blev jeg undersøgt af jordemoderen, som bandede som en tyrk og som jeg i det hele taget godt kunne lide, og var kun 1 cm. åben. Da jeg med Nova Maria havde brugt hele dagen på at have totalt ineffektive veer, blev vi hurtigt enige om, at jeg lige så godt kunne få vestimulerende drop igen. Så det gik vi i gang med kl. 12, da jeg havde taget mig sammen til det og erkendt, at mine egne veer virkelig ingenting vil.
Og så kom der en vestorm fra helvede. Hold kæft, hvor gjorde det ondt. Veerne kom hvert 2. minut og var ved at slå mig bevidstløs af pinsel hver gang. Vist også fordi, han stadig stod højt, så han skulle ned og lande i bækkenet meget hurtigt.
Kl. 14 fik jeg en epidural blokade og så var alt godt igen kl. 14.15... Kl. 15.50 undersøgte hun mig igen og der var jeg 4-5 cm. åben. Kl. 16 begyndte det pludseligt at gøre SINDSYGT ondt igen og jeg græd og hylede og troede jeg skulle sprænge i luften. Hun undersøgte mig lidt efter igen, fordi det alligevel var sært, at jeg hylede sådan op allerede og så viste det sig, at jeg var helt åben og havde presseveer. Og så fik jeg lov at presse og ude var han kl. 16.15.
Hold kæft, hvor gjorde det ondt, men det var alligevel en bedre fødsel end den første, fordi jeg ikke nåede at blive helt så udmattet og fordi jeg denne gang vidste, at smerterne rent faktisk ville forsvinde så snart han var ude. Og så sprak jeg ikke engang! Det var jeg noget overrasket over, i sær når det nu gik så hurtigt.
Pyha. Jeg skriver hurtigt!
Efterveer! Et rædselsfænomen, jeg havde glemt: Nå mere om det senere, for nu får jeg ikke lov at sidde her mere. 
Knus Birgitte, der føler sig meget, meget heldig og har meget, meget ondt i brysterne og synes sygeplejersken til hælprøven i dag var en dum kælling og det vil jeg skrive til jer om senere, for NØJ, hvor jeg glæder mig til at få luft for den historie!
