Utålmodige tanker

D. 1. dec stod jeg på karusellen Fertilitetsbehandling. 

Fik lært at stikke mig, og er i gang med puregon. D. 7. dec skal jeg scannes for at få tjekket æg. Når æg er gode skal jeg insemineres.

Prøver at være positiv omkring mit "projekt", men hvor er der bare mange sorte tanker. 

Min tvillingesøster fik 9 IUI forsøg - alle uden graviditet. Hun blev gravid under en pause. Nr. 2 barn blev til under 2. IUI forsøg. En veninde har nu i en alder af 43 år kastet håndklædet i ringen - det lykkes ikke. Hun får tårer i øjnene, hvis jeg nævner det mindste om min behandling (hvilket jeg så ikke gør mere...).

Synes at jeg er omgivet af kvinder, hvor det bare blev en kamp, som trak tænder ud. Herinde er her også nogle kvinder, der kæmper en brav kamp.

Har aldrig haft så meget lyst til at kigge i glaskuglen. Kommer der et barn og hvornår...

Har et års tid forsøgt at få barn med kæreste, det lykkees ikke pga PCO. Vi gik fra hinanden og nu prøver jeg alene. Utroligt, som det bare er meget mere på spidsen, når man er i behandling.

Bare lige nogle frustrerende tanker fra en hormonramt kvinde...

jeg vil bare lige sende dig et kram, jeg holder selv pause efter 6. IUI behandlinger hvoraf den første resulterede i en graviditet udenfor livmoderen. Nu holder vi minimum 2 måneders pause og så skal vi igang med IVF.

Jeg håber for dig, at det går hurtigt med at blive gravid det er slet ikke nemt at beholde sit positive syn på det hele når først hormoner sætter ind!

Tak Tjuhl - du var en af dem, jeg tænkte på. Så hård en kamp du kæmper.

Det er så tarveligt, at man udover at kæmpe for at få det største - mest basale og naturlige behov opfyldt, så skal man være ramt hårdt af hormoner.

Har hovedpine, kvalme og mest af alt sidder jeg med gråd i halsen og tårer, som hele tiden er ved at vippe ud af øjnene. Har været ved at "sparke" min stakkels hund til månen flere gange. Måske meget godt jeg ikke har en mand lige nu..

I mandags inden hormonbehandling var jeg bare en anden meget mere positiv kvinde.

KaMa skriver:

Tak Tjuhl - du var en af dem, jeg tænkte på. Så hård en kamp du kæmper.

Det er så tarveligt, at man udover at kæmpe for at få det største - mest basale og naturlige behov opfyldt, så skal man være ramt hårdt af hormoner.

Har hovedpine, kvalme og mest af alt sidder jeg med gråd i halsen og tårer, som hele tiden er ved at vippe ud af øjnene. Har været ved at "sparke" min stakkels hund til månen flere gange. Måske meget godt jeg ikke har en mand lige nu..

I mandags inden hormonbehandling var jeg bare en anden meget mere positiv kvinde.

ja, hvad man ikke gør for at få opfyldt sine største ønsker! Jeg er sikker på, at ligeså snart man står med et sundt og raskt barn i armene, så syntes man, at de der hormoner dem kan man sgu godt klare - men når man står midt i dem, så er det bare ikke til at se skoven for bar træer, ærlig talt.

Det er SÅ svært at være positiv på hormoner, og jeg har også grædt og grædt og grædt alle vegne og over hvad som helst. rasierianfaldene er jo et kapitel for sig selv, som du har opdaget

Men jeg kan love dig for, at den dag du ser dine æg og du får at vide du skal insemineres den og den dato, så vender det og så ligesom bobler det bare i brystet og man er så forventningsfuld og spændt og et lille tip: husk at grin efter inseminationen, en undersøgelse viser at der er 15% højere chance for at blive gravid efter insemination, hvis man sørger for at grine rigtig meget

Takker

Dejligt at der er et sted her, hvor man kan være ynkelig og hormonramt. Man er virkelig midlertidig sindssyg, tænker jeg.

Hvis jeg læste det her uden hormoner, så ville jeg tænke: Hvem pokker har bosat sig i mig!

KaMa skriver:

Takker

Dejligt at der er et sted her, hvor man kan være ynkelig og hormonramt. Man er virkelig midlertidig sindssyg, tænker jeg.

Hvis jeg læste det her uden hormoner, så ville jeg tænke: Hvem pokker har bosat sig i mig!

jeg tænkte det samme i foråret da jeg jagtede Søren op i et træ for at sætte en gynge op i en gren man umuligt kunne nå uden at brække halsen - det er ret uhyggeligt at opdage at man ingen kontrol har

Tjuhl skriver:

ja, hvad man ikke gør for at få opfyldt sine største ønsker! Jeg er sikker på, at ligeså snart man står med et sundt og raskt barn i armene, så syntes man, at de der hormoner dem kan man sgu godt klare - men når man står midt i dem, så er det bare ikke til at se skoven for bar træer, ærlig talt.

Det er SÅ svært at være positiv på hormoner, og jeg har også grædt og grædt og grædt alle vegne og over hvad som helst. rasierianfaldene er jo et kapitel for sig selv, som du har opdaget

Men jeg kan love dig for, at den dag du ser dine æg og du får at vide du skal insemineres den og den dato, så vender det og så ligesom bobler det bare i brystet og man er så forventningsfuld og spændt og et lille tip: husk at grin efter inseminationen, en undersøgelse viser at der er 15% højere chance for at blive gravid efter insemination, hvis man sørger for at grine rigtig meget

Tak for tippet. Det vil jeg huske. Har jo arrangeret akupunktur, og insisteret på at blive insemineret to dage i træk. Derudover så er jeg så på med rigtig kost og motion. Den SKAL bare hænge fast.

I mine positive øjeblikke tænker jeg, at jeg reelt kunne smutte lige igennem behandlingen og om 9 mdr stå med lille lækker pomfrit. Det sker jo ærlig talt for nogle!!!

På onsdag er der en reel chance for, at jeg skal insemineres - hvis æg er fine. Nøj, det bliver mærkeligt. Kan egentlig slet ikke forstå, at der kun er 15-20 % chance for at blive gravid. Når alt er kørt i stilling som det jo er. Meeen det er jo den forunderlige biologi.

Tjuhl skriver:

jeg tænkte det samme i foråret da jeg jagtede Søren op i et træ for at sætte en gynge op i en gren man umuligt kunne nå uden at brække halsen - det er ret uhyggeligt at opdage at man ingen kontrol har

Stakkels mand! Han må virkelig elske dig højt

Kan huske nogle fuldstændige urimelige episoder med min tvillingesøster, da hun var på hormoner. Mon ikke jeg skulle sætte brædder for vinduer og døre, så jeg ikke får brændt broer.

Krydser alle de finger jeg har for dig.. måske det kan lykkes første eller anden (da du jo faktisk skal 2 gange) gang..  you never know