enlig - "forklaringsproblem"?

Nu er jeg enlig, og gravid i 34. uge, og synes i sig selv det er lidt hårdt. Men det værste ved det er at næsten alle man møder mener de har "ret" til at spørge hvem faren er, hvordan min situation er, hvorfor jeg har valgt som jeg har, hvad faren siger til det og hvad jeg har tænkt mig at gøre senere hen. Selvfølgelig ved jeg godt at min familie og venner ville spørge, men føler næsten jeg har et forklaringsproblem til alle... Og er ved at være rigtig rigtig rigtig træt af det... Hvorfor er det lige at fordi man er gravid så mener så mange mennesker de kan stille så personlige spørgsmål... Det er som om folk intet filter har, og glemmer hvad man kan tillade sig lige pludselig...

skal man bare blive nød til at vænne sig til det?

Beklager der ikke er meget debat, er bare så frustreret... Især når selv min jm ikke engang kan huske jeg er alene, og jeg hver eneste gang skal forklarer hele min situation på ny...

Tullen85 skriver:

Nu er jeg enlig, og gravid i 34. uge, og synes i sig selv det er lidt hårdt. Men det værste ved det er at næsten alle man møder mener de har "ret" til at spørge hvem faren er, hvordan min situation er, hvorfor jeg har valgt som jeg har, hvad faren siger til det og hvad jeg har tænkt mig at gøre senere hen. Selvfølgelig ved jeg godt at min familie og venner ville spørge, men føler næsten jeg har et forklaringsproblem til alle... Og er ved at være rigtig rigtig rigtig træt af det... Hvorfor er det lige at fordi man er gravid så mener så mange mennesker de kan stille så personlige spørgsmål... Det er som om folk intet filter har, og glemmer hvad man kan tillade sig lige pludselig...

skal man bare blive nød til at vænne sig til det?

Beklager der ikke er meget debat, er bare så frustreret... Især når selv min jm ikke engang kan huske jeg er alene, og jeg hver eneste gang skal forklarer hele min situation på ny...

Jeg kan så godt sætte mig ind i din situation, for jeg har selv oplevet det på egen krop. Mit svar til nysgerrige sjæle og spørgsmål var, at faderen ikke var en de kendte og ikke kom til at kende. Så var den ged ligesom barberet. Når det er sagt, har jeg følt mig utrolig alene, og hver eneste gang jeg er blevet konfronteret med spørgsmål omkring faderen, situationen som enlig osv. er jeg blevet meget såret, for som du selv siger, er det meget personligt.

Nu hvor jeg så har født en dejlig lille velskabt pige, som jeg bor alene med, har jeg faktisk en masse overskud, da jeg hele tiden har i baghovedet, at jeg har en lille pige, som jeg skal give det bedste jeg kan

Mit råd til dig er, at fokusere på den kommende opgave som mor, og alt det positive. det var, hvad der bar mig igennem.

Stort knus Linda med Laura på præcis 3 uger idag

Tullen85 skriver:

Nu er jeg enlig, og gravid i 34. uge, og synes i sig selv det er lidt hårdt. Men det værste ved det er at næsten alle man møder mener de har "ret" til at spørge hvem faren er, hvordan min situation er, hvorfor jeg har valgt som jeg har, hvad faren siger til det og hvad jeg har tænkt mig at gøre senere hen. Selvfølgelig ved jeg godt at min familie og venner ville spørge, men føler næsten jeg har et forklaringsproblem til alle... Og er ved at være rigtig rigtig rigtig træt af det... Hvorfor er det lige at fordi man er gravid så mener så mange mennesker de kan stille så personlige spørgsmål... Det er som om folk intet filter har, og glemmer hvad man kan tillade sig lige pludselig...

skal man bare blive nød til at vænne sig til det?

Beklager der ikke er meget debat, er bare så frustreret... Især når selv min jm ikke engang kan huske jeg er alene, og jeg hver eneste gang skal forklarer hele min situation på ny...

Jeg sagde bare: jeg er alene og det har jeg selv valgt. slut.
eller: jeg er alene og faren er hemmelig for mit barns skyld. og sådan bliver det.
Men det er desværre noget man bare SKAL vende sig til.. Folk mener at kan man få børn, ja så har man også en fast fyr, sådan er det bare ikke altid..
Men underligt den JM ikke kan huske Hos hende havde jeg aldrig problemer! heldigvis..

Når det drejer sig om at få børn er der ingen grænser for hvad man kan blive udsat for at blive spurgt om...især hvis der ingen far er - bevidst eller ej! Jeg kender godt til de følelser du oplever - jeg valgte at blive insemineret og det giver åbenbart også alle fribillet til at stille spørgsmål, både i bedste mening og på den mere grænseoverskridende/ubehagelige af slagsen

Prøv at fokusere på, at du snart skal være mor til et lille vidunder og når spørgsmålene kommer så tæl til ti og sig med fast stemme, at det ikke er noget du har lyst til at fortælle...basta!

Knus Dorthe

Tror altså det er ren venlighed og interesse for dit valg, men kan godt se det kan være belastende i længden

Var simpelthen også bare ved at blive fuldstændig vanvattig igennem min graviditet...  jeg var single og var(muligvis) blevet gravid med min nabo's søn på 20år... meeeen der var/er desværre også en anden mulig far...  og det havde jeg det jo egentlig lidt skidt med, at jeg ikke engang vidste hvem fuck der var far til mit barn... og så blev det jo ikke ligefrem bedre af at alle spurgte mig hvem faren var... for følte bare at de dømte mig som en billig kælling...  for det var jo bare slet ikk sådan at det var...

naboen har jeg haft noget at gøre med de sidste 5år, og var sammen med ham fredag, to weekender i træk.  

far-mulighed nummer to er der kun fordi at jeg lagde halvt bevistløs grundet druk på min venindes seng og så troede han lige der skulle ske en hel masse, og det forklarede jeg ham så med en lussing at det blev der altså ikke noget af... så det var bare ind ud, hvis i forstår... det foregik så om lørdagen, hvor jeg dagen før havde været sammen med naboen men muligheden for at blive gravid på den måde er der jo stadig...

så det har sku heller ikke været nogen dans på roser for mig... for du har da fuldstændig ret... folk de spørger og spørger fandme helt åndssvagt, også selvom men næsten ikke kender dem..

 

Har været lidt i samme båd som dig, og er det stadig lidt. Prøv og læs min tråd jeg oprettede forleden om det:

https://www.baby.dk/debat/31831pi1/ordet-er-frit/ihhhhh-altsaa--goer-snart-noget-dumt----.aspx

 

>> Sonja <<

Det afhænger jo lidt af din situation. Hvis den er kompliceret og du ikke har lyst til at dele den med andre så synes jeg at du er i din gode ret til at sige at du ikke ønske at snakke om det, at det ikke kommer dem ved. Du kan også feje spørgsmålet let af vejen ved at fyre en joke af og fortælle at det er en jomfrufødsel.

... men måske ville det lette dit hjerte lidt hvis du bare var ærlig og fortalte dem sandheden? - selvom at det selvfølgelig godt kan blive trættende at gøre det igen og igen.

Synes bare generelt at folk mener de har ret til at kommentere ALT hva man gør eller hva man indtager.....og er pææænt træt af det. Specielt familien tror de har eneret på meninger vedr det at være gravid;-( Bekymret eller ej.....så er det ret belastende. Et meget lille generlt problem ifht dig ved jeg godt....bare en lille indskudt bemærkning;-)

knus jill

Tullen85 skriver:

Nu er jeg enlig, og gravid i 34. uge, og synes i sig selv det er lidt hårdt. Men det værste ved det er at næsten alle man møder mener de har "ret" til at spørge hvem faren er, hvordan min situation er, hvorfor jeg har valgt som jeg har, hvad faren siger til det og hvad jeg har tænkt mig at gøre senere hen. Selvfølgelig ved jeg godt at min familie og venner ville spørge, men føler næsten jeg har et forklaringsproblem til alle... Og er ved at være rigtig rigtig rigtig træt af det... Hvorfor er det lige at fordi man er gravid så mener så mange mennesker de kan stille så personlige spørgsmål... Det er som om folk intet filter har, og glemmer hvad man kan tillade sig lige pludselig...

skal man bare blive nød til at vænne sig til det?

Beklager der ikke er meget debat, er bare så frustreret... Især når selv min jm ikke engang kan huske jeg er alene, og jeg hver eneste gang skal forklarer hele min situation på ny...

Øv Øv

Ja jeg er også alene og synes godt jeg kan genkende hvad du siger

jeg har selv valgt at blive gravid (fersilitets behandling) og synes også det er lidt underligt at en hver der ser mig skal tale hele mit liv igennem, som om at jeg skal forsvare mit valg hver gang jeg går ned på gaden jeg havde også ventet at familie og venner ville spørge ind til min beslutning, men det synes jeg ikke så meget de har gjordt.

en ting er i hver fald sikkert, når fremmede mennesker spørg nu, så svare jeg kort og udenom (jeg gider simpelhen ikke mere)

og nej jeg synes ikke man skal vænne sig til alle deres nærgående spørgsmål uanset hvem de kommer fra, man har jo valgt hvad man har og det har man jo tænkt over, så de har bare at bakke væk og så hellere spørge til om man har morgenkvalme og bækkenløsning ligesom de ville have spurt alle andre om

håber du fik noget ud af denne køre (jeg havde vist også noget at komme af med)

håber du har en god og dejlig graviditet

Mvh Mille-Sofie  37+5