enlig - "forklaringsproblem"?

Tullen85 skriver:

Nu er jeg enlig, og gravid i 34. uge, og synes i sig selv det er lidt hårdt. Men det værste ved det er at næsten alle man møder mener de har "ret" til at spørge hvem faren er, hvordan min situation er, hvorfor jeg har valgt som jeg har, hvad faren siger til det og hvad jeg har tænkt mig at gøre senere hen. Selvfølgelig ved jeg godt at min familie og venner ville spørge, men føler næsten jeg har et forklaringsproblem til alle... Og er ved at være rigtig rigtig rigtig træt af det... Hvorfor er det lige at fordi man er gravid så mener så mange mennesker de kan stille så personlige spørgsmål... Det er som om folk intet filter har, og glemmer hvad man kan tillade sig lige pludselig...

skal man bare blive nød til at vænne sig til det?

Beklager der ikke er meget debat, er bare så frustreret... Især når selv min jm ikke engang kan huske jeg er alene, og jeg hver eneste gang skal forklarer hele min situation på ny...

NEEEEJ!!! Du skal ikke vænne dig til det!

Når folk stiller personlige/intime spørgsmål, skal du svare med "Det synes jeg godt nok er for personligt til at drøfte her med dig" eller hvordan du nu vil formulere dig.

At være gravid og single kræver hår på brystet, men du vokser med opgaven..

Du skal ikke lade folks lyst til saftig sladder udstille dig, jeg ved det kan være svært (meget svært!) men du har ret til at sige fra - TIL ENHVER TID!

Kære alle solo-mødre og fædre

I har valgt at få jeres børn, og det er bare vidunderligt og skide modigt! For alle mennesker er der enorm usikkerhed forbundet med overvejelsen om at få et barn - og det er ikke lettere, hvis man er alene om det. Men I gør det. Og jeg tager hatten af for jer. Folk burde ikke snage, men sige tillykke med jeres valg og rose jer for at kunne klare udfordringen.

Desværre trives ideen om en 'rigtig' familie stadig kun i konstellationen far-mor-og-børn. Men en familie kan sagtens bestå af en forælder, et barn. Familie bør være navnet for et sted, hvor der er kærlighed og omsorg.

Tillykke med jeres dejlige graviditeter og børn.

Tullen85 skriver:

Nu er jeg enlig, og gravid i 34. uge, og synes i sig selv det er lidt hårdt. Men det værste ved det er at næsten alle man møder mener de har "ret" til at spørge hvem faren er, hvordan min situation er, hvorfor jeg har valgt som jeg har, hvad faren siger til det og hvad jeg har tænkt mig at gøre senere hen. Selvfølgelig ved jeg godt at min familie og venner ville spørge, men føler næsten jeg har et forklaringsproblem til alle... Og er ved at være rigtig rigtig rigtig træt af det... Hvorfor er det lige at fordi man er gravid så mener så mange mennesker de kan stille så personlige spørgsmål... Det er som om folk intet filter har, og glemmer hvad man kan tillade sig lige pludselig...

skal man bare blive nød til at vænne sig til det?

Beklager der ikke er meget debat, er bare så frustreret... Især når selv min jm ikke engang kan huske jeg er alene, og jeg hver eneste gang skal forklarer hele min situation på ny...

hmmm ja jeg oplever uanset hvordan alt forholder sig at folk spørger meget personligt ind til en masse. Og så skal folk røre ved ens mave som om den er alle mands eje. Selv ekspedienten i en butik hvor jeg skulle købe graviditetstøj. Jeg tager jo heller ikke på hendes bryster fordi jeg synes de var fine - joke, men tænkte det.

For mig har det været mine graviditeteskomplikationer folk har spurgt detaljeret til og det er jo ikke alt der er lige lækkert at tale om, og slet ikke når folk spørger en foran andre mennesker. Er bare glad for det snart er overstået.

Dog kan jeg godt se at din situation gør at du gang på gang ligesom skal forsvare dig når folk står med deres fordomme og nysgerrige næse, og skal vide alle detaljer og så samtidig har en mening om det hele som du jo ligesom ikke kan bruge til noget.

Op med humøret, det er snart overstået, og som flere siger så er det bare at give det korte svar hver gang.

Hava skriver:

Kære alle solo-mødre og fædre

I har valgt at få jeres børn, og det er bare vidunderligt og skide modigt! For alle mennesker er der enorm usikkerhed forbundet med overvejelsen om at få et barn - og det er ikke lettere, hvis man er alene om det. Men I gør det. Og jeg tager hatten af for jer. Folk burde ikke snage, men sige tillykke med jeres valg og rose jer for at kunne klare udfordringen.

Desværre trives ideen om en 'rigtig' familie stadig kun i konstellationen far-mor-og-børn. Men en familie kan sagtens bestå af en forælder, et barn. Familie bør være navnet for et sted, hvor der er kærlighed og omsorg.

Tillykke med jeres dejlige graviditeter og børn.

 

 

Super sagt og mange tak! Synes selv folk går for meget op i de traditionelle familiemønstre og glemmer at man kan leve livet på andre måder uden at det skulle være noget negativt

Åhha, hvor jeg kender det.
Har selv stået alene, siden jeg fandt ud af at jeg var gravid (20.-21. uge) og folk stiller SÅ mange spørgsmål.

"Hvorfor er du ikke sammen med faderen?"
"Hvad så med faderskabssag?"
"Har du hørt fra faderen?"
"Er faderskabssagen slut?"
"Får du dine børnepenge?"
"Synes du ikke han ligner hans far?"
"Hvad vil du gøre den dag faderen kommer og vil se ham?" ..

.. bla bla bla !!!
Jeg siger dig, det er næsten sådan en "rutine" samtale, jeg fører med folk.
Det er da dejligt at folk er interesseret i ens liv - Men hvis de så bare var interesseret i andet også, ville det være skønt !
Og tit føler jeg at jeg skal stå og snakke MEGET PÆNT om faderen til min søn, for ikke at støde nogle - Rygterne løber jo !
Og når jeg så har gjort det føler jeg mig sgu egentlig lidt falsk.
Jeg hader ham ikke, nej - Men jeg har da en lettere vred følelse, til ham, over at han har kunne svigte noget så skønt og dejligt som vores søn.

Men som jeg plejer at sige til folk :
"Han har taget et valg, som pt. er det rigtige for ham, og så er der nogle der ikke er enige, og så lad det være ved det. - Jeg har også taget nogle valg i mit liv, som andre ikke har været enige i, men det har været rigtigt for mig. Han kommer nok, når han er klar til at have en søn i sit liv!"
Så har jeg ikke sagt noget forkert, vel ?!

Nu er jeg enlig, og gravid i 34. uge, og synes i sig selv det er lidt hårdt. Men det værste ved det er at næsten alle man møder mener de har "ret" til at spørge hvem faren er, hvordan min situation er, hvorfor jeg har valgt som jeg har, hvad faren siger til det og hvad jeg har tænkt mig at gøre senere hen. Selvfølgelig ved jeg godt at min familie og venner ville spørge, men føler næsten jeg har et forklaringsproblem til alle... Og er ved at være rigtig rigtig rigtig træt af det... Hvorfor er det lige at fordi man er gravid så mener så mange mennesker de kan stille så personlige spørgsmål... Det er som om folk intet filter har, og glemmer hvad man kan tillade sig lige pludselig...

skal man bare blive nød til at vænne sig til det?

Beklager der ikke er meget debat, er bare så frustreret... Især når selv min jm ikke engang kan huske jeg er alene, og jeg hver eneste gang skal forklarer hele min situation på ny...

Kom lige i tanke om da jeg var omkring 25 uge, der var jeg inde efter et nyt wildcart, og jeg spørger så ekspidienten, som er en ung fyr på 21-22 år om jeg kan have et barn med gratis, når jeg rejser, han siger ja og siger at jeg da kan få farmand til at tage baby med på hans billet, hvortil jeg så må svare at han ikke er klar til at blive far og derfor ikke bliver en del af vores liv, han bliver så ved med at spørge ind til det i 10 min, og det skal lige siges at det her foregår inde på nørreport omgivet af mennesker i den værste myldretid.. fuk det var mærkeligt, ellers så har jeg bare nævnt som noget af de første, ja jeg er alene, da hendes far ikke var klar til at være far.. men min familie (nu er den ikke så stor og ingen bedsteforældre) og mine venner ved da det hele, kan ikke se hvorfor de ikke skulle vide det.. men jeg har også valgt at være helt ærligt og kort i mine udmeldinger når de gælder bekendte og fremmede.. 

Kender det jo bare kun alt for godt, og synes bestemt ikke det bliver nemmere jo flere der spørger.. men jeg har truffet mit valg og glæder mig til det så dermed prøver jeg lidt at være ligeglad men de er godt nok nysgerrige. og er da hårdt nok at stå alene om det men ser frem  til det, hvad end det kræver at jeg skal forklare mig hver gang jeg møder nye folk. Men synes det er svært

Nadia Foged skriver:

Kender det jo bare kun alt for godt, og synes bestemt ikke det bliver nemmere jo flere der spørger.. men jeg har truffet mit valg og glæder mig til det så dermed prøver jeg lidt at være ligeglad men de er godt nok nysgerrige. og er da hårdt nok at stå alene om det men ser frem  til det, hvad end det kræver at jeg skal forklare mig hver gang jeg møder nye folk. Men synes det er svært

Har du set at indlægget er over et år gammelt?

Baagøe skriver:

Har du set at indlægget er over et år gammelt?

havde jeg ikke lige observeret Ret ny herinde, det er ikke helt så nemt

Nadia Foged skriver:

havde jeg ikke lige observeret Ret ny herinde, det er ikke helt så nemt

Hi hi Velkommen til