Nymor skriver:
Kære alle
Så skete det, jeg havde frygtet allermest alligevel. Jeg har mistet min Reje. I 11. uge!
I onsdags begyndte jeg at pletbløde, og jeg tog det ret roligt, for jeg havde prøvet det engang før, hvor alt var ok, og det passede meget godt med, at det var en måneds tid siden, så min krop kunne godt igen tro, at jeg skulle til at menstruere.
Pletblødningerne fortsatte torsdag, men jeg var stadig ikke bekymret, for det var virkelig kun pletblødning.
Men så blev det fredag, og så begyndte der rigtig at komme menstruationssmerter og blod, så meget, at et trusseindlæg på ingen måde var nok, der skulle et rigtigt bind til - og nu blev jeg så rigtig, rigtig bekymret. Desværre befandt jeg mig i Berlin, men heldigvis sammen med mine to bedste veninder, som godt vidste, at jeg var gravid, så jeg havde dem at støtte mig op ad og til at trøste mig i min angst. Det hjalp meget!
Blødningerne og menstruationssmerterne fortsatte ufortrødent lørdag og søndag - og lørdag måtte jeg i øvrigt fortælle min kæreste den dårlige nyhed, da jeg kom hjem, så vi fik os en god tudetur ;o(
I går tog vi så til lægen for at få ham til at kigge på mig, men der havde jeg allerede den fuldstændig klare fornemmelse, at min Reje var gået tabt - én ting var, at jeg havde blødt alt for meget, men noget andet var også, at jeg følte mig ...jah...tom er vel det bedste ord for det. Lægen undersøgte mig og kunne ud fra mine forklaringer og det, han selv kunne se, kun give mig ret i, at der nok var tale om en spontan abort, men jeg skal alligevel scannes for en sikkerheds skyld.
Det morbide i denne scanning er så, at det er min NF-scanning på fredag (den 13. - when else!!!), der bliver omkonverteret til en "vi-skal-se-om-det-hele-er-kommet-ud"-scanning. For fanden, hvor bliver det hårdt - at være omgivet af gravide, der glade og forventningsfulde er på vej til scanning, mens jeg bare skal scannes for at sikre mig, at der ikke er mere tilbage af min Reje! Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal klare det, men det SKAL jeg bare.
Jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg skal holde ud, at vi på lørdag IKKE skal fortælle vores familie den glædelige nyhed, som det ellers var planlagt - de er nemlig alle samlet hjemme hos os for at fejre min fødselsdag den dag. Puha. Det er noget med at tage en masse dybe indåndinger, tror jeg!
Det er svært at forklare, hvordan man har det, når ens lille Reje (eller hvad man nu kalder den) pludselig ikke er en del af en mere. Med sådan et lille væsen forsvinder der også en masse håb og drømme, som man langsomt men sikkert har bygget op under de - for mit vedkommende - lidt over 11 uger, som graviditeten har varet.
Jeg prøver at fortælle mig selv, at det i det mindste er bedre, at det skete på denne måde, end at jeg fx. skulle gå forhåbningsfuld til scanning på fredag for så at få at vide, at fosteret var dødt. Dét må trods alt være værre!
Men det ændrer ikke på, at jeg er rigtig, rigtig ulykkelig lige nu. Det skal nok blive bedre - jeg har en dejlig kæreste, som har det lige så svært som mig (omend på en anden måde, da det jo ikke er ham, der har haft Reje i maven) og vi er rigtig gode til at tale om det, og så er jeg også så heldig, at jeg nåede at fortælle mine to veninder om det også - det er meget vigtigt at kunne tale om det, tror jeg, for ellers bliver det en "usynlig sorg", idet man jo sjældent fortæller nogen om det før efter 12. uge.
Jeg kunne godt tænke mig at høre fra jer andre, som også har oplevet spontan abort - hvornår holdt I helt op med at bløde (jeg bløder her tirsdag stadig lidt)? Klarede jeres krop selv at få det hele ud, eller skulle I hjælpes? Hvis I skulle hjælpes, hvordan foregik det så? OG hvornår gik I igang med Projekt Baby igen? Min kæreste og jeg er meget enige om, at vi skal "op på hesten igen" og håber på, at næste gang bliver lykkens gang, men man skal vel vente lidt, til ens system er klart igen, eller?
Et andet problem er så, at jeg på en eller anden måde må lære at få lagt min nervøsitet på hylden. Jeg var i forvejen meget bekymret for, hvordan Reje skulle klare det (panisk ved første pletblødning og bekymret ved tanken om NF-scanning, for tænk nu hvis Reje var gået til eller tallene var for lave osv.), så jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan jeg vil have det, når jeg (forhåbentlig, 7-9-13) bliver gravid igen! Har I andre gode måder at deale med bekymringen/angsten på?
Håber på at høre fra jer.
Knus fra Kede-af-det mig ;o(
Kære Nymor.
Først sender jeg dig lige en masse tanker og forståelse.
Jeg mistede selv i starten af sommeren, da jeg var i uge 8. Begyndte at bløde svagt, kom til scanning og så hjerteblink og scanningslægen sagde alt så fint ud, måske jeg havde en rift fra sex. Men da jeg kom hjem tog det til og blødte natten over. kom til scanning om morgenen, og ja der var tomt.
Det er frygteligt, og jeg ved lige hvordan du har det. Jeg har aldrig grædt så meget, følt mig så svag og fortabt, og tænkte ingenting bliver nogensinde det samme igen. Min kæreste var en stor hjælp og også min familie. Vi havde foralt dem vi ventede os, og de var kæmpe støtte i denne svære tid.Især også en stor støtte for min kæreste, som havde brug for et knus og opbakning til at kunne håndtere at jeg var så ked af det. Han var selv helt knust, men det er for mændende lidt sværer, når det ikke er deres krop der gennemgår det.
Efter 5 dage i sengen fik jeg det bedre og humøret vendte tilbage. Jeg vidste at min krop havde sagt farvel til t lille liv der ikke var raskt nok til at komme ti ldenne verden. Vendte det til noget positivt, og brugte også det at vi faktisk havde bevist at bi kunne blive gravide sammen til noget positivt.
Vi besluttede sammen at vi ville prøve igen med det samme jeg var og 1 1/2 måned senere tog vi en positiv test igen og jeg er nu 22+2.
Så mit råd er mærk smerten, men prøv at vende det til noget positivt, og så er der ikke andet for end at prøve igen:0)
Jeg ønsker jer alt held og lykke i fremtiden, og håber snart at du kan fortælle os om to streger igen.
