Farvel til min lille Reje

Kære alle

Så skete det, jeg havde frygtet allermest alligevel. Jeg har mistet min Reje. I 11. uge!

I onsdags begyndte jeg at pletbløde, og jeg tog det ret roligt, for jeg havde prøvet det engang før, hvor alt var ok, og det passede meget godt med, at det var en måneds tid siden, så min krop kunne godt igen tro, at jeg skulle til at menstruere.

Pletblødningerne fortsatte torsdag, men jeg var stadig ikke bekymret, for det var virkelig kun pletblødning.

Men så blev det fredag, og så begyndte der rigtig at komme menstruationssmerter og blod, så meget, at et trusseindlæg på ingen måde var nok, der skulle et rigtigt bind til - og nu blev jeg så rigtig, rigtig bekymret. Desværre befandt jeg mig i Berlin, men heldigvis sammen med mine to bedste veninder, som godt vidste, at jeg var gravid, så jeg havde dem at støtte mig op ad og til at trøste mig i min angst. Det hjalp meget!

Blødningerne og menstruationssmerterne fortsatte ufortrødent lørdag og søndag - og lørdag måtte jeg i øvrigt fortælle min kæreste den dårlige nyhed, da jeg kom hjem, så vi fik os en god tudetur  ;o(

I går tog vi så til lægen for at få ham til at kigge på mig, men der havde jeg allerede den fuldstændig klare fornemmelse, at min Reje var gået tabt - én ting var, at jeg havde blødt alt for meget, men noget andet var også, at jeg følte mig ...jah...tom er vel det bedste ord for det. Lægen undersøgte mig og kunne ud fra mine forklaringer og det, han selv kunne se, kun give mig ret i, at der nok var tale om en spontan abort, men jeg skal alligevel scannes for en sikkerheds skyld.

Det morbide i denne scanning er så, at det er min NF-scanning på fredag (den 13. - when else!!!), der bliver omkonverteret til en "vi-skal-se-om-det-hele-er-kommet-ud"-scanning. For fanden, hvor bliver det hårdt - at være omgivet af gravide, der glade og forventningsfulde er på vej til scanning, mens jeg bare skal scannes for at sikre mig, at der ikke er mere tilbage af min Reje! Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal klare det, men det SKAL jeg bare.

Jeg ved heller ikke helt, hvordan jeg skal holde ud, at vi på lørdag IKKE skal fortælle vores familie den glædelige nyhed, som det ellers var planlagt - de er nemlig alle samlet hjemme hos os for at fejre min fødselsdag den dag. Puha. Det er noget med at tage en masse dybe indåndinger, tror jeg!

Det er svært at forklare, hvordan man har det, når ens lille Reje (eller hvad man nu kalder den) pludselig ikke er en del af en mere. Med sådan et lille væsen forsvinder der også en masse håb og drømme, som man langsomt men sikkert har bygget op under de - for mit vedkommende - lidt over 11 uger, som graviditeten har varet.

Jeg prøver at fortælle mig selv, at det i det mindste er bedre, at det skete på denne måde, end at jeg fx. skulle gå forhåbningsfuld til scanning på fredag for så at få at vide, at fosteret var dødt. Dét må trods alt være værre!

Men det ændrer ikke på, at jeg er rigtig, rigtig ulykkelig lige nu. Det skal nok blive bedre - jeg har en dejlig kæreste, som har det lige så svært som mig (omend på en anden måde, da det jo ikke er ham, der har haft Reje i maven) og vi er rigtig gode til at tale om det, og så er jeg også så heldig, at jeg nåede at fortælle mine to veninder om det også - det er meget vigtigt at kunne tale om det, tror jeg, for ellers bliver det en "usynlig sorg", idet man jo sjældent fortæller nogen om det før efter 12. uge.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra jer andre, som også har oplevet spontan abort - hvornår holdt I helt op med at bløde (jeg bløder her tirsdag stadig lidt)? Klarede jeres krop selv at få det hele ud, eller skulle I hjælpes? Hvis I skulle hjælpes, hvordan foregik det så? OG hvornår gik I igang med Projekt Baby igen? Min kæreste og jeg er meget enige om, at vi skal "op på hesten igen" og håber på, at næste gang bliver lykkens gang, men man skal vel vente lidt, til ens system er klart igen, eller?

Et andet problem er så, at jeg på en eller anden måde må lære at få lagt min nervøsitet på hylden. Jeg var i forvejen meget bekymret for, hvordan Reje skulle klare det (panisk ved første pletblødning og bekymret ved tanken om NF-scanning, for tænk nu hvis Reje var gået til eller tallene var for lave osv.), så jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan jeg vil have det, når jeg (forhåbentlig, 7-9-13) bliver gravid igen! Har I andre gode måder at deale med bekymringen/angsten på?

Håber på at høre fra jer.

Knus fra Kede-af-det mig  ;o(

Åh nej åh nej  Hvor er jeg ked af det på dine vegne og så sent henne i 1. trimester?!

Jeg sender dig omgående et KÆMPE og håber, at det bare hjælper en lille smule.

Hvor er det bare uretfærdigt!!!

Åh det gør mig ondt Må jeres lille reje hvile i fred hos de andrre engle...

Jeg frygtede at jeg ikke ville kunne nyde min næste graviditet pågrund af hvad jeg havde været igennem ved den første...

Men glæden ved at være gravid igen tog pusten fra mig og glæden overskyggede for det meste angsten for at noget skulle gå galt! Desuden er det ikke sundt at tænke det væreste... Glade tanker gør godt selv om det kan være svært

Åh hvor er det bare noget rigtig møg at det kan ske så sent  Jeg kan godt forstå at du har det helt forfærdeligt!!

Sender dig mine varmeste tanker, selvom jeg ved det ikke hjælper dig i din store sorg

nej nej nej nej!

Det gør simpelthen så ondt at miste sit barn, som du meget rigtig skriver, så forsvinder en masse håb og drømme med det lillebitte foster og man føler sig tom i kroppen. jeg kan så tydeligt huske den følelse af at "nu er jeg helt alene herinde".

Jeg håber dog at du vil overveje at fortælle din familie om jeres tab, for det er altså rart at kunne være ærlig omkring den store sorg det er at miste!

Selv var jeg gravid udenfor livmoderen og fik fjernet fosteret ved en operation i 9. uge, så jeg har ikke skulle bløde det ud, så der kan jeg ikke komme med noget info. Men jeg fik at vide, at vi kunne prøve igen så snart jeg havde haft min første almindelige blødning igen. Det er noget med, at I ikke må knalde uden gummi mens du bløder nu her, pga bakterier osv. Set fra den lyse side, så er der rigtig mange der bliver gravide hurtigt efter en spontan abort, så jeg håber for dig, at du er med i den statestik

Jeg tænker selv rigtig meget på hvordan det bliver at blive gravid igen, hvornår slipper man angsten osv. Det er svært, men der er jo kvinder herinde der har oplevet det, som forhåbentlig vil fortælle!

til dig...

det er bare så hårdt at komme igennem...

har selv prøvet det og det er simpelthen så skod...

da vi mistede vores spire i uge 13 var det så ufatteligt hårdt og der gik næsten ½ år før vi var klar til at prøve igen...

da jeg så blev gravid var vi super bekymrede for om spire voksede som den skulle og det resulterede i mange xtra scanninger både privat og på sygehuset..

det skal nok gå godt næst gang...

Jeg er enig med Trine..jeg synes også du skal fortælle din familie det. Vi har alle brug for, at dele vores sorger og glæder med de mennesker der er tættest på os

Jeg valgte, at fortælle alle, at jeg var blevet gravid helt fra starten - dels fordi jeg er alene og har brug for at dele den store glæde med nogen og dels fordi jeg ræssonerede, at mistede jeg fostret så ville folk forstå min sorg og skulle ikke først forholde sig til, at jeg overhovedet havde været gravid. Desuden tror jeg ikke, at en sorg bliver mindre af, at man mister tidligt i sin graviditet.

STORT KRAM

Dorthe

stort krammer herfra!

Åh hvor er der bare mange triste historier de her dage Jeg vil virkelig ikke ønske de ting skal ske for nogen.

Første gang jeg mistede, vidste alle jeg var gravid. Jeg var tyk og jeg var jo også 15 uger henne. Det var svært og en lettelse på samme tid, fordi alle vidste, hvorfor jeg var i sorg og hvorfor det tog lang tid at komme over.
Jeg skriver jo meget og skrev også rigtig rigtig meget omkring min spunk. Og tabet. Det sendte jeg til mine kollegaer, så de vidste hvad der var sket, inden jeg kom tilbage. Det var SÅ rart, fordi hele verdenen var vendt op og ned og vi kunne tale fra nu af og de kom og sagde: HVIS du har brug for at snakke, så har jeg læst det og du kommer bare. I stedet for at jeg skulle bryde sammen 50000 gange, før jeg havde fået fortalt alle det.

2. gang jeg mistede var jeg jo 'kun' 8 uger henne. Havde været til tryghedsscanning et par dage for inden og havde derfor poppet nyheden til hele familien. Men igen, var det rart at nogen vidste det. Der var også et par stykker på arbejdet som min chef og min tætteste kollega.

FOr mig var det rart at jeg ikke skulle gå og skjule det.

Mht. det andet: Jeg blødte som en almindelig menstruation i almindelig tid. HVis du bløder længere skal du tjekkes.

Og så er mit bedste råd. Snak, skriv, gå i skoven, mærk efter i dig selv hvad du har brug for. Jeg havde brug for at skrige og græde og være gal og ked af det. Havde brug for at smadre noget, så jeg smadrede vores tallarkner og købte nye... Jeg malede hus, fordi jeg kunne gøre det uden at tænke, bare være. Men jeg skrev og snakkede og snakkede og skrev. Men der er stadig sorg.

da jeg blev gravid efter, hvor jeg så havde en SA, var rigtig hårdt. Jeg var bange og havde bare lyst til at de første uger skulle gå indtil NF. Men så langt nåede jeg jo ikke.

Men du kommer igennem det og det SKAL gå!! Jeg kryder rigtig meget for dig, at der snart er en ny reje.

STORT KRAM

Sender dig et stort kram.............