Skal det være så svært

Jeg er selv delebarn, og nu hvor jeg selv er blevet mor, har min mor og jeg snakket meget om hendes følelser og det hun skulle igennem, da min papfar kom ind i billedet med to børn.

For at gøre en lang historie kort, så er jeg efternøler. Mine søstre er 11 og 13 år ældre end mig. Mine forældre blev skilt da jeg var helt lille - 2-3 år - så jeg husker ikke andet fra min barndom, end at jeg var alene med min mor, som var meget langt nede i en deprassion.
Nå men min paps kommer så ind i billedet da jeg er 5 år, med hans børn. En dreng som er 4 år ældre end mig, og en pige der er 1½ år yngre.

Min halvbror og søster kommer hver anden weekender, hvor vi lever 5 mennesker i en 3 værelset lejlighed.

Nå, men min mor har fortalt meget hvordan hun prøvede at vinde min halvbror og søsters respekt - Og det kom ofte ud ved at gå og være trist og tvær på dem, fordi at hun i deres øjne jo havde stjålet deres far, og derfor var hun slet ikke god nok i deres øjne. Hun synes det var ekstremt hårdt at være bonus mor, det er først her efter vi er blevet teenagere, at hun er begyndt at se dem på en anden måde, end dengang, hvor hun nærmest følte at de var nogle skide irriterende unger, der bare skulle hjem igen, så vores hverdag kunne fortsætte.
Jeg husker også tydeligt forskelsbehandlingen der var der, hver anden weekend, fra min papfars side. Og det var også det der gjorde min mor fortvivlet - For hvorfor kunne han ikke elske og behandle mig, på samme måde, som han elskede og behandlede sine egne - Men på samme måde tænkte min papfar sikkert.

Den dag idag, har jeg et godt forhold til mine bonussøskende, og min papfar er den bedste i verden - Han er den af "mine fædre" der har været mest "far" overfor mig (længere historie med min far) men ingen tvivl om at min rigtige far er og bliver FAR - Jeg elsker ham jo!

Vil egentlig bare sige at du slet ikke er alene med den følelse, og man kan ikke elske alle de børn der træder ind i ens liv. Trods at mine forældre (Ja, det kalder jeg altså begge hold, men her mener jeg mor og papfar) har været sammen i .. ja .. efterhånden 16 år, så er min mor stadig ikke tæt knyttet til mine halvsøskende (Det er så lige så meget deres egen skyld) men jeg er tilgengæld MEGET tæt knyttet til min papfar, men jeg har jo også været der hele tiden og nærmest altid!

Tag tingene som de kommer - Nyd at Emil har så godt et forhold til hans halvsøster, og se det som noget positivt, at han er så glad for hende, og at de to kan få et fantastisk forhold senere hen.
Emil kan jo også mærke at du går og er lidt nedtrygt, og han kan også høre i dit tonelege at din tone overfor hende, måske ikke er lige så begejstret som den er overfor Emil - Og når han kan det, vil han måske automatisk tage afstand fra hende, når han bliver ældre .. Mor ved jo bedst!
Og kan mor ikke "lide" hende, så kan Emil hen af vejen heller ikke.

^Sådan tænkte jeg meget som mindre ihvertfald - Og nogle weekender var det nærmest paps, bror og søster - Mod mor og jeg! UBEHAGELIG STEMNING!


Det blev vidst lidt rodet - Undskyld!

Jeg er mor men også papmor.. Det kan virkelig være hårdt til tider, men det er skønt at se ungerne har så meget glæde af hinanden.

Jeg tør godt indrømme at jeg aldrig kommer til at elske min papdatter på samme måde som mine egne og det samme gælder for min mand med mine børn.

I starten gik jeg meget op i at alt skulle være perfekt og vi bare rigtigt skulle hygge os, i de weekender hvor hun kom.. Men med tiden måtte jeg sande at det nytter ikke noget at lave om på alt bare fordi hun komme og at hun skal acceptere mig som hendes fars kone.

Jeg er stadigvæk efter næsten 2 års samliv med hendes fra den onde stedmor og hun har stadigvæk ikke accepteret mig.. Og ja det har jeg sgu lært at leve med.. måske kommer den dag og måske kommer den ikke...

For mig er det vigtigt at vi alle har det godt og det har vi sgu... vi er en stor familie hver anden weekend og ungerne elsker hinanden. Min mand holde utroligt meget af mine børn og er deres "far" i hverdagen, men de har deres egne fædre. Og jeg tro nu også at det er nemmer at få en tætter realation til sine papbørn hvis man lever samme med dem til hverdag og ikke kun hver 14 dag, men når ikke at opbygge det samme forhold som hvis man er sammen med dem 24/7.

Her hjemme har vi aldrig diskuteret om hvor vidt vi elsker hinandens børn eller ej... Vi har dog diskuteret at min mand, havde meget svært ved at dele sol og vind lige når hans datter var her, og det kunne eller kan jeg ikke acceptere.

Men skal tænke sig rigtigt godt om når man træder ind i et forhold hvor der er børn, for kan man ikke være egoistisk, da der ikke kun er dig og ham, men også x antal børn at tænke på.
Og ja her har vi altid været enige min mand og jeg... Hvis ikke det gik mellem mig/ham og vores respektive børn.. Ja så skulle det altså ikke være os.

Jeg og min mand behandler vores børn med respekt, men vi elsker ikke hinandens børn på samme måde som vores egne.. Og hvis man kab forstå og acceptere det.. Jamen så skal det nok også gå

Til sidst men ikke mindst viser undersøgelser også at det tager 5 år før en sammenbragt fungere optimalt og man kan føle sig i sikkerzone for et evt. brud... Men der er jo aldrig en granti for at det holde for evigt.. Man kan jo kun håbe og tro

vibbsen skriver:

Men kan man i virkeligheden bruge det argument til noget som helst ????

Ikke hvis du spørger mig.

Det er jo ikke sådan, at man ikke ved at der er et bonusbarn når man træder ind i forholdet....

Jeg flippe 3/4 hvis der var en mand som sagde sådan til mig om det mest dyrebare i mit liv....

Bare fordi du ikke elsker kan du sagtens respektere og behandle ordentligt og selvfølgelig skal man behandle hinanden ordentligt

Jeg vil vende den om om sige, hvad er det for en ravnemor som render rundt og elsker Gud og hvert barn på lige fod med hendes egne?? Der må dælme da være nóget særligt ved, at have ligget i maven og dele gener mv...

Jeg synes det er et passende argument i den forstand, at man ikke kan fremtvinge følelser OG DET SKAL SGU VÆRE I ORDEN AT FØLE SOM MAN GØR, OGSÅ NÅR DET ER NEGATIVE FØLELSER og så gentager jeg lige mig selv, dermed ikke sagt at man ikke skal behandle disse børn ordentligt og med den respekt de fortjener, for selvfølgelig skal man da det.

Dine børn er det dyrebarste i DIT liv og sådan skal det selvfølgelig også være, men du må også bare være så realistisk at du kan se, at hvis du møder en mand som ikke er far til disse børn, så vil de ikke være det dyrebarste i HANS liv og det burde være okay at snakke om.