Skal det være så svært

At knytte sig til et barn.

Har  jo haft lidt svært ved at acceptere kærestens datter efter jeg selv har fået Emil, og ja ved godt hun kun er et barn, så den kommetar behøves ingen komme med.

Jeg prøver virkelig, og har sat mig i hovedet at nu skal der ske noget på det punkt, men skal jo også være omvendt altså at hun skal kunne acceptere at hun ikke har sin far alene mere.

Her i dag tog jeg hende med ud og købte tøj til i mogen hvor vi skal til 50 års fødselsdag og så blev Emil  hjemme med sin far. Og det gik fint og vi fik købt tøj og fik lidt at spise, men med det samme vi kom hjem til Emil kom det bare tilbage den der følelses af at hun bare er noget man skal have overstået hver anden weekend.

Håber godt nok det snart bliver bedre, for er ikke sjovt, ved godt at det sjældent ses at nogen har det svært med deres bonus barn eler vil indrømme at de har.

Men jeg tror simpelhen at min kærlighed til Emil er så stor at der ikke kan lukkes andre ind, var jo også så sikker på at vi skulle have flere børn og hurtig efter hinanden, men nu ja så vil jeg faktisk ikke have flere børn end Emil, om det så kommer senere ved jeg jo ikke. Men jeg tror godt det kan lade sig gøre at have så stor kærlighed at der bare ikke er plads  til flere.

Jeg synes du skal acceptere og leve med uden at presse dig...at du ikke kommer til at elske hende som din egen, det skal du ikke og det kan du ikke. Hun er ikke dit barn og hun har en mor der elsker hende som du elsker Emil.

Når det så er sagt, så skal du selvfølgelig behandle jeres børn ens og hele tiden tænke på at hun ikke har valgt og at hun var der før dig...altså, hun er en del af din mand og han elsker hende og emil, som du kun elsker emil. Men det er svært at forstå at man kan elske flere lige så meget som den ene man har..men det kan man, bare vent til du få flere børn. Og så tænk på hvilken gave det er for emil at han har en storesøster og den relation skal bare styrkes og dyrkes...og så kunne I måske hellige tre-fire timer de weekender hvor hun er der, bare til at hun er alene ude med farmand.

Og ja, det er ikke nemt at have dine-mine-vores børn..jeg har prøvet det også og håber egentlig aldrig jeg skal det igen..,)

Knus og god weekend..

Eva.

Eva skriver:

Jeg synes du skal acceptere og leve med uden at presse dig...at du ikke kommer til at elske hende som din egen, det skal du ikke og det kan du ikke. Hun er ikke dit barn og hun har en mor der elsker hende som du elsker Emil.

Når det så er sagt, så skal du selvfølgelig behandle jeres børn ens og hele tiden tænke på at hun ikke har valgt og at hun var der før dig...altså, hun er en del af din mand og han elsker hende og emil, som du kun elsker emil. Men det er svært at forstå at man kan elske flere lige så meget som den ene man har..men det kan man, bare vent til du få flere børn. Og så tænk på hvilken gave det er for emil at han har en storesøster og den relation skal bare styrkes og dyrkes...og så kunne I måske hellige tre-fire timer de weekender hvor hun er der, bare til at hun er alene ude med farmand.

Og ja, det er ikke nemt at have dine-mine-vores børn..jeg har prøvet det også og håber egentlig aldrig jeg skal det igen..,)

Knus og god weekend..

Eva.

Den der med at hun har en mor der elsker hende lige så meget som jeg elsker mit barn kan så diskuteres

Men ved godt hvad du mener, og laver heller ikke forskel men tror du ikke sådan en lille størrelse ka mærke der er noget.

Og når ens kæreste ikke kan forstå man ikke kan holde af hende som sit eget så er det jo heller ikke nem, for så er det netop der kommer det der pres og så tænker man konstant om man gør det rigtigt, og spå syntes jeg nemlig at det bare bliver meget være, for så er det først en belastning at have hende her hver anden weekend jo.

Og nej det er ikke nemt at have dele børn, også fordi de er meget præget af deres opdragelse fra den anden forældre af

suanne85 skriver:

Den der med at hun har en mor der elsker hende lige så meget som jeg elsker mit barn kan så diskuteres

Men ved godt hvad du mener, og laver heller ikke forskel men tror du ikke sådan en lille størrelse ka mærke der er noget.

Og når ens kæreste ikke kan forstå man ikke kan holde af hende som sit eget så er det jo heller ikke nem, for så er det netop der kommer det der pres og så tænker man konstant om man gør det rigtigt, og spå syntes jeg nemlig at det bare bliver meget være, for så er det først en belastning at have hende her hver anden weekend jo.

Og nej det er ikke nemt at have dele børn, også fordi de er meget præget af deres opdragelse fra den anden forældre af

Men så er problemet vel i virkeligheden noget mellem dig og ham og ikke noget som helst med pigen at gøre? Det er jer der må finde en balance og få takt om forventninger og følelser. Jeg tror meget mere barnet kan mærke spændinger mellem ham og dig end hvor meget du elsker den ene og den anden....børn er ikke så dumme.

Knus Eva.

Eva skriver:

Men så er problemet vel i virkeligheden noget mellem dig og ham og ikke noget som helst med pigen at gøre? Det er jer der må finde en balance og få takt om forventninger og følelser. Jeg tror meget mere barnet kan mærke spændinger mellem ham og dig end hvor meget du elsker den ene og den anden....børn er ikke så dumme.

Knus Eva.

Ja det er nok rigtig nok. Men tror ikke vi kommer videre der for vi har diskuteret det mange gange og skændes om det mange gange og snakket pænt om det mange gange og vi er ligesom ikke kommet videre.

Tror også lidt det bunder i en samtale vi havde for laaang tid siden i starten af vores forhold, min ex havde jo en datter som jeg elskede så højt, hun var min lille øjesten og det fortalte jeg ham og snakkede med om hende der i starten da jeg stadig havde lidt kontakt til hende. Og tror det hænger i luften at han ikke kan forstå jeg kunne elske hende på den måde men ikke hans datter.

Hej Susanne!
Jeg er bonusmor til en dreng på 6, og jeg tør godt indrømme at det absolut ikke er lykken! Men jeg vidste jo fra starten at han var der, og ville jeg ha min kæreste, måtte jeg ta ham med.

Vi har ham hver anden uge, en hel uge af gangen, og jeg går ofte og glæder mig til han skal hjem igen.

Men det har måske også noget at skulle have sagt, at hans egne forældre ikke tager super meget ansvar for ham, så det er mig der henter ham fra SFO, tager ham med til fodbold og henter/bringer ham ud til vennerne.

Det eneste positive omkring alt det her, er, at min kæreste har accepteret at jeg også skælder ham ud og retter på ham, for ellers var jeg da blevet sindsyg! Og jo, han er da hyggelig og vi har det også skægt sammen, men han er ikke min søn, og jeg kommer aldrig til at have de samme moderfølelser for ham som for mine egne børn! Dog kunne jeg aldrig finde på at gøre forskel på dem, mens han var der, men han må godt vide, at jeg er mor til lillebror og ikke ham, og at han selv har en mor der elsker ham.

Men jeg giver Eva ret, se på hende som en lille ven der kommer forbi engang i mellem, og pas på med at påtage dig for meget ansvar. Hun har allerede en mor og en far, og Emil har også krav på hans mor selvom hun er der. Så du skal absolut ikke føle skyld, hvis du selv vil foretage dig noget med Emil uden hende.

Ja, der var vel ikke så meget "gode råd" over det her, men synes lige du skulle vide at du ikke er alene Folk har forskellige måder at takle tingene på, og der er sikkert nogle der kan blive dybt rystet over at vi ikke "bare" kan lukke disse børn ind som vores egne. Men sådan er det altså ikke altid.

God weekend

Kh Kathrine

suanne85 skriver:

Ja det er nok rigtig nok. Men tror ikke vi kommer videre der for vi har diskuteret det mange gange og skændes om det mange gange og snakket pænt om det mange gange og vi er ligesom ikke kommet videre.

Tror også lidt det bunder i en samtale vi havde for laaang tid siden i starten af vores forhold, min ex havde jo en datter som jeg elskede så højt, hun var min lille øjesten og det fortalte jeg ham og snakkede med om hende der i starten da jeg stadig havde lidt kontakt til hende. Og tror det hænger i luften at han ikke kan forstå jeg kunne elske hende på den måde men ikke hans datter.

Men så er det måske bedst du er så lidt på som muligt når hun er der...tage lidt ud til din mor osv...det er jo hans barn og hvis der er en dårlig stemning og I ikke kan snakke jer ud af det, så er det synd for barnet at stå midt i det.

Men altså, måske I skulle søge lidt hjælp til at finde ud af hvordan I bedst tackler det, for det er da vildt synd for pigen og også for Emil...

Knus Eva..

suanne85 skriver:

Den der med at hun har en mor der elsker hende lige så meget som jeg elsker mit barn kan så diskuteres

Men ved godt hvad du mener, og laver heller ikke forskel men tror du ikke sådan en lille størrelse ka mærke der er noget.

Og når ens kæreste ikke kan forstå man ikke kan holde af hende som sit eget så er det jo heller ikke nem, for så er det netop der kommer det der pres og så tænker man konstant om man gør det rigtigt, og spå syntes jeg nemlig at det bare bliver meget være, for så er det først en belastning at have hende her hver anden weekend jo.

Og nej det er ikke nemt at have dele børn, også fordi de er meget præget af deres opdragelse fra den anden forældre af

Ej undskyld nu bliver jeg da næste helt små-sur Han kan da ikke forlange/forvente at du skal elske hans datter ligeså højt som Emil! Om du så havde holdt af hele børnehaven så er det da ikke en garanti for at du også bare helt automatisk holder af hende! Jo han kan da måske nok godt mærke at der er forskel i den mde du er overfor Emil og hende men det skal altså også være okay! Hun har allerede et sæt forældre og du skal ikke holde igen overfor Emil for hendes skyld.

Eva skriver:

Men så er det måske bedst du er så lidt på som muligt når hun er der...tage lidt ud til din mor osv...det er jo hans barn og hvis der er en dårlig stemning og I ikke kan snakke jer ud af det, så er det synd for barnet at stå midt i det.

Men altså, måske I skulle søge lidt hjælp til at finde ud af hvordan I bedst tackler det, for det er da vildt synd for pigen og også for Emil...

Knus Eva..

De hygger nu rigtig de 2, men det er så en hel anden ting, Emil forguder hende, krammer hende og krammer hende indtil hun siger nej hehe

Ved ikke hvem man skulle snakke med, har prøvet lidt, men får altid den smidt i hovedet at hun kun er et barn og det ved jeg jo godt, men det forsvinder det jo ikke af

hehe jamen, jeg har det lige saadan med min son og af denne grund vil jeg faktisk heller ikke have flere born. desuden har vi en deledatter der er en del aeldre, som jeg slet ikke foler er mit barn overhovedet og det har jeg det kun godt med, selvom jeg har kendt hende fra ganske lille.

hun har nemlig sin egen mor og jeg er bare 'Maya'. jeg er ikke nogen foraeldre-rolle men mest en ven. Men hun kommer forst og jeg er nr. 2 iforhold til min mand og saadan synes jeg det boer vaere. hun er barnet og har ret til sin far og i de deledage der er med hende, saa viger jeg med glaede 'forste pladsen'. hans born er en del af ham, og det bor man acceptere helt og aldeles. alt andet er da helt forkert