Forvirrende kommunikation, eller?

Anonym skriver:

Du kunne jo også bare spørge hende hvis du var i tvivl. Det ville jeg da have gjort. Så er er der ingen misforståelser 

Helt enig

Anonym skriver:

Du kunne jo også bare spørge hende hvis du var i tvivl. Det ville jeg da have gjort. Så er er der ingen misforståelser 

Ja, det har du helt ret i. Det skulle jeg have gjort med det samme. 

Unicorn1 skriver:

Men jeg kan virkelig ikke se, hvad problemet er, at hun spørger, om tingene kan ændres til noget, der passer hende bedre.. 

Jeg spurgte da også min ene leder forleden, om vi kunne tage et møde over Teams, eller om hun helst ville have det fysisk, som det hele tiden var planlagt.. Hun ville så helst have det fysisk som det var planlagt, og så holdt vi fast i det, men det havde bare passet mig bedre at tage det online, da jeg var blevet kaldt til jobsamtale den dag.. 

Det er vel altid tilladt at spørge, hvis det ikke passer med ens planer?! Synes at det andet er en anelse for emsigt at sige, at hun ikke må "forstyrre dig"

Dit eget eksempel passer bare først 1:1 til min situation, hvis din leder var kommet dig i møde, havde planlagt mødet online og ændret sit program efter dét, og du derefter havde skrevet til hende, at nej, du ville alligevel hellere mødes fysisk. Eller hvis jeg havde skrevet tilbage, at vi holdt fast ved den oprindelige plan. Det er jo det dér fra plan a til plan b og så tilbage til plan a, der irriterede mig. Find ud af, hvad du gerne vil - skriv det som et forslag- og se, om det lader sig gøre. 

Det kan godt være, det er emsigt. Jeg oplever rigtigt mange beskeder - generelt i arbejdsregi - som ikke gennemtænkt “støj”. Det er begrænset, hvor stor en del af min arbejdsdag, jeg overhovedet har mulighed for at sætte mig og læse og besvare mails. Så synes jeg også, at det er rimeligt at forvente af kolleger, at de lige gennemtænker, hvad de vil mig, før de henvender sig.

Jeg beskæftiger mig meget med arbejdsmiljø, og lige netop mængden af skriftlige beskeder, man skal forholde sig til og besvare, er en udbredt stressfaktor i mit fag, hvor det slet ikke er kerneopgaven. Når det så er kolleger, der kender problematikken, mener jeg godt, de må tænke det igennem, før de sætter sig ved tasterne. 

Anonym skriver:

Det kan godt være, det er det, hun mener med første besked, men du skriver jo selv “jeg  tror …”, så det tager jeg som bekræftelse af, at hendes kommunikation er uklar. 
Jeg mener, at jeg gør alt for at komme hende i møde. Tilbyder at mødes tidligere, går med på og kommer med konkret forslag til at slå noget sammen. Og så ender hun alligevel med at ønske det, der var udgangspunktet. 
Jeg kunne bare have skrevet “Vi mødes som planlagt” til første besked. Det opfattede jeg som ufleksibelt, fordi hun tydeligvis ønskede noget andet. Indtil hun ikke ønskede det alligevel. 

Leder eller kollega - jeg ville stadig ikke forstyrre nogens arbejdsdag med beskeder, som stak i alle retninger. 

Ingen af jer er klar i jeres kommunikation. Du vælger at gå ud fra noget, uden at have en bekræftelse på det. Det kan hun jo ikke læse ud af din kommunikation. 
Misforståelser sker så længe mennesker kommunikerer med hinanden, længere er den ikke.
At blive så forarget eller frustreret over den her form for misforståelse (i øvrigt fra begges sider) er i min bog spild af tid. Og var du min kollega og gik så højt op i så små ting, ville jeg da blive nervøs for at skulle samarbejde med dig. 

Anonym skriver:

Dit eget eksempel passer bare først 1:1 til min situation, hvis din leder var kommet dig i møde, havde planlagt mødet online og ændret sit program efter dét, og du derefter havde skrevet til hende, at nej, du ville alligevel hellere mødes fysisk. Eller hvis jeg havde skrevet tilbage, at vi holdt fast ved den oprindelige plan. Det er jo det dér fra plan a til plan b og så tilbage til plan a, der irriterede mig. Find ud af, hvad du gerne vil - skriv det som et forslag- og se, om det lader sig gøre. 

Det kan godt være, det er emsigt. Jeg oplever rigtigt mange beskeder - generelt i arbejdsregi - som ikke gennemtænkt “støj”. Det er begrænset, hvor stor en del af min arbejdsdag, jeg overhovedet har mulighed for at sætte mig og læse og besvare mails. Så synes jeg også, at det er rimeligt at forvente af kolleger, at de lige gennemtænker, hvad de vil mig, før de henvender sig.

Jeg beskæftiger mig meget med arbejdsmiljø, og lige netop mængden af skriftlige beskeder, man skal forholde sig til og besvare, er en udbredt stressfaktor i mit fag, hvor det slet ikke er kerneopgaven. Når det så er kolleger, der kender problematikken, mener jeg godt, de må tænke det igennem, før de sætter sig ved tasterne. 

Nej mit eksempel ville passe 1:1, hvis min leder havde sagt "det går ikke - lad os mødes/være online en time før næste møde i stedet".. Og hvis jeg så ikke kunne dét, så ville jeg nemlig også skrive, at vi bare holdt os til den oprindelige plan.. 

Det handler jo om, at din kollega ikke kunne mødes en time ekstra til jeres næste møde, som åbenbart var det eneste, I kunne, og derfor blev hun nødt til holde sig til jeres oprindelige plan, selvom det irriterede hende 

Og hvordan ville du ønske, at hun havde kontaktet dig ellers? For så må du jo sige det til hende næste gang.. Eller må hun slet ikke kontakte dig i form af sådanne spørgsmål? 

Unicorn1 skriver:

Nej mit eksempel ville passe 1:1, hvis min leder havde sagt "det går ikke - lad os mødes/være online en time før næste møde i stedet".. Og hvis jeg så ikke kunne dét, så ville jeg nemlig også skrive, at vi bare holdt os til den oprindelige plan.. 

Det handler jo om, at din kollega ikke kunne mødes en time ekstra til jeres næste møde, som åbenbart var det eneste, I kunne, og derfor blev hun nødt til holde sig til jeres oprindelige plan, selvom det irriterede hende 

Og hvordan ville du ønske, at hun havde kontaktet dig ellers? For så må du jo sige det til hende næste gang.. Eller må hun slet ikke kontakte dig i form af sådanne spørgsmål? 

Hvorfor tror du, at hun ikke kan mødes en time før til vores næste møde? Det har hun ikke skrevet, og da det nu er dét, vi gør, ville hun nok have protesteret og sagt, det ikke kunne lade sig gøre for hende, hvis det var tilfældet. Jeg kan ikke se andre forklaringer, end at hun bare var ubeslutsom. 

Jeg ville ønske, at hun havde skrevet: “Jeg synes, det er kort tid at mødes for en time i morgen, så jeg vil høre, om vi i stedet kan slå det sammen med mødet d. X.X. og mødes kl. X. Er det en mulighed?” 
Én besked, ét konkret forslag. Havde hun tjekket sin kalender, ville hun kunne se, at eneste mulighed for at slå noget sammen var d. X.X. - tidspunktet kunne hun selv foreslå. 
Hendes første besked er uklar - den næste lægger det over til mig at undersøge, om og hvornår muligheden for at lægge to møder sammen er til stede - og da jeg gør dét, svarer hun først hen på aftenen, at vi alligevel bare kan mødes som planlagt. Jeg synes, det er helt fair og i god tro, at jeg på dette tidspunkt har aflyst mødet den næste dag. 

Selvfølgelig må hun kontakte mig, men jeg forventer klar kommunikation og konkrete forslag til evt. ændringer. 

Anonym skriver:

Ingen af jer er klar i jeres kommunikation. Du vælger at gå ud fra noget, uden at have en bekræftelse på det. Det kan hun jo ikke læse ud af din kommunikation. 
Misforståelser sker så længe mennesker kommunikerer med hinanden, længere er den ikke.
At blive så forarget eller frustreret over den her form for misforståelse (i øvrigt fra begges sider) er i min bog spild af tid. Og var du min kollega og gik så højt op i så små ting, ville jeg da blive nervøs for at skulle samarbejde med dig. 

Jeg har klare forventninger om, at mine kolleger ved, hvad de vil og skærer ind til benet, når de kontakter mig skriftligt. Der er til gengæld ikke noget at være nervøs over som kollega, for jeg lufter ikke mine frustrationer over for nogen - bliver bare irriteret, men svarer pænt og ordentligt. 

Reelt er jeg ved at være ret indebrændt over bombardementet af interne beskeder, som lægger diverse opgaver på mine skuldre. Kollegaen, der hver onsdag - mødedag på min primære arbejdsplads- skriver om morgenen for at spørge “Er der møde i dag?”, hvilket han selv kan se i vores interne kalender, men det er lettere at spørge mig. 
Kollegaen, der modtager et skema fra ledelsen af mig, som skal udfyldes til en uge senere - jeg forklarer kort, hvad det drejer sig om og henviser til en besked herom fra ledelsen. Dagen efter deadline skriver han i en besked til mit team: “Hvad fanden er det dér XXX-skema for noget, og findes det online?” Jeg kan se, at han har læst beskeden fra ledelsen, men det har han tydeligvis glemt igen, og så er det igen lettere at spørge os. 
Kolleger, der ikke læser dagsordner til møder og så undervejs spørger, hvad XXX betyder (hvilket står i dagsordenen) eller først opdager, at de er referenter, når mødet har varet 1/2 time. 
Kolleger, der af gode grunde ikke kan deltage til et ugentligt møde, og som ikke læser referatet senere og derfor møder uforberedte op til en arbejdsopgave og spørger: “Er det nu? Hvad skal jeg? Har du de materialer, vi skal bruge?” 

Måske var den omtalte situation bare dråben for mig - og min reaktion et symptom på, at bægeret er fuldt. Jeg oplever vel nærmest et mental load på jobbet, fordi andre forventer, at nogen - ofte mig - træffer beslutninger, svarer på uklare beskeder, sætter dem ind i ting, de selv kunne undersøge. Jeg synes, det er sjusket - og yes, noget kan skyldes, at de er pressede, men det bliver jeg da i særdeleshed også, når jeg skal trække læsset for dem. 
Hvis en kollega siger “Ærligt, jeg er stresset og presset for tiden og håber på lidt hjælp” - så er jeg i den grad lydhør og vil gøre mit bedste for at træde til. Men uudtalte forventninger om, at jeg lige svarer på besked nr. 117, er ved at gøre mig til den stressede og pressede. 

Jeg har klare forventninger om, at mine kolleger ved, hvad de vil og skærer ind til benet, når de kontakter mig skriftligt. Der er til gengæld ikke noget at være nervøs over som kollega, for jeg lufter ikke mine frustrationer over for nogen - bliver bare irriteret, men svarer pænt og ordentligt. 

Reelt er jeg ved at være ret indebrændt over bombardementet af interne beskeder, som lægger diverse opgaver på mine skuldre. Kollegaen, der hver onsdag - mødedag på min primære arbejdsplads- skriver om morgenen for at spørge “Er der møde i dag?”, hvilket han selv kan se i vores interne kalender, men det er lettere at spørge mig. 
Kollegaen, der modtager et skema fra ledelsen af mig, som skal udfyldes til en uge senere - jeg forklarer kort, hvad det drejer sig om og henviser til en besked herom fra ledelsen. Dagen efter deadline skriver han i en besked til mit team: “Hvad fanden er det dér XXX-skema for noget, og findes det online?” Jeg kan se, at han har læst beskeden fra ledelsen, men det har han tydeligvis glemt igen, og så er det igen lettere at spørge os. 
Kolleger, der ikke læser dagsordner til møder og så undervejs spørger, hvad XXX betyder (hvilket står i dagsordenen) eller først opdager, at de er referenter, når mødet har varet 1/2 time. 
Kolleger, der af gode grunde ikke kan deltage til et ugentligt møde, og som ikke læser referatet senere og derfor møder uforberedte op til en arbejdsopgave og spørger: “Er det nu? Hvad skal jeg? Har du de materialer, vi skal bruge?” 

Måske var den omtalte situation bare dråben for mig - og min reaktion et symptom på, at bægeret er fuldt. Jeg oplever vel nærmest et mental load på jobbet, fordi andre forventer, at nogen - ofte mig - træffer beslutninger, svarer på uklare beskeder, sætter dem ind i ting, de selv kunne undersøge. Jeg synes, det er sjusket - og yes, noget kan skyldes, at de er pressede, men det bliver jeg da i særdeleshed også, når jeg skal trække læsset for dem. 
Hvis en kollega siger “Ærligt, jeg er stresset og presset for tiden og håber på lidt hjælp” - så er jeg i den grad lydhør og vil gøre mit bedste for at træde til. Men uudtalte forventninger om, at jeg lige svarer på besked nr. 117, er ved at gøre mig til den stressede og pressede. 

Kan anbefale at besøge en stress coach inden det stikker af med de følelser du beskriver her til sidst. Du er tydeligvis udbrændt mere eller mindre, og ved at tage det i opløbet kan du måske få nogle ideer eller værktøjer inden du måske får reel stress. Og så synes jeg i øvrigt ikke det lyder som en rar arbejdsplads. 

Anonym skriver:

Hvorfor tror du, at hun ikke kan mødes en time før til vores næste møde? Det har hun ikke skrevet, og da det nu er dét, vi gør, ville hun nok have protesteret og sagt, det ikke kunne lade sig gøre for hende, hvis det var tilfældet. Jeg kan ikke se andre forklaringer, end at hun bare var ubeslutsom. 

Jeg ville ønske, at hun havde skrevet: “Jeg synes, det er kort tid at mødes for en time i morgen, så jeg vil høre, om vi i stedet kan slå det sammen med mødet d. X.X. og mødes kl. X. Er det en mulighed?” 
Én besked, ét konkret forslag. Havde hun tjekket sin kalender, ville hun kunne se, at eneste mulighed for at slå noget sammen var d. X.X. - tidspunktet kunne hun selv foreslå. 
Hendes første besked er uklar - den næste lægger det over til mig at undersøge, om og hvornår muligheden for at lægge to møder sammen er til stede - og da jeg gør dét, svarer hun først hen på aftenen, at vi alligevel bare kan mødes som planlagt. Jeg synes, det er helt fair og i god tro, at jeg på dette tidspunkt har aflyst mødet den næste dag. 

Selvfølgelig må hun kontakte mig, men jeg forventer klar kommunikation og konkrete forslag til evt. ændringer. 

Ja altså det ville da være utopi, hvis folk skrev/sagde/gjorde det, som vi gerne vil have dem til.. Men vi kan ikke styre, hvad andre gør - kun hvad vi selv gør.. 

Og derfor tænker jeg, at det ville have givet meget mere mening at ringe eller skrive til hende, at du ikke forstod hendes besked, i stedet for at blive frustreret, formode hvad hun vil, lave andre planer, blive småuvenner og så lave en debat, hvor det mest af alt lyder som om, at du bare vil have, at vi giver dig ret i, at hun er en dum ubeslutsom kollega, og at det kun er hende, der fejler her.. 

Du vil gerne have, at andre er klare i melding og du vil gerne have, at folk tænker sig om, før de kontakter dig.. Men du må tydeligvis hjælpe dem normalt med deres småproblemer, siden de bliver ved med at kontakte dig.. Prøv i stedet at gøre, som du gerne vil have at andre gør, og vær klar i din kommunikation, og så skriv en mail rundt til alle dine kolleger allerede i dag, at fremover så hjælper du ikke med alle deres småproblemer, da det stresser dig for meget, og du forventer at folk selv kan udføre deres arbejde ordentligt.. 

Hvis du gør det, så når du meget længere end at sidde og blive frustreret over det, imens du alligevel ordner alt for dem 

Unicorn1 skriver:

Ja altså det ville da være utopi, hvis folk skrev/sagde/gjorde det, som vi gerne vil have dem til.. Men vi kan ikke styre, hvad andre gør - kun hvad vi selv gør.. 

Og derfor tænker jeg, at det ville have givet meget mere mening at ringe eller skrive til hende, at du ikke forstod hendes besked, i stedet for at blive frustreret, formode hvad hun vil, lave andre planer, blive småuvenner og så lave en debat, hvor det mest af alt lyder som om, at du bare vil have, at vi giver dig ret i, at hun er en dum ubeslutsom kollega, og at det kun er hende, der fejler her.. 

Du vil gerne have, at andre er klare i melding og du vil gerne have, at folk tænker sig om, før de kontakter dig.. Men du må tydeligvis hjælpe dem normalt med deres småproblemer, siden de bliver ved med at kontakte dig.. Prøv i stedet at gøre, som du gerne vil have at andre gør, og vær klar i din kommunikation, og så skriv en mail rundt til alle dine kolleger allerede i dag, at fremover så hjælper du ikke med alle deres småproblemer, da det stresser dig for meget, og du forventer at folk selv kan udføre deres arbejde ordentligt.. 

Hvis du gør det, så når du meget længere end at sidde og blive frustreret over det, imens du alligevel ordner alt for dem 

Nu besvarede jeg bare dit spørgsmål om, hvordan jeg ville ønske, at hun havde kontaktet mig ellers.