Forvirrende kommunikation, eller?

Anonym skriver:

Kan anbefale at besøge en stress coach inden det stikker af med de følelser du beskriver her til sidst. Du er tydeligvis udbrændt mere eller mindre, og ved at tage det i opløbet kan du måske få nogle ideer eller værktøjer inden du måske får reel stress. Og så synes jeg i øvrigt ikke det lyder som en rar arbejdsplads. 

Jeg er enig i, at du forekommer presset. Måske endda lidt aggressiv, hvilket vi jo gerne bliver når noget er for meget for os. Den beskrevne situation skulle jo i et sundt arbejdsliv fylde helt minimalt, men kombinationen af dine frustrationer og øvrige kæpheste om 'for meget støj og kommunikation' gør at det går helt i knude. Du bruger selv ordet 'emsig', hvilket jeg ikke synes er helt ved siden af. Normalt ville man jo højest trække på skuldrene, eller eventuelt lige nævne ved lejlighed, hvad man gerne ønskede en anden gang. Din egen kommunikation forekommer mig i den forbindelse heller ikke helt klar og konstruktiv.

Opfølgning: I dag var min kollega og jeg til møde sammen - første gang, vi sås efter vores korrespondance. Jeg sagde, at jeg ærligt talt var kommet i tvivl om, hvad hun ville den dag, og hun sagde, at det kunne hun faktisk godt forstå, da hun ikke selv havde været afklaret om det, da hun skrev, og ikke helt havde kunnet bestemme sig. 
Jeg bad hende pænt om en anden gang at være mere skarp på, hvad hun ønskede, og det var hun helt med på. Hun foreslog på eget initiativ, at hvis der fremover evt. skal rykkes på tidspunkter, så skal det ikke først tages op dagen før.
Ingen sure miner overhovedet, og jeg er glad for, der lige gik en uges tid, før vi talte om det, så frustration og forvirring havde lagt sig. 

Anonym skriver:

Opfølgning: I dag var min kollega og jeg til møde sammen - første gang, vi sås efter vores korrespondance. Jeg sagde, at jeg ærligt talt var kommet i tvivl om, hvad hun ville den dag, og hun sagde, at det kunne hun faktisk godt forstå, da hun ikke selv havde været afklaret om det, da hun skrev, og ikke helt havde kunnet bestemme sig. 
Jeg bad hende pænt om en anden gang at være mere skarp på, hvad hun ønskede, og det var hun helt med på. Hun foreslog på eget initiativ, at hvis der fremover evt. skal rykkes på tidspunkter, så skal det ikke først tages op dagen før.
Ingen sure miner overhovedet, og jeg er glad for, der lige gik en uges tid, før vi talte om det, så frustration og forvirring havde lagt sig. 

 

Tænk hvis du havde grebet knoglen og ringet til hende for at afklare denne ting med det samme. Så havde du/I sparet jer for et par dages højt blodtryk og dårlig stemning. Det må du og vi andre tage med som læring også. Godt I fik styr på det