Dutelidut skriver:
Kan det lade sig gøre at snakke med dem stille og roligt og fortælle, hvordan du/I har det? Fx kan I måske lave nogle mere faste aftaler, så det ikke bliver så uoverskueligt. Jeg kan 100 procent følge dig i alt, hvad du skriver, og jeg forstår godt, det kan være svært at sige nej. Men hvis I nu holder det på jeres banehalvdel og siger, at vi vil egentlig rigtig gerne hjælpe, men vi kan godt have svært ved at overskue, hvis det er sådan lige pludselig og det bliver alt for meget, for vi har jo også vores eget.
Jeg ville altid synes det var ok, hvis nogen kom til mig og sagde, at de havde svært ved at overskue et eller andet jeg bad dem om. Men jeg ville også - ligesom jeg fornemmer hos dig - have rigtig svært ved selv at sætte grænsen for mig selv og få det sagt… især hvis jeg kunne se, at hjælpen betød rigtig meget.
Men jeg synes heller ikke, det er rimeligt, at I skal presses og blive småstressede over et projekt, som ikke er jeres. Det er træls for de andre, at de står i den situation, men dybest set er det ikke jeres problem.
Så måske lidt forventningsafstemning mellem jer kunne være godt. Hvor I fortsat hjælper hvor I kan og vil, men hvor det ikke bliver helt grænseløst…
Hmm altså jeg synes egentlig ikke rigtig, det er svært at sætte grænsen for mig selv - det er mest gennem min mand kommunikationen går, men stod det til ham, så tog han nok derhen og hjalp meget mere. Jeg vil jo også gerne hjælpe. Jeg vil bare gerne kunne gøre det lidt på mine egne præmisser og når jeg også har overskud til det. Og herhjemme er det jo ikke ham og så mig. Vi er et team, som også skal have respekt for hinandens tid. Og vi har som sagt også fuldtidsjobs og tre børn og vi holder ikke sommerferie for at tage os af nogle andres byggeprojekter.
Jeg synes, jeg oplever at blive set på som fx egoistisk, når jeg prøver at italesætte det, men jeg synes virkelig ikke, der er noget som helst uretfærdigt i det. Vi vil/kan godt hjælpe, men vi har bare også vores eget og så må det blive, når vi har tid/overskud.
Det er også nogle i min mands familie og i starten ringede de til ham dagligt og stillede ham spørgsmål. Jeg sagde fra starten af, at jeg ikke ville være en del af et byggeprojekt, ikke at vi slet ikke vil hjælpe, men jeg føler bare, vi har fået trukket det lidt ned over hovedet, som sådan en mental tung sky og det er jeg bare ked af.
