Renoveringsprojekt som ikke er ens eget

Vi har for en del år siden udført totalrenovering. Og vi renoverer stadig og man bliver vel aldrig rigtig helt færdig. Vi har også talt om, at det gider vi ikke igen - så skal vi i hvert fald virkelig føle for det og vi har også fuldtidsjobs og tre børn.

Nogle i familien har så købt et kæmpe projekt og de har selv to børn.

I mit hovede ved jeg ikke lige, hvad de har tænkt på, men havde kun ca 4 måneder til at renovere. De startede med en del, som gav problemer og i stedet for at sætte det på pause og sørge for, at de i det mindste kunne flytte ind i den anden del, så fjernede de ALT. Hvilket så resulterede i, at de er kommet i enormt tidspres og jeg føler lidt, at vi får presset noget ned over hovedet, som vi ikke lige havde lyst/overskud til ift at skulle hjælpe.

Det er lidt som om, vi ikke kan tillade os at sige fra, fordi det på den ene side er syndt for dem. Og på den anden side vil jeg også bare godt kunne sige fra. Men jeg er jo nok også lidt vred over, at de bare overhovedet ikke har tænkt sig om og egentlig været lidt fornuftige. Og jeg føler, at vi nu skal være med til at betale prisen.

Jeg kan ikke finde ud af helt, hvordan det skal takles. Men jeg er nok lidt indebrændt.

Jeg ville ikke nægte at hjælpe dem som “straf” for, at de ikke har grebet det klogt an. De er formentlig selv helt opmærksomme på, at de har kvajet sig. 
Derimod ville jeg lade det være afhængigt af min relation til dem, hvor meget jeg ville hjælpe dem - ville de fx gøre noget tilsvarende for mig, og betyder det noget for mig at kunne hjælpe dem i nødens stund? - og så selvfølgelig lade omfanget afhænge af, hvad der lod sig gøre, uden at det ville gå ud over min egen familie og forpligtelser. 
Generelt synes jeg, man skal hjælpe hinanden, hvor man kan, men omvendt ville jeg være ked af at modtage hjælp fra nogen, som oplevede det som en urimelig byrde og var indebrændt over det. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg ville ikke nægte at hjælpe dem som “straf” for, at de ikke har grebet det klogt an. De er formentlig selv helt opmærksomme på, at de har kvajet sig. 
Derimod ville jeg lade det være afhængigt af min relation til dem, hvor meget jeg ville hjælpe dem - ville de fx gøre noget tilsvarende for mig, og betyder det noget for mig at kunne hjælpe dem i nødens stund? - og så selvfølgelig lade omfanget afhænge af, hvad der lod sig gøre, uden at det ville gå ud over min egen familie og forpligtelser. 
Generelt synes jeg, man skal hjælpe hinanden, hvor man kan, men omvendt ville jeg være ked af at modtage hjælp fra nogen, som oplevede det som en urimelig byrde og var indebrændt over det. 

Jeg er faktisk helt enig med dig. Det er heller ikke fordi, jeg synes, de skal straffes. Men der har været en del episoder, hvor vi bliver spurgt i sidste øjeblik mht et eller andet og de har ligesom fået gjort deres renoveringsprojekt afhængig af deres venner og families hjælp.

Og lige den del er jeg nok bare ikke tilhænger af med mindre man har haft sit bagland i orden fra starten af og man som pårørende er helt okay med det. Jeg er mere tilhænger af, at går man i gang med sådan et projekt, skal man enten kunne klare det selv eller i hvert fald have baglandet i orden eller have plads i økonomien til at få håndværkere til at lave det for en. Eller acceptere at der er nogle ting, der ikke bliver ordnet med det samme men måske først om nogle år.

Jeg synes, det er virkelig "farligt" at gå i gang med så stort et projekt med to små børn og så undervejs sætte sin lid til omgangskredsen.

Jeg vil ikke have, at det skal komme til at handle om, at jeg ikke vil hjælpe, for det vil jeg faktisk gerne.

Jeg vil også bare kunne gøre det på en måde, hvor det er lidt mere forudsigeligt og nogle gange også lidt på mine egne præmisser. Med tre børn og to fuldtidsjobs og vores egne projekter så har vi jo også et liv, hvor vi ikke kun sidder og venter på, hvornår telefonen ringer eller der tikker en besked ind.

Igen, jeg vil virkelig gerne hjælpe, men det er måden, det hele kører på lige nu, som jeg ikke kan finde ud af, hvordan jeg/vi skal få italesat.

Der har været nogle situationer, hvor man er blevet helt rundforvirret og der har været lidt manglen på situationsfornemmelse, men det vil jeg ikke rigtig komme ind på

Anonym skriver:

Jeg er faktisk helt enig med dig. Det er heller ikke fordi, jeg synes, de skal straffes. Men der har været en del episoder, hvor vi bliver spurgt i sidste øjeblik mht et eller andet og de har ligesom fået gjort deres renoveringsprojekt afhængig af deres venner og families hjælp.

Og lige den del er jeg nok bare ikke tilhænger af med mindre man har haft sit bagland i orden fra starten af og man som pårørende er helt okay med det. Jeg er mere tilhænger af, at går man i gang med sådan et projekt, skal man enten kunne klare det selv eller i hvert fald have baglandet i orden eller have plads i økonomien til at få håndværkere til at lave det for en. Eller acceptere at der er nogle ting, der ikke bliver ordnet med det samme men måske først om nogle år.

Jeg synes, det er virkelig "farligt" at gå i gang med så stort et projekt med to små børn og så undervejs sætte sin lid til omgangskredsen.

Jeg vil ikke have, at det skal komme til at handle om, at jeg ikke vil hjælpe, for det vil jeg faktisk gerne.

Jeg vil også bare kunne gøre det på en måde, hvor det er lidt mere forudsigeligt og nogle gange også lidt på mine egne præmisser. Med tre børn og to fuldtidsjobs og vores egne projekter så har vi jo også et liv, hvor vi ikke kun sidder og venter på, hvornår telefonen ringer eller der tikker en besked ind.

Igen, jeg vil virkelig gerne hjælpe, men det er måden, det hele kører på lige nu, som jeg ikke kan finde ud af, hvordan jeg/vi skal få italesat.

Der har været nogle situationer, hvor man er blevet helt rundforvirret og der har været lidt manglen på situationsfornemmelse, men det vil jeg ikke rigtig komme ind på

Og jeg vil lige tilføje at mig bekendt er ingen sure eller noget og vi har ikke gjort dem opmærksomme på noget. Så ingen skade sket på den måde. Jeg kan bare mærke indeni, at jeg ikke helt kan finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig eller hvad jeg skal sige.

Jeg har lidt svært ved at finde balancen mellem hvornår vi skal sige ja og hvornår det faktisk også er okay at sige nej, enten fordi vi selv har nogle planer eller projekter eller måske også for at få prioriteret at slappe af.

Det er svært at svare på, om de ville gøre det samme for os. Det ville de måske, da de er en del mere spontane end vi og nok særligt jeg er. Vi er generelt nok nogle mere velovervejede personlighedstyper, som planlægger en del mere og tænker også over indimellem, hvad vi egentlig synes, vi kan tillade os at spørge om hjælp til i forskellige situationer. 

Ellers synes jeg jo overhovedet ikke, der er noget galt i at spørge om hjælp ellers.

Anonym skriver:

Og jeg vil lige tilføje at mig bekendt er ingen sure eller noget og vi har ikke gjort dem opmærksomme på noget. Så ingen skade sket på den måde. Jeg kan bare mærke indeni, at jeg ikke helt kan finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig eller hvad jeg skal sige.

Jeg har lidt svært ved at finde balancen mellem hvornår vi skal sige ja og hvornår det faktisk også er okay at sige nej, enten fordi vi selv har nogle planer eller projekter eller måske også for at få prioriteret at slappe af.

Det er svært at svare på, om de ville gøre det samme for os. Det ville de måske, da de er en del mere spontane end vi og nok særligt jeg er. Vi er generelt nok nogle mere velovervejede personlighedstyper, som planlægger en del mere og tænker også over indimellem, hvad vi egentlig synes, vi kan tillade os at spørge om hjælp til i forskellige situationer. 

Ellers synes jeg jo overhovedet ikke, der er noget galt i at spørge om hjælp ellers.

Måske I kunne sætte nogle grænser for dig selv om hvordan du har overskud til at hjælpe.

f.eks højest en halvdag eller dag på en weekend, hvor I ikke har andre planer, og når de så ringer så sige desværre kan vi ikke den her weekend, men vi vil gerne komme og hjælpe næste uge eller onsdag eller hvad du tænker i kan overskue. Eller hvis det passer ind, så sig ja. Og hvis du ønsker det kan de måske have et panikkort pr to måneder, hvor du bare træder til uagtet jeres planer.

Det er ok at passe på sig selv, og det lyder ikke til at det kun drejer sig om en månedstid, hvor de trækker store veksler på venner og familie. Så du skal finde det niveau, som er acceptabelt for dig, hvor du ikke bliver for drænet og indebrændt.

Jeg gider ikke at hjælpe andre med deres byggeprojekter. Måske hvis det var en nær ven for en dag eller noget, hvis det virkelig hastede. Men min tid og energi er kostbar og jeg er træt i dagligdagen og i weekenden vil jeg bare gerne slappe af. Og jeg ville ikke selv spørge andre om hjælp på den måde eller forvente at andre kunne hjælpe mig. 

Det er ok at sige ‘Jeg kan hjælpe lidt på søndag’ også afvise næste gang de spørger. Tror du er lidt en people pleaser - det er altså ok at sige nej til ting man ikke har lyst eller overskud til i perioder. De kan ikke forvente at venner og familie kommer hoppende for et projekt de ikke selv kan magte. 

Det er altid ok at sige nej til at hjælpe.  Det behøver man ingen undskyldning for. Og familien skal jo nok klare den på den ene eller anden måde, så prøv at lade være med at tage ansvaret på dine skuldre. Ellers må de betale sig fra det. Det er deres projekt. 

Solsikke9 skriver:

Jeg gider ikke at hjælpe andre med deres byggeprojekter. Måske hvis det var en nær ven for en dag eller noget, hvis det virkelig hastede. Men min tid og energi er kostbar og jeg er træt i dagligdagen og i weekenden vil jeg bare gerne slappe af. Og jeg ville ikke selv spørge andre om hjælp på den måde eller forvente at andre kunne hjælpe mig. 

Det er ok at sige ‘Jeg kan hjælpe lidt på søndag’ også afvise næste gang de spørger. Tror du er lidt en people pleaser - det er altså ok at sige nej til ting man ikke har lyst eller overskud til i perioder. De kan ikke forvente at venner og familie kommer hoppende for et projekt de ikke selv kan magte. 

Det er rigtigt, at jeg tænker meget på, hvordan jeg kan behage andre. Men min mand er nok endnu mere en people-pleaser en jeg er.

Jeg har det med at komme til at egentlig skamme mig lidt og få dårlig samvittighed, hvis vi afviser at hjælpe på en sms, som "man næsten ikke kan andet end at sige ja til".

Jeg har personligt rigtig svært ved uforudsigeligheden i, hvornår de spørger næste gang. De har både spurgt om nogle ting, jeg aldrig nogensinde selv ville have spurgt om, men de spørger os også på tidspunkter, hvor jeg ikke selv ville have haft samvittighed til at spørge. Fx er vi blevet spurgt om midt i vores badeferie i udlandet om at komme hjem og hjælpe dem dagen efter, vi kom hjem fra ferie, selvom vi først kom hjem om natten. Jeg ville aldrig nogensinde belemre dem midt i badeferie, hvor de ligger og slapper af og pludselig synes jeg, de skal forholde sig til vores byggeprojekt herhjemme. Det ville jeg slet ikke byde dem. Det er sådan noget, jeg egentlig synes er mangel på situationsfornemmelse og uanset hvor travlt, jeg selv synes, jeg havde, så ville jeg slet ikke have spurgt. 

Og så få beskeder, hvor der indirekte står, at hvis de kan få hjælp meget tit og måske hver dag, så vil de sætte pris på det.

Vi har heller aldrig selv været vant til, at folk er sprunget til med det samme, hvis vi ringede dagen før og dagen efter om morgenen står folk klar til at hjælpe. Jeg tror egentlig heller ikke rigtig, vi har prøvet det Men vi har da spurgt om hjælp, men det var selvfølgelig afhængig af, hvornår vedkommende kunne komme og nogle gange ventede vi også længe.

Jeg synes, det er noget andet, hvis man har en deadline og pludselig går der ild i taget eller et vandrør sprænger eller en får en blodprop. Der er da ting i livet, hvor jeg tror, de fleste mennesker ville springe til og indimellem også smide, hvad man har i hænderne. I sådan nogle situationer ville jeg selv blive ked af det, hvis ingen ville hjælpe.

Men hvis det hele bunder i rigtig dårlig planlægning og det er så uforudsigeligt og det slet ikke virker som om, de har en plan b, så bliver jeg også ked af, at der ikke bliver tænkt på, at min/vores tid også er kostbar og at deres byggeprojekt nok bare ikke er lige så spændende for os, som det jo selvfølgelig er for dem selv.

Vi har også selv ting i huset, hvor vi tænker og har snakket om, at hvor kunne det have været fedt, hvis vi bare havde lavet det og det dengang, da vi byggede, men uanset hvor dejligt det ville have været, så ville vi aldrig have haft råd til det dengang, så det ville aldrig være blevet anderledes alligevel, selvom vi tænker på det nu

Jeg synes, at du får blandet tingene lidt sammen.

1: Din irritation over deres måde at gribe tingene an på, er jo én ting (og at I selv har renoveret og gjort andre erfaringer er jo egentlig ret irrelevanti den sammenhæng) - og der er vi ude i at det næppe er særlig hensigtsmæssigt at 'straffe', så til side med det.

2: Din dårlige samvittighed, den bor jo hos dig og din mand - og er noget I kan arbejde med, hvis det generer jer. Grænsesætning og at værne om egen tid og ressourcer, er altid okay. Det kræver hverken et bestemt antal børn eller jobs, at retfærdiggøre et "nej tak, det passer desværre ikke lige".

3: Hvornår skal du så sige ja og nej? Jamen det afhænger jo udelukkende af hvad de beder om og hvornår, i forhold til hvad du og I ellers har af planer og overskud. Hvis det passer og er muligt at hjælpe, siger du selvsagt ja i det omfang du orker. Dejligt for dem, at de har gode mennesker omkring sig, nu de er på dybt vand. Hvis ikke, siger du pænt nej tak med god samvittighed - for det er jo i sidste ende deres eget projekt.

Kan det lade sig gøre at snakke med dem stille og roligt og fortælle, hvordan du/I har det? Fx kan I måske lave nogle mere faste aftaler, så det ikke bliver så uoverskueligt. Jeg kan 100 procent følge dig i alt, hvad du skriver, og jeg forstår godt, det kan være svært at sige nej. Men hvis I nu holder det på jeres banehalvdel og siger, at vi vil egentlig rigtig gerne hjælpe, men vi kan godt have svært ved at overskue, hvis det er sådan lige pludselig og det bliver alt for meget, for vi har jo også vores eget. 

Jeg ville altid synes det var ok, hvis nogen kom til mig og sagde, at de havde svært ved at overskue et eller andet jeg bad dem om. Men jeg ville også - ligesom jeg fornemmer hos dig - have rigtig svært ved selv at sætte grænsen for mig selv og få det sagt… især hvis jeg kunne se, at hjælpen betød rigtig meget. 

Men jeg synes heller ikke, det er rimeligt, at I skal presses og blive småstressede over et projekt, som ikke er jeres. Det er træls for de andre, at de står i den situation, men dybest set er det ikke jeres problem. 

Så måske lidt forventningsafstemning mellem jer kunne være godt. Hvor I fortsat hjælper hvor I kan og vil, men hvor det ikke bliver helt grænseløst…