Kunne du leve i Cola-forhold, hvorfor/hvorfor ikke

Det kommer an på, hvor jeg var i livet og hvad årsagen var. Hvis det fx var fordi jeg skilt fra min mand, eller vi havde børn hver især, eller hvis jeg var ældre og måske havde mindre lyst til "forpligtelse", så kan det da godt være. Jeg er glad for mit eget selskab og nød også at bo alene som ung. Hvis det blot skyldtes lavpraktik og manglende overskud til at give hinanden plads eller indgå kompromiser, så ville jeg nok egentlig hellere undvære forholdet.

Jeg er samlet set umiddelbart mere til 'hele pakken' - jeg elsker hverdagen med min mand og familie, og jeg ville ikke bryde mig om at vi opdelte vores liv på hver sin bopæl. Jeg oplever ikke samlivet som en begrænsning, men som kæmpe gave - og vi giver selvfølgelig hinanden alt det råderum og frihed vi ønsker alligevel. Så tager jeg et par sure sokker med i købet og han lukker skabslågerne efter mig i uendelighed ... det har sin charme at dele hele pakken ��

Ekko skriver:

Ville du trives med at bo hver for sig og ses når ikke har børn og primært fokusere på kærligheden? Hvorfor/Hvorfor ikke? 

Jeg vil aldrig mere bo sammen med en mand.

Jeg nyder mit eget selskab og at der ikke er nogle forventninger til mig. Jeg nyder roen, og friheden i det.

Jeg har dog også et længere ægteskab bag mig. Vi har børn, der er store og jeg er snart 50 år. Jeg har bare brug for MIG tid. Så jeg er totalt afklaret. Skulle der igen komme en mand forbi mit hjerte, så bliver der udelukkende et COLA forhold. 

Jeg nød selvfølgelig livet da børnene var små og mens de voksede op - men jeg tror faktisk aldrig jeg har følt mig mere rolig og afbalanceret end jeg er nu. Det har selvfølgelig også noget at gøre med alder og erfaring.

Jeg elsker mit alene liv.

Jeg nød egentlig tiden hvor vi var kærester på hver vores adresse. Men. Efter et års tid, hang det mig ud af halsen at den ene af os altid kom bagud i egen husholdning når vi var sammen. Det var som om der konstant var en “nagen” i baghovedet, fordi man vidste at der også trænge til at blive gjort rent, luget ukrudt, vasket tøj osv osv hjemme hos en selv. Vi var meget sammen når vi ikke havde børn. 

Og jeg savnede mit eget hjem, når vi var hos ham. Og han kunne ikke lade op på samme måde hos mig, som hos sig selv - over en weekend fx. 

så nu bor vi sammen. Og det er dejligt at være 2. Dejligt at have en at snakke med og få et kram af når dagen har været træls. Dejligt at være 2 om de huslige pligter, så er det altså lidt hyggeligere. Dejligt altid at have en at spise med og dele et glas vin med. Dejligt at kunne få et godnat kys hver aften og mærke trygheden i at have ham ved min side. Dejligt ikke at have 2 huslejer - det frigiver økonomisk overskud til at indfri ønsker om oplevelser osv.

men det har da også dine downsides. Dage hvor vi begge er lidt stille og indadvendte og jeg langt hellere ville være alene, fordi hans indadvendthed trigger mig helt vildt. 
når jeg føler for at dekorere hjemmet eller lave om i haven, og skal tage ham med på råd. Der savner jeg at gå og nulre med ideerne for mig selv - og bare gøre det. så jo, alene tiden kan virkelig noget! Men at bo sammen er også dejligt. 

Da jeg var gift, så troede jeg det var lykken. Fælles om tingene (eller i hvert fald på papiret) og samarbejdet i hverdagen.

Da jeg blev skilt, så var jeg overbevist om, at det var HAM jeg ikke trivedes med, men det første der ramte mig var friheden til at gøre præcis HVAD jeg ville NÅR jeg ville.

Hvis jeg ville male en væg blå, så gjorde jeg det. 

Og hele det kompromisløse omkring indretningen af MIN hverdag og ikke skulle diskutere, om jeg skulle ud med veninderne den aften, det må jeg sige, at det nyder jeg stadig. 

Jeg følte mig simpelthen fanget af konstellationen af kirkeklokker og fællesøkonomi. Og jeg skal ALDRIG giftes igen. 

Nu er jeg så blevet uventet gravid med en ven, og vi er heldigvis enige om, at vi ikke skal bo sammen fast, selvom der kommer en baby. Vi kommer til at køre det som de gode skilsmisseforældre imens vi dater. Sidste gang blev jeg skilt under graviditeten og der blev det et sandt mareridt og bestemt ikke skyggen af samarbejde.

Umiddelbart er planen, at baby naturligvis skal bo hos mig og i forbindelse med fødsel flytter han ind et par uger og bagefter kommer en overnatning om ugen til at se både baby og mig. 

Om vi så ændre mening inden baby kommer til maj, det er der så ikke nogen der ved. Der kan jo ske meget endnu, men det vil være noget af et vovet eksperiment at flytte sammen, simpelthen fordi jeg har brug for min alenetid og selvbestemmelse. 

Howst1989 skriver:

Da jeg var gift, så troede jeg det var lykken. Fælles om tingene (eller i hvert fald på papiret) og samarbejdet i hverdagen.

 

Da jeg blev skilt, så var jeg overbevist om, at det var HAM jeg ikke trivedes med, men det første der ramte mig var friheden til at gøre præcis HVAD jeg ville NÅR jeg ville.

 

Hvis jeg ville male en væg blå, så gjorde jeg det. 

 

Og hele det kompromisløse omkring indretningen af MIN hverdag og ikke skulle diskutere, om jeg skulle ud med veninderne den aften, det må jeg sige, at det nyder jeg stadig. 

 

Jeg følte mig simpelthen fanget af konstellationen af kirkeklokker og fællesøkonomi. Og jeg skal ALDRIG giftes igen. 

 

Nu er jeg så blevet uventet gravid med en ven, og vi er heldigvis enige om, at vi ikke skal bo sammen fast, selvom der kommer en baby. Vi kommer til at køre det som de gode skilsmisseforældre imens vi dater. Sidste gang blev jeg skilt under graviditeten og der blev det et sandt mareridt og bestemt ikke skyggen af samarbejde.

 

Umiddelbart er planen, at baby naturligvis skal bo hos mig og i forbindelse med fødsel flytter han ind et par uger og bagefter kommer en overnatning om ugen til at se både baby og mig. 

 

Om vi så ændre mening inden baby kommer til maj, det er der så ikke nogen der ved. Der kan jo ske meget endnu, men det vil være noget af et vovet eksperiment at flytte sammen, simpelthen fordi jeg har brug for min alenetid og selvbestemmelse. 

Det ser ud til, du har flyttet den videre debat fra din egen tråd herover - i hvert fald bringer du nye oplysninger, som andre har spurgt til i din oprindelige tråd. Det er måske lidt ærgerligt for dem, der har spurgt og kommenteret dér, hvis de ikke læser med her. 

Uanset: Jeg ser en stor forskel på “de gode skilsmisseforældre” og jeres situation, i og med at gode skilsmisseforældre i langt de fleste, hvis ikke alle tilfælde, er færdige med hinanden og afklarede om dette. Jeg tror, det kræver et næsten overmenneskeligt overskud at etablere og bidrage til et godt samarbejde, hvis man stadig har stærke følelser for den anden og slet ikke har ønsket et brud. Og det er vel den situation, du eller barnets far meget vel kan risikere at stå i, hvis én af jer afslutter kæresteforholdet. Det undrer mig, at I tror, I kan springe dén fase over og blot begynde fra scratch som velfungerende skilsmisseforældre, udelukkende fordi I ikke har boet sammen. 

Det er ikke, fordi jeg ikke kan se rationalet i den måde, I vil være fælles forældre på, når nu du er afklaret med ikke at ville bo sammen med en partner igen. Jeg er mere skeptisk over for, hvordan det irrationelle - følelserne for hinanden - passer ind i jeres plan. Og det virker som et meget vovet eksperiment at ride, mens I sadler - altså at date og se, hvordan det udvikler sig, alt imens barnet er på vej. 

Som jeg vist har skrevet, har jeg ikke erfaring med at være i Cola-forhold med fælles børn. Jeg har kun erfaring i at være gift med min søns far og siden skilsmisse-mor med en weekendordning. 

Jeg har valgt Cola-forholdet, fordi jeg føler mig færdig med ægteskab og børn. Min situation er at jeg i dag har en permanent psykisk lidelse og derfor bliver utroligt udmattet af huslige gøremål og socialt samvær. Men samme lidelse gør så også, at hvis jeg igen skulle have små børn (min søn er 15) ville jeg være helt afhængig af at dele opgaverne/ansvaret med en kæreste og vi ville skulle bo sammen. 

Så min situation er meget forskellig fra den du og din kæreste/ven planlægger for jeres familie. 

Det ser ud til, du har flyttet den videre debat fra din egen tråd herover - i hvert fald bringer du nye oplysninger, som andre har spurgt til i din oprindelige tråd. Det er måske lidt ærgerligt for dem, der har spurgt og kommenteret dér, hvis de ikke læser med her. 

Uanset: Jeg ser en stor forskel på “de gode skilsmisseforældre” og jeres situation, i og med at gode skilsmisseforældre i langt de fleste, hvis ikke alle tilfælde, er færdige med hinanden og afklarede om dette. Jeg tror, det kræver et næsten overmenneskeligt overskud at etablere og bidrage til et godt samarbejde, hvis man stadig har stærke følelser for den anden og slet ikke har ønsket et brud. Og det er vel den situation, du eller barnets far meget vel kan risikere at stå i, hvis én af jer afslutter kæresteforholdet. Det undrer mig, at I tror, I kan springe dén fase over og blot begynde fra scratch som velfungerende skilsmisseforældre, udelukkende fordi I ikke har boet sammen. 

Det er ikke, fordi jeg ikke kan se rationalet i den måde, I vil være fælles forældre på, når nu du er afklaret med ikke at ville bo sammen med en partner igen. Jeg er mere skeptisk over for, hvordan det irrationelle - følelserne for hinanden - passer ind i jeres plan. Og det virker som et meget vovet eksperiment at ride, mens I sadler - altså at date og se, hvordan det udvikler sig, alt imens barnet er på vej. 

 

Ja min veninde blev gravid med en mand, hun havde kendt i en måned. De boede også hver for sig og han blev meget bitter, da det viste sig, at min veninde ikke var interesseret i et kæresteforhold. Deres barn er nu 16 år og de har haft mange konflikter, ture i familieretshuset og underretninger til kommunen om trivsel og samvær Det er selvfølgelig worst case scenario, men det kunne være så små diskussioner som hvorvidt datteren skulle gå til klaver eller gymnastik (og hvem der skulle betale og transportere) der kunne få dem til at fare i flint. Og når min veninde så havde kærester, talte han grimt om dem til datteren og nægtede at møde dem. Og nej, min veninde har ikke haft en lang række mænd, der er tale om to på 16 år. Først fornylig er han begyndt selv at have kærester og nået en accept af, at han og min veninde ikke får andet end forældresamarbejde. Deres værdier og personligheder er milevidt fra hinanden, og det ved man ikke efter få måneder. Man kan være bagklog, men jeg forstår faktisk ikke, at hun turde at få barn med én efter en måneds dating. 

Men apropos gode skilsmisseforældre tror jeg nu også, at det kan være svært at nå det punkt. Min eksmand og jeg havde mange sårede følelser efter vores skilsmisse. Vi havde begge to ønsket, at det kunne være gået anderledes. Jeg husker det første års tid efter bruddet som vanskeligt og ja der var konflikter. I dag 10 år senere er vores samarbejde upåklageligt og vi er bedste venner, men det var vi i hvert fald ikke lige efter skilsmissen 

Jeg ser, at jeg citerede Morogmegetmere. Mit lange svar var til Howst1989. 

Ekko skriver:

Ville du trives med at bo hver for sig og ses når ikke har børn og primært fokusere på kærligheden? Hvorfor/Hvorfor ikke? 

Jeg synes generelt, det er skønt, at folk indretter sig, som de ønsker og fx ikke bor sammen, bare fordi det er dét, “man” normalt gør som par.
Selv er jeg det sted i livet, hvor børnene for længst er flyttet hjemmefra, min mand og jeg har haft sølvbryllup, vi har fået det første barnebarn osv., og jeg kan slet ikke se for mig ikke at leve sammen med ham. Helt lavpraktisk ville jeg få svært ved at finde tid til at være sammen med ham - eller en potentiel ny partner, hvis det gik galt mellem min mand og mig - hvis vi ikke boede sammen. Måske er det et spørgsmål om alder og overskud?

I hverdagen går næsten al vores tid og overskud til arbejdet. Vi kommer hjem midt/sidst eftermiddag og falder omkuld på sofaen eller i sengen. Står op og spiser sammen, hvis ikke én af os har aftaler - min mand har ofte møder, aktiviteter etc. i relation til foreningsarbejde og hobby. Så er der et par timer til sengetid, som går med lidt husarbejde, tv, forberedelse til næste dag. 
Weekenderne går med samvær med børn, barnebarn, øvrig familie, venner samt hus- og havearbejde - og indimellem en aften i biograf, restaurant m.v. 
Jeg kunne ikke undvære at være sammen med ham i de der “hverdagshuller” fra andre gøremål. Og jeg ville ikke kunne finde hverdagstid til en ny partner, hvis det blev aktuelt. Skulle det så være i weekenden, parforholdet skulle prioriteres - altså med en partner, jeg ikke boede sammen med - ville jeg ikke se mine børn, deres partnere, barnebarnet, min gamle mor og mine venner så meget, som jeg ønsker og har brug for. Jeg kunne jo ikke forvente/kræve af en ny partner, at han ville bruge hver weekend på samvær med mine børn osv. 

Så - som mit liv ser ud, er et parforhold helt afhængigt af, at vi bor sammen. Og jeg elsker at have hverdagslivet med min mand som selve fundamentet for vores samliv. 
Og med en ny partner?  - jeg ved ikke, hvor jeg skulle presse ham ind. 

Jeg tænker det er super vigtigt i får lavet nogle gode aftaler her i fredstid og får dem skrevet ned.

I skal have mange snakke om forventninger til hvordan arbejdet skal deles, hvor tit der er samvær og hvor, hvordan I ser samvær på lang sigt osv.

Der så mange potentielle faldgruber og muligheder for strid.

Men også få afklaret ting som regler i forhold til forældremyndighed, barsel, fravær ved barns sygdom osv