Pengegave

drabo skriver:

Personligt ja så ville jeg ikke gøre forskel, er selv skilsmissebarn og er der blev ikke gjort forskel på gaverne. 
Det er måske også slående at gaven fra As søskende var mindre end fra fætteren, så tænker ikke det så meget handler om de specifikke beløb, som den afvisning og manglende accept af bonusdatteren som en del af familien, der implicit ligger i størrelsen af gaverne. Og hvis det f.eks. er kotume i familien at give niecer/nevøer 1000kr i konfirmationsgave og måske 500kr i fødselsdagsgave, så kan jeg godt forstå A bliver skuffet over en gave på 250kr. Er det derimod normalt at give 200 i fødselsdagsgave og konfirmationsgave, så er det jo noget andet. 

Det er jo ikke i sig selv dét, at hun er skilsmissebarn, der gør forskellen. Det er hendes søsters børn også. De holdt konfirmation for begge/alle sider af familien. 

Her har man, fordi det er et ret nyt forhold, valgt ikke at invitere andre fra bonusfamilien end bonusmor til konfirmationen. Det er der ingen, der ser noget forkert i. Men det må vel gå begge veje? Altså, bonusfamilien er “for ny” eller ukendt til at være en del af konfirmationsfesten -  er konfirmanden så ikke “for ny” eller ukendt til at skulle have gave af samme størrelse som dem, der inkluderede alle til festen? 
Det er ikke fordi, jeg opfatter gaven som en slags “tilbagebetaling” for deltagelse i festen. Men at undlade at invitere bonusfamilien til festen er da et signal om, at så meget er man heller ikke i familie (endnu?) Alligevel skal gaven være 1:1 som til “indfødt” eller mangeårigt familiemedlem? 

Anonym skriver:

Det er jo ikke i sig selv dét, at hun er skilsmissebarn, der gør forskellen. Det er hendes søsters børn også. De holdt konfirmation for begge/alle sider af familien. 

Her har man, fordi det er et ret nyt forhold, valgt ikke at invitere andre fra bonusfamilien end bonusmor til konfirmationen. Det er der ingen, der ser noget forkert i. Men det må vel gå begge veje? Altså, bonusfamilien er “for ny” eller ukendt til at være en del af konfirmationsfesten -  er konfirmanden så ikke “for ny” eller ukendt til at skulle have gave af samme størrelse som dem, der inkluderede alle til festen? 
Det er ikke fordi, jeg opfatter gaven som en slags “tilbagebetaling” for deltagelse i festen. Men at undlade at invitere bonusfamilien til festen er da et signal om, at så meget er man heller ikke i familie (endnu?) Alligevel skal gaven være 1:1 som til “indfødt” eller mangeårigt familiemedlem? 

Det er jo virkeligt svært at svare når du ikke kommer med nogle beløb for hvad lignende relationer altså niecer/nevøer og fætres børn ellers får gaver for i familien. 

Men du mener tydeligvis ikke A har ret til at føle sig skuffet, så lev med hendes skuffelse og hold på dit. Jeg synes uagtet forholdet at 250kr i konfirtionsgave er fedtet fra et par i nær omgangskreds/familie, som ovenikøbet er inviteret til noget, af ren nysgerrighed hvad ville du synes ville være en rimelig gave såfremt personerne havde været med til selve festen? 

Tænker at 400kr som fætter og kone gave lyder mere rimeligt, da de jo er et skridt længere ude. Men igen der er jo familier hvor 200kr er det almindelige og andre hvor 2000kr er normen.

drabo skriver:

Det er jo virkeligt svært at svare når du ikke kommer med nogle beløb for hvad lignende relationer altså niecer/nevøer og fætres børn ellers får gaver for i familien. 

Men du mener tydeligvis ikke A har ret til at føle sig skuffet, så lev med hendes skuffelse og hold på dit. Jeg synes uagtet forholdet at 250kr i konfirtionsgave er fedtet fra et par i nær omgangskreds/familie, som ovenikøbet er inviteret til noget, af ren nysgerrighed hvad ville du synes ville være en rimelig gave såfremt personerne havde været med til selve festen? 

Tænker at 400kr som fætter og kone gave lyder mere rimeligt, da de jo er et skridt længere ude. Men igen der er jo familier hvor 200kr er det almindelige og andre hvor 2000kr er normen.

Hun har ret til at være skuffet. Følelser er ikke forbudte. Det er mere, om hun har grund til det, jeg er i tvivl om. 
Jeg springer nu ud som fætterens kone. Det fortæller jeg først nu, fordi jeg gerne ville høre helt spontane svar.
Det spegede ved sagen er, at vi var i tvivl om, hvor meget vi skulle give. Faktisk begyndte vi med at tale om 500, men jeg syntes selv, jeg fik en god idé, og kontaktede A’s søstre for at høre, hvad de gav. Da de skrev, de (og deres mænd) gav 500 tilsammen, syntes jeg umiddelbart, det var meget lidt. Og så var min idé slet ikke god alligevel, for hvis vi - noget længere ude i familien og kun to personer - også gav 500, ville det tolkes af søstrene som et klart signal om, at de var for fedtede. Det er en familie med meget drama og intriger. Jeg skulle aldrig have spurgt. 
Nå, men 400 var ikke decideret nærigt i mine øjne, så det gik vi med. Og det har jeg det ok med. Og jeg synes stadig, søstrene godt kunne have givet mere. 

Det viser sig nu, at det tilsyneladende kun er søstrene, A er skuffet over. På den måde holder min første indskydelse om, at det ikke var meget, de gav, stik. Der er dog helt klart også tale om en søskendedynamik, hvor A let føler sig mindreværdig og holdt udenfor. Det spiller også ind. 

Jeg vil skyde på, at man tidligere har givet 500 pr. par, men det er kun et bud, for det er længe siden, der sidst var konfirmation og lign. Selv ville jeg nok have givet 600-700, hvis vi var gæster til konfirmationen, uanset at hun er “ny” i familien. 

Vi er i øvrigt, alle parter, i en økonomisk situation, hvor der fint er råd til at give 600-700. Men jeg har hele vejen igennem syntes, at det var svært lige at finde ud af det rette at gøre hér. Derfor min nysgerrighed efter, hvad andre mente.