Fødselsdag

Anonym skriver:

hold da op, har aldrig forstået den slags respons. Men ok. 
hvor er det dejligt at høre at det fungere for mange, så er dwt jo lige som det skal være. 
Men tror nu det var dejligt for ts at blive mødt,anerkendt og forstået. jeg oplever at mange traditioner er på vej væk, og det er jeg nu meget meget sikker på jeg og ts ikke er de eneste der gør. 
Rigtig god dag

Jeg er 100% sikker på, vi ikke er de eneste... men altså den ovenstående kommentar kan vel sidestilles lidt med mental load snakken, hvor der lige indimellem er en mand eller kvinde, som lige pipper, fordi at deres mænd derhjemme altså hjælper til på lige fod med dem selv... men der ER bare rigtig mange, hvor det ikke er sådan. Og det giver jo god mening. I gamle dage VAR det oftest (hvis ikke altid) moren, der stod for vasketøj, madlavning, skole og legeaftaler... eller der var det nok ikke legeaftaler, for der løb børnene bare rundt hos hinanden uden forudgående aftaler. I dag er det jo sådan noget med "Olga kan først lege på lørdag i næste uge og kun til kl. 13, for bagefter skal hun til svømning og søndag er vi nødt til at restituere og resten af ugen er helt booket"

Men det er jo en anden snak, men også en tendens, der har varet lææææænge, men hvor det nogle enkelte steder fungerer og det er da dejligt, men der er jo en grund til at sådan nogle ting bliver italesat, fordi det er en tendens.

Men efter min mening er der bare blevet alt alt for meget "følen efter nede i maven" og sætningen "DU skal mærke efter, hvad der er vigtigt for DIG" bliver flittigt brugt.

Og det er jo dejligt, at der faktisk er kommet fokus på de ting, men jeg mener bare, at vi skal huske på, at vi altså stadig lever i interaktion med hinanden og det er bare blevet for let at melde afbud eller komme med alle mulige andre undskyldninger.

Ift fødselsdagen, og man ikke lige gider den, eller den ikke lige er så vigtig for en, så kan man nogle gange spørge sig selv, hvilken betydning det har for den modsatte part, at man rent faktisk dukker op.

Der er, mig bekendt, ingen der keder sig, når vi holder noget, vi snakker og hygger os og jeg kan egentlig heller ikke se, hvad der skulle gå af dem, at de dukker op.

Anonym skriver:

Jeg er 100% sikker på, vi ikke er de eneste... men altså den ovenstående kommentar kan vel sidestilles lidt med mental load snakken, hvor der lige indimellem er en mand eller kvinde, som lige pipper, fordi at deres mænd derhjemme altså hjælper til på lige fod med dem selv... men der ER bare rigtig mange, hvor det ikke er sådan. Og det giver jo god mening. I gamle dage VAR det oftest (hvis ikke altid) moren, der stod for vasketøj, madlavning, skole og legeaftaler... eller der var det nok ikke legeaftaler, for der løb børnene bare rundt hos hinanden uden forudgående aftaler. I dag er det jo sådan noget med "Olga kan først lege på lørdag i næste uge og kun til kl. 13, for bagefter skal hun til svømning og søndag er vi nødt til at restituere og resten af ugen er helt booket"

Men det er jo en anden snak, men også en tendens, der har varet lææææænge, men hvor det nogle enkelte steder fungerer og det er da dejligt, men der er jo en grund til at sådan nogle ting bliver italesat, fordi det er en tendens.

Men efter min mening er der bare blevet alt alt for meget "følen efter nede i maven" og sætningen "DU skal mærke efter, hvad der er vigtigt for DIG" bliver flittigt brugt.

Og det er jo dejligt, at der faktisk er kommet fokus på de ting, men jeg mener bare, at vi skal huske på, at vi altså stadig lever i interaktion med hinanden og det er bare blevet for let at melde afbud eller komme med alle mulige andre undskyldninger.

Ift fødselsdagen, og man ikke lige gider den, eller den ikke lige er så vigtig for en, så kan man nogle gange spørge sig selv, hvilken betydning det har for den modsatte part, at man rent faktisk dukker op.

Der er, mig bekendt, ingen der keder sig, når vi holder noget, vi snakker og hygger os og jeg kan egentlig heller ikke se, hvad der skulle gå af dem, at de dukker op.

 

Men snakken og overvejelserne er også rigtig fine, såfremt du har tænkt dig at handle på det.

Jeg er til dels enig med dig i, at der er mindre “pligtfølelse” i dag end for en generation siden. I hvert fald i visse samfundslag. Jeg er ikke enig i, at det kun er en skidt ting nødvendigvis.

Du virker dog til helst bare at ville brokke dig og snakke om “ungdommen nu til dags”, hvilket jeg personligt ikke synes er så spændende. I forhold til mental load, som du selv nævner som eksempel; jeg er helt enig i, at mænd laver mindre “husarbejde” (i overført betydning) end kvinder.. men kvinderne må individuelt selv tage skeen i den anden hånd og forvente mere. Det andet bliver for meget brok uden handling.

Man kunne jo også vende den om, og sige at folk nu selv tager mere ansvar for deres lykke fremfor den skal komme fra andre. At man vælger at fylde sin tid med det der giver mening for en selv fremfor en masse pligt arrangementer.

Men altså de eneste der kan løse dit problem er dig, enten ved at åbne munden og sige. Jeg bliver ked af det, når jeg føler I ikke vælger os til, og at vi altid skal tigge om plads i jeres kalender. Eller hvad du nu finder på for vi mennesker er ikke tankelæsere og ved ikke hvad andre tænker. Eller accepterer tingenes tilstand og glædes over når det lykkes at ses.

Uagtet hvor meget ret du får på et chatforum vil det jo ikke ændre de andres opførsel, men måske kun gøre det endnu mere irriterende for dig, fordi du nu føler du har mere ret i din tolkning.

Anonym skriver:

At sige at noget er en tendens er ikke det samme som at sige at det gælder for alle.

Det lader til at være blevet meget mere normalt i dag (de seneste mange år) at man er blevet opdraget med, at man skal tænke på sig selv, sætte sig selv først, mærke efter i maven, føles det rigtigt osv osv.

Det er jo ikke kun fra forældre men også at vi bliver oplyst via sociale medier og tv.

Jeg har talt med flere mennesker - fra forskellige aldersgrupper, som egentlig oplever det samme. Og derfor kan man godt tale om, at noget er blevet en tendens. En tendens er jo ikke nødvendigvis dårlig.

Jeg synes bare i dette tilfælde, at det er en ærgerlig tendens, fordi traditioner lader til ikke at betyde lige så meget for folk længere, som de gjorde engang, men egentlig også mere det her med, at familien måske var der mere for hinanden i gamle dage, men nu er vi generelt så velstillet, at vi langt bedre kan klare os selv (hvilket er godt), men det betyder også bare nogle gange, at man kommer til at glemme lidt dem omkring en fordi man er fokuseret på egne ønsker. Alting går hurtigere og vi skal nå det hele på den halve tid.

Det er sværere at lave legeaftaler for børnene, og egentlig generelt bare lave aftaler, fordi folk har så travlt hele tiden. 

Jeg tror, du har et lidt romantisk syn på “de gamle dage”. Der har altid været familier, hvor nogen ikke var til at regne med, satte deres egne behov og ønsker først, glemte at melde fra eller til osv.  Og der kan være totalt forskellige kulturer og normer fra familie til familie, dengang som nu. 
Og ærligt: Som en af dem, der altid er mødt op til fødselsdage om så hos svigerkusinernes mænd, ville jeg ønske, jeg nogle gange havde været bedre til at mærke efter. Hvor har jeg “siddet mange timer af” af pligtfølelse og for at undgå konflikter, og hvor håber jeg inderligt, omend nok naivt, at ingen er kommet som gæst hos mig med samme følelse. 
Det gør ondt, når ens børn nedprioriteres - så langt er jeg med. Og netop dét ville jeg adressere til dem, det drejede sig om.

34- og 41- og 52-års fødselsdage med en større gæsteskare er en tradition, jeg glad og gerne skærer ned på - til fordel for besøg og samvær “i utide” bare med få familiemedlemmer, som jeg så kan give min fulde opmærksomhed. 

Sidst jeg inviterede til vores datters fødselsdag, en lørdag på, selve dagen, i god tid. Der skriver mormor først at der kunne hun ikke, jeg skynder mig at rette datoen og skrive ud til alle med en ny opdateret dato. Den nye dato kunne svigermor så ikke, så jeg skulle finde en endnu ny dato igen. Og vi snakker så et 4 årig barn der skal holde fødselsdag 2 uger senere.

Efter det besluttede jeg at vi fremover holder fast i den dato vi inviterer til og kan folk ikke er det jo bare ærgerligt.