Fødselsdag

Hver gang vi inviterer til noget, så laver vi det altid om, fordi familien har planlagt andre ting. De ved udmærket godt, at vi holder noget, men de prioriterer det, de gerne selv vil.

Når de samme så selv inviterer, så håber de selvfølgelig, at vi kan komme.

Men det gør vi jo for helvede også, når vi inviterer dem.

Men de kan ikke selv se det, jeg føler hele tiden, at det er os, der retter ind, mens at de andre får det som de vil have det hele tiden.

Jeg er faktisk rigtig træt af, at det er blevet sådan, at folk altid liiige skal mærke efter nede i maven, om det er noget, der beriger DEM med noget.

Jeg synes nogle gange folk har stukket hovedet så langt op i røven på dem selv, at de kun kan se, hvad der er vigtigt for dem selv.

Hvad blev der af det der med at man kunne regne med folk. Det er blevet meget mere reglen end undtagelsen, at folk er blevet egoistiske.

Jeg er så vred på dem, og det er jo i virkeligheden fordi jeg savner dem, at vi er samlet eller at de også vil gøre noget fordi de ved, at det gør mig glad. Men folk er jo ligeglade, de tænker primært kun på dem selv.

Der er altså nogle ting, jeg savner fra de ældre generationer. Ja... jeg er bare ked af det

Altså er det sådan, at de først siger at de kommer, for derefter at melde fra, fordi der er kommet "et bedre tilbud"?

Jeg tror jeg ville kigge på, at få sendt invitationerne ud, i rigtig god tid. Sætte en dato på, for hvornår der er sidste tilmelding.

Derefter ville jeg give dem en kærlig påmindelse om, at få meldt til, et par dage inden den sidste dato.

Har de ik meldt til, til sidste dato, ville jeg gå ud fra at de ik kom.

Hvis de så efterfølgende kommer og vil melde til, ville jeg nok bare begynde at sige "Ååhh det er faktisk for sent, og vi har allerede planlagt dagen" "Men i er self velkommen, næste gang vi invitere til noget. Hvis I altså husker, at melde jer til" 

På den måde vil de måske også få følelsen af, at I faktisk bare sidder og venter på dem.

Eller prøv, at køre den samme taktik på dem. Tak ja til deres invitation. Også meld fra et par dage før, med en undskyldning om, at I ha fået et bedre bud.

Og ellers så måske prøv at snakke med dem, hva det er i føler, hver gang de melder fra, I sidste øjeblik.

Jeg var i hvert fald også, blevet træt af det. Vh Stine

StineW79 skriver:

Altså er det sådan, at de først siger at de kommer, for derefter at melde fra, fordi der er kommet "et bedre tilbud"?

Jeg tror jeg ville kigge på, at få sendt invitationerne ud, i rigtig god tid. Sætte en dato på, for hvornår der er sidste tilmelding.

Derefter ville jeg give dem en kærlig påmindelse om, at få meldt til, et par dage inden den sidste dato.

Har de ik meldt til, til sidste dato, ville jeg gå ud fra at de ik kom.

Hvis de så efterfølgende kommer og vil melde til, ville jeg nok bare begynde at sige "Ååhh det er faktisk for sent, og vi har allerede planlagt dagen" "Men i er self velkommen, næste gang vi invitere til noget. Hvis I altså husker, at melde jer til" 

På den måde vil de måske også få følelsen af, at I faktisk bare sidder og venter på dem.

Eller prøv, at køre den samme taktik på dem. Tak ja til deres invitation. Også meld fra et par dage før, med en undskyldning om, at I ha fået et bedre bud.

 

Og ellers så måske prøv at snakke med dem, hva det er i føler, hver gang de melder fra, I sidste øjeblik.

Jeg var i hvert fald også, blevet træt af det. Vh Stine

Det er både det med at give svar/ikke give svar i sidste øjeblik, men det er også bare det med at føle sig prioriteret.

Det handler særligt om mærkedage som fødselsdage osv. Det er dage, der ikke kommer som nogen overraskelse og alligevel prioriterer de andre ting. Alligevel inviterer de samme mennesker jo til de samme ting, som vi gør, og hvor de håber på, at vi kommer. 

Jeg kan ikke forstå, hvordan det kan være så svært at sætte en enkelt dag af til vores børn især 3 dage om året... så har de resten af året til at lave lige præcis det de har lyst til.

Det er dét, jeg mener med, der var engang hvor at selvfølgelig var der da nogle mennesker, man kunne regne med. Det skulle man da ikke gå og være bekymret over. Men i dag er det bare som om, at folk står sig selv nærmest hele tiden.

Jeg har rigtig svært ved, at folk har svært ved at lave en aftale om noget, for tænk hvis der kom noget andet, der var sjovere eller at man ikke kan gøre noget for et andet tæt familiemedlemmer, fordi det gør den anden glad. Det er som om, at folk hele tiden kun tænker på sig selv.

Jeg har svært ved, at nogle kan beskrive deres egen fødselsdag, som årets vigtigste dag (underforstået at fødselsdag også er vigtigt for dem) og de kan invitere og komme med ønskesky... men når det er den anden vej rundt, så skal de arbejde eller har planlagt andre ting eller kan ikke finde ud af at svare til tiden.

Jeg er bare så dødtræt af, at folk står sig selv nærmest hele tiden. Kunne de ikke bare en gang imellem se ud over egen næsetip altså.

Det er dårlig stil og ubetænksomt. Men hvor mange drejer det sig om? Du får det til at lyde, som om det nærmest gælder alle i din familie - eller dem fra “de ældre generationer”. Er det simpelthen en dårlig kultur, der har bredt sig i din familie? Eller er det “kun” fx dine forældre og svigerforældre? 

Jeg genkender det ikke fra min egen familie og omgangskreds. Her er det mere de helt unge og småbørnsfamilierne, der kan være lidt svære at regne med, men ikke i det omfang, du beskriver. 

Jeg ville ikke have nogen problemer med at sige direkte til fx børnenes bedsteforældre, at jeg var rigtigt ked af, vi ikke følte os prioriteret af dem. Jeg ville helst tro, at de ikke ser det store billede, men “bare lige” er nødt til at melde fra en enkelt gang - og så lige en gang mere - osv. Det ville jeg så påtale for dem. 

Skal lige forstå det rigtigt.. 

Er det fordi I inviterer til noget, hvor de først siger ja og bagefter melder fra? 

Eller er det fordi I tænker, at de skal holde dagen åben de dage, hvor børnene har fødselsdage? 

Eller fordi du tænker, at de skal holde weekenden både før og efter børnenes fødselsdage (hvis de har fødselsdage på en hverdag), fordi I inviterer dér? 

For mig lyder det nemlig som om, at hvis jeres barn fx havde fødselsdag i dag, så mener du, at de kan tænke sig til, at I så holder fødselsdag i weekenden, hvor de så allerede har lagt planer 

Mor og meget mere skriver:

Det er dårlig stil og ubetænksomt. Men hvor mange drejer det sig om? Du får det til at lyde, som om det nærmest gælder alle i din familie - eller dem fra “de ældre generationer”. Er det simpelthen en dårlig kultur, der har bredt sig i din familie? Eller er det “kun” fx dine forældre og svigerforældre? 

Jeg genkender det ikke fra min egen familie og omgangskreds. Her er det mere de helt unge og småbørnsfamilierne, der kan være lidt svære at regne med, men ikke i det omfang, du beskriver. 

Jeg ville ikke have nogen problemer med at sige direkte til fx børnenes bedsteforældre, at jeg var rigtigt ked af, vi ikke følte os prioriteret af dem. Jeg ville helst tro, at de ikke ser det store billede, men “bare lige” er nødt til at melde fra en enkelt gang - og så lige en gang mere - osv. Det ville jeg så påtale for dem. 

Jeg synes, det er blevet en tendens helt generelt. Vi er de sidste, som har mindre børn og alle de andres børn er blevet store og holder ikke rigtig noget længere. Vi er dukket op til næsten samtlige fødselsdage, der er blevet holdt og når jeg tænker tilbage, så har vi også været samlet de dage. Derudover har de måske inviteret 14 dage i forvejen og "regnet med" at vi kunne. Situationen havde nok været anderledes, hvis DE havde fået en masse afbud hver gang.

Vi er nærmest nødt til at invitere flere måneder i forvejen for at være sikker på, at folk kan afsætte dagen og alligevel er de flere, som enten synes, vi inviterer alt for tidligt, så det kan de ikke tage stilling til endnu eller også inviterer vi for sent og så synes de, vi skulle have inviteret tidligere, for nu har de jo lavet andre planer.

Men fødselsdagene kommer jo ikke som nogen overraskelse og vi er altid kommet til deres og jeg føler, vi er blevet "efterladt" lidt.

Mine svigerforældre kører deres eget show. De melder sig til alt muligt - også på mærkedagene. De synes, at en fødselsdag er jo bare en dag ligesom alle andre dage, men sjovt nok så inviterer de da til deres egen enten på dagen eller lige omkring og de VED godt, at vi da dukker op.

De vælger at planlægge alt muligt, de selv gerne vil og så er det som om, det så er vores opgave at rette ind, så de kan få deres arrangement, som de ønsker det, mens det er os, der er nødt til at gå på kompromis hver gang.

Det er som sådan ikke fordi, jeg forventer, at de holder en dag eller weekenden åben hver gang. Det er mere det, at de slet ikke skænker det en tanke. De melder sig til det, de gerne vil og så er det vores problem at holde noget, hvor vi skal gå på kompromis med det ene eller det andet.

Mine forældre har vi altid kunne regne med. De er typerne, der er enormt betænksomme. De har helt sikkert deres eget liv og planlægger masser af ting og tager til arrangementer, men de har da deres børnebørn i tankerne og hvis der ligger noget lige på den enes fødselsdag fx, så ringer min mor og fortæller mig det og personligt føles det bare som en virkelig rar måde at gøre det på.

Anonym skriver:

Jeg synes, det er blevet en tendens helt generelt. Vi er de sidste, som har mindre børn og alle de andres børn er blevet store og holder ikke rigtig noget længere. Vi er dukket op til næsten samtlige fødselsdage, der er blevet holdt og når jeg tænker tilbage, så har vi også været samlet de dage. Derudover har de måske inviteret 14 dage i forvejen og "regnet med" at vi kunne. Situationen havde nok været anderledes, hvis DE havde fået en masse afbud hver gang.

Vi er nærmest nødt til at invitere flere måneder i forvejen for at være sikker på, at folk kan afsætte dagen og alligevel er de flere, som enten synes, vi inviterer alt for tidligt, så det kan de ikke tage stilling til endnu eller også inviterer vi for sent og så synes de, vi skulle have inviteret tidligere, for nu har de jo lavet andre planer.

Men fødselsdagene kommer jo ikke som nogen overraskelse og vi er altid kommet til deres og jeg føler, vi er blevet "efterladt" lidt.

Mine svigerforældre kører deres eget show. De melder sig til alt muligt - også på mærkedagene. De synes, at en fødselsdag er jo bare en dag ligesom alle andre dage, men sjovt nok så inviterer de da til deres egen enten på dagen eller lige omkring og de VED godt, at vi da dukker op.

De vælger at planlægge alt muligt, de selv gerne vil og så er det som om, det så er vores opgave at rette ind, så de kan få deres arrangement, som de ønsker det, mens det er os, der er nødt til at gå på kompromis hver gang.

Det er som sådan ikke fordi, jeg forventer, at de holder en dag eller weekenden åben hver gang. Det er mere det, at de slet ikke skænker det en tanke. De melder sig til det, de gerne vil og så er det vores problem at holde noget, hvor vi skal gå på kompromis med det ene eller det andet.

Mine forældre har vi altid kunne regne med. De er typerne, der er enormt betænksomme. De har helt sikkert deres eget liv og planlægger masser af ting og tager til arrangementer, men de har da deres børnebørn i tankerne og hvis der ligger noget lige på den enes fødselsdag fx, så ringer min mor og fortæller mig det og personligt føles det bare som en virkelig rar måde at gøre det på.

Det lyder måske som om, mine svigerforældre overhovedet ikke er betænksomme, men det er det, at det altid på en eller anden måde er på deres præmisser, der gør mig ked af det.

Det føles som om, de gerne vil have, vi skal rykke noget for deres skyld, men de er ikke villige til det den anden vej rundt

Tænker der er flere ting som spiller ind her.

For det første er arbejde jo ikke altid noget man har den store indflydelse på, og det er altså ikke sikkert at barnebarns mulige 7 års fødselsdags fejring kommer ind som en blokering, når en vagtplan skal gå op - jeg har også mange arbejdsting, som jeg ikke har den fjerneste indflydelse på hvornår ligger og hvor "almindelige" fødselsdage ikke er nok til at kunne melde afbud.

Det andet er måske at når man endelig får lidt frihed igen efter børnene er blevet store, så bliver man måske lidt egoistisk (og teenagere eller store børn kan derudover til tider have svært ved at forstå at en kusines fødselsdag er vigtigere end biograf med venner).

Også tænker jeg at I måske bare skulle vælge at gøre tingene så det passer jer - så kan det være svigerfamilien begynder at prioritere jer, men hvis I altid retter ind, så har de jo ingen grund til at holde dage fri eller huske på fødselsdage.

Men som andre skriver åben munden og sig hvad i føler - sig jeg/vi føler at I ikke prioterer os, når vi hele tiden skal rette ind efter jeres planer.

Vi er måske en af dem som TS omtaler (altså vi er ikke i familie). 

Vi har kun store børn nu, og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke sidder med årskalenderen og notere hvornår det kunne tænkes at folk fejre fødselsdag, altså selve fødselsdagen er noteret ned, men jeg sidder ikke og tænker "så holdes den nok der og der", så vi planlægger bare de aktiviteter vi syntes og er indbudt til. Skulle der komme en indbydelse til fødselsdag en dag hvor vi allerede har planlagt noget andet, så melder vi afbud. Mht. vore store børn, så prøver jeg altid at høre dem om de deltager i det forskellige vi er indbudt til, men det er simpelthen ikke altid de ved om de kan og jeg vil og kan ikke tvinge dem til at deltage i en omgang "boller og kakao". Selv kommer vi voksne hvis dagen er fri.

Vi giver dog altid besked med det samme, hvis det er muligt.

drabo skriver:

Tænker der er flere ting som spiller ind her.

For det første er arbejde jo ikke altid noget man har den store indflydelse på, og det er altså ikke sikkert at barnebarns mulige 7 års fødselsdags fejring kommer ind som en blokering, når en vagtplan skal gå op - jeg har også mange arbejdsting, som jeg ikke har den fjerneste indflydelse på hvornår ligger og hvor "almindelige" fødselsdage ikke er nok til at kunne melde afbud.

Det andet er måske at når man endelig får lidt frihed igen efter børnene er blevet store, så bliver man måske lidt egoistisk (og teenagere eller store børn kan derudover til tider have svært ved at forstå at en kusines fødselsdag er vigtigere end biograf med venner).

Også tænker jeg at I måske bare skulle vælge at gøre tingene så det passer jer - så kan det være svigerfamilien begynder at prioritere jer, men hvis I altid retter ind, så har de jo ingen grund til at holde dage fri eller huske på fødselsdage.

Men som andre skriver åben munden og sig hvad i føler - sig jeg/vi føler at I ikke prioterer os, når vi hele tiden skal rette ind efter jeres planer.

Det handler slet ikke om arbejde, men om fritidsting, som jeg i øvrigt ved, at de gør masser af gange hele året rundt.

Det er heller ikke de store børn, jeg taler om. Det er mostre og tanter, som jeg i øvrigt også er til deres børn, som nu bare gør, hvad de selv har lyst til hele tiden.

På en eller anden underlig måde, så kan de godt selv finde ud af begge at være hjemme, hvis de selv skal planlægge noget, hvor vi er inviteret og der er også nogle i familien, hvor de underligt nok selvfølgelig altid deltager, hvis vi lige skal snakke arbejde, hvor jeg altid får beskeden "jeg ved ikke, om jeg bliver kaldt på arbejde" (og de har jo sådan set fri) og hvorfor kan det altid lykkes for nogle, mens at for vores vedkommende ved vi det aldrig før til aller sidst.

Men det handler primært om fritidsting...

Min svigermor har fx som det seneste planlagt en stor fest, som har med hendes hobby at gøre. Den ligger lige på hendes egen søns fødselsdag og hun vil gerne have, at vi kommer Ikke noget med at spørge, om vi har tænkt os at holde noget eller om min mand egentlig gider bruge dagen på en masse mennesker, vi ikke har noget med at gøre. Eller hvad hvis jeg havde haft planer for dagen, som jeg havde fundet på.

Der er bare noget i hele den her situationsfornemmelse, som er fuldstændig skæv efter min mening