Anonym skriver:
Åh kære dig
Jeg kan virkelig mærke din smerte – og jeg kan relatere til så meget af det, du skriver. Det er så drænende og hjerteskærende at stå i det. Herhjemme har jeg ikke været udadreagerende, men forsøgt at tale tydeligt og roligt — men det har heller ikke været løsningen.
I vores kommune har jeg benyttet mig af noget, der hedder Åben anonym rådgivning. Det var samtaler både med vores barn og os forældre. Det blev ikke journalført og føltes helt trygt. Jeg vil virkelig anbefale dig at tage kontakt til lignende tilbud. Kommunen kan også hjælpe med fx en familiebehandler – det er en kæmpe lettelse ikke at skulle stå alene i det.
Det er så vigtigt, at din søn mærker, at du elsker ham – og det gør han, det er jeg ikke i tvivl om, for du kæmper virkelig. Men det betyder ikke, at han skal have lov til at tale grimt til dig eller søskende. Ofte reagerer børn stærkest der, hvor de føler sig mest trygge – og desværre går det så ud over den forælder, de er tættest med.
Jeg ved det ikke er en trøst, men vi har kæmpet i over to år, og det er det hårdeste, jeg har prøvet. Jeg har grædt, følt mig som en fiasko og tænkt, om jeg havde gjort noget galt – men det har jeg ikke. Og det har du heller ikke. Du er en kærlig, engageret mor, som gør alt for dit barn. Men nogle gange er kærlighed ikke nok – man har brug for hjælp udefra.
Ræk ud. Du fortjener støtte. Og du er ikke alene.
Hej. Tusind tak for din besked. Jeg vil prøve det at søge det du skriver. Og samtidig har jeg lidt svært ved at jeg føler jeg går over hans grænse? 
vi fik også en god snak igår. Jeg fik undskyldt for det jeg havde sagt og råbt. Han havde svært ved at sætte ord på hvad der lå til grund for hans opførsel. Men ja det er hårdt. I morges sagde jeg, igen, at han skulle børste tænder og pakke sin taske og først derefter kan han lave hvad han vil. (Jeg ved af erfaring at får han fx ikke børstet tænderne inden jeg går før ham, så glemmer han det) han blev sur. Han sagde at jeg altid var sur og at denne morgen blev som igår. Så sagde jeg nej. Og at jeg havde undskyldt og han enden måtte tage imod min undskyldning og eller lade hver. Han sagde så han så ikke ville tage imod undskyldningen. Jeg blev trist og stille, og gik bare væk. Så 20 min efter kom han ud og smilede til mig, han søgte smil, og han søgte at vise at han ikke var sur, kunne jeg se. Jeg lod det ligge og alle kom godt afsted.
jeg synes jeg har erfaret at han siger grimme ting når han bliver sur.
Er der ikke nogle gode råd til hvordan man kan gøre i forhold til konsekvenser for det? Eller det er måske den rådgivning også? Føler det er en ond cirkel.
jeg krammede ham nærmest 100 gange igår og fortalte ham jeg elsker ham over alt i hele verden. Og at jeg altid er her for ham.
jeg fortæller ham hver dag at han er sød smuk og skøn. Men det er hårdt
