Min (drenge)teenager er så strid

Jeg har virkelig brug for noget sparing og råd. Min teenager på 13 år, er så strid, led, ond og tarvelig herhjemme. Kun her hjemme. 

Han sviner mig til, sviner søskende til. 
Han sviner mig til og bliver rasende når tøjet driller. Når jeg beder ham om at gå i bad. Når jeg ber ham om noget. Når jeg ber ham lave lektier. Han bliver gal smækker med døren osv. 

Han siger onde ting. Forleden sagde han til mig at han håbede jeg døde af kræft. Dette blev jeg rigtig ked af og flippede helt ud. Jeg er rigtig ked af det. 

Han siger også andre onde ting til mig. 
han siger næsten hver dag at han hader mig, at jeg er den værste mor, og han ville ønske han havde en anden mor, at søskende ikke kan lide mig, at ingen kan lide mig, at jeg fejler noget og at han bare ikke kan lide mig. 

jeg giver ham alt han ønsker, gør alt for ham. 
mig og far bor ikke sammen. Og han er ikke sådan hjemme hos far. 

Jeg fortæller ham hver dag at jeg elsker ham. 

Jeg er en god mor, jeg har også tålmodighed men nogle gange når han er rigtig strid, knækker filmen for mig og jeg bliver rasende. 
det er som om han presser mig ind til jeg ikke kan bunde mere og han får en reaktion, som så gør mig til den onde. 

Forleden skete det igen. Han blev ved og ved. Det startede med jeg bad ham gå i bad og i skole, han blev sur over tøjet drillede og sagde flere onde ting til mig. Jeg bevarede roen. Så griner søster, pludselig siger han til søster at han ønsker hun dør og smækkede døren i. Så røg min tålmodighed, og jeg flippede ud. Jeg flåede døren op. Jeg råbte og skreg ham ind i hovedet at hvad helvede han bildte sig ind osv. jeg var rasende.  Og mange grimme gloser. Og ked af det. Efter kæmpe skænderi og bølgerne går højt, fortalte jeg ham at nu var det nok og han kunne ikke bo her mere og at han skulle flytte hjem til sin far. Det fløj ud af mig. Jeg fik virkelig nok. Han sagde han blev bange for mig. Jeg er så ked af det. Jeg fortryder selvfølgelig jeg sagde som jeg gjorde og jeg føler mig som sådan en dårlig mor. han tog i skole og jeg på job, uden at sige farvel til hinanden. 

har nogen stået i samme situation som mig? 

jeg kan ikke klare det her mere. Det er så hårdt at stå i. Det er så hårdt at hver gang jeg kræver noget af ham så stejler han og så skal vi skændes. 
jeg føler jeg skal gå på listefødder når jeg beder ham om noget. 

en helt alm dejlig morgen blev frygtelig. 

Ønsker ingen onde ord om mig, jeg føler mig i forvejen forfærdelig. Og jeg har grædt lige siden

Anonym skriver:

Jeg har virkelig brug for noget sparing og råd. Min teenager på 13 år, er så strid, led, ond og tarvelig herhjemme. Kun her hjemme. 

Han sviner mig til, sviner søskende til. 
Han sviner mig til og bliver rasende når tøjet driller. Når jeg beder ham om at gå i bad. Når jeg ber ham om noget. Når jeg ber ham lave lektier. Han bliver gal smækker med døren osv. 

Han siger onde ting. Forleden sagde han til mig at han håbede jeg døde af kræft. Dette blev jeg rigtig ked af og flippede helt ud. Jeg er rigtig ked af det. 

Han siger også andre onde ting til mig. 
han siger næsten hver dag at han hader mig, at jeg er den værste mor, og han ville ønske han havde en anden mor, at søskende ikke kan lide mig, at ingen kan lide mig, at jeg fejler noget og at han bare ikke kan lide mig. 

jeg giver ham alt han ønsker, gør alt for ham. 
mig og far bor ikke sammen. Og han er ikke sådan hjemme hos far. 

Jeg fortæller ham hver dag at jeg elsker ham. 

Jeg er en god mor, jeg har også tålmodighed men nogle gange når han er rigtig strid, knækker filmen for mig og jeg bliver rasende. 
det er som om han presser mig ind til jeg ikke kan bunde mere og han får en reaktion, som så gør mig til den onde. 

Forleden skete det igen. Han blev ved og ved. Det startede med jeg bad ham gå i bad og i skole, han blev sur over tøjet drillede og sagde flere onde ting til mig. Jeg bevarede roen. Så griner søster, pludselig siger han til søster at han ønsker hun dør og smækkede døren i. Så røg min tålmodighed, og jeg flippede ud. Jeg flåede døren op. Jeg råbte og skreg ham ind i hovedet at hvad helvede han bildte sig ind osv. jeg var rasende.  Og mange grimme gloser. Og ked af det. Efter kæmpe skænderi og bølgerne går højt, fortalte jeg ham at nu var det nok og han kunne ikke bo her mere og at han skulle flytte hjem til sin far. Det fløj ud af mig. Jeg fik virkelig nok. Han sagde han blev bange for mig. Jeg er så ked af det. Jeg fortryder selvfølgelig jeg sagde som jeg gjorde og jeg føler mig som sådan en dårlig mor. han tog i skole og jeg på job, uden at sige farvel til hinanden. 

har nogen stået i samme situation som mig? 

jeg kan ikke klare det her mere. Det er så hårdt at stå i. Det er så hårdt at hver gang jeg kræver noget af ham så stejler han og så skal vi skændes. 
jeg føler jeg skal gå på listefødder når jeg beder ham om noget. 

en helt alm dejlig morgen blev frygtelig. 

Ønsker ingen onde ord om mig, jeg føler mig i forvejen forfærdelig. Og jeg har grædt lige siden

Har I snakket sammen om, hvad der foregår i ham, når han bliver så vred på dig? Hvad får ham til at sige de skrækkelige ting? 
Umiddelbart lyder det jo til, at han har det rigtig svært. Ligesom du bliver presset til at råbe af ham, så er han nok også presset af et eller andet.

Det kan godt være, det er fint nok, at han bor hos sin far i en periode, men det skal ikke være på ‘mor smed mig ud’-måden. Så du må få talt stille og roligt med ham og finde ud af, hvad problemet er - lyt til ham.

Måske kan far være med i den snak, hvis I har et ok samarbejde. For hvis din relation til din dreng lige nu er betændt og fars relation er bedre, så kan I hjælpe hinanden med at samtalen bliver god og konstruktiv.

Jeg tror, han er en dreng, der trænger til at blive lyttet til - og som trænger til at få balance i relationerne. Han har det da heller ikke godt i, at du går rundt på listefødder og servicerer ham, han er stor nok til at tage ansvar for sig selv og sin opførsel, og det skal han have plads til - samtidig med, at du er den voksne, som han ikke skal kunne køre over med helt urimelig opførsel.

En hurtig teori er, at han søger efter dine grænser. Og hvis han ikke finder dem, fordi du går på listefødder omkring ham for ikke at få ham til at fare op - så presser han hårdere og hårdere - indtil han rammer grænsen, hvor du slet ikke kan mere. Og så flipper du ud og bliver rasende. Det er ubehageligt og grænseoverskridende for dig - og for ham.

I stedet synes jeg, din søn og du skal samarbejde om, hvordan I får sat nogle sunde grænser i jeres relation, hvor han selv skal tage mere ansvar - fx: Du skal i bad hveranden dag, du styrer selv hvornår, og så fx evaluering i weekenden.

Men det er jo bare noget jeg gætter på. Du bliver nødt til at sætte dig ned med ham og lytte efter, hvad der gør det så svært for ham og så lave aftaler om, hvordan I får det bedre sammen.

Dutelidut skriver:

Har I snakket sammen om, hvad der foregår i ham, når han bliver så vred på dig? Hvad får ham til at sige de skrækkelige ting? 
Umiddelbart lyder det jo til, at han har det rigtig svært. Ligesom du bliver presset til at råbe af ham, så er han nok også presset af et eller andet.

Det kan godt være, det er fint nok, at han bor hos sin far i en periode, men det skal ikke være på ‘mor smed mig ud’-måden. Så du må få talt stille og roligt med ham og finde ud af, hvad problemet er - lyt til ham.

Måske kan far være med i den snak, hvis I har et ok samarbejde. For hvis din relation til din dreng lige nu er betændt og fars relation er bedre, så kan I hjælpe hinanden med at samtalen bliver god og konstruktiv.

Jeg tror, han er en dreng, der trænger til at blive lyttet til - og som trænger til at få balance i relationerne. Han har det da heller ikke godt i, at du går rundt på listefødder og servicerer ham, han er stor nok til at tage ansvar for sig selv og sin opførsel, og det skal han have plads til - samtidig med, at du er den voksne, som han ikke skal kunne køre over med helt urimelig opførsel.

En hurtig teori er, at han søger efter dine grænser. Og hvis han ikke finder dem, fordi du går på listefødder omkring ham for ikke at få ham til at fare op - så presser han hårdere og hårdere - indtil han rammer grænsen, hvor du slet ikke kan mere. Og så flipper du ud og bliver rasende. Det er ubehageligt og grænseoverskridende for dig - og for ham.

I stedet synes jeg, din søn og du skal samarbejde om, hvordan I får sat nogle sunde grænser i jeres relation, hvor han selv skal tage mere ansvar - fx: Du skal i bad hveranden dag, du styrer selv hvornår, og så fx evaluering i weekenden.

Men det er jo bare noget jeg gætter på. Du bliver nødt til at sætte dig ned med ham og lytte efter, hvad der gør det så svært for ham og så lave aftaler om, hvordan I får det bedre sammen.

Jeg har prøvet at snakke med ham op til flere gange. Han fortæller nogle gange at han ikke har det godt og at der er noget galt med ham. Jeg ved ikke hvad han mener og jeg har prøvet at snakke med ham om dette også. Jeg synes ikke der er noget galt med ham. Hvad kan det være ? 

Ja han søger efter mine grænser. Men hvad kan jeg gøre anderledes i en situation som i morges, hvor han ik vil i bad og i skole. Jeg tror også det er en god ide at lave nogle aftaler om fx det faste bad hver anden dag.

Jeg ønsker ikke at han skal flytte og jeg er så ulykkelig over at jeg sagde det. Jeg bliver bare så frustreret.

Jeg har før nævnt for ham at skulle snakke med en psykolog, da jeg tror det vil være en god ide. Men han vil på ingen måde.

Hans far og jeg har ik det bedste samarbejde. Vi prøver. Og han ved slet ikke alt det her om vores søn da vores søn ikke har ville have jeg skulle snakke med far. Jeg har nemlig før også nævnt at nu er det nok og jeg ville tale med far.

Jeg skal snakke med ham idag efter skole og job.

Jeg er bare så ked af det der er sket.

Anonym skriver:

Jeg har prøvet at snakke med ham op til flere gange. Han fortæller nogle gange at han ikke har det godt og at der er noget galt med ham. Jeg ved ikke hvad han mener og jeg har prøvet at snakke med ham om dette også. Jeg synes ikke der er noget galt med ham. Hvad kan det være ? 

Ja han søger efter mine grænser. Men hvad kan jeg gøre anderledes i en situation som i morges, hvor han ik vil i bad og i skole. Jeg tror også det er en god ide at lave nogle aftaler om fx det faste bad hver anden dag.

 

Jeg ønsker ikke at han skal flytte og jeg er så ulykkelig over at jeg sagde det. Jeg bliver bare så frustreret.

Jeg har før nævnt for ham at skulle snakke med en psykolog, da jeg tror det vil være en god ide. Men han vil på ingen måde.

Hans far og jeg har ik det bedste samarbejde. Vi prøver. Og han ved slet ikke alt det her om vores søn da vores søn ikke har ville have jeg skulle snakke med far. Jeg har nemlig før også nævnt at nu er det nok og jeg ville tale med far.

 

Jeg skal snakke med ham idag efter skole og job.

Jeg er bare så ked af det der er sket.

Hvad siger skolen til det? Oplever de noget? Måske er der muligheder i skolen for nogle samtaler med en god lærer eller noget, som kan hjælpe ham med at sætte ord på, hvad der fylder. Det kan man i hvert fald godt få på min arbejdsplads.

Jeg synes, det lyder lidt bekymrende, også når han selv siger, at han ikke har det godt. Hvorfor vil han ikke have, at far er indblandet, tænker du? For jeg synes da, at du skal snakke med hans far om, at han ikke virker til at have det godt. Så I kan hjælpe ham sammen. Det behøver jo ikke være ‘han sagde de her rædselsfulde ting til mig!’ - men mere: Jeg er bekymret, han er ofte meget vred osv. 

Om der er noget ‘galt’ med ham, er jo svært at sige. Men han føler sig nok i hvert fald anderledes og forkert, når han siger det. Kan han sætte ord på, hvad der får ham til at sige sådan om sig selv? Er det generelt han føler det, eller er det i specifikke situationer, hvor han fx siger grimme ting?

Og så tilgiv dig selv for at flippe ud i dag. Det lyder som om han virkelig presser på, og så flipper man jo ud til sidst. Han har også godt af at mærke, at han ikke kan blive ved og ved og ved med at presse på, og at du også er et menneske. De fleste forældre siger ind imellem nogle ting til deres børn, som de fortryder bagefter. Så kan man sige undskyld - det var ikke min mening og tale om, hvorfor man reagerede så kraftigt. Det er han gammel nok til at kunne forstå.

Hvad siger skolen til det? Oplever de noget? Måske er der muligheder i skolen for nogle samtaler med en god lærer eller noget, som kan hjælpe ham med at sætte ord på, hvad der fylder. Det kan man i hvert fald godt få på min arbejdsplads.

Jeg synes, det lyder lidt bekymrende, også når han selv siger, at han ikke har det godt. Hvorfor vil han ikke have, at far er indblandet, tænker du? For jeg synes da, at du skal snakke med hans far om, at han ikke virker til at have det godt. Så I kan hjælpe ham sammen. Det behøver jo ikke være ‘han sagde de her rædselsfulde ting til mig!’ - men mere: Jeg er bekymret, han er ofte meget vred osv. 

Om der er noget ‘galt’ med ham, er jo svært at sige. Men han føler sig nok i hvert fald anderledes og forkert, når han siger det. Kan han sætte ord på, hvad der får ham til at sige sådan om sig selv? Er det generelt han føler det, eller er det i specifikke situationer, hvor han fx siger grimme ting?

Og så tilgiv dig selv for at flippe ud i dag. Det lyder som om han virkelig presser på, og så flipper man jo ud til sidst. Han har også godt af at mærke, at han ikke kan blive ved og ved og ved med at presse på, og at du også er et menneske. De fleste forældre siger ind imellem nogle ting til deres børn, som de fortryder bagefter. Så kan man sige undskyld - det var ikke min mening og tale om, hvorfor man reagerede så kraftigt. Det er han gammel nok til at kunne forstå.

 

Skolen har ingen ide om det her. Og de fortæller at han er en sød og vellidt dreng, med mange venner, han kan blive vred men ikke noget alarmerende. Han er ik den bedste i klassen men det er de opmærksomme på. Han får ekstra i nogle fag.

Han siger når vi har snakket om tingene andre gange, at han godt kan li mig og at han bare bliver sur. Og at han bare synes jeg er irriterende nogle gange.

Jeg har nævnt før, at tale med skolen men det vil han på ingen måde have.

Jeg synes kun han fortæller at han fejler noget og er forkert, når han bliver sur og sviner mig til.

Han fortæller at han ikke mener at far kan li ham. Dette har jeg fortalt ikke passer og at far elsker ham overalt på jorden. Han mener far har et yndlings barn og det er den søskende han sagde det til i morgen. Han fortæller også tit at han hader den   søskende når han bliver sur. dette har jeg ik nævnt for far, da han ik vil have jeg siger det. 
far og jeg har ikke et godt forhold til hinanden og jeg ved at hvis jeg nævner det til far, så går far direkte til vores søn og så vil vores søn tale far efter munden eller benægte. 

Jeg har også tænkt om det her er rent og skær på teenager-alderen??

Ja jeg må også få sagt undskyld   Øv er så ked af det her

Stakkels fyr. Han er på overarbejde og har det svært.

Prøv at ringe til kommunen de har ofte noget familievejledning. (Har intet med ppr osv at gøre, men er et tilbud) Så kan du tale med dem om jeres situation.

Han skal have masser af kærlighed. Måske sende søskende væk så I får tid alene. Eller tage en tur hen et sted bare ham og dig. 

Og så er det vigtigt at far samarbejder om det her. 

Anonym skriver:

Stakkels fyr. Han er på overarbejde og har det svært.

Prøv at ringe til kommunen de har ofte noget familievejledning. (Har intet med ppr osv at gøre, men er et tilbud) Så kan du tale med dem om jeres situation.

Han skal have masser af kærlighed. Måske sende søskende væk så I får tid alene. Eller tage en tur hen et sted bare ham og dig. 

Og så er det vigtigt at far samarbejder om det her. 

Ja

Jeg synes altså også det er synd for mor (TS). Det er jo ikke et lille barn, der ikke ved, hvad han siger. Når man er 13 år ved man godt når man siger noget meget hårdt eller ondt. 

Uanset om den unge dreng har det svært så er det da no go at sige til sin mor eller andre, at man ønsker hun dør af kræft. Og det er ikke for at sige, at han er en ond møgunge. Slet ikke. Han er rimeligvis ulykkelig. Men jeg føler med dig TS . Jeg kan altså godt forstår du bliver rasende og ikke kan klare mere når du får den slags lort i hovedet. 

Hvis du og far kan snakke sammen lyder det som en rigtig god ide

Din søn har det RIGTIG skidt og svært. Han skal have noget hjælp, der er jo et eller andet helt galt.

jeg ved du bliver frustreret og vred, men når du råber af ham og reagerer så voldsomt som du gør, så lærer du ham også ‘sådan håndterer man vrede og svære følelser’. Han gør egentlig bare det du har lært ham. Prøv at tag en pause, fjern dig fra situationen eller andet, når du mærker du vil råbe af ham osv. 

Når du ligefrem truer ham med at han bliver smidt ud, det er nok den værste straf for et barn. Du fortæller ham inddirekte: ‘Du er ikke velkommen her. Du er ikke god nok’, du afviser hele hans eksistens med at true at smide ham ud. Det skal du stoppe med øjeblikkeligt, du eskalerer situationen og han vil få kraftigere og kraftigere reaktioner i fremtiden.

En dreng på 13 har til dels også stadig brug for støtte til at affektregulere sig. Især hvis han måske aldrig har lært at være i svære følelser. Og her er det dit ansvar. 

Jeg tror i alle skal have noget professionelt hjælp. Måske en familie vejleder eller andet?

jeg forstår det er svært og du gør dit bedste. Derfor tænker jeg også der skal en anden ind og hjælpe. 

Solsikke9 skriver:

Din søn har det RIGTIG skidt og svært. Han skal have noget hjælp, der er jo et eller andet helt galt.

jeg ved du bliver frustreret og vred, men når du råber af ham og reagerer så voldsomt som du gør, så lærer du ham også ‘sådan håndterer man vrede og svære følelser’. Han gør egentlig bare det du har lært ham. Prøv at tag en pause, fjern dig fra situationen eller andet, når du mærker du vil råbe af ham osv. 

Når du ligefrem truer ham med at han bliver smidt ud, det er nok den værste straf for et barn. Du fortæller ham inddirekte: ‘Du er ikke velkommen her. Du er ikke god nok’, du afviser hele hans eksistens med at true at smide ham ud. Det skal du stoppe med øjeblikkeligt, du eskalerer situationen og han vil få kraftigere og kraftigere reaktioner i fremtiden.

En dreng på 13 har til dels også stadig brug for støtte til at affektregulere sig. Især hvis han måske aldrig har lært at være i svære følelser. Og her er det dit ansvar. 

Jeg tror i alle skal have noget professionelt hjælp. Måske en familie vejleder eller andet?

jeg forstår det er svært og du gør dit bedste. Derfor tænker jeg også der skal en anden ind og hjælpe. 

Men drengen siger også til sin søster, at han ønsker hun dør. Hvis jeg var mor til begge var jeg godt nok også blevet rasende.