Min (drenge)teenager er så strid

Problemet er også, at han får lov til at bestemme, at psykolog, familierådgiver, skolen etc ikke skal ind over. Nogen professionelle skal ind over, og det kan kun gå for langsomt. Det løser ikke sig selv.

Anonym skriver:

Jeg har virkelig brug for noget sparing og råd. Min teenager på 13 år, er så strid, led, ond og tarvelig herhjemme. Kun her hjemme. 

Han sviner mig til, sviner søskende til. 
Han sviner mig til og bliver rasende når tøjet driller. Når jeg beder ham om at gå i bad. Når jeg ber ham om noget. Når jeg ber ham lave lektier. Han bliver gal smækker med døren osv. 

Han siger onde ting. Forleden sagde han til mig at han håbede jeg døde af kræft. Dette blev jeg rigtig ked af og flippede helt ud. Jeg er rigtig ked af det. 

Han siger også andre onde ting til mig. 
han siger næsten hver dag at han hader mig, at jeg er den værste mor, og han ville ønske han havde en anden mor, at søskende ikke kan lide mig, at ingen kan lide mig, at jeg fejler noget og at han bare ikke kan lide mig. 

jeg giver ham alt han ønsker, gør alt for ham. 
mig og far bor ikke sammen. Og han er ikke sådan hjemme hos far. 

Jeg fortæller ham hver dag at jeg elsker ham. 

Jeg er en god mor, jeg har også tålmodighed men nogle gange når han er rigtig strid, knækker filmen for mig og jeg bliver rasende. 
det er som om han presser mig ind til jeg ikke kan bunde mere og han får en reaktion, som så gør mig til den onde. 

Forleden skete det igen. Han blev ved og ved. Det startede med jeg bad ham gå i bad og i skole, han blev sur over tøjet drillede og sagde flere onde ting til mig. Jeg bevarede roen. Så griner søster, pludselig siger han til søster at han ønsker hun dør og smækkede døren i. Så røg min tålmodighed, og jeg flippede ud. Jeg flåede døren op. Jeg råbte og skreg ham ind i hovedet at hvad helvede han bildte sig ind osv. jeg var rasende.  Og mange grimme gloser. Og ked af det. Efter kæmpe skænderi og bølgerne går højt, fortalte jeg ham at nu var det nok og han kunne ikke bo her mere og at han skulle flytte hjem til sin far. Det fløj ud af mig. Jeg fik virkelig nok. Han sagde han blev bange for mig. Jeg er så ked af det. Jeg fortryder selvfølgelig jeg sagde som jeg gjorde og jeg føler mig som sådan en dårlig mor. han tog i skole og jeg på job, uden at sige farvel til hinanden. 

har nogen stået i samme situation som mig? 

jeg kan ikke klare det her mere. Det er så hårdt at stå i. Det er så hårdt at hver gang jeg kræver noget af ham så stejler han og så skal vi skændes. 
jeg føler jeg skal gå på listefødder når jeg beder ham om noget. 

en helt alm dejlig morgen blev frygtelig. 

Ønsker ingen onde ord om mig, jeg føler mig i forvejen forfærdelig. Og jeg har grædt lige siden

Åh kære dig

Jeg kan virkelig mærke din smerte – og jeg kan relatere til så meget af det, du skriver. Det er så drænende og hjerteskærende at stå i det. Herhjemme har jeg ikke været udadreagerende, men forsøgt at tale tydeligt og roligt — men det har heller ikke været løsningen.

I vores kommune har jeg benyttet mig af noget, der hedder Åben anonym rådgivning. Det var samtaler både med vores barn og os forældre. Det blev ikke journalført og føltes helt trygt. Jeg vil virkelig anbefale dig at tage kontakt til lignende tilbud. Kommunen kan også hjælpe med fx en familiebehandler – det er en kæmpe lettelse ikke at skulle stå alene i det.

Det er så vigtigt, at din søn mærker, at du elsker ham – og det gør han, det er jeg ikke i tvivl om, for du kæmper virkelig. Men det betyder ikke, at han skal have lov til at tale grimt til dig eller søskende. Ofte reagerer børn stærkest der, hvor de føler sig mest trygge – og desværre går det så ud over den forælder, de er tættest med.

Jeg ved det ikke er en trøst, men vi har kæmpet i over to år, og det er det hårdeste, jeg har prøvet. Jeg har grædt, følt mig som en fiasko og tænkt, om jeg havde gjort noget galt – men det har jeg ikke. Og det har du heller ikke. Du er en kærlig, engageret mor, som gør alt for dit barn. Men nogle gange er kærlighed ikke nok – man har brug for hjælp udefra.

Ræk ud. Du fortjener støtte. Og du er ikke alene.

Anonym skriver:

Jeg har virkelig brug for noget sparing og råd. Min teenager på 13 år, er så strid, led, ond og tarvelig herhjemme. Kun her hjemme. 

Han sviner mig til, sviner søskende til. 
Han sviner mig til og bliver rasende når tøjet driller. Når jeg beder ham om at gå i bad. Når jeg ber ham om noget. Når jeg ber ham lave lektier. Han bliver gal smækker med døren osv. 

Han siger onde ting. Forleden sagde han til mig at han håbede jeg døde af kræft. Dette blev jeg rigtig ked af og flippede helt ud. Jeg er rigtig ked af det. 

Han siger også andre onde ting til mig. 
han siger næsten hver dag at han hader mig, at jeg er den værste mor, og han ville ønske han havde en anden mor, at søskende ikke kan lide mig, at ingen kan lide mig, at jeg fejler noget og at han bare ikke kan lide mig. 

jeg giver ham alt han ønsker, gør alt for ham. 
mig og far bor ikke sammen. Og han er ikke sådan hjemme hos far. 

Jeg fortæller ham hver dag at jeg elsker ham. 

Jeg er en god mor, jeg har også tålmodighed men nogle gange når han er rigtig strid, knækker filmen for mig og jeg bliver rasende. 
det er som om han presser mig ind til jeg ikke kan bunde mere og han får en reaktion, som så gør mig til den onde. 

Forleden skete det igen. Han blev ved og ved. Det startede med jeg bad ham gå i bad og i skole, han blev sur over tøjet drillede og sagde flere onde ting til mig. Jeg bevarede roen. Så griner søster, pludselig siger han til søster at han ønsker hun dør og smækkede døren i. Så røg min tålmodighed, og jeg flippede ud. Jeg flåede døren op. Jeg råbte og skreg ham ind i hovedet at hvad helvede han bildte sig ind osv. jeg var rasende.  Og mange grimme gloser. Og ked af det. Efter kæmpe skænderi og bølgerne går højt, fortalte jeg ham at nu var det nok og han kunne ikke bo her mere og at han skulle flytte hjem til sin far. Det fløj ud af mig. Jeg fik virkelig nok. Han sagde han blev bange for mig. Jeg er så ked af det. Jeg fortryder selvfølgelig jeg sagde som jeg gjorde og jeg føler mig som sådan en dårlig mor. han tog i skole og jeg på job, uden at sige farvel til hinanden. 

har nogen stået i samme situation som mig? 

jeg kan ikke klare det her mere. Det er så hårdt at stå i. Det er så hårdt at hver gang jeg kræver noget af ham så stejler han og så skal vi skændes. 
jeg føler jeg skal gå på listefødder når jeg beder ham om noget. 

en helt alm dejlig morgen blev frygtelig. 

Ønsker ingen onde ord om mig, jeg føler mig i forvejen forfærdelig. Og jeg har grædt lige siden

Han har det svært.  Og det går ud over dig og hans søskende. Og det skal det jo ikke. 

Han siger han har det svært, der er noget galt. Det er du nødt til at komme videre med, for at finde ud hvad der sker. Er han på overarbejde? Er han bange? Nervøs? Utryg? 

Han siger at han tror far ikke kan li ham.. hvorfor siger han det? Laver han og far noget alene?

Og han vil ikke have at du siger det til far.. der er jo noget. 

Tænker du skal snakke med ham, at det er ok at snakke med far, og at det kan være en god ide at I alle tre sætter jer ned og snakker sammen. Hvorfor føler drengen at far ikke kan li ham? At søsteren er favoritten? 

Hvad sker der når han bliver sur? 

Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at gøre noget, din dreng ikke synes er en god ide. Men du er den voksne, du ser, dit barn har det skidt og har brug for hjælp. Så du må skaffe ham noget hjælp, også selvom det måske ikke er efter hans eget ønske.

Åben anonym rådgivning er en god ide. Men skolen kan også hjælpe dig videre. Din dreng behøver ikke vide, at du kontakter lærerne/noget rådgivning i første omgang. Han er kun 13 år, han kan ikke selv se, hvad der er det bedste for ham, og det er megasynd for jer alle, hvis det, at han siger, at ingen må vide noget, betyder, at I ikke får hjælp.

Selvfølgelig er det noget rod at råbe af sit barn og sige, at han ikke kan bo hos dig. Men det ved du jo godt, og heldigvis kan man sige undskyld og reparere sådan noget. Han siger jo selv ting, der er langt over grænsen, og det reagerer du på. Det kan han også godt forstå, er jeg sikker på.

Fik I en snak sammen i går?

Anonym skriver:

Men drengen siger også til sin søster, at han ønsker hun dør. Hvis jeg var mor til begge var jeg godt nok også blevet rasende.

Der er vel heller ikke nogen, som giver udtryk for ikke at kunne forstå hendes umiddelbare reaktion - eller hævder, at det er let at tage det roligt i situationen. Det er bare den eneste vej frem, for raseri løser intet. 

Anonym skriver:

Men drengen siger også til sin søster, at han ønsker hun dør. Hvis jeg var mor til begge var jeg godt nok også blevet rasende.

Det er heller ikke godt at drengen siger de ting. Og jeg kan virkelig godt forstå TS’ reaktion. Den er meget naturlig. Men det skader mere end det gavner at råbe, true med udelukke fra fællesskabet/smide ham ud osv. i stedet skal hun hjælpe ham med at finde ud af hvorfor han har det så skidt at han siger de ting (børn gør det bedste de kan!) og sammen finde en løsning. 

så ja, TS’ følelser omkring at blive vred er helt legit. Det er bare måden som det bliver håndteret på, som hun skal se på men også finde ud af årsagen til hvorfor drengen har det så dårligt og hjælpe ham. 

Hej TS 

Du skal have fat i noget hjælp udefra. Ikke fordi der er noget galt med hverken din dreng eller dig som mor, men der er noget skævt i jeres relation - og det skal løses. 

En god terapeut eller familievejleder kan se udefra, hvad der går galt og hjælpe med at sætte ord på. Lidt som en parterapeut, og det er ofte nemmere at åbne op, når der sidder én uden følelserne i klemme. 

Du skal ikke have svarene på alting, og derfor er det helt okay at række ud efter hjælp. Det er IKKE for sent, men ingen af jer fortjener at stå i dette uden støtte til at få det rettet op. 

Du elsker din søn, og han elsker dig. I har nogle uheldige mønstre i kommunikation, og det kan I heldigvis ændre.

Fortæl din søn, at du elsker ham, men at I skal finde en bedre vej sammen. 
Hold fast i dig selv og dine grænser - og vis ham, at han kan en masse selv. Som de andre siger, skal serviceniveauet ikke være højere end en 13-årig selv skal tage ansvar for en del. 

Anonym skriver:

Jeg synes altså også det er synd for mor (TS). Det er jo ikke et lille barn, der ikke ved, hvad han siger. Når man er 13 år ved man godt når man siger noget meget hårdt eller ondt. 

Uanset om den unge dreng har det svært så er det da no go at sige til sin mor eller andre, at man ønsker hun dør af kræft. Og det er ikke for at sige, at han er en ond møgunge. Slet ikke. Han er rimeligvis ulykkelig. Men jeg føler med dig TS . Jeg kan altså godt forstår du bliver rasende og ikke kan klare mere når du får den slags lort i hovedet. 

Hvis du og far kan snakke sammen lyder det som en rigtig god ide

Tusind tak for svar. Ja det er hårdt. Han ønsker ikke at far skal tales med omkring det. 

vi fik en god snak igår. Jeg fik undskyldt for det jeg havde sagt og råbt. Han havde svært ved at sætte ord på hvad der lå til grund for hans opførsel. Men ja det er hårdt. I morges sagde jeg, igen, at han skulle børste tænder og pakke sin taske og først derefter kan han lave hvad han vil. (Jeg ved af erfaring at får han fx ikke børstet tænderne inden jeg går før ham, så glemmer han det) han blev sur. Han sagde at jeg altid var sur og at denne morgen blev som igår. Så sagde jeg nej. Og at jeg havde undskyldt og han enden måtte tage imod min undskyldning og eller lade hver. Han sagde så han så ikke ville tage imod undskyldningen. Jeg blev trist og stille, og gik bare væk. Så 20 min efter kom han ud og smilede til mig, han søgte smil, og han søgte at vise at han ikke var sur, kunne jeg se. Jeg lod det ligge og alle kom godt afsted. 

jeg synes jeg har erfaret at han siger grimme ting når han bliver sur. 
Er der ikke nogle gode råd til hvordan man kan gøre i forhold til konsekvenser for det? Føler det er en ond cirkel. 

Solsikke9 skriver:

Din søn har det RIGTIG skidt og svært. Han skal have noget hjælp, der er jo et eller andet helt galt.

jeg ved du bliver frustreret og vred, men når du råber af ham og reagerer så voldsomt som du gør, så lærer du ham også ‘sådan håndterer man vrede og svære følelser’. Han gør egentlig bare det du har lært ham. Prøv at tag en pause, fjern dig fra situationen eller andet, når du mærker du vil råbe af ham osv. 

Når du ligefrem truer ham med at han bliver smidt ud, det er nok den værste straf for et barn. Du fortæller ham inddirekte: ‘Du er ikke velkommen her. Du er ikke god nok’, du afviser hele hans eksistens med at true at smide ham ud. Det skal du stoppe med øjeblikkeligt, du eskalerer situationen og han vil få kraftigere og kraftigere reaktioner i fremtiden.

En dreng på 13 har til dels også stadig brug for støtte til at affektregulere sig. Især hvis han måske aldrig har lært at være i svære følelser. Og her er det dit ansvar. 

Jeg tror i alle skal have noget professionelt hjælp. Måske en familie vejleder eller andet?

jeg forstår det er svært og du gør dit bedste. Derfor tænker jeg også der skal en anden ind og hjælpe. 

Ja det har du også ret i. Men skal jeg bare kontakte nogle, vel vidende at han på ingen måde ønsker det ? Det er vel også at gå over hans grænse??

Anonym skriver:

Men drengen siger også til sin søster, at han ønsker hun dør. Hvis jeg var mor til begge var jeg godt nok også blevet rasende.

Ja. Og det var også det der gjorde jeg blev så rasende. 
jeg kan bare også se på ham efter at han godt ved det ikke er okay, det er som om han bliver ked af det når han har sagt de grimme ting og regeret voldsomt. Han har et stort temperament og at blive 13 og være teenager tror jeg ikke hjælper på det. Jeg ved ikke??