Udfordrende lillebror

Anonym skriver:

Hvis der er en sofa og barnet hopper i sofaen, kan man "nemt" komme til at hoppe over i søster.

Det sker altid, det er jo ikke sådan så han står med store sko på og tramper hende i hovedet, jeg læser det som en energisk 3 årige med lidt for meget fart på

Han tramper sin søster i hovedet. Det sker ikke ved et tilfældigt hop. 
Jeg har aldrig set sådan en opførsel hos egne eller veninders børn. Det er synd for ham .. han er på overarbejde psykisk. 

Kære søde trætte trådstarter

Ja, jeg får lyst til at skrive igen - selvom jeg har skrevet et ca fem km langt opslag tidligere i dag.

Børn er forskellige! Nogle reagerer voldsomt temperamentsfuldt og skriger og er voldsomme med kæmpestore følelser udadtil. De raser og sprutter og er udadreagerende og højtråbende. Andre gør ikke. Men som forælder til to børn af den førstnævnte slags - og et af den sidstnævnte, så vil jeg altså sige: Det kan sagtens være fuldstændig normalt og ikke tegn på, at I ikke er ‘gode nok’ forældre til ham. (Selvfølgelig kan det også godt være nødvendigt at få professionel hjælp fra ppr eller noget familierådgivning. Det ved I bedst selv.)

Min erfaring er, at forældre til børn, der aldrig har været småtspisende ikke forstår, at man ikke bare kan få ungen til at spise hvad der bliver serveret. At forældre til børn, der aldrig har haft brug for at ligge snude mod snude hele natten, ikke forstår, hvorfor ‘de ikke bare sover i deres egen seng’. Og at forældre til det, man måske kan kalde viljestærke børn ikke forstår, at de unger opfører sig så udadfarende, råber så højt, skriger så meget, som de gør - og at det er helt normalt for dem…

Ud fra dit opslag er det jo helt tydeligt, at du godt ved, hvad I ‘bør’ gøre. Derfor bliver du ked af det, når du ikke kan leve op til den standard, der er i dit hoved for, hvordan en god forælder skal være i konfliktsituationer. Og det kender virkelig jeg godt - det er hårdt at have det sådan. 

Du skriver, at I er i en ond cirkel - hvordan kommer I ud af den? Jeg tror, det første I skal gøre, er at tilgive jer selv for ikke at være som I føler, I burde være, og så forsøge at smide ‘burde’ langt pokker i vold. Og så tror jeg, I skal kigge på alle de gode ting I gør med jeres unger. Alle de gange, I griner og hygger og krammer og leger. Og så skælder I nok også lidt ud - men pyt. Jeres overskud bliver jo kun mindre af at I slår jer selv i hovedet med ikke at være ‘gode nok’. Så lad være med det. Og hjælp hinanden med at tage over, når det brænder på. Det nytter ikke noget at være helt udkørt af konflikter og så tro, at man får overskud til at håndtere konflikterne bedre ved at stille højere krav til sig selv. Måske skal I sænke kravene i stedet - til jer selv og måske også til jeres lille dreng. Jeg er fuldstændig overbevist om, at I er megakærlige og gode forældre, som bare er trætte lige nu.

Det lyder virkelig hårdt, og jeg kan godt forstå, at I er frustrerede og trætte. Det er helt naturligt at føle sig magtesløs i en situation, hvor konflikterne fylder så meget, og hvor ens reaktioner ikke altid føles rigtige.

Det lyder som om, din søn har en masse store følelser, som han ikke helt ved, hvad han skal stille op med – og at han viser det fysisk. Det betyder selvfølgelig ikke, at det er okay, men det kan måske hjælpe at se hans handlinger som et forsøg på at kommunikere noget, han ikke kan sætte ord på endnu.

Lidt forslag til nogle ting I måske kunne prøve. Du ved selvfølgelig bedst hvordan det vil fungere i praksis, men måske det kan hjælpe i nogle af situationerne, du beskriver: 

• Forudse og forebygge: Hvis han ofte reagerer fysisk, når han er træt, sulten eller keder sig, kan det måske hjælpe at være lidt på forkant. Kan han få en snack, en pause, et kram eller en anden aktivitet, inden situationen eskalerer?

• Korte, tydelige beskeder: Når han slår eller kaster ting, kan en rolig, fast besked som “Jeg vil ikke have, at du slår” eller “Vi passer på hinanden her” være bedre end et langt skældud. Hvis han griner, kan det være en mestringsstrategi for at håndtere ubehaget – ikke nødvendigvis trods.

• Fokus på det positive: Når man er fanget i en ond cirkel, bliver det nemt, at al interaktion føles negativ. Måske kan I prøve at have bevidste stunder, hvor han får positiv opmærksomhed – fx ved at lave noget sjovt sammen i korte øjeblikke, hvor I begge har energi til det.

• Søsterens rolle: Hun må også være presset af det her. Kan hun få nogle stunder alene med jer, hvor hun ikke skal forholde sig til sin brors udbrud? Og kan hun lære nogle strategier til at håndtere ham, så hun ikke altid bliver offer for hans frustrationer?

• Husk jer selv: Når energien er lav, bliver reaktionerne ofte skarpere, end man ønsker. Kan I give hinanden små pusterum? Måske kan en af jer tage ham med ud til en aktiv leg, mens den anden får en pause.

Det vigtigste er, at I ikke er alene om det her – og at ingen forældre reagerer perfekt hele tiden. Bare det, at du reflekterer over det, viser, hvor meget du vil det bedste for begge dine børn.

Jeg håber, I finder nogle veje, der gør hverdagen lidt lettere. Du er en god mor, også selvom du har brug for en pause.

Pippihaløj skriver:

Han tramper sin søster i hovedet. Det sker ikke ved et tilfældigt hop. 
Jeg har aldrig set sådan en opførsel hos egne eller veninders børn. Det er synd for ham .. han er på overarbejde psykisk. 

Er du ts ? Min tolkning kan vel være lige så god som din, det er da noget af en konstatering du kan lave 

Han lyder som mange andre børn i den alder. Det er benhårdt at være i og det kan virke som om I står sol de eneste i hele verden, med "sådan et type barn". Men tro mig - det er lige så normalt at have et viljestærk barn, som at have én der er rolig. De sociale medier er også rigtig gode til, at se hvor hyggeligt, idyllisk og vidunderligt det er, at have et barn... Når filmen altså er klippet rigtigt sammen. Jeres hverdag kan også klippes sammen på samme måde. Med små brudstykker, hvor han smiler, i krammer, læser en bog eller deler en is. Men de resterende 90% af tiden kan være stikmodsat. 

Min datter herhjemme på 3,5år er også en mundfuld. Hun er nr 3 og hendes brødre havde slet slet ikke samme adfærd. 

Min bedste tilgang til hende og vores liv herhjemme, har været 

1) Forebygge. Nå at gøre noget inden det ender i konflikt, udbrud osv. Selvom jeg mest har lyst til hun liiiige leger lidt selv, så byder jeg ind med at side på hendes værelse. Eller tage hende med i køkkenet. Eller hente vasketøj. Og når det lykkes at få hende til at være med i køkkenet i bare 3min, så krammer jeg hende og viser hvor dejligt jeg synes det var, hun hjalp til. Det kræver i høj grad at tilsidesætte mine egne behov for 117. gang. Men det virker. Så snart jeg opfanger hun begynder at være på tværs, tegne på væggene eller hælde sæbe på gulvet, så opsøger jeg hende og kunne fx finde på at gå ud, cykle en tur, køre en tur eller andet. Så forebyg og afledning. 

2) Alliere mig med far. Når jeg er brændt helt sammen og ikke kan rumme hende, så beder jeg min mand om at tage hende og gøre noget. Klart og tydeligt uden far skal gætte sig til, hvad han skal gøre. 

Du gør det allerede virkelig godt. Du er opmærksom og ved godt at du og familien er i en hård periode. Husk, I er ikke alene. Det kræver styrke at rumme og arbejde med et barn, som hele tiden søger grænser. 

Og når ja, læg telefonerne væk. Foretag jer noget. Selvom gulvet er rent, så vrid en klud op og vask det igen. Vand og sæbe kan også noget godt for børn

Er du ts ? Min tolkning kan vel være lige så god som din, det er da noget af en konstatering du kan lave 

Hun bruger ordet trampe på hovedet. Det er da ikke noget der sker tilfældigt men en aktiv handling. Der er ikke tale om at han falder ned på hende eller noget.

og børn der opfører sig sådan er da med stor sandsynlighed på overarbejde. Det er da et udtryk for frustrationer som jeg ser det. 

Pippihaløj skriver:

Hun bruger ordet trampe på hovedet. Det er da ikke noget der sker tilfældigt men en aktiv handling. Der er ikke tale om at han falder ned på hende eller noget.

og børn der opfører sig sådan er da med stor sandsynlighed på overarbejde. Det er da et udtryk for frustrationer som jeg ser det. 

Det ord kunne jeg nu sagtens have brugt selvom der var tale om en vild 3 årige som hoppede over i hovedet på sin søster, folk formulerer sig forskelligt 

Dutelidut skriver:

Kære søde trætte trådstarter

Ja, jeg får lyst til at skrive igen - selvom jeg har skrevet et ca fem km langt opslag tidligere i dag.

Børn er forskellige! Nogle reagerer voldsomt temperamentsfuldt og skriger og er voldsomme med kæmpestore følelser udadtil. De raser og sprutter og er udadreagerende og højtråbende. Andre gør ikke. Men som forælder til to børn af den førstnævnte slags - og et af den sidstnævnte, så vil jeg altså sige: Det kan sagtens være fuldstændig normalt og ikke tegn på, at I ikke er ‘gode nok’ forældre til ham. (Selvfølgelig kan det også godt være nødvendigt at få professionel hjælp fra ppr eller noget familierådgivning. Det ved I bedst selv.)

Min erfaring er, at forældre til børn, der aldrig har været småtspisende ikke forstår, at man ikke bare kan få ungen til at spise hvad der bliver serveret. At forældre til børn, der aldrig har haft brug for at ligge snude mod snude hele natten, ikke forstår, hvorfor ‘de ikke bare sover i deres egen seng’. Og at forældre til det, man måske kan kalde viljestærke børn ikke forstår, at de unger opfører sig så udadfarende, råber så højt, skriger så meget, som de gør - og at det er helt normalt for dem…

Ud fra dit opslag er det jo helt tydeligt, at du godt ved, hvad I ‘bør’ gøre. Derfor bliver du ked af det, når du ikke kan leve op til den standard, der er i dit hoved for, hvordan en god forælder skal være i konfliktsituationer. Og det kender virkelig jeg godt - det er hårdt at have det sådan. 

Du skriver, at I er i en ond cirkel - hvordan kommer I ud af den? Jeg tror, det første I skal gøre, er at tilgive jer selv for ikke at være som I føler, I burde være, og så forsøge at smide ‘burde’ langt pokker i vold. Og så tror jeg, I skal kigge på alle de gode ting I gør med jeres unger. Alle de gange, I griner og hygger og krammer og leger. Og så skælder I nok også lidt ud - men pyt. Jeres overskud bliver jo kun mindre af at I slår jer selv i hovedet med ikke at være ‘gode nok’. Så lad være med det. Og hjælp hinanden med at tage over, når det brænder på. Det nytter ikke noget at være helt udkørt af konflikter og så tro, at man får overskud til at håndtere konflikterne bedre ved at stille højere krav til sig selv. Måske skal I sænke kravene i stedet - til jer selv og måske også til jeres lille dreng. Jeg er fuldstændig overbevist om, at I er megakærlige og gode forældre, som bare er trætte lige nu.

Jeg er helt enig i præmissen af dit opslag . 

Min nevø er småt-spisende og "kræsen" - til kæmpe frustration for min søster og svoger, der bebrejder sig selv. Derimod er min datter altædende - så jeg skal ikke kunne sige om, jeg havde forstået småt-spisende børn havde jeg ikke haft min søster og nevø så tæt på. 

Min datter havde man heller ikke bare kunne lægge i sin egen seng. Hun vil gerne ligge og putte tæt. Min nevø derimod er fin med at ligge i sin egen seng. Det har givet min søster en forståelse for, at det også kan være sådan. 

Hej, 

Det lyder rigtigt hårdt for jer. Både forældre, store søster men især lillebror. Du beskriver en dreng der har meget energi, har svært ved at styre følelser og reagerer uhensigtsmæssigt, fx ved at slå osv. Meget typisk 3 årig opførsel. 

Jeg læser også om en dreng der får rigtig meget negativ opmærksomhed, en dreng der måske forventes lidt for meget af / forventes noget søster kunne i den alder. Fx kender jeg ingen 3 årige drenge der kan forstå hvad en filmaften er og kan sidde koncentreret om en spillefilms varighed uden at kroppen pludselig fyldes med energi. 
Du fortæller at han samtidig søger meget omsorg - kys, kram osv. 

Det lyder som om I har en helt normal 3 årig hvad kommer til energi niveau. Men det lyder til at han håndteres på en måde der ikke hjælper ham, men tværtimod forstærker alt det han har svært ved = han får ikke redskaberne til at lære hvordan man så opfører sig = han bliver ved= I bliver irriterende = han bliver ved, for negativ opmærksomhed er bedre end ingen . 

Hvis I gerne vil have han skal opfører sig anderledes så må I lære ham det - f.eks - fortæl ham hvad han godt må.

I stedet for “ stop med at hop i sofaen!” Så sig “ jeg vil gerne have at du sidder i sofaen” 

Giv ham opgaver han kan vokse af - små opgaver i hjemmet som er hans og som han kan få succes oplevelser af, hvis han er god grovmotorisk så lad ham bruge sin krop til at løfte, kravle, balance osv - og ros og anerkend ham når han gør det i bad ham om, for det skal han nok hvis han får alderssvarende krav og voksne der tror på ham. 

Selvfølglig må han ikke slå, sparke osv - men I bliver nødt til at håndtere ham uden selv at lade følelserne koge over - hvordan skal han ellers lære det hvis hans rollemodeller ikke viser ham det? Vær tydelig i at han ikke må (tydelig retorik, mimik og tydelig konsekvens).