Vores lillebror er lidt derhenad, han er samme alder. Jeg er også nogle gange megatræt og frustreret - men husker på, at storesøster (vi har tre stk) i den alder kunne presse mig derud, hvor jeg seriøst ikke anede hvad jeg skulle stille op. Det blev ved i noget tid, men nu, hvor hun er syv, er der en del mere ro på.
Så jeg ser det som en udviklingsfase. Og jeg tror, at barn nummer to eller tre ofte har lidt mere brug for at råbe op - og det er lidt sværere for forældre at manøvrere i, fordi de også skal tage hensyn til et andet barn. Derfor påvirker den her fase os mere, når det er andet eller tredje barn
Med min datter mindes jeg at have afleveret bilen ved mekanikeren og så skulle gå hjem med hende i klapvognen, da hun var i den alder - og hun nægtede!! Ved at løbe ud af klapvognen og væk, vriste sig ud af selen igen og igen. Jeg var rædselsslagen for at hun skulle løbe ud på vejen. Jeg prøvede alt - både pædagogisk og upædagogisk, jeg tvang hende ned i klapvognen og spændte hende fast, men hun vrikkede sig løs og kastede sig ud af den - mens jeg gik. Og hun blev ved og ved og ved. Jeg kampsvedte og var så pinligt berørt. Og var bestemt ikke nogen politisk korrekt mor. Set i bakspejlet ved jeg stadig ikke, hvordan jeg skulle have håndteret situationen på en bedre måde.
Men altså, hun er en ret velafbalanceret 7-årig nu. Stadig med temperament, men slet ikke på samme måde.
Jeg tror bare, man må gøre sit bedste, når man står i de der lortekonflikter, og vide, at man netop gør det så godt som man kan, når man står i det. Hvis du ved, det hjælper ham at få en lur i bilen, når han er i det humør, så synes jeg da det er fint at putte ham derud og få ham til at falde i søvn. Han er tre år, og det er dig, der ved bedst. Selvom han brokker sig og skælder ud og du bliver nødt til at holde ham fast.
Når vores dreng slår de andre, siger vi til de store, at de skal sige: ‘Jeg vil ikke være sammen med dig, når du slår’ og så gå væk fra ham. Og så er vi altid klar med kram og trøst, når han bliver ked af det - han skal jo have at vide, at det ikke er ok, men som jeg ser det, er han for lille til at forstå en straf - fx time out. Så naturlig konsekvens i øjeblikket - og så er det glemt. Det samme med os - vi går væk fra ham, og så trøster vi ham, når han er klar. Man skal ikke finde sig i at blive slået og hevet i.
Nå, lidt en rodet omgang, men jeg håber du kan bruge det lidt. Du er i hvert fald ikke alene med en vred og grænsesøgende treårig. Og det er faktisk ikke forkert at vise ham, at nu har han nået grænsen, også på en måde, hvor det er til at forstå for en på tre år.
Jeg kan sagtens forstå dine følelser - men overvej også om du stiller lidt høje krav til dig selv? Vi er, har jeg erfaret, en del forældre i landet, der ikke altid formår at bevare den rolige, kærlige tilgang i en uendelighed af konflikter og skrig og skrål, selvom vi har hørt, at det er ‘det rigtige’. Det hjælper ikke noget, at I skælder jer selv ud over det. Det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg er helt sikker på, at I er megagode forældre, der gør det så godt I kan
