Jeg ønsker at være anonym.
Jeg står i den situation at min mand har været mig utro efter 21 års samliv, vi har nu fået talt det hele godt igennem og ønsker at prøve igen. Min mand har aldrig ønsket flere børn og kvinden han indgik utroskab med vidste også han ikke ønskede flere børn, hvilket hun heller ikke gjorde.
Nu står min mand tilbage med skam over at have været utro, og et barn mere på vej. Kvinden han var utro med, nægter at få en abort, hun ønskede ikke selv børn, men kunne ikke få abort. Og forventer at når nu barnet er på vej, skal min mand deltage og elske det. Hun kan ikke acceptere at han ikke ønsker sit eget barn, et barn han fra starten ikke ville have. Kvinden var bange for abort, så tiden gik og nu ser hun ingen vej tilbage, de skal have et barn sammen. Min mand føler sig misbrugt af kvinden, han stolede på den forkerte og det skal han leve med resten af livet. Barnet er et bevis på utroskab, løgne og bedrag, og bliver til fordi kvinden ikke turde at få en abort.
Hvorledes kan vi i Danmark arbejde med lige valg for mænd og kvinder, når mænd i denne situation intet har at sige eller gøre? Kvinden har alt magten og kan have løgnet for manden som stolede på hende.
Kan det passe at min mand i denne situation intet kan gøre? End at tage ansvar for et uønsket barn fra utroskab?
Min mand ønsker intet med barnet at gøre, føle kun skam og ubehag ved tanken om det.
Jeg ved godt min mand kunne have beskyttet sig mere, ikke haft samleje med kvinden. Han gav hende ikke samtykke til samleje, han blev misbrugt, kan ikke bevise at hun ikke beskytte sig som aftalt, hvor er retfærdigheden henne?
Og set på den anden side, hvorledes kan vi se barnet som ønsket og elsket, når det kommer ud fra utroskab, bedrag og løgne??? Et ikke ønsket barn, skulle have haft et andet liv end dette. Dette vil ingen ønske at leve i, ens mor turde ikke abort, faren ønsker ikke barnet, moren forventer at alle vil elske barnet nu når det er på vej. Kvinden forventer også at min mand/vores børn tager barnet til sig som var det ønsket.
Hvorledes kan kvinde forvente at vores børn, som arbejder på ikke at hade deres far, skal “godkende” deres kommende halv bror/søster, uden at sige “du kom til verden af en fejl” eller “du er et bevis på tiden var vores far var et svin”.
Hvor står jeg i denne situation ? At tilgive min mand for utroskab en ting, men at kunne give dette barn en del af vores liv, når min mand ikke ønsker det. Han føler sig så misbrugt og afmagten gør han overvejer livet fra.
Kvinden og min mand har talt om barnet flere gange. Kvinden har aldrig ønsket børn og kan ikke svare på hvorfor hun vil have dette nu, andet end hun ikke tør at få abort. Hun siger selv hun ikke har ønsket barnet eller situaitonen, og til folk siges det at barnet kom uventet/ikke planlagt, trods hun fra de første uger godt kunne mærke forandring i kroppen, folk sagde til hende hun var gravid, men hun nægtet det. Hun blødte lidt omkring uge 7 og håbede inderst inde at barnet var væk, for hun turde ikke abort.
Kvinden håber endnu at min mand ændre mening at han vil barnet, trods han fra dag et i deres forhold, sagde at han ikke ønskede flere børn overhovedet. Nu er hun ked af at hun står i den situaiton, at hun venter barn med en gift mand, hun havde et kort forhold med. Hun vil sige til folk at han valgte at gå da hun sagde hun var gravid, så han er svinet ud af til - og ikke sandheden om at hun nægtet abort, trods de havde en aftale, eller hun ikke turde abort og ikke selv ønskede barnet, men var bange og nu står alene med barnet som hun har valgt få mod min mands og hendes eget ønske.
Eller at hun måske i sidste ende ikke beskytte sig, for i håb om at min mand blev ved hende når de nu ventede barn sammen. Hun håber endnu at de kan være sammen om dette barn, som hun selv siger ingen af dem ønskede at få.
Jeg har ondt af det kommende barn.
Hvad er der at gøre i denne situation? Hvorledes kan jeg forholde mig? Min mand? Vores børn?
Gittes svar
Hej Mie 67,
Det er en svær situation, I står i. Jeg forstår godt, hvis følelserne er i kog, for der er rigtig mange ting at skulle forholde sig til for både dig, din mand, børnene og for den sags skyld elskerinden. En støttende tanke kan måske være, at denne situation har mange af mennesker historisk stået i før jer, og selvom det var hårdt, har de klaret den.
Jeg synes, at du og din mand skulle gå i parterapi for at få bearbejdet selve utroskaben og sikre at I kan bevare et godt samarbejde omkring det med barnet. Noget af det, der bliver super frustrerende for dig her, er, at der ikke rigtig bliver tilstrækkeligts plads til dine følelser. Lige nu, hvor du ønsker elskerinden hen hvor peberet gror, ser du for dig, at hun måske ikke er sådan lige at slippe af med, og måske endda vi være relateret resten af livet i form af, at hun er mor til din mands barn. Og noget af det første, man har behov for, når man opdager sin partners utroskab, er naturligt, at han lukker og slukker for kontakten til den anden. Det sker ikke prompte her, og det er selvfølgelig yderligere belastende for dig.
Det er belastende på samme måde, som hvis en partner har været utro med en kollega eller naboen, og man gerne skal blive på arbejdspladsen eller ikke lige kan flytte. Så kan den, der er forsmået, stå op om morgenen og kigge direkte over på elskerindens hus eller sende partneren afsted på arbejde, vel vidende, at der vil han/hun møde den person, som man havde en affære med. For nogle er dette værre end for andre. For nogle er det helt uudholdeligt følelsesmæssigt at være i, fordi det bliver ved og ved med at mindre om det, der er sket, og bliver ved med at skabe frygt for om det kan ske igen osv. Så ja, jeg forstår godt jeres trang til at fjerne jer fra situationen.
Imidlertid er der jo også noget, der ikke er ti lat undgå, når det handler om at der kommer et barn, fordi et barn har rettigheder i forhold til begge sine biologiske forældre. Og selve dets eksistens vil under alle omstændigheder blive ved med at minde jer om "det, der skete den gang". Omvendt kan man sige, at utroskab under alle omstændigheder er noget, man som par kommer til at deale med resten af livet, som noget der skete for os engang. En viden og en hændelse i jeres parforhold sammen, som I som par, skal lære at håndtere, bearbejde og komme videre med. Som en del af jeres bagage, I har med jer.
Så du og din mand har behov for at kunne skabe et trygt rum, hvor I kan tale om jeres følelser i forhold til alt det hele. Utroskab, eller for den sags skyld et barn der kom sig af utroskab, er ikke noget, der kan forsvinde ved at blive fejet ned under gulvtæppet. Det er noget man skal igennem, sammen.
Jeg tror ikke, at jeg behøver skrive, at ja, selvfølgelig skal din mand tage ansvar for et barn, som han selv har været med til at skabe. Du skriver, at han ikke har givet samtykke til samlejet, men samtidigt skriver du, at han siger at han "stolede på den forkerte", hvilket vel hentyder til, om hun har sagt, at hun beskyttede sig? Så når han føler sig misbrugt er det vel i forhold til spørgsmålet om prævention, og ikke fordi at han har været ude for et seksuelt overgreb?
Det er klart, at hvis der reelt var tale om et overgreb, bliver sagen også anderledes. Men ja, uanset hvad, så har din mand et juridisk ansvar overfor et barn, han har sat i verden. Han kan i Danmark ikke fraskrive sig faderskabet. I kan undersøge hvad det i sidste ende juridisk præcist indbefatter, hvilke scenarier I kigger ind i, for at få større overblik på den front. Hvordan det fx ser ud, hvis han for eksempel ikke vil se barnet, men kun betale til det. Han har i hvert fald en forsørgelsespligt og en ret til samvær med barnet, men jeg mener ikke at barnet eller moderen kan kræve dette samvær, hvis han som far ikke ønsker at se barnet. Men det vil jeg ikke lægge hovedet på en juridisk blok om, der må I søge juridisk vejledning hos en advokat.
Hvad angår samtalerne / kommunikationen med hende, så er der flere muligheder for hvordan I kan sætte rammer op for det. Det, som jeg i jeres situation ville synes var vigtigt, var at I gør det som et team. At det ikke er ham, der kommunikerer med hende, men at du fx læser og er med til at skrive, eller at du deltager i samtaler, er på medhør etc. Det er det, jeg mener med at I kan være et team omkring det. Når I er det, vil det give jer den større tryghed i kommunikationen, der skal til for at I kan hele jeres parforhold efter affæren. Måske finder I på den måde også ud af, at det blive mere overskueligt over tid også at kommunikere omkring det barn, der er.
Det kommer til at tage tid. Lige nu er du/I meget chokeret over situationen, og det er klogt ikke at tage for mange eller for store beslutninger. Sæt tempoet ned i handlingerne, I har brug for at tænke jer om og bearbejde det, der er sket i jeres liv.
Hvad angår jeres børn, så ville jeg umiddelbart ikke inddrage dem i nogle af delene, hverken affæren eller barnet, før end I som voksne har mere ro og overblik over hele situationen. Der er mange valg I som voksne først skal træffe. Hvis børnene kan mærke, at I er i krise, kan I godt sige til dem: "Ja, mor og far har en krise lige nu, vi arbejder med det og søger hjælp. Vi skal nok klare den".
Jeg ønsker jer al held og lykke med det hele, og håber at I får en god parterapeut med til at støtte jer i processerne omkring dette. Eventuelt kan I prøve at henvende jer til Mødrehjælpen, om de har nogle tilbud til folk i en situation som denne.
Mvh.
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmeside: gittesander.dk
