Min barn bliver ikke inviterer med..

Jeg har brug for nogle perspektiver.

Jeg er som person drevet af retfærdighed og inkluderende fællesskaber. At man ikke må udelukke andre. Jeg er aldrig selv blevet mobbet, men følt mig nogengange udelukket for fællesskaber, som jeg selv har troet jeg var en del af. Av, det har gjort ondt. Jeg er som årene, især efter jeg har fået børn, blevet mere ligeglad, ikke at være   inviteret med. Jeg har fået mere ro på selv at skabe mine egne fællesskaber, med tanken om, at hvis de alligevel ikke vil mig, så er de ikke værd at bruge tid med.

Men nu har jeg har selv fået børn (5 år og 2 år). Og den smerte min 5 årig får ikke at blive inviteret til legeaftale, eller ikke at blive inviteret til en sammenlomst, hvor halvdelen af børnehaven er inviteret med, gør SÅ ondt i mit hjerte og jeg forstår dybest set ikke forældrenes perspektiv. Jeg er opvokset med, at enten inviterer man en enkelt, eller en defineret gruppe, men ikke ud fra devicen om pick and choose. For så forstår man ikke fravalget, og peger den indad.

Altså. Jeg forstår godt, at man ikke gider at have hundrede børn i sit hjem, men det er ikke nok til at calme mit retfærdighedsgen, når man fx inviterer halvdelen af børnevejen. Så skønne mødre, der måske har gjort ala det samme, eller har erfaringer med det, hvad er jeres perspektiver på ovenstående? Jeg frygter så meget at blive bitter og sur, hvilket jo så smitter af på min datter, der så virkelig føler sig fravalgt. Og hvad kan jeg sige til hende i sådanne situationer?

Mange kram

Hmm jeg har aldrig oplevet at nogle af mine børn er blevet ekskluderet og ikke inviteret med.

I børnehaven har jeg kun en gang oplevet at der var inviteret til noget og da de gjorde det hed det. Alle storegruppe drenge på den ene stue, så det var ligesom afgrænset så man netop ikke holdt nogen ude.

I min drengs klasse hedder det , at alle bliver inviteret til fødselsdag, så kan man evt leje skolens hal eller sfo hvis man ikke har plads, super god måde og skaber netop et godt fællesskab i klassen.

Men legeaftaler kan man jo ikke inkluderer alle i og det ser jeg ikke som barnet ikke er blevet med blot at Ida og pernille leger i dag eller ida, pernille og Lærke leger. (Tror max vi har "dobbelt legeaftale", som det hedder i børnenes mund, i klassen - altså max 3)

Jeg læser det som to ting 

1) Ingen legeaftaler 

2) Der har været et større arrangement, hvor din datter ikke har været med 

Jeg deler den op, fordi jeg synes det er to forskellige ting. Hvis du ikke synes dit barn bliver inviteret, så kunne du måske selv arrangere noget? Bolden er her på din banehalvdel, synes jeg. Men legeaftaler i en børnehave, har jeg heller aldrig taget så højtideligt. De er små og venner skal nok komme i skolen. Hvis dit barn udtrykker ønske om at lege med Svend, så må du kontakte forældrene og invitere hjem. 

Den anden problemstilling, kan du godt vende med personalet i børnehaven. Evt med bestyrelsen eller til kommende forældremøde. Det er logik, at man selvfølgelig inviterer alle eller hele stuen eller alle piger/drenge. Altså alle i en afgrænset gruppe. Jeg har, heldigvis, aldrig selv stødt på håndplukkede børn. Så, det kunne du godt være nysgerrig på. Oooog på den anden side - hvis din datter alligevel skal i skole til maj, så havde jeg måske sænket skuldrene og ikke taget kampen. 

At ens barn fungerer socialt og er med i fællesskabet har enorm stor betydning, for os som forældre. Det er absolut også akillessenen herhjemme. Husk på dog på selv at tag initiativ  

Det blev måske lidt rodet

Jeg synes, der er en tendens til, at børnene får lov til at vælge rigtig meget, hvad "de har lyst til". Det betyder i vores tilfælde, at min datter sjældent er den, der bliver valgt. Hun er mere den, der følger med. Hun har de seneste par år været med til en halloweenfest sammen med 3 andre piger.

I år måtte hun ikke komme med pga én pige i den gruppe og de andre piger er ellers en del af min datters venindegruppe, så hun var en af dem, der måtte hægte sig på et hold i klassen, hvor nogle forældre heldigvis havde sagt hjertens velkommen til dem, som ikke havde nogen at gå med.

Jeg er også meget retfærdighedspræget og jeg synes heller ikke, at nogen skal ekskluderes. Det følger virkelig en ikke at føle sig tilvalgt.

Og dem, som bare vælger, hvad de har lyst til og er "heldige" i det sociale, de mærker ikke, hvordan det føles at blive udelukket.

Jeg oplever desværre også, at mange forældre til børn, som har venner og som vælger dem til... det er lidt som om de tænker, "det er ikke mit problem, mit barn trives, det er ikke mit ansvar at få dit barn til at trives, den må du selv ligge og rode med"... 

Og det gør ondt, særligt når lærerne på skolen også synes, at det er os forældre, som skal snakke sammen, men det er lidt svært, når det er sådan op ad bakke.

Det er ikke fordi, lærerne overhovedet ikke hjælper, men jeg føler nogle gange, vi er overladt meget til os selv.

Og hvad skal man sige til de andre forældre? Man vil ikke udstille sit barn. Man vil heller ikke fremstå som den der besværlige forælder, som ingen gider, for så bliver det da først svært at snakke sammen. 

Jeg føler det virkelig som om, at folk fjerner sig fra problemer, så de ikke behøver at forholde sig til dem, men det efterlader bare nogle i rendestenen.

Jeg ved ikke rigtig, om noget af det hjalp, men du er ikke alene i hvert fald

Jeg synes det er en uskik at afholde arrangement og håndplukke nogle af børnene. Lejeaftaler kan selvfølgelig sagtens være mellem to-fire børn, men større er enten alle eller kun piger/drenge. 
Mht lejeaftaler i den alder skal man være ret meget på som forælder. Som en anden skriver må du nok stå for at arrangere det og det er en god måde at få din datter lidt ind i varmen på.

Jeg vil sige, også som kommentar det til det sidste svar, at hvis man i skolen oplever, at ens barn bliver holdt lidt ude, er man nødt til at fortælle det til de andre forældre. Jeg ved personligt hvordan min datter og hendes nærmeste veninder har det i gruppen, men hvis der står en pige og gerne vil ind i den gruppe kan jeg ikke vide det, og jeg er heller ikke sikker på børnene altid er opmærksomme på det. Ærlighed er den bedste vej i forældregruppen, i min datters klasse er vi rigtig mange voksne der kerer sig om trivslen- og ikke kun for egne børn. Så vi hjælper til med at få inkluderet dem i periferien og det hjælper (4 klasse).

Jeg har lige i dag talt med min drengs lærer om, at han ikke er en særlig stor del af klassens fællesskab. De søger ikke ham og han søger ikke dem. Det gør mig totalt ked af det - selvom jeg ved, at min dreng har det ok og søger nogle andre end dem han går i klasse med.

Vi har talt om, at vi vil række ud til nogle af de forældre, som vi kender, og snakke med dem om, at det er lidt svært lige nu og arrangere legeaftaler med børn fra klassen den næste tid. 

Det er sindssygt svært, synes jeg, for jeg ved godt, at mit barn er en lidt særlig type med specielle interesser. Og det skal han have lov til at have. Men han skal også melde sig ind i fællesskabet - ellers overser de andre børn ham jo.

Nå, men jeg tror på, at ærlighed er godt - de fleste forældre ønsker, at alle børn i en klasse har det godt og ønsker at inkludere alle. At der så findes idioter, der lader deres børn håndplukke få venner og er ligeglade, så længe de har deres på det tørre - det må man leve med. De fleste er venlige og ønsker retfærdighed.

Og det med arrangementer - det ville jeg tage op med børnehaven eller i et forældreråd. Der må kunne laves nogle retningslinjer

Anonym skriver:

Jeg har brug for nogle perspektiver.

Jeg er som person drevet af retfærdighed og inkluderende fællesskaber. At man ikke må udelukke andre. Jeg er aldrig selv blevet mobbet, men følt mig nogengange udelukket for fællesskaber, som jeg selv har troet jeg var en del af. Av, det har gjort ondt. Jeg er som årene, især efter jeg har fået børn, blevet mere ligeglad, ikke at være   inviteret med. Jeg har fået mere ro på selv at skabe mine egne fællesskaber, med tanken om, at hvis de alligevel ikke vil mig, så er de ikke værd at bruge tid med.

Men nu har jeg har selv fået børn (5 år og 2 år). Og den smerte min 5 årig får ikke at blive inviteret til legeaftale, eller ikke at blive inviteret til en sammenlomst, hvor halvdelen af børnehaven er inviteret med, gør SÅ ondt i mit hjerte og jeg forstår dybest set ikke forældrenes perspektiv. Jeg er opvokset med, at enten inviterer man en enkelt, eller en defineret gruppe, men ikke ud fra devicen om pick and choose. For så forstår man ikke fravalget, og peger den indad.

Altså. Jeg forstår godt, at man ikke gider at have hundrede børn i sit hjem, men det er ikke nok til at calme mit retfærdighedsgen, når man fx inviterer halvdelen af børnevejen. Så skønne mødre, der måske har gjort ala det samme, eller har erfaringer med det, hvad er jeres perspektiver på ovenstående? Jeg frygter så meget at blive bitter og sur, hvilket jo så smitter af på min datter, der så virkelig føler sig fravalgt. Og hvad kan jeg sige til hende i sådanne situationer?

Mange kram

Som mor til 3 der alle har svært ved flere børn på samme tid så vil jeg sige at jeg aldrig ville skænke det en tanke om der var nogen der følte sig udenfor men kun invitere dem mine børn rent faktisk gerne vil være sammen med.. hvis jeg får henvendelse fra forældrene omkring det så vil jeg tage det til overvejelse om der skal ændres men hvis ingen siger noget så ved jeg jo ikke at det er et problem?

men jeg har også oplevet at vi havde mulighed for at invitere en hel klasse af 32 unger til fødselsdag og der var en del der kun kom fordi forældrene tvang dem og som ikke ønskede at deltage med mit barn og det er altså hårdt at være vidne til.. for så får mit barn en dårlig oplevelse fordi andre svarer på deres barns vegne og tvinger dem ind i en relation de egentlig ikke ønsker...

så mit råd er at tage kontakt til de andre forældre og spørg åbent og nysgerrigt ind til hvorfor man måske har valgt lige den gruppe til sammenkomst.. Sørg for at gøre opmærksom på at dit barn ønsker at være en del af den gruppe men måske har det svært ved at trænge sig på..

Anonym skriver:

Som mor til 3 der alle har svært ved flere børn på samme tid så vil jeg sige at jeg aldrig ville skænke det en tanke om der var nogen der følte sig udenfor men kun invitere dem mine børn rent faktisk gerne vil være sammen med.. hvis jeg får henvendelse fra forældrene omkring det så vil jeg tage det til overvejelse om der skal ændres men hvis ingen siger noget så ved jeg jo ikke at det er et problem?

men jeg har også oplevet at vi havde mulighed for at invitere en hel klasse af 32 unger til fødselsdag og der var en del der kun kom fordi forældrene tvang dem og som ikke ønskede at deltage med mit barn og det er altså hårdt at være vidne til.. for så får mit barn en dårlig oplevelse fordi andre svarer på deres barns vegne og tvinger dem ind i en relation de egentlig ikke ønsker...

så mit råd er at tage kontakt til de andre forældre og spørg åbent og nysgerrigt ind til hvorfor man måske har valgt lige den gruppe til sammenkomst.. Sørg for at gøre opmærksom på at dit barn ønsker at være en del af den gruppe men måske har det svært ved at trænge sig på..

Men det er vel ret vigtigt også at inviterer dem man ikke lige leger med, kunne jo være man fandt ud af at de faktisk var meget søde og derved åbnede op for nye relationer.

I min drengs klasse inviterer vi alle og ja min dreng har også sagt en enkelt gang at han ikke gad. Der har vi så fået en snak om hvis det nu var omvendt og de andre sagde at de ikke gad, altså man kan godt gå til fødselsdag og være deltagende for at fødselaren får en god dag og ikke kun for ens egen skyld, det er da en vigtig del af børns dannelses proces.

Jeg må ærligt indrømme at jeg slet ikke forstår din tankegang og her er det egentlig ikke så meget "hvad med det barn som aldrig bliver inviteret" men mere at man er åben overfor alle og alle har gode egenskaber de kan bidrage med. 

Fortvivlet skriver:

Men det er vel ret vigtigt også at inviterer dem man ikke lige leger med, kunne jo være man fandt ud af at de faktisk var meget søde og derved åbnede op for nye relationer.

I min drengs klasse inviterer vi alle og ja min dreng har også sagt en enkelt gang at han ikke gad. Der har vi så fået en snak om hvis det nu var omvendt og de andre sagde at de ikke gad, altså man kan godt gå til fødselsdag og være deltagende for at fødselaren får en god dag og ikke kun for ens egen skyld, det er da en vigtig del af børns dannelses proces.

Jeg må ærligt indrømme at jeg slet ikke forstår din tankegang og her er det egentlig ikke så meget "hvad med det barn som aldrig bliver inviteret" men mere at man er åben overfor alle og alle har gode egenskaber de kan bidrage med. 

Jeg er helt enig med dig, men jeg har også erfaret, at det, du kalder (og jeg ser som) almen dannelse, ikke er noget, som alle prioriterer eller overhovedet finder vigtigt.

Hvad betyder "calme"?