Anonym skriver:
Det bliver lidt langt
Min datter vil ofte ikke med hjem lige fortiden når jeg skal hente hende fra børnehave.
Idag stod jeg i 5-10 minutters tid inden på stuen(med min yngste på armen) men min datter satte sig bare på gulvet og blev lidt ked af det(alt hvad jeg prøvet virkede ikke, lige fra kram og kærlighed til kom så) så jeg sagde til hende at jeg ville gå ud og vente ved hendes garderobe(det hjælper nogle gange), i det jeg vender mig om går en pædagog hen til hende, så jeg stopper op og kigger på dem.
Pædagogen prøver at løfte min datter op og siger “stå så på dine ben” og “rusker lidt i hende” efter ganske kort tid, “smider/slipper” hun hende så hun lander på numsen og siger “så kan du os bare blive siddende der”
Jeg plejer at reagere voldsomt når jeg føler nogle går over min grænse og det gjorde hun helt bestemt der, for det var ingen hjælp tværtimod gjorde det bare min datter mere ked af det, hvilket er forståeligt 
Hun ser så jeg står der og siger “jeg sagde det pænt til hende” også afbrød jeg hende og sagde det måske ikke var den rigtige måde at gøre det på også siger hun undskyld(hvilket bekræfter mig i at det ikke var iorden) jeg havde lige brug for at komme væk der, så løftede min datter ud i garderoben(hun blev hysterisk, så det er lidt svært at tænke en tanke)
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af om jeg er for “sippet”, jeg har virkelig lyst til at snakke med denne pædagog, eller måske bare gå til lederen og spørger hvordan man forholder sig i sådan en situation.
Jeg er udemærket klar over at vi alle bare er mennesker og det her, ikke er det værste, men min datter fortjente ikke den behandling, jeg kunne forstå hvis hun havde lavet ballade eller gjort noget som slet ikke var iorden(også alligevel ik), men lige i den her sammenhæng, der gør det mig sku lidt bekymret, hun startet inden på stuen lige inden sommerferien, så er lige fyldt 3 år.
Hvad havde i gjort? Bare “glemt” det, så er det heller ikke værre, eller burde jeg tag en snak med hende imorgen for at få ro i sindet - det bliver jo så akavet, bare at ignorere det, specielt når det nu ikke blev “afsluttede” idag…men hun kunne tydeligt mærke og se på mig(og min datter for den sags skyld) at jeg/vi ikke havde det godt med det som lige skete.
Det skal lige siges, en imellem tager jeg hende op også skriger hun hysterisk hele vejen ud til cyklen også er der ingenting når vi først kommer ud af børnehaven - og andre gange gør jeg som idag, giver hende tid og tager det i hendes tempo og respektere at hun lige skal sidde og bruge lidt tid på det hele og være sur på mig, bare lige inden nogen skriver hvorfor jeg ikke bare går ud med det samme med min datter.
Jeg bider mærke i din sætning “ at så afbrød jeg hende og hun sagde undskyld” det vil sige at du afbrød hende lige midt i hendes forklaring , fordi at som du selv skriver regere voldsomt når noget går over din grænse.
Som pædagog havde jeg også hurtigt sagt undskyld ( måske uden at mene det), hvis jeg havde stået over for en arrig mor, som man havde set i flere uger prøve at få sit barn frivilligt hjem på forskelligt vis uden det store held.
måske er pædagogens ord/handlemåde faldet uheldigt ud i situationen med din datter, men tror rent faktisk at hun bare prøvede at hjælpe dig og kan umiddelbart ikke se nogen grund til at inddrage andre i det.
