Dannys 2 års mindedag

Love Angel skriver:

Hej alle 

I dag er det 2 år siden vores lille engle dreng Danny kommet sovende til verden. Han døde i min mave ca et døgn før  jeg fødte ham. Og jeg fødte ham 41+5. Og jeg har grædt både i løbet af natten og indtil nu. Jeg synes det så forfærdelig hårdt den her dag. mig som ellers har gået i flere uger op til den her dag og små grædt lidt hver dag fordi den her dag kommer tættere og tættere på. Og viste og følte mig forberedt at den dag kommer. Men her sidder jeg på selve dagen og føler jeg fik et bagslag, det havde jeg ikke troede at det ville.   og det hjælper slet ikke at min store datter er nu hjemme fra skole og jeg prøver at undgår at græde foran hende. Og orker slet ikke at blive kaldt på mig hele tiden. Har allermest bare lyst til at være helt alene i huset med mit sorg vores mindste pige er i sfo. 

I dag vil vores lille Danny ha haft fødselsdag og villet ha fyldt 2 år i dag hvis han livet. aldrig i mit liv vil jeg kunne holde hans fødselsdag med sang og kage. Og aldrig dufte ham og kramme ham og aldrig i mit liv kan se ham vokse sig stor.
I lørdags bestilte vi en dekoration. Og i dag når min mand få fri for arbejde så henter han vores mindste pige og dekorationen også tar vi ud til hans gravsted og sætte den på. Og har tændt lys i dag ved hans billede. Meget voldsom hård dag for mig i dag

jeg vil ikke hoppe videre uden et kæmpe stort virtuelt kram...

jeg kan godt huske at læse din historie..

jeg føler så meget med dig selvom jeg ikke selv har mærket den smerte..

husk at det er okay at vise vores børn at vi også bliver kede af det og har svært ved følelserne <3

Føler meget med dig

Jeg har mistet en datter i graviditeten, og hver gang jeg nærmer mig hendes fødsels- og dødsdag, reagerer min krop. Kroppen husker, og der er ikke noget at gøre ved det. Jeg prøver at acceptere, men det er svært at føle sig tilbage til start, og udholde at det gør så ondt. Samtidig - hvis ikke det gjorde ondt, så ville det være virkelig mærkeligt, når man har mistet det vigtigste i ens liv. 

Wampires skriver:

jeg vil ikke hoppe videre uden et kæmpe stort virtuelt kram...

jeg kan godt huske at læse din historie..

jeg føler så meget med dig selvom jeg ikke selv har mærket den smerte..

husk at det er okay at vise vores børn at vi også bliver kede af det og har svært ved følelserne <3

Tak for din kærlig besked

og det kan kun glæde mig at du ikke har mærket den smerte.  
og det ved jeg at det ok at børn også ser at vi voksne kan græde og ha ondt. Men min ældste datter er meget følsom og skrøbelig og let påvirkelig hvad følelser angår. Hun har haft en hård tid, mange hårde  måneder  da vi lige mistet vores Danny. Hun var vidne til at mors krop var der men mentalt var jeg ikke tilstede i denne her verden, og hun var vidne til at jeg næsten konstant græd og var ikke til stede og lå næsten konstant i sengen og stirret bare. Da jeg begyndte mentalt så småt at vågne og komme til den verden hvor mine børn og mand lever i. Så kunne jeg se hvordan min ældste piges personlighed har ændret sig 180 grader. Det stak mig i hjertet at se hende sådan og samvittigheden slog mig ihjel. Så måtte virkelig skubbe mig selv og fortælle mig selv hver dag i flere måneder at jeg skal stå op og være der for mine piger, for jeg er også deres mor. Og hun har også kun besøgt Dannys gravsted en gang i de 2 år der er gået. Og derfor vil jeg nu alt i verden ikke ha hun ser mig græde da hun har været meget igennem

Ranunkel skriver:

Føler meget med dig

Jeg har mistet en datter i graviditeten, og hver gang jeg nærmer mig hendes fødsels- og dødsdag, reagerer min krop. Kroppen husker, og der er ikke noget at gøre ved det. Jeg prøver at acceptere, men det er svært at føle sig tilbage til start, og udholde at det gør så ondt. Samtidig - hvis ikke det gjorde ondt, så ville det være virkelig mærkeligt, når man har mistet det vigtigste i ens liv. 

Hvor gør det mig ondt at du også har mistet 

Og du har ret. Det kan ikke andet end at gøre sindssyg ondt når man har mistet det dyrebare man har.

Love Angel skriver:

Tak for din kærlig besked

og det kan kun glæde mig at du ikke har mærket den smerte.  
og det ved jeg at det ok at børn også ser at vi voksne kan græde og ha ondt. Men min ældste datter er meget følsom og skrøbelig og let påvirkelig hvad følelser angår. Hun har haft en hård tid, mange hårde  måneder  da vi lige mistet vores Danny. Hun var vidne til at mors krop var der men mentalt var jeg ikke tilstede i denne her verden, og hun var vidne til at jeg næsten konstant græd og var ikke til stede og lå næsten konstant i sengen og stirret bare. Da jeg begyndte mentalt så småt at vågne og komme til den verden hvor mine børn og mand lever i. Så kunne jeg se hvordan min ældste piges personlighed har ændret sig 180 grader. Det stak mig i hjertet at se hende sådan og samvittigheden slog mig ihjel. Så måtte virkelig skubbe mig selv og fortælle mig selv hver dag i flere måneder at jeg skal stå op og være der for mine piger, for jeg er også deres mor. Og hun har også kun besøgt Dannys gravsted en gang i de 2 år der er gået. Og derfor vil jeg nu alt i verden ikke ha hun ser mig græde da hun har været meget igennem

det kan jeg godt forstå..

jeg håber I har fået noget hjælp til at støtte hende i hendes sorg også? netop både over lillebror men også over at skulle navigere i at de voksne også sørger og hvordan man er sammen i sorgen...

det kan jeg godt forstå..

jeg håber I har fået noget hjælp til at støtte hende i hendes sorg også? netop både over lillebror men også over at skulle navigere i at de voksne også sørger og hvordan man er sammen i sorgen...

Den gang snakket min mand og jeg om at hun kunne gå til slags psykolog som er på skolen eller snakke med hendes lærer. Men vi kom fra det igen. Da vi har testet lidt derhjemme i form af at vi prøver at åbne emnet nogle gange. Men hun bliver hurtig ked af det og ikke rigtig vil snakke om det. Og de tider hvor vi ikke nævnte noget var hun glad og stor trives og var helt sig selv. Men de tider vi prøvet at åbne emnet bliv hun vild ked af det og tog hende et par dage at komme til sig selv og være glad igen. Når vi åbner emnet sagde vi også at hun også kan snakke med andre voksne hvis ikke hun vil  snakke med os om det. Men hun udtrykket at snakke om det gør hende ked af det og ikke vil snakke med nogle om det. Så vi forældre konstateret at hun har det ligesom sin far, altså min mand. Hun vil gerne ha det på afstand.vores ældste pige og min mand har det på samme måde. Og vores mindste pige og jeg har det på samme måde, vi vil gerne snakke om lillebror og besøge gravsted. 

Love Angel skriver:

Den gang snakket min mand og jeg om at hun kunne gå til slags psykolog som er på skolen eller snakke med hendes lærer. Men vi kom fra det igen. Da vi har testet lidt derhjemme i form af at vi prøver at åbne emnet nogle gange. Men hun bliver hurtig ked af det og ikke rigtig vil snakke om det. Og de tider hvor vi ikke nævnte noget var hun glad og stor trives og var helt sig selv. Men de tider vi prøvet at åbne emnet bliv hun vild ked af det og tog hende et par dage at komme til sig selv og være glad igen. Når vi åbner emnet sagde vi også at hun også kan snakke med andre voksne hvis ikke hun vil  snakke med os om det. Men hun udtrykket at snakke om det gør hende ked af det og ikke vil snakke med nogle om det. Så vi forældre konstateret at hun har det ligesom sin far, altså min mand. Hun vil gerne ha det på afstand.vores ældste pige og min mand har det på samme måde. Og vores mindste pige og jeg har det på samme måde, vi vil gerne snakke om lillebror og besøge gravsted. 

Hvor er I fantastiske forældre <3

I er så lyttende og støttende <3

wow <3

Wampires skriver:

Hvor er I fantastiske forældre <3

I er så lyttende og støttende <3

wow <3

Tusind takvi gør hvad vi kan. At det stadig tit hvor vi føler os ikke gode nok i vores forældre rollen, er nok bunder i at forældre generelt gerne vil gøre alt perfekt når det gælder deres børn. 

Love Angel skriver:

Tusind takvi gør hvad vi kan. At det stadig tit hvor vi føler os ikke gode nok i vores forældre rollen, er nok bunder i at forældre generelt gerne vil gøre alt perfekt når det gælder deres børn. 

åh ja den følelse kender jeg alt for godt...

Wampires skriver:

åh ja den følelse kender jeg alt for godt...

Det er ikke rare følelse at ha som forældre. Men jeg er glad for jeg ikke er den eneste der har de følser