Dannys 2 års mindedag

Hej alle 

I dag er det 2 år siden vores lille engle dreng Danny kommet sovende til verden. Han døde i min mave ca et døgn før  jeg fødte ham. Og jeg fødte ham 41+5. Og jeg har grædt både i løbet af natten og indtil nu. Jeg synes det så forfærdelig hårdt den her dag. mig som ellers har gået i flere uger op til den her dag og små grædt lidt hver dag fordi den her dag kommer tættere og tættere på. Og viste og følte mig forberedt at den dag kommer. Men her sidder jeg på selve dagen og føler jeg fik et bagslag, det havde jeg ikke troede at det ville.   og det hjælper slet ikke at min store datter er nu hjemme fra skole og jeg prøver at undgår at græde foran hende. Og orker slet ikke at blive kaldt på mig hele tiden. Har allermest bare lyst til at være helt alene i huset med mit sorg vores mindste pige er i sfo. 

I dag vil vores lille Danny ha haft fødselsdag og villet ha fyldt 2 år i dag hvis han livet. aldrig i mit liv vil jeg kunne holde hans fødselsdag med sang og kage. Og aldrig dufte ham og kramme ham og aldrig i mit liv kan se ham vokse sig stor.
I lørdags bestilte vi en dekoration. Og i dag når min mand få fri for arbejde så henter han vores mindste pige og dekorationen også tar vi ud til hans gravsted og sætte den på. Og har tændt lys i dag ved hans billede. Meget voldsom hård dag for mig i dag

Det er jeg virkelig ked af. Det må være usigeligt hårdt. Jeg håber virkelig at du har ro og tid til at sørge, måske kan børnene blive passet en dag/aften? Måske kan du finde en slags sorgterapi (enten “rigtig” terapi eller alternativ behandling), så du har et “outlet” for dine følelser en gang i mellem? Ikke at det får sorgen til at gå væk, men så der er plads til den og dig i det hele.

Det er jeg virkelig ked af. Det må være usigeligt hårdt. Jeg håber virkelig at du har ro og tid til at sørge, måske kan børnene blive passet en dag/aften? Måske kan du finde en slags sorgterapi (enten “rigtig” terapi eller alternativ behandling), så du har et “outlet” for dine følelser en gang i mellem? Ikke at det får sorgen til at gå væk, men så der er plads til den og dig i det hele.

Jeg er med i en gruppe på Facebook. Skriver derinde når jeg har brug for det. Men mere har jeg ikke. Min mand og jeg er vidt forskelig hvad det her angår. Jeg har brug for at snakke om det og min mand har brug for at lave noget andet. Vi prøver at tag meget hensyn til hinanden. jeg er hjemmegående og for første gang er vores mindste i sfo. Vi har ellers aldrig benyttet os af sfo, men vi bliv enig om at i de her tider har vi brug for sfo plads, plus at vores mindste pige mange gange har plaget mig om at starte i sfo. der sker så mange ting i vores liv pt. Både i vores lille familie og i min svigerfamilie. Og vi har kun dem til pasning men de kan ikke passe pigerne for tiden. Da min svigerfar fået kræft igen ( han har fået konstateret det første gang for 2 år siden. Og det så vendt tilbage igen. 
og vil ønske jeg havde mere tid til at sørge idag. Men min tid stoppet efter min stor datter kom hjem, og indtil nu hvor de bliv puttet. Så har kun haft formiddag til at sørge for mig selv. Og jeg kunne gå i mine egne tanker i ro og fred og gå i hele huset og græde uden at tænke på at tag hensyn til nogen.  
 
og tusind tak for din søde besked

Love Angel skriver:

Hej alle 

I dag er det 2 år siden vores lille engle dreng Danny kommet sovende til verden. Han døde i min mave ca et døgn før  jeg fødte ham. Og jeg fødte ham 41+5. Og jeg har grædt både i løbet af natten og indtil nu. Jeg synes det så forfærdelig hårdt den her dag. mig som ellers har gået i flere uger op til den her dag og små grædt lidt hver dag fordi den her dag kommer tættere og tættere på. Og viste og følte mig forberedt at den dag kommer. Men her sidder jeg på selve dagen og føler jeg fik et bagslag, det havde jeg ikke troede at det ville.   og det hjælper slet ikke at min store datter er nu hjemme fra skole og jeg prøver at undgår at græde foran hende. Og orker slet ikke at blive kaldt på mig hele tiden. Har allermest bare lyst til at være helt alene i huset med mit sorg vores mindste pige er i sfo. 

I dag vil vores lille Danny ha haft fødselsdag og villet ha fyldt 2 år i dag hvis han livet. aldrig i mit liv vil jeg kunne holde hans fødselsdag med sang og kage. Og aldrig dufte ham og kramme ham og aldrig i mit liv kan se ham vokse sig stor.
I lørdags bestilte vi en dekoration. Og i dag når min mand få fri for arbejde så henter han vores mindste pige og dekorationen også tar vi ud til hans gravsted og sætte den på. Og har tændt lys i dag ved hans billede. Meget voldsom hård dag for mig i dag

tanker til dig, på denne svære dag

Love Angel skriver:

Jeg er med i en gruppe på Facebook. Skriver derinde når jeg har brug for det. Men mere har jeg ikke. Min mand og jeg er vidt forskelig hvad det her angår. Jeg har brug for at snakke om det og min mand har brug for at lave noget andet. Vi prøver at tag meget hensyn til hinanden. jeg er hjemmegående og for første gang er vores mindste i sfo. Vi har ellers aldrig benyttet os af sfo, men vi bliv enig om at i de her tider har vi brug for sfo plads, plus at vores mindste pige mange gange har plaget mig om at starte i sfo. der sker så mange ting i vores liv pt. Både i vores lille familie og i min svigerfamilie. Og vi har kun dem til pasning men de kan ikke passe pigerne for tiden. Da min svigerfar fået kræft igen ( han har fået konstateret det første gang for 2 år siden. Og det så vendt tilbage igen. 
og vil ønske jeg havde mere tid til at sørge idag. Men min tid stoppet efter min stor datter kom hjem, og indtil nu hvor de bliv puttet. Så har kun haft formiddag til at sørge for mig selv. Og jeg kunne gå i mine egne tanker i ro og fred og gå i hele huset og græde uden at tænke på at tag hensyn til nogen.  
 
og tusind tak for din søde besked

Hvis du på nogen måde kan/har råd, så prøv at finde noget, der passer til dig - om det er bodySDS, psykologhjælp eller noget helt andet. 
De forskellige måder som du og din mand sørger på er begge helt okay, men det kan skabe splittelse, fordi det føles så umuligt at forstå den andens synspunkt. Den ene tænker, hvordan den anden kan gemme sine følelser væk og ikke dele sorgen, og den anden tænker, hvorfor den første skal “vade rundt i det” hele tiden. Siger selvfølgelig ikke, at det er sådan for jer, men hvis du kan prioritere et rum hvor du kan få afløb for dine følelser, så tror jeg virkelig det ville hjælpe - også når det lyder som om, du virkelig har nok at se til med sygdom i familien mv. Se evt om kommunen eller din forsikring kan hjælpe.

og hvis det er umuligt, så sørg for at gå en god tur udenfor en times tid hver dag med musik i ørerne og vær i dine egne tanker og følelser. Frisk luft, blodomløb, mindfulness etc.

Tillykke med Dannys fødselsdag. Jeg forstår godt at det er en svær dag. Men at det også føles vigtigt at mindes. Det er helt ok at give plads til sorgen, når den rammer. Der er ca 1 1/2 år siden jeg måtte sige farvel til min datter sidst i graviditeten. Og nogle gange fylder tanker og alle de bristede drømme mere end andre. Min mand er meget som din. Og der er jo også noget godt ved at man komplimentere hinanden. Næste gang du har brug for rum til at sørge, så hør om han ikke kan tage børnene lidt. Når det er der positive der trøster ham. Og når du er klar igen er det intet så skønt som de børn man trods alt har været så heldige at få Særligt mindre børn er gode til at være i nuet og nyde det.

Panther skriver:

Hvis du på nogen måde kan/har råd, så prøv at finde noget, der passer til dig - om det er bodySDS, psykologhjælp eller noget helt andet. 
De forskellige måder som du og din mand sørger på er begge helt okay, men det kan skabe splittelse, fordi det føles så umuligt at forstå den andens synspunkt. Den ene tænker, hvordan den anden kan gemme sine følelser væk og ikke dele sorgen, og den anden tænker, hvorfor den første skal “vade rundt i det” hele tiden. Siger selvfølgelig ikke, at det er sådan for jer, men hvis du kan prioritere et rum hvor du kan få afløb for dine følelser, så tror jeg virkelig det ville hjælpe - også når det lyder som om, du virkelig har nok at se til med sygdom i familien mv. Se evt om kommunen eller din forsikring kan hjælpe.

og hvis det er umuligt, så sørg for at gå en god tur udenfor en times tid hver dag med musik i ørerne og vær i dine egne tanker og følelser. Frisk luft, blodomløb, mindfulness etc.

Vi er forskelig ja. Men vi tænker ikke sådan om hinanden. Vi tænker kun på hvordan vi kan tag hensyn til hinanden. For vi elsker hinanden meget højt. men vil ikke psykolog hjælp, Synes ikke det nytter noget. Men jeg tror jeg har lidt andre måder at kunne komme igennem det på. 
tak for dine forslag

Optimom skriver:

Tillykke med Dannys fødselsdag. Jeg forstår godt at det er en svær dag. Men at det også føles vigtigt at mindes. Det er helt ok at give plads til sorgen, når den rammer. Der er ca 1 1/2 år siden jeg måtte sige farvel til min datter sidst i graviditeten. Og nogle gange fylder tanker og alle de bristede drømme mere end andre. Min mand er meget som din. Og der er jo også noget godt ved at man komplimentere hinanden. Næste gang du har brug for rum til at sørge, så hør om han ikke kan tage børnene lidt. Når det er der positive der trøster ham. Og når du er klar igen er det intet så skønt som de børn man trods alt har været så heldige at få Særligt mindre børn er gode til at være i nuet og nyde det.

 

Tak

og gør mig ondt at du også har mistet.

min mand er den dejligste i verden. Han vil altid tag børnene hvis jeg Beder om det. Og er der altid for os. Til hverdag selvom han kommer træt hjem så er han på indtil børnene er lagt i seng.  Og når børnene er hjemme så kan jeg igår ikke bare gå hen og gemme mig under dynen selvom det er det jeg allermest havde lyst til igår. Men du har ret der er også noget godt ved at komplimentere hinanden.  Og jeg er også i den grad taknemmelig for de 2 piger jeg har herhjemme og plus lille bebs i maven.❤️ 

Men ja mærke dage er hårdere end jeg troede. Føler stadig jeg sidder i det hul af sorg som jeg har svært ved at komme op af.

Love Angel skriver:

Vi er forskelig ja. Men vi tænker ikke sådan om hinanden. Vi tænker kun på hvordan vi kan tag hensyn til hinanden. For vi elsker hinanden meget højt. men vil ikke psykolog hjælp, Synes ikke det nytter noget. Men jeg tror jeg har lidt andre måder at kunne komme igennem det på. 
tak for dine forslag

Godt at I formår at være der for hinanden

Nej, almindelig terapi er ikke for alle, og du skal finde det, der virker bedst for dig. Ønsker dig det bedste!

Panther skriver:

Godt at I formår at være der for hinanden

Nej, almindelig terapi er ikke for alle, og du skal finde det, der virker bedst for dig. Ønsker dig det bedste!

ja det dejligt at vi kan det

og tusind tak for dine svar