Hvordan ville I have det?

BAE skriver:

Du kan jo ikke rigtig gøre noget ved at de mødes.. det er deres valg.. selvom det gør ondt ikke at blive inviteret. Har du snakket med dem om det? (Men igen du kan ikke "tvinge" dem til at invitere dig. Ville heller ikke være en fed invitation) 

Det kan jo være de har fundet noget sammen, at de bare godt kan li at tilbringe tid sammen, de to. 

 

Ja. Tilbage i 2019 gav jeg dem besked om mine følelser og om hvordan jeg havde det med det. Kom også med en undskyldning over for dem. 
De tog godt imod og sagde, at de jo selvfølgelig aldrig ville glemme mig. (Jeg gav blandt andet udtryk for, at jeg var bange for at blive glemt). 

Nu skriver jeg noget meget direkte, men du virker “needy”, og det ville brænde mig af i et venindeskab. Hvis de har det sådan, så er jeg ikke sikker på, den ægte kan reddes.

Uanset så ville jeg foreslå dig at arbejde på dit selvværd og grunden til, at du har de tanker og mønstre, som du har - og så sideløbende øve dig på at indgå i nye fællesskaber og venskaber, så du ikke er så afhængig af enkelte personer.

I forhold til de to veninder kan du jo ikke tvinge dem til at medtage dig i planer. Du kan sige direkte, at du føler dig lidt overset og så kan du hanke op i dig selv og erkende, at du er mere værd end at være en pseudo-veninde, hvis det er sådan det er.

Jeg sætter pris på jeres svar. 

Havde måske håbet på bare en smule forståelse på en eller anden måde. 

Jeg kan forstå på jer, at jeg skal acceptere det som det er. Så må jeg jo bare fortsætte med at invitere dem ud osv. uden at de gør det ved mig, da jeg jo gerne vil deres selskab. 

Anonym skriver:

Men hvordan kan du/jeg vide, at de gerne vil mig når de ikke inviterer mig og er gang på gang sammen uden at invitere mig. For mig vidner det om, at de egentlig ikke har lyst til at være sammen med mig. Hvis det er tilfældet, så syntes jeg de skylder mig at sige det til mig.

Ja undskyld, at jeg fremstår barnlig, men det et bare sådan jeg har det desværre.

Det er ikke rart og ville også ønske at jeg ikke havde det sådan

Måske fordi jeg ikke har andre veninder… 

Jeg er ked af at sige det lidt hårdt. Men ja, det er barnligt.

det er at forvrænge tingene og se problemer. Har du tænkt de måske ikke har overvejet at invitere dig fordi det bare lige blev en impulsiv ting de to gjorde sammen? 
Du må huske dig selv på at de er ikke forpligtede til at invitere dig hver gang, ligesåvel som du kan ses med den ene og i så ikke er forpligtet til at invitere den tredje. 

Men vil så også sige at den barnlighed stråler ud fra nogle rigtig negative følelser, og det virker til din jalousi ligger meget i at du er bange for at blive “forladt” eller holdt uden for. Og det er noget du skal arbejde med. Ikke blot ift dine veninder men alle aspekter af dit liv. Er enormt drænende at være omkring et jaloux menneske i en sådan grad der, og det vil ødelægge mere for dig end det vil gavne. Så tag kontakt til en terapeut eller psykolog og få bearbejdet de følelser der ligger til grund for din jalousi og så vil du også opleve at få det meget bedre i dine relationer.

Dine følelser er valide og reelle. Jeg tænker på at du kan hjælpe dig selv med at arbejde på hvorfor du får sådan en kraftig reaktion. Det er meget normalt i man i venne grupper også ses alene på kryds og tværs. Det her gør måske ondt: måske er de bare blevet gode veninder? Er det ikke okay? Det er da dejligt for dem at de har fundet hinanden. Det har jeg da oplevet før og ja man kan godt lige mærke lidt jalousi, men så ændrer jeg det og bliver glad på deres vegne. Hvis de aldrig tager initativ og inviterer dig med så tænker jeg du bør overveje om det er relationer du gider. Måske er det på tide at finde nogle nye venner? 

Jeg kan godt forstå dine følelser og tanker. 

Især fordi du bliver ramt af en sårbarhed, fordi du ikke har andre veninder end dem. Og den sociale ensomhed gør bare rigtig ondt. 

Jeg ser to løsninger. Enten så bliver du i relationen, accepterer at de to andre ses og så ellers nyder når i alle tre er sammen. En vennegruppe kan godt fungerer på flere niveauer, hvor nogle ses to og to fordi dét kan noget og hvor alle mødes fordi dét kan noget andet. Eller også så glider du ud stille og roligt og stopper venskabet. Hvis det bliver for pinefuldt at se på, så æder det dig måske op og du risikere at blive mere og mere "sur". 

Personligt - jeg er selv virkelig social dårligt stillet. Jeg har det ligesom dig, jeg er altid det tredje hjul som kun er med engang i mellem. Relationerne er gledet fra mig stille og roligt. Fordi de andre fandt hinanden bedre og fordi jeg synes det var træls at være den der kun var med engang i mellem. Og det jeg ønskede var tætte veninder. Den type relation kan jeg ikke opretholde og bøvlet stadig med det. Ja faktisk har jeg nul venner i dag. Og det har været meget ensomt og er virkelig et tabu. Men nu hvor jeg er blevet meget mere voksen, så lever jeg fint uden Har fundet mine egne værdier og har indset at jeg faktisk nyder mit eget selskab. 

Måske hvis du giver slip, at det giver dig plads til at finde andre venner?  

kram til dig. Det er en hårs følelse du sidder med. 

Jeg forstår dig også godt. Jeg synes ikke det er umodent at have de følelser - og ligegyldigt hvad, så er det jo sådan du har det.

Der er også forskel på, at du føler det her, og om du nødvendigvis tænker, det betyder, at de bør gøre noget andet. De er helt sikkert ikke ude på at såre dig, men derfor kan man jo godt blive ked af det. Folk gør jo sjældent det de gør, med den hensigt at gøre andre kede af det.

Du kan jo godt fortælle dem, at du kan blive lidt ked af det, fordi du kan føle dig udenfor osv - uden at du pålægger dem et ansvar. Du skal nok tænke over formuleringen, så det ikke bliver opfattet som en bebrejdelse. 

Måske skal du overveje, om du kan opsøge nogle nye fællesskaber, så du ikke så let kommer til at føle dig alene… det er jo noget sårbart kun at have to venner. Måske kan du begynde at gå til noget i din fritid, hvor du kan møde nogle nye, som du kan blive bekendte med - og måske på sigt udvikle venskaber med…

Og så lige en krammer på vejen

Anonym skriver:

Jeg kan godt forstå dine følelser og tanker. 

Især fordi du bliver ramt af en sårbarhed, fordi du ikke har andre veninder end dem. Og den sociale ensomhed gør bare rigtig ondt. 

Jeg ser to løsninger. Enten så bliver du i relationen, accepterer at de to andre ses og så ellers nyder når i alle tre er sammen. En vennegruppe kan godt fungerer på flere niveauer, hvor nogle ses to og to fordi dét kan noget og hvor alle mødes fordi dét kan noget andet. Eller også så glider du ud stille og roligt og stopper venskabet. Hvis det bliver for pinefuldt at se på, så æder det dig måske op og du risikere at blive mere og mere "sur". 

Personligt - jeg er selv virkelig social dårligt stillet. Jeg har det ligesom dig, jeg er altid det tredje hjul som kun er med engang i mellem. Relationerne er gledet fra mig stille og roligt. Fordi de andre fandt hinanden bedre og fordi jeg synes det var træls at være den der kun var med engang i mellem. Og det jeg ønskede var tætte veninder. Den type relation kan jeg ikke opretholde og bøvlet stadig med det. Ja faktisk har jeg nul venner i dag. Og det har været meget ensomt og er virkelig et tabu. Men nu hvor jeg er blevet meget mere voksen, så lever jeg fint uden Har fundet mine egne værdier og har indset at jeg faktisk nyder mit eget selskab. 

Måske hvis du giver slip, at det giver dig plads til at finde andre venner?  

kram til dig. Det er en hårs følelse du sidder med. 

Tusind tak for din forståelse Det havde jeg brug for. 
Jeg har også overvejet om det er relationer jeg har lyst til at være/blive i desværre. Det er bare hårdt når man er barndomsveninder. Vi er 36 og 37 år gamle, så det er mange år vi har kendt hinanden. 
Jeg er ikke den udadvendte type, og er faktisk også introvert, men stadig gør det da ondt og især når de er de eneste veninder jeg har…

Dutelidut skriver:

Jeg forstår dig også godt. Jeg synes ikke det er umodent at have de følelser - og ligegyldigt hvad, så er det jo sådan du har det.

Der er også forskel på, at du føler det her, og om du nødvendigvis tænker, det betyder, at de bør gøre noget andet. De er helt sikkert ikke ude på at såre dig, men derfor kan man jo godt blive ked af det. Folk gør jo sjældent det de gør, med den hensigt at gøre andre kede af det.

Du kan jo godt fortælle dem, at du kan blive lidt ked af det, fordi du kan føle dig udenfor osv - uden at du pålægger dem et ansvar. Du skal nok tænke over formuleringen, så det ikke bliver opfattet som en bebrejdelse. 

Måske skal du overveje, om du kan opsøge nogle nye fællesskaber, så du ikke så let kommer til at føle dig alene… det er jo noget sårbart kun at have to venner. Måske kan du begynde at gå til noget i din fritid, hvor du kan møde nogle nye, som du kan blive bekendte med - og måske på sigt udvikle venskaber med…

Og så lige en krammer på vejen

Tak for din forståelse

Det betyder meget. 

Anonym skriver:

Tusind tak for din forståelse Det havde jeg brug for. 
Jeg har også overvejet om det er relationer jeg har lyst til at være/blive i desværre. Det er bare hårdt når man er barndomsveninder. Vi er 36 og 37 år gamle, så det er mange år vi har kendt hinanden. 
Jeg er ikke den udadvendte type, og er faktisk også introvert, men stadig gør det da ondt og især når de er de eneste veninder jeg har…

Jeg genlæste lige mit eget svar, og det skal altså ikke forstås som om, der er noget galt med dig. Tværtimod fortjener du at have det godt i dine relationer. Det er mere, at når der først er skabt en uhensigtsmæssig dynamik i et forhold, så kan det være svært at ændre på. Særligt når der er et skævt afhængighedsforhold. Det lyder som om, de er dine livsvidner (ud over familie), så du behøver jo ikke smide dem ud, men hvis du kunne få andre venner og bekendte, så du ikke er “afhængig” af dem, så tror jeg du vil få det bedre. Men det vigtigste er dit selvværd - 100 venner eller ingen venner, så er du noget værd.