Anonym skriver:
Jeg er fx rigtig træt af og ked af, når jeg fortæller ham noget, jeg er ked af, at han altid skal gå i forsvarsposition og retfærdiggøre det, han har sagt eller gjort. Det er jo fuldstændig ligemeget, om han er enig med mig i, hvordan jeg reagerer. Jeg vil bare gerne anerkendes for, hvordan jeg har det. Han er træt af, at jeg kan bruge lang tid på at være ked af det og jeg er træt af at blive ved med ikke at blive taget seriøst.
Hvis jeg kommer med en "anklage", så er jeg egentlig træt af forsvarstaler. Hvis han har gjort eller sagt noget, som har gjort mig ked af det, så er det jo egentlig i bund og grund ligemeget, hvad han mener om det, for jeg føler det, jeg føler. Han ville muligvis reagerer anderledes på en given situation, end mig, men sådan er vi jo så forskellige. Jeg er træt af at blive belært om, hvordan jeg helst bare skal være glad hele tiden. Jeg føler mig så tit forkert ift hvad jeg føler. Det er aldrig noget, jeg har gjort/ikke gjort. Det er altid noget med, hvad jeg føler. Han vil helst bare have den gode stemning hele tiden og ikke sige, når der er noget skidt. Men det er jo også bare virkelig dejligt, hvis det hele er god stemning hele tiden, men vi bliver jo nødt til at tale om problemerne og tage dem seriøst, for der er ikke noget, der bliver ændret ved at gå og "lade som om" hele tiden.
Han siger selv, at han ikke samler til bunke, og han kan finde på at påstå, at han ikke kan huske et eller andet, han har sagt. Og jeg ved ikke, om han siger det for at få mig til at blive i tvivl, om han nogensinde har sagt det og sådan kan det blive ved. Jeg føler ofte ikke, han tager ansvar ved handlinger eller ord. Han virker mange gange ligesom for stolt til at kunne sige undskyld fx. Nogle gange er det bare dét, der skal til for at jeg føler mig anerkendt for mine følelser, at han forstår, at han har trådt over en grænse. Og så kan han ikke forstå, at jeg er ked af det.
Det er sådan nogle scenarier, der ofte sker, og vi kan have haft lange og rigtig gode perioder, og når der så endelig er noget m, så ser han kun alt det negative i mig. Jeg er negativ hele tiden, jeg er sur hele tiden, der er faktisk ikke noget, der går godt.
Jeg er et spørgsmålstegn, fordi jeg bliver forvirret over, at jeg faktisk synes, jeg har været meget glad og grinet og jeg føler mig totalt taget forgivet og ikke set eller hørt. Og så kan han ikke forstå, at jeg ikke har lyst til at give ham et blowjob... og sådan kan det blive ved...
Jeg ved bare, at jeg ikke ved nu, hvad jeg kan stole på... jeg er simpelthen så forvirret og så såret 
I taler to helt forskellige sprog. Du vil have rum for at kunne fortælle om dine følelser. Han vil fikse problemerne, tage affære, gøre noget ved tingene. Og han tror, det er dét, du efterspørger, når du siger, du er ked af noget.
Jeg ved ikke, om din måde at forholde dig til, hvad andre skriver til dig hér i tråden, og i det hele taget din måde at skrive på, afspejler din måde at kommunikere til og med din mand på. Du bruger mange, mange ord om dine følelser, du drager nogle voldsomme konklusioner - og når andre responderer på det, forholder du dig ikke til det, men går videre med flere følelses-beskrivelser. Man tænker “Har hun “hørt” mig? Tænkt over det?” - og sådan ville din mand også reagere.
Der er ikke noget, der er sværere at forsvare sig imod, end “Jeg føler …” Og selv om du hævder, at du ikke ønsker, han forsvarer sig, så er det altså naturligt, at man responderer med et forsvar, når nogen fortæller én, at en given, negativ følelse opstår, fordi man har gjort eller ikke gjort dette eller hint.
Hvis din nære veninde fortæller dig, at hun føler, du ser ned på hende eller ikke er der for hende - hvad gør du så? Du efterspørger eksempler. Du siger, at sådan er det slet ikke. Du bliver dårligt til mode, fordi du slet ikke kan genkende hendes oplevelse. Og hvis hun, uanset hvad du siger, svarer med “Men sådan føler jeg altså”, vil du opleve afmagt og frustration, fordi du er “oppe imod” en følelse.
Det er selvfølgelig også muligt, at du er i stand til at rumme, at sådan føler hun altså - uden at komme med forsvar og forsøg på at bringe hende på bedre tanker - men sådan er der ikke mange af os, der er i stand til at reagere.
Du kunne øve dig i at skelne mellem tanker og følelser. Meget af det, du beskriver som følelser, er slet ikke følelser, men tanker. Og tanker kan man påvirke. Men det kræver en længere beskrivelse, som jeg ikke ved, om du er interesseret i at læse og overveje.
