Skal kommende morfar betale barnevognen?

Anonym skriver:

Jeg synes ikke du skal spørge din Far om en barnevogn. 

Jeg forstår godt at forskelsbehandlingen gør ondt og du ville ønske det kunne være anderledes. Men, ærligt, hvem vil have en barnevogn fra én som ikke oprigtigt ønskede at købe den? De bedste gaver kommer trods alt fra hjertet. 

Han har måske et mere ømt punkt for dine brødre, fordi de har været igennem flere ting økonomisk og derfor har haft en logik om at en barnevogn er nødvendig men dyr og det så derfor har været dér han har hjulpet til. Så måske barnevognen slet ikke har været en kærlig gave, men rent faktisk en praktisk økonomisk støtte. Og hvis du har styr på din økonomi, så får han ikke øje på forskelsbehandlingen, fordi han ser på det anderledes. 

Blev det forvirrende  

Inddrag ham så meget du kan i alt muligt andet

Det fremgår selvfølgelig ikke af mit opslag, men ingen af mine brødre havde økonomiske problemer da min far købte barnevogne til dem. Begge mine brødre har/har haft godt betalte stillinger, har begge hus, biler og den ene også båd, så jeg tænker barnevognene var ment som gave og ikke økonomisk støtte.
At jeg har styr på økonomien er ikke ment som at jeg har mange penge, men mere som at jeg ikke bruger penge, som jeg ikke har. Jeg fik aldrig gjort min uddannelse færdig som ung, da jeg var udsat for en ulykke som gjorde mig invalid. De første mange år var en kamp mod kommunen, hvor jeg lærte at skære helt ind til benet og generelt leve efter ‘mange bække små’ for at finde nok penge til bl.a. genoptræning. Jeg har aldrig spurgt om økonomisk hjælp og det genere mig heller ikke, at min far ikke tilbød. Heller ikke de gange hvor jeg har måtte holde juleaften alene, fordi jeg ikke kunne spare penge nok sammen til at kunne tage bussen ud til min far. 

Det der nok går mig på er, at min far jævnligt fortæller om hvad han køber og forærer til mine brødre uden at jeg har spurgt. Han nævner så også at grunden til at han gør det, er fordi de har små børn og hans børnebørn skal have det godt og ikke mangle noget. Jeg har været helt okay med det tidligere, men nu hvor han snart får endnu et barnebarn, som han så ikke viser interesse for, men derimod godt kan købe en udenlandsrejse til min bror og hans søn, synes jeg simpelthen er for mærkeligt og det virker til at der er noget andet som er i vejen.

Jeg ville spørge direkte uden at kræve. Den ligger i dig nu, og det går ikke væk. Risikerer måske endda at skade jeres forhold generelt, og pludselig er det for sent at få spurgt.

Hvis du vil spørge ham kan i evt gøre det under et besøg og sige "nu nærmer vi os snart så nu har vi bestilt en tid til at komme og se på de forskellige slags barnevogne, og kommer til efterfølgende at tænke på du gav de andre en i gave så ville lige dobbelttjekke om du gør det samme så jeg ved om jeg skal beholde tiden" tænker det er en pæn måde at spørge på 

Anonym skriver:

Det fremgår selvfølgelig ikke af mit opslag, men ingen af mine brødre havde økonomiske problemer da min far købte barnevogne til dem. Begge mine brødre har/har haft godt betalte stillinger, har begge hus, biler og den ene også båd, så jeg tænker barnevognene var ment som gave og ikke økonomisk støtte.
At jeg har styr på økonomien er ikke ment som at jeg har mange penge, men mere som at jeg ikke bruger penge, som jeg ikke har. Jeg fik aldrig gjort min uddannelse færdig som ung, da jeg var udsat for en ulykke som gjorde mig invalid. De første mange år var en kamp mod kommunen, hvor jeg lærte at skære helt ind til benet og generelt leve efter ‘mange bække små’ for at finde nok penge til bl.a. genoptræning. Jeg har aldrig spurgt om økonomisk hjælp og det genere mig heller ikke, at min far ikke tilbød. Heller ikke de gange hvor jeg har måtte holde juleaften alene, fordi jeg ikke kunne spare penge nok sammen til at kunne tage bussen ud til min far. 

Det der nok går mig på er, at min far jævnligt fortæller om hvad han køber og forærer til mine brødre uden at jeg har spurgt. Han nævner så også at grunden til at han gør det, er fordi de har små børn og hans børnebørn skal have det godt og ikke mangle noget. Jeg har været helt okay med det tidligere, men nu hvor han snart får endnu et barnebarn, som han så ikke viser interesse for, men derimod godt kan købe en udenlandsrejse til min bror og hans søn, synes jeg simpelthen er for mærkeligt og det virker til at der er noget andet som er i vejen.

Så vil jeg simpelthen spørge ham. Snak med din far og fortæl hvad du føler og oplever. 

Ellers kommer det til at æde dig op. Du vil komme til at skruble over det de næste mange mange år, hvis du ikke får nogle svar. 

Anonym skriver:

Det fremgår selvfølgelig ikke af mit opslag, men ingen af mine brødre havde økonomiske problemer da min far købte barnevogne til dem. Begge mine brødre har/har haft godt betalte stillinger, har begge hus, biler og den ene også båd, så jeg tænker barnevognene var ment som gave og ikke økonomisk støtte.
At jeg har styr på økonomien er ikke ment som at jeg har mange penge, men mere som at jeg ikke bruger penge, som jeg ikke har. Jeg fik aldrig gjort min uddannelse færdig som ung, da jeg var udsat for en ulykke som gjorde mig invalid. De første mange år var en kamp mod kommunen, hvor jeg lærte at skære helt ind til benet og generelt leve efter ‘mange bække små’ for at finde nok penge til bl.a. genoptræning. Jeg har aldrig spurgt om økonomisk hjælp og det genere mig heller ikke, at min far ikke tilbød. Heller ikke de gange hvor jeg har måtte holde juleaften alene, fordi jeg ikke kunne spare penge nok sammen til at kunne tage bussen ud til min far. 

Det der nok går mig på er, at min far jævnligt fortæller om hvad han køber og forærer til mine brødre uden at jeg har spurgt. Han nævner så også at grunden til at han gør det, er fordi de har små børn og hans børnebørn skal have det godt og ikke mangle noget. Jeg har været helt okay med det tidligere, men nu hvor han snart får endnu et barnebarn, som han så ikke viser interesse for, men derimod godt kan købe en udenlandsrejse til min bror og hans søn, synes jeg simpelthen er for mærkeligt og det virker til at der er noget andet som er i vejen.

Du er nødt til at tale med ham. Det er svært at behandle tre måske meget forskellige børn ens. Opfatter han dig som for stolt til at bede ham om noget? Oplevede han julesituationen som om, du foretrak at være alene fremfor at bede om hans hjælp? 

Nogle gamle stivstikkere kan godt lide at give, hvis de vel at mærke bliver spurgt direkte. Det har dine brødre ikke noget imod. Måske går han og venter på, at du spørger ham.
Du får næppe held af at håbe på, din far forandrer sig, men hvad har du at miste ved selv at bide din stolthed i dig og spørge ham? Hvem ved, om han netop nævner sin hjælp til dine brødre for at vise dig, at der “er noget at hente”, hvis man spørger om det? 
Set fra hans side er det måske dig, der er for stolt/rigid til at bede din gamle far om noget - og for nogle gamle hoveder er det nu engang en del af deres forældreidentitet at være den, der er sød og gavmild, når børnene pænt beder om noget. 

Mht. interesse for din graviditet, var han så meget deltagende, da dine svigerinder var gravide, eller kom det mon først rigtigt, da børnene var der? Jeres relation lyder lidt forkrampet og forbeholden, så det ligger ham måske ikke nært at klappe dig på maven eller vise den store interesse for scanninger - men det ville virkelig komme bag på mig, hvis han ikke overgiver sig, når han ser sit nye barnebarn.
Min erfaring er, at det bliver lettere at holde sine forældre ud, når der kommer børn til. Det flytter fokus fra komplicerede relationer til noget, man er fælles om at forgude. 

Jeg synes, du skal række ud - måske går han bare og venter. 

Jeg forstår dit dilemma og dine følelser, men det korte svar må være et nej. 

Timf skriver:

Hvis du vil spørge ham kan i evt gøre det under et besøg og sige "nu nærmer vi os snart så nu har vi bestilt en tid til at komme og se på de forskellige slags barnevogne, og kommer til efterfølgende at tænke på du gav de andre en i gave så ville lige dobbelttjekke om du gør det samme så jeg ved om jeg skal beholde tiden" tænker det er en pæn måde at spørge på 

Det synes jeg på ingen måder er en pæn måde at spørger på, hvis man spørger på den måde, har han jo nærmest ikke muligheden for at sige nej og det skal han selvfølgelig have.

Fortvivlet skriver:

Det synes jeg på ingen måder er en pæn måde at spørger på, hvis man spørger på den måde, har han jo nærmest ikke muligheden for at sige nej og det skal han selvfølgelig have.

Syntes da det er en fin måde, måske vi lidt mere standhaftige i min familie vi tør sku godt sige nej til den slags hvis det bliver spurgt sådan men måske det bare er os

The decision for who pays for the pram often depends on family dynamics and agreements. While it's not obligatory for a future grandfather to cover the cost, many families choose to support each other in preparing for a new arrival. Open communication can help in making the best decision for everyone.

Anonym skriver:

Da begge mine storebrødre ventede deres 1. barn, betalte min far for en ny barnevogn (efter eget valg) til dem begge kort tid efter nakkefoldsscanningen, som en slags barselsgave - som min far kaldte det.

Jeg har termin om 2 mdr. og min far har ikke på noget tidpunkt nævnt at han vil give os en barnevogn eller anden form for økonomisk støtte til den lille.
Vi har holdt igen med at købe barnevognen, fordi vi troede min far ville give os den i gave. Men jeg kan mærke, at jeg bliver stresset over de få ting vi mangler og vil egentlig gerne snart have barnevognen i hus.

Kan jeg tillade mig at spørge min far om han også vil give os en barnevogn i gave?
Det er over 10 år siden min far købte barselsgaver til mine brødre og han er ved at være ret gammel og senil, så måske min far har glemt det?

Jeg synes sådan noget med penge og økonomi er akavet og privat. Selvom mine brødre tjener en del mere end jeg gør, har jeg styr på økonomien og har aldrig spurgt min far om lån eller økonomisk hjælp.

Min ene bror fik derimod hjælp fra vores far til at betale en ekskone ud af et hus i forbindelse med en grim skilsmisse for nogle år siden. Og min anden bror har min far betalt ud af RKI to gange - først et beløb på 120.000 kr. og derefter et beløb på ca. 50.000 kr.

Jeg kunne ellers aldrig drømme om at forvente noget økonomisk af nogen. Men min far fortalte så for nylig, at han har betalt en uges sommerferie til min ene bror (ham i RKI) og hans søn. Det er en foræring og ikke et lån og beløbet indebærer hotel, transport, mad og entré til udflugter. Min far synes det er synd at hans barnebarn aldrig kommer på ferie når barnet er hos sin far, bare fordi min bror hellere vil bruge sine penge på gadgets, computerspil og byture.

Dér kunne jeg godt mærke, at jeg blev stødt og jaloux over at min far godt kan betale ferie for min bror, men ikke købe en barslesgave til mig/os.

Jeg har forsøgt indirekte at hentyde til barselsgaven, ved at vise alle de fine babyting vi har købt, samt arvet og fået af min mands familie. Der var ingen reaktion hos min far.

Generelt virker han ikke særlig interesseret i sit kommende barnebarn. De få gange jeg fortæller om barnet og vores akut scanninger på sygehuset, bliver jeg oftes afbrudt, fordi han lige har en “spændende historie” fra sidst han var til senior gymnastik eller også begynder han at snakke om hvad der foregår i mine brødre’s liv, hvilket jeg egentlig godt ved, for jeg snakker jo med mine brødre til hverdag.

Han har kun to børnebørn i forvejen, som han har forkælet en masse, da de var små, så det er ikke fordi han er ved at drukne i børnebørn og ikke har interesse for børn. Så det ærger mig at han er afvisende, især fordi han er den eneste bedsteforælder til barnet som stadig lever.

Skal jeg tage samtalen med min far? Eller skal jeg bare antage at han er blevet for gammel og ikke har interesse for sit kommende barnebarn?

Medmindre I er økonomisk trængte så ville jeg lade det ligge. Det er jo garanteret ikke ond mening. Og dine brødre har simpelthen fået mere fordi han var mere frisk dengang.

At han betaler rejse er jo netop foor barnebarnets skyld. På en måde er det jo et kompliment til dig at han ikke sørger foe noget, som han gør med din ene bror. Han viser dermed at han stoler på dig og regner med at du kan klare dig selv.

At forældre hjælper de af deres børn der har det sværest er naturligt. Og det kan føles uretfærdigt for de andre søskende. Men livet er jo generelt ikke særlig retfærdigt.

men nu hvor der allerede er følelser i klemme mht. økonomi, skulle i måske spørge ind til testamente, så I søskende ikke ender som uvenner efter din far går bort?