Skal kommende morfar betale barnevognen?

Da begge mine storebrødre ventede deres 1. barn, betalte min far for en ny barnevogn (efter eget valg) til dem begge kort tid efter nakkefoldsscanningen, som en slags barselsgave - som min far kaldte det.

Jeg har termin om 2 mdr. og min far har ikke på noget tidpunkt nævnt at han vil give os en barnevogn eller anden form for økonomisk støtte til den lille.
Vi har holdt igen med at købe barnevognen, fordi vi troede min far ville give os den i gave. Men jeg kan mærke, at jeg bliver stresset over de få ting vi mangler og vil egentlig gerne snart have barnevognen i hus.

Kan jeg tillade mig at spørge min far om han også vil give os en barnevogn i gave?
Det er over 10 år siden min far købte barselsgaver til mine brødre og han er ved at være ret gammel og senil, så måske min far har glemt det?

Jeg synes sådan noget med penge og økonomi er akavet og privat. Selvom mine brødre tjener en del mere end jeg gør, har jeg styr på økonomien og har aldrig spurgt min far om lån eller økonomisk hjælp.

Min ene bror fik derimod hjælp fra vores far til at betale en ekskone ud af et hus i forbindelse med en grim skilsmisse for nogle år siden. Og min anden bror har min far betalt ud af RKI to gange - først et beløb på 120.000 kr. og derefter et beløb på ca. 50.000 kr.

Jeg kunne ellers aldrig drømme om at forvente noget økonomisk af nogen. Men min far fortalte så for nylig, at han har betalt en uges sommerferie til min ene bror (ham i RKI) og hans søn. Det er en foræring og ikke et lån og beløbet indebærer hotel, transport, mad og entré til udflugter. Min far synes det er synd at hans barnebarn aldrig kommer på ferie når barnet er hos sin far, bare fordi min bror hellere vil bruge sine penge på gadgets, computerspil og byture.

Dér kunne jeg godt mærke, at jeg blev stødt og jaloux over at min far godt kan betale ferie for min bror, men ikke købe en barslesgave til mig/os.

Jeg har forsøgt indirekte at hentyde til barselsgaven, ved at vise alle de fine babyting vi har købt, samt arvet og fået af min mands familie. Der var ingen reaktion hos min far.

Generelt virker han ikke særlig interesseret i sit kommende barnebarn. De få gange jeg fortæller om barnet og vores akut scanninger på sygehuset, bliver jeg oftes afbrudt, fordi han lige har en “spændende historie” fra sidst han var til senior gymnastik eller også begynder han at snakke om hvad der foregår i mine brødre’s liv, hvilket jeg egentlig godt ved, for jeg snakker jo med mine brødre til hverdag.

Han har kun to børnebørn i forvejen, som han har forkælet en masse, da de var små, så det er ikke fordi han er ved at drukne i børnebørn og ikke har interesse for børn. Så det ærger mig at han er afvisende, især fordi han er den eneste bedsteforælder til barnet som stadig lever.

Skal jeg tage samtalen med min far? Eller skal jeg bare antage at han er blevet for gammel og ikke har interesse for sit kommende barnebarn?

Nej, det skal du ikke. 

Jeg kan sagtens forstå dine følelser, selv dem der kan føles smålige eller træls. Hold fast i din værdighed og selvstændighed, også når det kan virke uretfærdigt. 

Det ville være logisk for de fleste ikke at gøre forskel på sine børn, men man har ikke ret til det samme, og en gave givet på opfordring er bare ikke det samme.

Uh hvor må det gøre ondt indeni.. jeg forstår virkelig dit dilemma.

Enten skal du lade det gå - og før det er oprigtigt skal du virkelig lade gå på bitterheden i hjertet

Eller også skal du åbne munden. Det behøver ikke være konfrontatorisk men kan være en stille og rolig samtale "hey jeg har jo termin snart -glæder du dig egentlig til at få et lille nyt barnebarn?" Og afhængig af hvad han svarer kan du på forskelligvis dreje samtalen ind på at du fornemmer han ikke har samme entutiasme omkring denne graviditet og kommende barnebarn som du husker han havde med de andre. Hvis du holder formuleringerne til "jeg husker det bare som om dengang" "jeg blev bare helt i tvivl fordi" "der er okay hvis du ikke har lige så meget interesse nu, jeg er bare lidt ked af det fordi jeg havde glædet mig ret meget til at dele det med dig. Også fordi du er den eneste der faktisk er tilbage af alle vores forældre" osv, så angriber du ham ikke.

Der kan jo være et hav af årsager til at det er anderledes:

Måske er han bare blevet for gammel og synes han har oplevet det han skal med små børnenbørn (og der er det bare super træls at være rosinen i pølseenden)

Måske har han sværre ved at forholde sig til det fordi du bliver mor og ikke far (som ham selv og hans drenge)

Måske beder dine brødre jævnligt om hjælp og han bare reagerer på en opfordring og ville gøre det samme for dig

Måske er han enormt stolt af at du har styr på dine ting og kan klare dig selv og tænker derfor ikke på at du føler dig overset i økonomiske sammenhænge (det er hørt før at ens forældre slet ikke opdager forskelsbehandling fordi det går så godt for det ene barn)

Men du finder kun ud af det ved at snakke med ham. Og jeg gætter på at det her dybest set ikke handler om barnevognen men om følelsen af at føle sig overset i familien og dét er okay at sætte ord på

Puha kan genkende det du skriver og desværre kan jeg også genkende det med, at interessen har været der mere ved de første børnebørn og ikke dem som kom senere og det er sikkert fordi han er blevet ældre.

Jeg tror dine brødre har spurgt din far om hjælp til tingene og det er derfor de har fået, din far tænker sikkert ikke over det nu, og du udstråler sikkert også at du har styr på alle børne tingene fordi du viser alt det du har købt osv.

For mig lyder det som om du skal spørge om det, så det skal du gøre op med dig selv om du har lyst til det?

Jeg synes, at du skal fortælle din far at du savner ham og hans engagement i dit kommende barn. Kærligt og ikke anklagende. Fortæl ham at du drømmer om, at han vil være en del af jeres nye hverdag, når den lille kommer. At du ser den lykke og glæde han skaber hos dine søskendes børn, og måske snakke med ham om hvordan deltagelsen kan se ud, nu hvor han er et andet sted i livet, end da dine brødre fok børn.

Gør op med dig selv, om det reelt handler om en barnevogn og penge? De ting har du ikke ret til, uanset hvad andre har fået. Selvom det gør ondt og du føler dig overset - helt berettiget. Uanset hvad årsagen er, er beslutninger om gaver alene noget der ligger hos giveren. Jeg tror dog ud fra det du skriver, at det ikke helt er penge det handler om.  

Jeg synes ikke du skal spørge din Far om en barnevogn. 

Jeg forstår godt at forskelsbehandlingen gør ondt og du ville ønske det kunne være anderledes. Men, ærligt, hvem vil have en barnevogn fra én som ikke oprigtigt ønskede at købe den? De bedste gaver kommer trods alt fra hjertet. 

Han har måske et mere ømt punkt for dine brødre, fordi de har været igennem flere ting økonomisk og derfor har haft en logik om at en barnevogn er nødvendig men dyr og det så derfor har været dér han har hjulpet til. Så måske barnevognen slet ikke har været en kærlig gave, men rent faktisk en praktisk økonomisk støtte. Og hvis du har styr på din økonomi, så får han ikke øje på forskelsbehandlingen, fordi han ser på det anderledes. 

Blev det forvirrende  

Inddrag ham så meget du kan i alt muligt andet

Det afhænger  så meget af, hvordan jeres relation og måde at tale sammen på i øvrigt er. 
Jeg kan give det modsatte perspektiv - har selv ét barnebarn og får med al sandsynlighed flere: Hvis jeg fandt ud af, at et af mine børn havde gået og grublet over, hvorfor jeg ikke talte om at donere barnevognen, ville jeg blive uforstående over for og forfærdeligt ked af, at han/hun ikke havde sagt det direkte til mig.

Der kan jo være tale om ren forglemmelse eller manglende opmærksomhed på, at der ikke er så længe til termin. Giv ham en chance - spørg ham, om I mon snart skal følge op på traditionen med, at bedstefar giver barnevognen. Sådan vil jeg i hvert fald gerne “behandles” af mine voksne børn fremfor, at forglemmelser eller misforståelser kommer i vejen.
Tænk på, hvis han faktisk har i sinde at forære jer den, og han pludselig finder ud af, at du selv har købt én. Det kunne han let opfatte som om, du ikke rigtigt regner med ham. 

Jeg ville aldrig forvente at få en så stor gave, uanset hvad andre har fået , så nej jeg ville bestemt ikke snakker med ham om det.

Jeg kan sagtens se det underlige og uretfærdige, men ville så heller ikke bruge mere energi på det, det må han jo selvom 

Kan du invitere ham med ud at kigge på babyting/barnevogn? 

Så kan det være der ringer en klokke hos ham? Plus han bliver inddraget. 

Og så tænker jeg også, at han simpelthen tænker anderledes over det end du gør. 

Jeg ville spørge ham om barnevognen sådan på en ikke anklagende måde. Han kan sagtens slet ikke have tænkt på det nu der er gået 10 år siden sidst og vil måske blive ked af det, hvis han først finder ud af det for sent, hvis I selv får købt en barnevogn og du ikke har sagt noget. Han lyder jo til at være gavmild ellers. Du kender ham selv bedst. 

Men nu har jeg også selv gamle forældre, der er ved at blive noget glemsomme og de har flere gange sagt til mig, at jeg endelig skal sige til, hvis der er noget, de har glemt.