Overreagerede jeg?

Åh. Gud. Jeg har så dårlig samvittighed, da jeg råbte af mit barn her til aften, da hun skulle sove. Det må man selvfølgelig ikke, men var så magtesløs. Og nu sidder den i mig, av!

Min fireårig datter og to årig søn sover i køjeseng og bliver lagt i seng på samme tid. 

Min datter har altid haft et voldsomt temperament og putningerne er aldrig (!) hyggelige. Hun er i forhandlingsfasen hvad angår ALT.

I aftes inden hun skulle sove, så ville hun have alle sine hårbøjler op i sengen og jeg sagde, at det får hun ikke lov til, da hun nok ville blive ked af det hvis de gik i stykker. Jeg fandt dog en inden for rækkevidden, og vupti, den gik i stykker inden hun skulle sove. Og så brød helvede løs. Og jeg ville synge godnatsange, og det var ikke de rigtige sange.. og inden alt det her, så havde jeg kridtet banen op og sagt “hey, tre godnatsange: Lillebror vælger en, jeg vælger en og du vælger en”, men selvfølgelig ikke inden rækkefølge som hun ville, og så brød helvede løs igen af skrigeri og råben, og jeg ender med at gå og sige jeg kommer tilbage om fem minutter.. lillebror skriger løs, og min datter råber “NEJ FIRE MINUTTER” og jeg siger ok. Og efter jeg tredje gang jeg gik ud og ind, og bad hende om at lægge sig ned, begynde hun at lyse med sin lommelygte ned til sin lillebror.. og jeg råber, højt “NU LÆGGER DU DIG NED!!!” Og hun kaster sig ned i sengen og græder (inderligt) og jeg havde ingen energi til at trøste, eller sige undskyld og jeg forskrækkede hende nok.. og nu læser jeg alt muligt om, at råben er ligeså slemt som vold. Og av.

Og jeg er bare så træt af evige forhandlinger, evige nedsmeltninger, min datters evige “mig først”. Vil bare så gerne have hyggelige putninger.

Skidt pyt. Sket er sket  

Prøv at se på om der kunne være nogle muligheder for at putte anderledes? Måske hun har brug for en ny måde at gøre det på? Måske du har prøvet alt allerede, så er mine tanker slet ikke brugbare. Har du forsøgt at putte lillebror først og så putte storesøster efterfølgende? Så kunne hendes godnathistorie være inde i stuen fx. 

Og et andet godt råd; hold fast i hvad du siger. Du havde sagt nej til hårbøjler og alligevel får hun én med i sengen. Et nej er et nej. Især når man kun er 4år. Måske du semi-giver-lov-alligevel som dagene går? Blot en tanke. 

Da vi boede i lejlighed og alle børnene sov på samme værelse, kunne jeg også blive virkelig presset. Fordi de generer hinanden og vækker hinanden. Det var stressede at putte, fordi der helst ikke måtte ske en konflikt, for så sov ingen børn. Puha. Derfor jeg tænkte om du måske kunne dele dem på en eller anden måde. 

Men hey - ingen er perfekte! Vi falder alle i engang i mellem. Og det er helt OKAY Hvordan skulle vi ellers bliver bedre og udvikle os, hvis vi ikke fejlede? Du er allerede mega sej. Træk vejret og tilgiv dig selv  

Ingen børn tager spor skade af det du beskriver. Så træk bare vejret dybt - du ved godt, at det ikke var sådan det skulle være - og i morgen prøver du igen. Vi er blevet skide angste for at skade vores børn over banale småting, fordi vi drukner i “gode råd”, anbefalinger og “det nye børnesyn”.

Børn må gerne mærke hvem vi er og hvor vores grænser går. De må også meget gerne se os kamme over i ny og næ, når disse grænser overskrides nok, for det er jo sådan det er at være et reelt og autentisk menneske. Så må vi jo sige undskyld og prøve igen, når vi går for vidt. Ingen er jo for pokker evigt tålmodige og anerkende - og det må børn vel egentlig gerne lære. Især hjemme i trygge rammer - hellere møde lidt her, end at få et granatchok ude i verden.

En 4-årig skal ikke have ansvar for forhandlinger igennem en putning. Du sætter de grænser du gør, fordi du grundlæggende “ved bedst”. Så når der er sagt nej til hårbøjler og givet lov til tre sange, så er det sådan det er. Og så er det jo helt okay at blive frustreret og sur - men barngråd og konflikt er jo ikke farligt eller noget vi skal undgå - det er tvært imod en tryg læring i at mor bliver stående hvor hun sagde at hun ville.

Dine børn ville tage skade hvis du hver dag råbte af dem…det tænker jeg ikke at du gør.
men det vigtige er at du kommer tilbage og siger undskyld.

Sådan ville det også gå herhjemme, hvis jeg puttede mine tre drenge samtidig. De har forskellige puttetider og forklaringen er at de har forskellige aldre. den yngste først osv. 

Jeg tænker at hun forhandler, fordi hun har en oplevelse af at hun kan forhandle. Giver du efter fordi du måske håber på at det så bliver en god putning? 
børn kan blive utrygge ved utydelige rammer og kan søge rammen selv. Så jeg vil anbefale at finde en god putterutine og holde fast i den. Herhjemme hedder det en godnat bog som jeg vælger og en godnatsang som min dreng vælger. Her er aftalen at det er den samme sang i en uge og jeg fortæller når ugen er gået. Så vælger vi ny sang længe inden putning så der ikke skal opstå forhandlinger. 
Og som det sidste - jeg kan mærke at hvis jeg ikke er i ro fordi jeg godt vil have at putningen skal gå “hurtigt” så mærker mine børn det. Så nogle gange siger jeg til mig selv, det behøver ikke gå hurtigt, det skal være hyggeligt og så er det ligesom at den ro smitter af. 
Jeg tror mange vil kunne genkende den dårlige samvittighed du sidder med nu - men prøv at smide den væk og tænk mere i hvordan kan vi lave putningen om så den bliver hyggelig. 

Jeg tror din datter har gennemskuet, at hun i sidste ende får sin vilje. Du giver hende en hårbøjle med i sengen trods du har sagt nej og du ændre antal min fra 5 min til 4 min. Nej er nej og så må hun blive lige så sur som hun vil. Hun skal nok lærer det. 

Når man råber af sit barn 1 gang kan det bestemt ikke side stilles med vold, hvor i mod du gør det ofte er det noget andet. 

Livet er bare ikke altid perfekt og vi kommer alle sammen til, at gøre noget som vi bagefter godt kunne se ikke var det bedste i situationen, og man skal lærer af sine fejl.

Har du overvejet, at putte dine børn på to forskellige tidspunkter?

At råbe en gang imellem er ikke vold .

Det er skældud på daglig basis .

Jeg synes du reagerede meget forståeligt efter flere forsøg på at få hende til at høre efter.

Desuden er hun 4 år. 4 årige kan godt forstå simple ting som fx at sengetid er sengetid. 

Hvis det er definitionen af vold... ej men så er jeg dybt kriminel. Jeg er meget nysgerrig på, hvad de forældre der kan få deres børn til at gøre, hvad de skal gøre uden nogensinde at hæve stemmen. Min datter er næsten 4 og hun synes selv, hun bestemmer. Det får hun altså meget tydeligt at vide hun ikke gør. Også selvom det betyder jeg taler meget højt. 

Anonym skriver:

Skidt pyt. Sket er sket  

Prøv at se på om der kunne være nogle muligheder for at putte anderledes? Måske hun har brug for en ny måde at gøre det på? Måske du har prøvet alt allerede, så er mine tanker slet ikke brugbare. Har du forsøgt at putte lillebror først og så putte storesøster efterfølgende? Så kunne hendes godnathistorie være inde i stuen fx. 

Og et andet godt råd; hold fast i hvad du siger. Du havde sagt nej til hårbøjler og alligevel får hun én med i sengen. Et nej er et nej. Især når man kun er 4år. Måske du semi-giver-lov-alligevel som dagene går? Blot en tanke. 

Da vi boede i lejlighed og alle børnene sov på samme værelse, kunne jeg også blive virkelig presset. Fordi de generer hinanden og vækker hinanden. Det var stressede at putte, fordi der helst ikke måtte ske en konflikt, for så sov ingen børn. Puha. Derfor jeg tænkte om du måske kunne dele dem på en eller anden måde. 

 

Men hey - ingen er perfekte! Vi falder alle i engang i mellem. Og det er helt OKAY Hvordan skulle vi ellers bliver bedre og udvikle os, hvis vi ikke fejlede? Du er allerede mega sej. Træk vejret og tilgiv dig selv  

Så fint et svar - jeg er helt enig

Anonym skriver:

Hvis det er definitionen af vold... ej men så er jeg dybt kriminel. Jeg er meget nysgerrig på, hvad de forældre der kan få deres børn til at gøre, hvad de skal gøre uden nogensinde at hæve stemmen. Min datter er næsten 4 og hun synes selv, hun bestemmer. Det får hun altså meget tydeligt at vide hun ikke gør. Også selvom det betyder jeg taler meget højt. 

Jeg husker faktisk ikke at jeg nogensinde har råbt af mine børn. Jeg er ret bestemt og holder fast i hvad jeg siger, men det ligger ikke til mig at råbe - og heller ikke mine børn. Jeg kan heller ikke se, at det er hensigtsmæssigt at råbe, men jeg forstår at man kan komme til det.

Bemærk at dette KUN er et svar til dig, og på ingen måde en kommentar til trådsstarter. Som alle andre siger: det kan ske, og barnet overlever fint. Jeg er helt enig med hvad alle andre skriver om grænser, konsekvenser og at stå ved de regler, man sætter op.

4-årige forhandler. Min søn bliver 4 i næste uge og det er konstant forhandlinger. Hvis jeg siger: du skal være i børnehave 3 dage mere, så har vi fri. Så svarer han: nej, 1 gang. Siger jeg at vi børster tænder nedenunder, så vil han ovenpå. Det er konstant forhandlinger om alting og kunsten er, at holde fast i det man har sagt. Så må man tage de nedsmeltninger det kræver, men med tiden bliver det mere tåleligt og de har forstået, at mor mener det:-)