Hvordan var det at møde jeres lille nyfødte??

kommende-mor skriver:

 kan forestille mig at man bare er glad og taknemmelig over at smerterne er overstået og derfor måske ikke har det store overskud lige dér..

Dén tane tror jeg du har ramt helt plet....

for selvfølgelig er man lykkelig og ønsker ikke at slippe barnet.... Men man er også bare træt, og smadret, godt brugt for at sige det mildt...

Jeg tror faktisk jeg brugte ret meget tid, i mine tanker, på at mærke efter min krop, for det føles enormt tomt lige npr man har født, og når man skal op at stå elle rbare bevæge sig den mindste smule, er det som om alt balance er helt ude af funktion, fordi man pludselig mangler baby i maven..... alting føles bare helt helt helt anderledes, og på sin vis helt forkert, i kroppen.... så man er ret groggy synes jeg, oven i at man er glad....

Selvfølgelig er der da nogen der græder af glæde over det her lille barn, men jeg tror faktisk det er de færreste, for jeg tror de fleste tænker en million tanker i stedet for... eller bare kigger på sin baby...

Det var utrolig dejligt. Lige som jeg havde forventet. Fødslen havde ikke været slem,gjorde ik særlig ondt, så jeg havde så meget overskud da han kom ud. Kan stadig huske det første jeg sagde.; Hvad er det blevet? Her er der hentydet til kønnet. Super lykkelig lige fra starten. Dette er 4 år siden med mit 1. barn

Jeg har termin her i slutningen af november og har samme forventninger denne gang.

Åhhh, du kan godt glæde dig!!!  Det er så fantastisk! Begge gange var bare "the moments of my life"....

På begge billeder er de et par minutter gamle.... Min datter (1. billede) er lidt høj i hovedet, da hun var stjernekigger og lå lidt skævt også.... Hård fødsel....

Min søn blev født i vand, så sidder stadig med ham i karret på billedet....

Åh - hvor fine billeder!! - Man kan bare se glæden i ansigtet på jer

Og ja - må indrømme at tålmodigheden er ved at være slut nu...

kommende-mor skriver:

Åh - hvor fine billeder!! - Man kan bare se glæden i ansigtet på jer

Og ja - må indrømme at tålmodigheden er ved at være slut nu...

Ja, det kan jeg sørme godt forstå! Jeg gik 4 dage over tid med min søn, og nuiii jeg syntes det var strengt!!!! Sad og tudede da jeg var 40+0. Min datter kom 5 dage FØR tid, så jeg var bare så forberedt på han også ville komme lidt før tid, men det gjorde han ikke.... Syntes virkelig de 4 dage var hårde at komme igennem....

Men da han så kom kørte adrenalinen bare i mig... Gik frem og tilbage på fødegangen i hurtigt tempo mens karret blev fyldt op, var 7-8 cm åben og kunne ha danset til technomusik, ha ha! Havde virkelig en god fødsel der:-)

Håber du får en rigtig god fødsel! Og ikke mindst at han snart kommer :-)

Jeg kan huske det første jeg sagde da Noah blev lagt på min mave var .. Hold kæt hvor er han ulækker ..  Men efter at jeg havde kigget på ham var jeg bare noget så forelsket

Jeg var en af dem, der havde glædet mig så meget til at få min lille baby på maven og så få at vide hvad det blev og blive smaskforelsket i dette lille væsen. '

Det skete dog ikke lige, da hun blev født blev hun taget med det samme for at blive tjekket og så sagde de hvad de var mens hun lå oppe på bordet og da jeg så endelig fik hende græd jeg da, men det var mere af udmattelse, jeg havde under hele graviditeten været bange for at miste hende, så da hun endelig kom kunne jeg slet ikke rumme de følelser, de var alt for overvældende, der gik 1½-2 mdr. før jeg var klar til den kærlighed, men for mig handlede det mere om at jeg ikke følte mig værdig til at være hendes mor og jeg blev jaloux på min egen mor hvis hun holdte hende for længe og fik en responds ud af hende, tror stadig følelsen om at miste hende lå så meget i mig at jeg var bange for at elske hende og så miste hende.. men med tiden kom kærligheden og i dag kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden hende og kan knap nok huske mit liv før hende..

Knuz fra Jane, stolt mor til Nikita

kommende-mor skriver:

Ja - står jo selv for at skulle møde min lille mand derinde - meget meget snart

Så er derfor blevet lidt nysgerrig - hvordan var det for jer herinde at møde/se jeres lille nyfødte baby for aller første gang?

Var det lykken med det samme, eller skulle I lige lære ham/hende at kende først ?

Hvad forventede I på forhånd?

Og var det så som I forventede?

 

Mange hilsner Christine

Det var den største oplevelse nogensinde, jeg havde da haft en masse forestillinger inden, men da de to hende op og lagde hende på min mave og hun kiggede på mig med de store blå øjne knækkede jeg helt sammen!

Jeg tudbrølede, har ALDRIG været så lykkelig i hele mit liv ..

Tina2 skriver:

Ja, det kan jeg sørme godt forstå! Jeg gik 4 dage over tid med min søn, og nuiii jeg syntes det var strengt!!!! Sad og tudede da jeg var 40+0. Min datter kom 5 dage FØR tid, så jeg var bare så forberedt på han også ville komme lidt før tid, men det gjorde han ikke.... Syntes virkelig de 4 dage var hårde at komme igennem....

Men da han så kom kørte adrenalinen bare i mig... Gik frem og tilbage på fødegangen i hurtigt tempo mens karret blev fyldt op, var 7-8 cm åben og kunne ha danset til technomusik, ha ha! Havde virkelig en god fødsel der:-)

Håber du får en rigtig god fødsel! Og ikke mindst at han snart kommer :-)

Tak - ja, har også bare været så rastløs de sidste par dage.

Er lidt af en venteposition man er sat i...

Så ud NU!!!

NikitasMoar skriver:

Jeg var en af dem, der havde glædet mig så meget til at få min lille baby på maven og så få at vide hvad det blev og blive smaskforelsket i dette lille væsen. '

Det skete dog ikke lige, da hun blev født blev hun taget med det samme for at blive tjekket og så sagde de hvad de var mens hun lå oppe på bordet og da jeg så endelig fik hende græd jeg da, men det var mere af udmattelse, jeg havde under hele graviditeten været bange for at miste hende, så da hun endelig kom kunne jeg slet ikke rumme de følelser, de var alt for overvældende, der gik 1½-2 mdr. før jeg var klar til den kærlighed, men for mig handlede det mere om at jeg ikke følte mig værdig til at være hendes mor og jeg blev jaloux på min egen mor hvis hun holdte hende for længe og fik en responds ud af hende, tror stadig følelsen om at miste hende lå så meget i mig at jeg var bange for at elske hende og så miste hende.. men med tiden kom kærligheden og i dag kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden hende og kan knap nok huske mit liv før hende..

Knuz fra Jane, stolt mor til Nikita

Har jo også selv på fornemmelsen at jeg bare bliver helt overvældet, men er også rart at høre at det altså ikke er alle der bliver det, kan jo også sagtens være at man slet ikke kan rumme det som du selv skriver