Hvordan var det at møde jeres lille nyfødte??

Ja - står jo selv for at skulle møde min lille mand derinde - meget meget snart

Så er derfor blevet lidt nysgerrig - hvordan var det for jer herinde at møde/se jeres lille nyfødte baby for aller første gang?

Var det lykken med det samme, eller skulle I lige lære ham/hende at kende først ?

Hvad forventede I på forhånd?

Og var det så som I forventede?

Mange hilsner Christine

Jeg var rigtig gla' for at han kom til verden .. Og det var kæresten osse .. Vi giver den kærlighed som han ha' brug for .. Bare han ha' det godt , så er vi gla'e .-.-

Jeg var vist bare glad for at fødslen var overstået. Lå og kiggede en del på ham, men tror ikke jeg følte den store kærlighed... Jeg følte mere at han var en fin baby, og jeg havde lyst til at tage mig af ham, men kærligheden og moderfølelsen kom først senere..

Der gik nogle uger, og så blev jeg forelsket. Og den kærlighed er siden vokset for hver dag

Jeg havde forventet umiddelbar lykke og kærlighed, så det var slet Ikke som forventet

kommende-mor skriver:

Ja - står jo selv for at skulle møde min lille mand derinde - meget meget snart

Så er derfor blevet lidt nysgerrig - hvordan var det for jer herinde at møde/se jeres lille nyfødte baby for aller første gang?

Var det lykken med det samme, eller skulle I lige lære ham/hende at kende først ?

Hvad forventede I på forhånd?

Og var det så som I forventede?

 

Mange hilsner Christine

Det tog mig lang tid at få den der moderfølelse overfor Liva.

Jeg tror selv det skyldtes at jeg fødte ved kejsersnit, så Liva ca. 5 sek. hvorefter hun røg på neo og jeg så hende første 3 timer senere. Samtidig havde de ikke plads til mig på neo så jeg kunne ikke ligge sammen med hende de første dage. Fødte fredag aften og kom først til at ligge sammen med Liva sidst på dagen om søndagen.
Jeg har rigtig svært ved at forholde mig til at det var mit barn.
Der var sygeplejersker over os de 2 uger vi var indlagt så det var faktisk først da vi kom hjem at jeg begyndte at have moderfølelsen.

Altså jeg elskede hende, og der var dælme ikke nogen der skulle have taget hende fra mig, men jeg følte ikke nogen tæt tilknytning

Jeg har ikke elsket nogen af mine børn fra første sekund, men har skullet lære dem at kende først.

Da jeg ventede mit første barn gik jeg og drømte om det øjeblik jeg fik hende op til mig første gang... jeg troede jeg ville være meget bevæget. Men min første tanke da hun kom op til mig var: "YES, endelig er det overstået" Og det var det samme med min søn.

Efterhånden som de blev ældre (der gik alligevel nogle uger) og jeg lærte dem at kende begyndte jeg at elske dem

åh ved mig har det bare været kærlighed fra første sekund.

fra det øjeblik jordmoderen har hjulpet dem det sidste stykke ud og til de bliver lagt på min mave.... jamen det har bare været så stort for mig at mit hjerte næsten brister af lykke.

når jeg sidder her og skriver bliver jeg helt trist ved tanken om at jeg ikke skal opleve det igen....men 4 gange er altså nok for mig

Spændene at høre jeres forskellige fortællinger

Tror også selv at jeg bliver rørt dybt - men omvendt har jeg jo ikke født før - og kan forestille mig at man bare er glad og taknemmelig over at smerterne er overstået og derfor måske ikke har det store overskud lige dér..

Selvom fødslen var hård og skrækkelig har jeg begge gange fået et total sus af oplevelsen. det var så stor og vidunderlig en oplevelse og følelse - var nærmest helt høj af det og var fra første sekund helt forelsket i det lille smukke vidunder, begge gange.

Nu har jeg 5 uger til termin og skal opleve den følelse igen og vi glæder os bare så vildt. Manden var også fuldstændig høj af følelser og oplevelsen....Det bedste og mest vidunderlige der er hændt os!!! Så glæd jer og nyd det!!!

1. gang var det jo skønt endelig at se det barn man havde ventet sådan på. Men det var også en lettelse bare at se at nu var han de, og SÅ var den fødsel heldigvis overstået, for så kunne der i hvert fald ikke blive tale om flere veer  der blev jeg dog frygteligt snydt hahahah... Hvorfor er der aldrig nogen der fortælle rom efterveer???? jeg anede ikke de eksisterede før de ligesom meldte sig hehe....

Nåh men det var selvfølgelig fantastisk at se det lille barn, og jeg fik et ordentligt skud energi, og da solen kastede en feeed stråle ind ad vinduet lige i samme øjeblik så jeg feeeeede farver mens jeg lå der med mit barn (eller var det lattergassen der endelig gav sit kick-in dér mon? hmmm)

2. Gang var det enormt overvældende, fordi det gik virkelig stærkt, og jeg faktisk kæmpede en brav kamp for ikke at føde før vi var på ygehuset og jordemoderen var klar til at gribe. Jeg stod på alle 4, og følte mig som den dårligste mor i hele verden, da jeg blev spurgt om jeg ville have barnet i armene, for jeg måtte svare nej, og bede dem give ham til faren. Så jeg va rjo enormt lettet over endelig at være ude over fødslen, endnu engang, men jeg var enormt skuffet over mig selv og mit manglende overskud, lige netop dén dag. Men jeg kunne bare ikke holde ham, jeg stod jo der på alle 4 med navlestrengen hængende mellem benene, og bare rystede og rystede, så jeg kunne slet ikke overskue det. Jeg fik ham i armene efter ca. 10 minutter og i mit hovede var kun 'hvad tænker de dog ikke om mig' MEN jeg var glad og lykkelig over mit barn, som blev krammet og kigget på som alle andre nyfødte bliver af deres mødre...

Jeg tror ikke jeg forventede det helt store.... og blev derfor heller ike specielt overrasket over følelserne.... det er svært lige at huske for det er faktisk 1 af de ting jeg ikke lige har tænkt så meget over... Kan kun sige at mit eneste mål her i livet har været at få børn inden jeg fyldte 25, og da jeg var 25½ blev jeg velsignet med nummer 2, så der var da lykke her....

Jeg var helt helt sikker på at jeg ville blive dybt bevæget, at jeg ville føle den dybe kærlighed og det ville være et lykkesus af den helt store slags.

Jeg vidste bare, at sådan er jeg!!! Men ingen af de 3 gange jeg har født, har det været sådan. Min mand var også sikker på athan ville tude af glæde. Det gjorde han heller ikke.

Jeg var dybt skuffet over min egen reaktion, og var længe om at acceptere den. Men mine børn: Åh, de er de dejligste hele verden!!! Det kunne jeg bare ikke lige se efter mine hårde og lange fødsler.