Fordeling af barsel - hvad gør I?

Tullebadulle skriver:

Hvis det er tilfældet .. så lad ham endelig komme til og have tid selv alene med barnet. Så kam han slappe mere af og gøre det på sin måde.

Hvis du som mor ammer, dikker, bekymrer dig pusler om baby i flere måneder og så skal køre parløb med din mand på barsel… jeg har set alt for mange tilfælde af at mors vej bliver den rigtige og at det er svært at give lov hos rigtig mange veninder. Og det er rigtig synd for manden. Alenetid med baby kan noget… og det opbygger selvtillid i rolle.

hov nu sked baby midt i svømmehallen … men jeg overlevede. Baby skreg gennem hele Magasin - men jeg overlevede. Osv osv

Det er svært, når man normalvis ikke er sådan, at forestille mig man kan blive sådan - jeg krymper mig sådan, når kvinder taler om at “manden passer børnene i aften” (øh nej, han er hjemme i aften, han passer dem sgu da ikke som en barnepige) eller mødre der nærmest ringer sig selv hjem, fordi de er “bedst til at putte”

Men alle siger, at det bliver man ofte som mor - og hvem skal jeg være og sige, jeg bliver anderledes? 
Synes jo han er superkompetent, tålmodig og har en fantastisk ro, jeg slet ikke besidder. Og hvad så hvis, jeg pludselig hopper over på den anden banehalvdel og bliver en hel anden version af mig selv? Yaiks. 

Jeg tænker også alene tid med en baby er godt - når jeg skal på job, er det ca. 3 aftner hver uge jeg er væk, udover hvis jeg er ude i en social sammenhæng med veninder og familie om formiddagen i hverdagene før vagt, eller i weekenden.
Så på den måde vil jeg selvfølgelig være hjemme i en del dagtimer ugentligt sammen med de to, når jeg arbejder aften er, men han vil jo også gerne i fædre legestue, gå til babysvømning og invitere dem på besøg, han gerne vil se. Det skal han og baby jo finde ud af sammen fra dag til dag - den tid er jo ikke min

Han vil jo også være hjemme mange aftner, mens jeg er på barsel, når han får fri. Så det bliver jo et mix af tid sammen og alenetid på barsel for os begge

Tak for dit svar. 

Tak for dit gode svar.

Jeg vil nemlig SÅ gerne tilgodese det kommende hjemmeliv, som jeg er så uvant i. Jeg vil gerne gøre det bedst muligt og jeg vil helst ikke lægge bånd på nogen. Og jeg er bevidst om at mange ting er et stort kompromis med ens værdier og hidtidige livsførsel, som er absolut ønsket, selvvagt og prioriteret, for vi vil det begge rigtig gerne.

Og tror bare det bliver supersvært og uvant, og jeg ved, jeg netop venter at se alle mine utilstrækkeligheder komme til skue. Ikke fordi jeg er perfektionist overhovedet med alt jeg gør, men fordi jeg gerne vil være et ordentligt menneske i mit forhold og øvrige relationer. 
Folk omkring mig mener, det er alt for tidligt at se spøgelser - men jeg kan sagtens grine af at jeg ikke er god til kontroltab og det her bliver et langt et af slagsen Netop derfor tænker jeg, om jeg er den rette til at bære førertrøjen, for tror det er sindssygt svært og hårdt - og jeg ér netop bange for, jeg fx kan bilde mig ind jeg pludselig ved bedst, når jeg ved, min kæreste er ligeså god som mig til en hver tid, til alting.
Sådan er jeg ikke normalvis, og jeg kæmper nærmest i mod på forhånd, fordi jeg synes det er svært at have været velfungerende som kærester i 13 år, til at skulle stå prøven med noget levende, der fortjener alt det bedste Det er jo bare fordi jeg er privilligeret, jeg har det sådan 

Så ja: Det er svært at ruste sig mentalt, når man altid er realist og ens kæreste er evigt optimist - men omvendt er det godt, han slet ikke kan gå i selvsving, når jeg begynder at overtænke��

 

Jeg tager dine gode anbefalinger til mig

Du er jo så flot reflekteret om dig selv og dine relationer, og jeg kan sagtens forstå dine tanker. Men du kommer altså til at fucke up en gang imellem og være både utilstrækkelig og urimelig! Sikkert både overfor barn, far og dine øvrige relationer. Og det er okay, for det bliver jo heller ikke vildere og mere krævende end at have ansvaret for et lille forsvarsløst menneskes fysiske og psykiske velbefindende, mens du i øvrigt selv risikerer at blive udsat for hormonelle forandringer, et pres på kroppen, der tager et år at komme ovenpå fra samt potentielt semi-torturlignende forhold med manglende og/eller afbrudt søvn. Nu lyder det meget dommedagsagtigt, og det er det ikke - men det er forventeligt at fejle løbende, og når du er så reflekteret et menneske, så kan du jo løbende evaluere på dig selv og det hele og sige undskyld, hvis man har opført sig urimeligt.

Langt svar beklager - min pointe er at det er okay at fucke up, og det er okay at have upassende følelser, så længe man reflekterer over dem.

Og til sidst - hvis du synes at det er pisse kedeligt at gå hjemme med en baby.. så er det også okay! Det er ikke for alle.. men man kan godt synes at noget er pisse kedeligt og gøre det alligevel.

Edit: off topic så virker du som et virkelig rart menneske, som lyder dejlig at være kæreste med med al din hensyntagen og refleksion. Men husk dig selv også!

Panther skriver:

Du er jo så flot reflekteret om dig selv og dine relationer, og jeg kan sagtens forstå dine tanker. Men du kommer altså til at fucke up en gang imellem og være både utilstrækkelig og urimelig! Sikkert både overfor barn, far og dine øvrige relationer. Og det er okay, for det bliver jo heller ikke vildere og mere krævende end at have ansvaret for et lille forsvarsløst menneskes fysiske og psykiske velbefindende, mens du i øvrigt selv risikerer at blive udsat for hormonelle forandringer, et pres på kroppen, der tager et år at komme ovenpå fra samt potentielt semi-torturlignende forhold med manglende og/eller afbrudt søvn. Nu lyder det meget dommedagsagtigt, og det er det ikke - men det er forventeligt at fejle løbende, og når du er så reflekteret et menneske, så kan du jo løbende evaluere på dig selv og det hele og sige undskyld, hvis man har opført sig urimeligt.

Langt svar beklager - min pointe er at det er okay at fucke up, og det er okay at have upassende følelser, så længe man reflekterer over dem.

Og til sidst - hvis du synes at det er pisse kedeligt at gå hjemme med en baby.. så er det også okay! Det er ikke for alle.. men man kan godt synes at noget er pisse kedeligt og gøre det alligevel.

Edit: off topic så virker du som et virkelig rart menneske, som lyder dejlig at være kæreste med med al din hensyntagen og refleksion. Men husk dig selv også!

Hvor er du altså bare sød - man får jo helt røde kinder

Og du har helt ret - så længe man generelt har gjort sig umage i tilværelsen, må man jo leve med, man både må og skal fucke op, når man skal noget nyt. Det er jo sjældent nogen katastrofe, at blive klogere, selvom det ind i mellem er på den hårde måde

.. Og mon ikke, vi både kan tilgive os selv og hinanden når det sker . Ellers er man vel også for selvhøjtidelig til, at få børn

Og sandt - ingen er da gudskelov død af kedsomhed - man bliver jo også dækket sin barsel, fordi det er et arbejde, og ikke fordi, det er a walk in the park. Det bliver forhåbentlig både pissehårdt óg hyggeligt på en gang. 

Jeg sætter meget pris på dit bidrag til mine tanker, det er det med at se perspektivet udefra, der jo kan være lidt svært

hej123hej skriver:

Hvor er du altså bare sød - man får jo helt røde kinder

Og du har helt ret - så længe man generelt har gjort sig umage i tilværelsen, må man jo leve med, man både må og skal fucke op, når man skal noget nyt. Det er jo sjældent nogen katastrofe, at blive klogere, selvom det ind i mellem er på den hårde måde

.. Og mon ikke, vi både kan tilgive os selv og hinanden når det sker . Ellers er man vel også for selvhøjtidelig til, at få børn

Og sandt - ingen er da gudskelov død af kedsomhed - man bliver jo også dækket sin barsel, fordi det er et arbejde, og ikke fordi, det er a walk in the park. Det bliver forhåbentlig både pissehårdt óg hyggeligt på en gang. 

 

Jeg sætter meget pris på dit bidrag til mine tanker, det er det med at se perspektivet udefra, der jo kan være lidt svært

Det skal nok gå det hele - jeg ønsker dig i hvert fald alt det bedste!

Har taget fuld barsel og derefter 6 ugers ferie inden jeg om lidt starter på job. Min søn starter først i pasning dagen efter han er blevet 1 år. 
Jeg fik overdraget “fars” del af barslen, da jeg har fuld fm. 

Tip! skriver:

Har taget fuld barsel og derefter 6 ugers ferie inden jeg om lidt starter på job. Min søn starter først i pasning dagen efter han er blevet 1 år. 
Jeg fik overdraget “fars” del af barslen, da jeg har fuld fm. 

Hvor dejligt for ham og dig, med så meget tid sammen

hej123hej skriver:

Hvor dejligt for ham og dig, med så meget tid sammen

Ja. Min søn skulle ikke tidligere i pasning fordi hans “far” ikke er inde i billedet, derfor søgte jeg om de uger. 

Hvis vi opnår graviditet igen. Så tager jeg alt den barsel vi kan overføre til mig, far tager de føret 14 dage/3 uger og resten af hans øremærket barsel når min er færdig.

Det gjorde vi også sidst udover der havde vi givet mig alt barslen (under den gamle). Det har fungeret bedst her 

Mt_2020 skriver:

Hvis vi opnår graviditet igen. Så tager jeg alt den barsel vi kan overføre til mig, far tager de føret 14 dage/3 uger og resten af hans øremærket barsel når min er færdig.

Det gjorde vi også sidst udover der havde vi givet mig alt barslen (under den gamle). Det har fungeret bedst her 

Dejligt, I allerede har en plan, I kender fra før - jeg krydser fingre for, det lykkes for Jer snart

Ved de to ældste holdt jeg 7 mdr barsel og derefter en måneds ferie samtidig med at far startede på barsel, og da jeg startede, holdt han 2-3 mdrs barsel selv.

Ved den yngste var det anderledes. Vi havde egentligt planlagt samme model som de andre gange, men denne gang fandt min mand ud af, efter vi havde lavet barselsplan, at han kunne få 6 mdr barsel med fuld løn, mens jeg bare var på dagpenge efter 14 uger. På mit arbejde havde de samtidig vildt meget brug for mig, og jeg syntes egentligt det var ret hårdt at gå hjemme. Så vi lavede planen om, og jeg startede på arbejde 3 korte dage, og holdt barsel de to andre dage sammen med min mand. Jeg holdt så ferie/barsel i hele skoleferien, og derefter startede jeg normalt op, og min mand tog de sidste måneder. 

For os var det perfekt. Det var dejligt for mig at komme lidt ud (vores baby var ca 5 mdr), men samtidig have tid hjemme med min mand og baby, og ikke føle at jeg gik glip af barslen, og have alle børn hjemme hele sommeren. Og jeg havde stadig tid til fx mødregruppe og babysvømning og sådan nogle ting. Vi var selvfølgelig også heldige med at det hele kunne gå op med både mit og hans arbejde