Fordeling af barsel - hvad gør I?

Ja, jeg er total i vildrede om, hvad vi skal vælge, og om jeg fx skal tage de første 3-4 måneder, så have min kæreste til at tage 3,5-4 måneder og så vende tilbage og tage det sidste barsel, eller om jeg skal “køre igennem” med min del og blive væk fra job længe, og min kæreste så nupper de sidste uger til slut. Jeg arbejder deltid (3-4 aftner om ugen) og vil derfor kunne være en stor del af babyen hverdag, mens min kæreste tager barsel, og derfor er jeg ekstra meget i tvivl om, hvad der egentlig vil være smartest - og om jeg derfor skal overdrage noget af min til ham. Han tager gerne mere end det øremærkede.

Jeg synes det er mega svært - hvad har I gjort/gør I hjemme ved Jer og hvorfor?

Jeg holder alt mit, når far går på barsel så folder jeg en måneds ferie i forlængelse så vi får lidt tid sammen alle tre

hej123hej skriver:

Ja, jeg er total i vildrede om, hvad vi skal vælge, og om jeg fx skal tage de første 3-4 måneder, så have min kæreste til at tage 3,5-4 måneder og så vende tilbage og tage det sidste barsel, eller om jeg skal “køre igennem” med min del og blive væk fra job længe, og min kæreste så nupper de sidste uger til slut. Jeg arbejder deltid (3-4 aftner om ugen) og vil derfor kunne være en stor del af babyen hverdag, mens min kæreste tager barsel, og derfor er jeg ekstra meget i tvivl om, hvad der egentlig vil være smartest - og om jeg derfor skal overdrage noget af min til ham. Han tager gerne mere end det øremærkede.

Jeg synes det er mega svært - hvad har I gjort/gør I hjemme ved Jer og hvorfor?

 

Det er jo ikke dit … men jeres. Selv om det er øremærket

Jeg havde 9-10mmd og så havde min mand tre måneder i streg ca. 

Her var det fantastisk, at jeg ikke var hjemme samtidigt med ham. Man kan hurtigt tage over på styringen, hvis man i flere mnd har gået hjemme. .. og også synes at specifikke måder at gøre ting på er de rigtige. 

Jeg holdt godt nok barsler under de gamle regler, men far har ved alle taget meget barsel.

Ved den første holdt jeg til min søn var knap 7 måneder og så overtog far. Det ville jeg ikke gøre igen, for min søn var ammebarn og ved knap 6 måneder viste han stadig ingen interesse i nogen form for mad og var nærmest ved at kvæles i selv den mest flydende grød. Flasken afviste han også kategorisk. Det stressede mig vildt den sidste tid af barslen, at jeg potentielt ville komme til at sulte mit barn, når jeg startede på arbejde, så denne tid var præget af mange bekymringer. Han var dog på tynd grød og mos, da jeg startede.

Ved de andre holdt jeg til de var 7 1/2 måneder, og det passede mig og vores familie ret godt. Optimalt ville jeg hellere have haft de sidste måneder, for i min optik er det fra 6 måneder baby virkelig bliver sjove og fantastiske at være sammen med, men når far også skulle have barsel og vi prioriterede amning, så var det jo ikke muligt. Tror heller ikke min arbejdsplads ville godkende delt barsel.

Ved første barn hold far fri de sidste tre uger af min barsel for at komme ind i rutinerne og nyde tiden sammen. Ved de andre har vi prioriteret en uge sammen i overlappet og så istedet taget nogle uger sammen til sidst. Det har været rigtig fedt lige at nyde den sidste tid sammen men også have denne tid til at gøre klar til at hverdagen med arbejde til begge og børn går igang.

Og så har ved alle gemt en måneds barsel som min mand brugte til at være på nedsat tid de første godt 4 måneder efter barsel. Så dee på den måde var kortere dage til baby (og søskende) og der var mere overskud mens vi lige blev vant til hverdagen.

Ting du efter min erfaring skal overveje i forhold til barselsplan:

- er det et ammebarn eller flaskebarn

- dur det på din arbejdsplads at have delt barsel

- skal I holde fri sammen og hvornår

- er der brug for nedsat tid i starten af institutionslivet for baby og jer

Men det er jo bare mine erfaringer ��

Darling skriver:

Jeg holder alt mit, når far går på barsel så folder jeg en måneds ferie i forlængelse så vi får lidt tid sammen alle tre

Det lyder hyggeligt - dejligt med noget tid sammen også

Tullebadulle skriver:

Det er jo ikke dit … men jeres. Selv om det er øremærket

Jeg havde 9-10mmd og så havde min mand tre måneder i streg ca. 

Her var det fantastisk, at jeg ikke var hjemme samtidigt med ham. Man kan hurtigt tage over på styringen, hvis man i flere mnd har gået hjemme. .. og også synes at specifikke måder at gøre ting på er de rigtige. 

 

Det er nemlig helt rigtigt - det er vores og jeg kan bare slet ikke mærke efter, om jeg vil trives på barsel i en lang, sammenhængende periode eller ej - så nu forsøger jeg at høre andres erfaringer Min kæreste er helt sikkert på, han vil elske det. Så lige nu står alt åbent, indtil jeg synes jeg ved hvad jeg vil - det ene øjeblik tror jeg det er lige mig og det næste tænker jeg “shit, det er så længe væk fra job” Måske fordi jeg er sygemeldt i min graviditet og savner at være der. 

Jeg tænker, du godt kan have ret i, at det kan man få lyst til at blande sig - men vil man det, vil man det jo også i de timer man er hjemme fra job

Men omvendt så er det jo ikke meningen vi er hjemme samtidig, når den anden er på barsel i al’ almindelighed, er min tanke.

Så står han vel op og gør tingene, som han vil, og så står jeg op efter en aftenvagt, når jeg vågner, og så må jeg jo indfinde mig i den ‘rutine’ de to er midt i sammen, de synes funker - ligesom han må indfinde sig i den jeg har skabt, når han kommer hjem kl. 17, når jeg er på barsel, og så opnå en form for fælles fodslag, når man så er sammen i x antal timer om dagen. Ligesom hvis man er sammen i weekenden som familie. 

Hvis jeg vil spise brunch med mine veninder/kollegaer der også arbejder aften/nat eller studerer i hverdagene når han er på barsel - eller han skal afsted på stadion, hygge med vennerne eller ud til sin mor om aftenen, når jeg er på barsel - går jeg udfra at at ingen vil bestemme hvad den anden skal eller hvordan i mellemtiden Det er jo en umulighed. 

Men det er jo nok fordi jeg forestiller mig, at han er mindst ligeså god til opgaven som jeg - hvis ikke bedre. Og at opgaven er pissesvær��. Oooog at den rutine med mad og søvn, man formentlig vil prøøøøve at gætte sig frem til er bedst/kan lade sig gøre (hvis man er så heldig at få en baby, der kan passe ind i en) stræber man efter hele ugen igennem, hele døgnet rundt, sådan nogenlunde.
I al almindelighed er det jo ikke sådan at man nødvendigvis kan lave en bombesikker struktur, når man har med mennesker at gøre, der altid holder - det ved jeg gennem mit fag Det er utopi. 

Det kan også være, det bare er komplet naivt at tro, man kan arbejde mod et fælles mål og give plads til hinanden - jeg ved jo godt man er komplet underskudsramt, angst og smadret.  Selvom at man gør sig umage og forsøger at kommunikerer. 

Så er superglad for din kommentar! Det er slet ikke utænkeligt at man er gladest for, at dele det skarpt op og så selv lære at kende sig selv grundigt i rollen, frem for at zigzagge med at være på barsel, tage på arbejde i fx 3-4 måneder mens han så er på barsel, og så vende tilbage og overtage barslen. Kan være man både privat og på job bliver komplet rundtosset . 

Morfire skriver:

Jeg holdt godt nok barsler under de gamle regler, men far har ved alle taget meget barsel.

Ved den første holdt jeg til min søn var knap 7 måneder og så overtog far. Det ville jeg ikke gøre igen, for min søn var ammebarn og ved knap 6 måneder viste han stadig ingen interesse i nogen form for mad og var nærmest ved at kvæles i selv den mest flydende grød. Flasken afviste han også kategorisk. Det stressede mig vildt den sidste tid af barslen, at jeg potentielt ville komme til at sulte mit barn, når jeg startede på arbejde, så denne tid var præget af mange bekymringer. Han var dog på tynd grød og mos, da jeg startede.

Ved de andre holdt jeg til de var 7 1/2 måneder, og det passede mig og vores familie ret godt. Optimalt ville jeg hellere have haft de sidste måneder, for i min optik er det fra 6 måneder baby virkelig bliver sjove og fantastiske at være sammen med, men når far også skulle have barsel og vi prioriterede amning, så var det jo ikke muligt. Tror heller ikke min arbejdsplads ville godkende delt barsel.

Ved første barn hold far fri de sidste tre uger af min barsel for at komme ind i rutinerne og nyde tiden sammen. Ved de andre har vi prioriteret en uge sammen i overlappet og så istedet taget nogle uger sammen til sidst. Det har været rigtig fedt lige at nyde den sidste tid sammen men også have denne tid til at gøre klar til at hverdagen med arbejde til begge og børn går igang.

Og så har ved alle gemt en måneds barsel som min mand brugte til at være på nedsat tid de første godt 4 måneder efter barsel. Så dee på den måde var kortere dage til baby (og søskende) og der var mere overskud mens vi lige blev vant til hverdagen.

 

Ting du efter min erfaring skal overveje i forhold til barselsplan:

- er det et ammebarn eller flaskebarn

- dur det på din arbejdsplads at have delt barsel

- skal I holde fri sammen og hvornår

- er der brug for nedsat tid i starten af institutionslivet for baby og jer

Men det er jo bare mine erfaringer ��

Tusind tak for dit kloge svar.

Jeg arbejder deltid med frit valg mellem vagter, som jeg selv vælger til og fra på, og på den måde er min arbejdsplads ikke afhængig af min indsats er klarlagt mere end en uge frem. Derfor tror jeg ikke nødvendigvis det bliver et problem for min arbejdsplads. 

Vi skal have et flaskebarn, så amningen er trukket ud af ligningen, men tilgengæld ved man jo aldrig om ens barn får kolik, en sygdom eller et syndrom, der først er tydelig når babyen lander  

Planen er umiddelbart at holde de første 14 dage sammen og resten hver for sig, for at få flest mulige måneder, før barnet skal starte i dagpleje. 

Må nok bare affinde mig med, man simpelthen ikke kan forudse hvad der er bedst, men først ved det, når man ved det

Som du skriver må man nok affinde sig med foreløbig uvidenhed.

Du aner ikke, hvilket barn i får, og du ved vitterligt heller ikke, hvilken slags mor du bliver. Man kan have nok så mange ideer - selv mens man er gravid og barnets komme jo er en realitet. Men det er først, når du står i det, at du ved, om du har lyst til at være hjemme fra arbejde, eller om du rent faktisk kan holde snitterne fra din partners valg og rytme relateret til barnet (hvilket mange desværre ikke kan). Der sker noget i forældres hjerner og kroppe, når der kommer et barn, og man kan ikke altid styre det.

Jeg ville tage barslen og din del af forældreorloven i træk, hvis jeg var dig. Kvinder er trods alt statistisk set langt mere påvirkede både fysisk og psykisk i post-fødselsforløbet end mænd, og der er i mine øjne så absolut ingen grund til at skynde sig væk fra hjemmet igen, hvis man kan undgå det. Prøv at se om du ikke kan finde ro i, at det i en god rum tid ikke handler om livet udenfor jeres families fire vægge.

Panther skriver:

Som du skriver må man nok affinde sig med foreløbig uvidenhed.

Du aner ikke, hvilket barn i får, og du ved vitterligt heller ikke, hvilken slags mor du bliver. Man kan have nok så mange ideer - selv mens man er gravid og barnets komme jo er en realitet. Men det er først, når du står i det, at du ved, om du har lyst til at være hjemme fra arbejde, eller om du rent faktisk kan holde snitterne fra din partners valg og rytme relateret til barnet (hvilket mange desværre ikke kan). Der sker noget i forældres hjerner og kroppe, når der kommer et barn, og man kan ikke altid styre det.

Jeg ville tage barslen og din del af forældreorloven i træk, hvis jeg var dig. Kvinder er trods alt statistisk set langt mere påvirkede både fysisk og psykisk i post-fødselsforløbet end mænd, og der er i mine øjne så absolut ingen grund til at skynde sig væk fra hjemmet igen, hvis man kan undgå det. Prøv at se om du ikke kan finde ro i, at det i en god rum tid ikke handler om livet udenfor jeres families fire vægge.

Tak for dit gode svar.

Jeg vil nemlig SÅ gerne tilgodese det kommende hjemmeliv, som jeg er så uvant i. Jeg vil gerne gøre det bedst muligt og jeg vil helst ikke lægge bånd på nogen. Og jeg er bevidst om at mange ting er et stort kompromis med ens værdier og hidtidige livsførsel, som er absolut ønsket, selvvagt og prioriteret, for vi vil det begge rigtig gerne.

Og tror bare det bliver supersvært og uvant, og jeg ved, jeg netop venter at se alle mine utilstrækkeligheder komme til skue. Ikke fordi jeg er perfektionist overhovedet med alt jeg gør, men fordi jeg gerne vil være et ordentligt menneske i mit forhold og øvrige relationer. 
Folk omkring mig mener, det er alt for tidligt at se spøgelser - men jeg kan sagtens grine af at jeg ikke er god til kontroltab og det her bliver et langt et af slagsen Netop derfor tænker jeg, om jeg er den rette til at bære førertrøjen, for tror det er sindssygt svært og hårdt - og jeg ér netop bange for, jeg fx kan bilde mig ind jeg pludselig ved bedst, når jeg ved, min kæreste er ligeså god som mig til en hver tid, til alting.
Sådan er jeg ikke normalvis, og jeg kæmper nærmest i mod på forhånd, fordi jeg synes det er svært at have været velfungerende som kærester i 13 år, til at skulle stå prøven med noget levende, der fortjener alt det bedste Det er jo bare fordi jeg er privilligeret, jeg har det sådan 

Så ja: Det er svært at ruste sig mentalt, når man altid er realist og ens kæreste er evigt optimist - men omvendt er det godt, han slet ikke kan gå i selvsving, når jeg begynder at overtænke��

Jeg tager dine gode anbefalinger til mig

hej123hej skriver:

Tak for dit gode svar.

Jeg vil nemlig SÅ gerne tilgodese det kommende hjemmeliv, som jeg er så uvant i. Jeg vil gerne gøre det bedst muligt og jeg vil helst ikke lægge bånd på nogen. Og jeg er bevidst om at mange ting er et stort kompromis med ens værdier og hidtidige livsførsel, som er absolut ønsket, selvvagt og prioriteret, for vi vil det begge rigtig gerne.

Og tror bare det bliver supersvært og uvant, og jeg ved, jeg netop venter at se alle mine utilstrækkeligheder komme til skue. Ikke fordi jeg er perfektionist overhovedet med alt jeg gør, men fordi jeg gerne vil være et ordentligt menneske i mit forhold og øvrige relationer. 
Folk omkring mig mener, det er alt for tidligt at se spøgelser - men jeg kan sagtens grine af at jeg ikke er god til kontroltab og det her bliver et langt et af slagsen Netop derfor tænker jeg, om jeg er den rette til at bære førertrøjen, for tror det er sindssygt svært og hårdt - og jeg ér netop bange for, jeg fx kan bilde mig ind jeg pludselig ved bedst, når jeg ved, min kæreste er ligeså god som mig til en hver tid, til alting.
Sådan er jeg ikke normalvis, og jeg kæmper nærmest i mod på forhånd, fordi jeg synes det er svært at have været velfungerende som kærester i 13 år, til at skulle stå prøven med noget levende, der fortjener alt det bedste Det er jo bare fordi jeg er privilligeret, jeg har det sådan 

Så ja: Det er svært at ruste sig mentalt, når man altid er realist og ens kæreste er evigt optimist - men omvendt er det godt, han slet ikke kan gå i selvsving, når jeg begynder at overtænke��

 

Jeg tager dine gode anbefalinger til mig

Hvis det er tilfældet .. så lad ham endelig komme til og have tid selv alene med barnet. Så kam han slappe mere af og gøre det på sin måde.

Hvis du som mor ammer, dikker, bekymrer dig pusler om baby i flere måneder og så skal køre parløb med din mand på barsel… jeg har set alt for mange tilfælde af at mors vej bliver den rigtige og at det er svært at give lov hos rigtig mange veninder. Og det er rigtig synd for manden. Alenetid med baby kan noget… og det opbygger selvtillid i rolle.

hov nu sked baby midt i svømmehallen … men jeg overlevede. Baby skreg gennem hele Magasin - men jeg overlevede. Osv osv