Graviditet og førtidspension

Mor og meget mere skriver:

Min ærlige mening er, at jeg ikke har grundlag for at have en mening om det uden at kende noget til baggrunden for førtidspensionen. Jeg ville ikke dømme nogen uden at vide noget om deres situation. 
Når fysikken eller psyken er skrøbelig, så går jeg ud fra, at førtidspensionistens partner er i stand til og indstillet på at trække et større læs i hjemmet, og det skal andre ikke blande sig i. 

Min grund er smerter. Piskesmæld og Fibromyalagi.. Jeg har en fantastisk mand og støtte fra familie og venner .. 

mine børn er hele min verden og grunden til at jeg står op om morgen. Jeg har altid drømt om en stor familie, jeg er vred over det mine smerter har taget fra mig. Og vil bare ikke have de skal bestemme alt! 

Anonym skriver:

Så hvis du fik valget at enten var du mor ellers havde du et arbejde, ville du så vælge arbejde?

For mig er hele min verden mine børn, min krop kan ikke begge dele. Hvis jeg er på arbejde er min krop ødelagt smertemæssig i flere dagen efter og jeg kan ikke være den mor jeg gerne vil være eller den mor mine børn fortjener. 

Jeg ville ikke vælge at få børn.

Det er alt for risikabelt. 

Hvis man har en så dårlig krop , er risikoen for forværring ved fx graviditet eller alm aldersforværring alt for stor til at jeg ville turde at tage den risiko. 

Du kan stoppe med at arbejde hvis din krop siger fra. Dine børn har brug for en aktiv nærværende mor i deres liv

 Og det kan være svært at opfylde med en krop der ikke kan tåle ret meget. 

Jeg tænker ikke noget om andre mennesker og deres valg. Hvis I har ressourcer og lyst til at få et barn, synes jeg at I skal gøre det. Jeg vil ikke selv få barn nu, hvor jeg er førtidspensionist, men det er fordi jeg har skizofreni. Jeg ønsker aldrig at give de gener videre. Og så står jeg faktisk og skal bo på et bosted. Så min sag er relativt tung.

Anonym skriver:

Jeg ville ikke vælge at få børn.

Det er alt for risikabelt. 

Hvis man har en så dårlig krop , er risikoen for forværring ved fx graviditet eller alm aldersforværring alt for stor til at jeg ville turde at tage den risiko. 

Du kan stoppe med at arbejde hvis din krop siger fra. Dine børn har brug for en aktiv nærværende mor i deres liv

 Og det kan være svært at opfylde med en krop der ikke kan tåle ret meget. 

Men er det ikke en gratis omgang at hævde, at så ville man ikke få børn? Man ved vel aldrig med sikkerhed, hvad man ville gøre, hvis man stod i en livssituation, man ikke har været i. 

Selvom jeg er meget, meget glad for mit arbejde, så er det mine børn og hele dét at have stiftet familie, der er det eneste, som virkelig betyder noget, når det store regnestykke gøres op. Jeg er med på, at det ikke er en menneskeret at få børn, og at nogle mennesker af forskellige årsager ikke magter opgaven. Også, at man derfor skal tænke sig virkelig godt om. Men hvis det virker realistisk, at man kan være en god og nærværende mor - med støtte fra sin mand - så vil jeg være meget forsigtig med at vurdere for andre, hvor meget de bør tænke i worst case scenario.  

For ti år siden fik min veninde et barn som blev fjernet, og kom i plejefamilie efter tre måneder. 

Hun kæmpede dengang mod kommunen med at bevise at hun var for syg til at arbejde og derfor skulle have førtidspension og kæmpede samtidig for at få sin søn hjem at bo. Sagen endte med at hun fik en førtidspension, og ellers overvåget samvær en gang om ugen med sin søn. 

Jeg føler selv kommunen gjorde det rigtige i dette tilfælde, da hun er psykisk syg. Det primære hun snakkede om under graviditeten, var hvor mange penge hun ville få ekstra at leve for, nu hvor hun ville få børnepenge.

Jeg var selv i flexjob under min første graviditet, og er stadig i flexjob og gravid igen, og har nu aldrig bemærket at folk har været negative omkring det. 

Alle sager er forskellige, og man kan sagtens være en god forældre som førtidspensionist. 

Men får man førtidspension fordi man har en stærkt psykisk sygdom ville jeg nok være bekymret for barnet, da jeg selv har set alt for mange ting..

Din sag er sikkert anderledes og hvis kommunen ikke er bekymret, synes jeg ikke du skal bekymre dig overhovedet. 

Anonym skriver:

For ti år siden fik min veninde et barn som blev fjernet, og kom i plejefamilie efter tre måneder. 

Hun kæmpede dengang mod kommunen med at bevise at hun var for syg til at arbejde og derfor skulle have førtidspension og kæmpede samtidig for at få sin søn hjem at bo. Sagen endte med at hun fik en førtidspension, og ellers overvåget samvær en gang om ugen med sin søn. 

Jeg føler selv kommunen gjorde det rigtige i dette tilfælde, da hun er psykisk syg. Det primære hun snakkede om under graviditeten, var hvor mange penge hun ville få ekstra at leve for, nu hvor hun ville få børnepenge.

Jeg var selv i flexjob under min første graviditet, og er stadig i flexjob og gravid igen, og har nu aldrig bemærket at folk har været negative omkring det. 

Alle sager er forskellige, og man kan sagtens være en god forældre som førtidspensionist. 

Men får man førtidspension fordi man har en stærkt psykisk sygdom ville jeg nok være bekymret for barnet, da jeg selv har set alt for mange ting..

Din sag er sikkert anderledes og hvis kommunen ikke er bekymret, synes jeg ikke du skal bekymre dig overhovedet. 

Jeg tænker faktisk helt ærligt det samme, hvis det var mig selv, der kom og var gravid nu. Jeg har netop fået førtidspension pga svær psykose og min prognose er, at jeg ikke bliver rask og ikke vender tilbage til arbejdsmarkedet. Så hvis jeg vupti kom og fortalte min læge, at nu skulle jeg være mor, så ville jeg faktisk godt kunne forstå, hvis hun (og kommunen) blev bekymret. Der skal rigtigt meget til for at få førtidspension nu om dage, svær og kronisk sygdom, og det giver mening, at hvis en sygdom er så invaliderende, at man (som for eksempel mig) ikke kan arbejde det mindste, at sygdommen så også spiller ind på ens forældrekompetencer. Det gør min sygdom i hvert fald.

Min grund er smerter. Piskesmæld og Fibromyalagi.. Jeg har en fantastisk mand og støtte fra familie og venner .. 

mine børn er hele min verden og grunden til at jeg står op om morgen. Jeg har altid drømt om en stor familie, jeg er vred over det mine smerter har taget fra mig. Og vil bare ikke have de skal bestemme alt! 

Du vil ikke have af de bestemmer alt - smerterne. Men realiteten er jo, at vi alle får kastet nogle skæve bolde i livet en gang i mellem, som vi skal forholde os til. 
Jeg har en søn med diabetes og en der er autist. Det betyder at vi er “på” på en helt anden måde en forældre generelt. Blodsukkeret skal styres 24/7 og man bliver vækket af alarmer på ens telefon ved højt og lavt blodsukker. Min søn der er autist kræver mere ifht. guidning og han er ikke lige så selvkørende og moden som andre børn.

man ved aldrig hvad man får af udfordringer.

Jeg havde også et ønske om en stor flok - men ved du hvad? Livet skete og vi måtte justere vores forventninger. Der ville ikke være overskud til flere børn. 

Man har ikke “krav” på en stor børneflok. Det lyder som om din holdning er “det skal i hvert fald ikke holde mig tilbage”? Men måske burde det holde dig tilbage ifht at få flere børn. Du ved ikke hvordan dit helbred udvikler sig og skal også gerne have overskud til de levende børn. 

Lad mig stille dig spørgsmålet - ville du kunne holde til næsten hver nat at skulle op 1-3 gange med druesukker/ mælk for at få blodsukkeret op? Du skal altså også kunne håndtere hvis dine børn bliver syge eller kræver ekstra overskud - og det er krævende selv for raske forældre. 

Du vil ikke have af de bestemmer alt - smerterne. Men realiteten er jo, at vi alle får kastet nogle skæve bolde i livet en gang i mellem, som vi skal forholde os til. 
Jeg har en søn med diabetes og en der er autist. Det betyder at vi er “på” på en helt anden måde en forældre generelt. Blodsukkeret skal styres 24/7 og man bliver vækket af alarmer på ens telefon ved højt og lavt blodsukker. Min søn der er autist kræver mere ifht. guidning og han er ikke lige så selvkørende og moden som andre børn.

man ved aldrig hvad man får af udfordringer.

Jeg havde også et ønske om en stor flok - men ved du hvad? Livet skete og vi måtte justere vores forventninger. Der ville ikke være overskud til flere børn. 

Man har ikke “krav” på en stor børneflok. Det lyder som om din holdning er “det skal i hvert fald ikke holde mig tilbage”? Men måske burde det holde dig tilbage ifht at få flere børn. Du ved ikke hvordan dit helbred udvikler sig og skal også gerne have overskud til de levende børn. 

Lad mig stille dig spørgsmålet - ville du kunne holde til næsten hver nat at skulle op 1-3 gange med druesukker/ mælk for at få blodsukkeret op? Du skal altså også kunne håndtere hvis dine børn bliver syge eller kræver ekstra overskud - og det er krævende selv for raske forældre. 

 

 

 

Jeg er fuldstændig enig.

Havde det været af psykiske årsager ville jeg mene, at et barn mere og alt hvad der følger og kan følge med i hvert fald ville belaste det mentale mere end i forvejen.

men nu hvor det er fysisk, så tænker jeg umiddelbart ikke at graviditet og fødslen i sig selv er en nem omgang - og lige så meget efterfølgende, hvor man både er fysisk og psykisk på overarbejde, fordi man ingen søvn får.

TS, du skal gøre det rigtige for dig. Det jo kun dig der ved hvor store og hvad dine begrænsninger er.. Reelt set, er ingen af vores meninger vigtige. Kun din/jeres egne og jeres sagsbehandlers/læges, for jeg ved ikke om det kan gøre, så de på nogen måde vil revurderer din FP? 

Du er også nødt til at tage udgangspunkt i at smerterne og sygdomsbilledet kan ændre sig:

• I en populationsbaseret undersøgelse, hvor 1.555 individer diagnosticeret med fibromyalgi blev fulgt halvårligt med spørgeskemaer i op til 11 år, rapporterede 36 % forværring i den samlede symptombyrde og 39 % øget smerteniveau over tid. 25 % rapporterede moderat forbedring af smerteniveauet

Min mor har fibromyalgi og kom på førtidspension da jeg var barn. Jeg nåede ikke at opleve hun arbejdede. 

Min mor har altid været en god mor og med gode hensigter - men sygdommen gjorde at lunten var kort, at hun ofte skiftede humør og ikke rigtig havde overskud. Jeg kunne aldrig rigtig regne med hende, det kom altid an på hendes smerter hver dag. 
Hun sov hver dag for at hvile sig. Hun forsøgte altid at skjule hvordan hun havde det. Jeg føler ikke selv hun var særlig nærværende fordi overskuddet bare ikke var der. Jeg ved hun gjorde sit bedste dog. 

jeg er glad for min mor, men det er blot et eksempel på at det er altså vigtigt med overskud og at man kan være nærværende med sit barn. Jeg synes selv man skal vurdere om man er i stand til at være en god forælder, sygdommen rammer jo også forskelligt. 

men her er blot et eksempel som et barn til en forælder som selv kom på fp grundet fibromyalgi.  Jeg ville selv ikke få børn, hvis ikke overskuddet var der. Selvom kærligheden nok er der men måske er du ramt meget mildere. Det håber jeg!