Fire børn

Jeg har 3 (7, 5, 1), er så inderligt skruk og ønsker en mere. Den eneste person, hvis mening jeg respekterer og lytter til i den henseende, er min mand. Han er ikke samme sted som mig desværre 

Det eneste der kan bekymre mig en lille bitte smule er økonomien. Men vi har altid klaret hvad vi satte os for  

Jeg kan slet ikke se at 4 børn skulle være svære end 3. Der vil stadig være en voksen til to børn, hvis alt brænder sammen samtidig

Anonym skriver:

Ift til det med hvad omgivelserne synes: Jeg har nogle gange svært ved at overskue at invitere de familier jeg kender med flere end to børn af den simle grund at det kan være et mareridt at have flere børn end voksne på besøg. Specielt når de er små. Og så ender de med ikke blive inviteret. 4 børn og to voksne det kan være en mundfuld oven i de andre man også gerne vil ses med eller måske har man simpelthen ikke plads til dem

Der er også den ting med at det kan være svært at finde nogen der vil passe ens mange børn når mor og far skal pleje deres forhold. 

Jeg oplever faktisk nogle gange at familier med flere børn bliver fornærmede hvis man ikke kan huse hele flokken eller kan overskue passe alle ungerne. Det er lidt ligesom når hundeejere bliver fornærmede over de ikke må tage deres hund med hjem til en. De glemmer ofte eller nogle gange at man måske ikke selv har samme trang til hunde eller børn, og det også er helt ok. 

Men hvis man ikke har plads eller overskud til at invitere familier med fire børn sammen med andre gæster, så gør man det vel på et andet tidspunkt? Hvis det er en nær relation - veninde eller tæt familiemedlem - så ville jeg da forvente, at vedkommende har interesse i at engagere sig i og lære børnene at kende. 

Hvis der er tale om perifære bekendte, så lever man nok med, at de ikke kan rumme ens familie, og at kontakten ebber ud. Men hvis én tæt på mig ikke “havde trang” til at se mine børn, uanset antal, ville jeg overveje, om den relation var værd at bevare som nær. Og hvis jeg ikke orkede at være sammen med en nær veninde og hele hendes familie, fordi hun havde “for mange børn”, ville jeg tage mig selv i nakken og investere tid og interesse i at få en bedre relation til dem. 

Der er jo ikke tale om en irriterende “genstand”, som følger med forældrene, men små mennesker, som formentlig vil være i ens liv i mange år. 

Mor og meget mere skriver:

Men hvis man ikke har plads eller overskud til at invitere familier med fire børn sammen med andre gæster, så gør man det vel på et andet tidspunkt? Hvis det er en nær relation - veninde eller tæt familiemedlem - så ville jeg da forvente, at vedkommende har interesse i at engagere sig i og lære børnene at kende. 

Hvis der er tale om perifære bekendte, så lever man nok med, at de ikke kan rumme ens familie, og at kontakten ebber ud. Men hvis én tæt på mig ikke “havde trang” til at se mine børn, uanset antal, ville jeg overveje, om den relation var værd at bevare som nær. Og hvis jeg ikke orkede at være sammen med en nær veninde og hele hendes familie, fordi hun havde “for mange børn”, ville jeg tage mig selv i nakken og investere tid og interesse i at få en bedre relation til dem. 

Der er jo ikke tale om en irriterende “genstand”, som følger med forældrene, men små mennesker, som formentlig vil være i ens liv i mange år. 

Men hov! Det var ikke det jeg skrev. Har ikke skrevet at man ikke gider investere tid i venskabet, men der kan være lejligheder hvor jeg simpelthen ikke har plads til at invitere flere familier med mange børn. Og så må man se den på andre tidspunkter.

Anonym skriver:

Hvor gamle er jeres børn? 

Og det har du ret i! Jeg ville bare sådan ønske jeg kunne smide den følelse væk hvor jeg tænker på hvad alle andre tænker .. 

De er henholdsvis 25-13-10 og 8år.

Vi har fire børn på 8, 6, 3 og 1 år. Vi kunne godt mærke, at vi gik fra 3 til 4 børn, vil jeg sige. Selvfølgelig er omvæltningen ikke så stor som, når man går fra 0 til 1 barn, men man får jo et ekstra barn (baby) i huset, og det kan godt mærkes. 
Jeg har også en kronisk sygdom, og vi havde egentlig sagt stop ved tre børn delvist pga. det. Men så var nr. 4 pludselig på vej, og vi besluttede i samråd med lægerne, at det turde vi godt kaste os ud i alligevel. 
Vores og særligt min familie var noget skeptiske og bekymrede for mit helbred, og om vi kunne klare det. Vores familier har begge valgt kun at få et barn, fordi de synes det var for hårdt med flere. Så i det perspektiv kan jeg godt forstå, at de synes, vi er tossede. 

De vænnede sig dog til tanken under graviditeten, og bakker os op, selvom de nok synes, vores hverdag virker kaotisk, og vores rengørings/oprydnings-standard ikke helt lever op til deres. 
Jeg kan godt være bekymret for, hvad andre tænker om os nogle gange. Særligt, hvis der er noget i vores familieliv, der ikke fungerer. Så forestiller jeg mig straks, at andre tænker, det må skyldes, at vi har fået for mange børn, og derfor ikke magter det. Men jeg ville virkelig også være ked af det, hvis jeg havde ladet frygten får andres reaktion bestemme, hvor mange børn jeg skulle have. Det tror jeg virkelig, at jeg ville fortryde. 

Anonym skriver:

Vi har fire børn på 8, 6, 3 og 1 år. Vi kunne godt mærke, at vi gik fra 3 til 4 børn, vil jeg sige. Selvfølgelig er omvæltningen ikke så stor som, når man går fra 0 til 1 barn, men man får jo et ekstra barn (baby) i huset, og det kan godt mærkes. 
Jeg har også en kronisk sygdom, og vi havde egentlig sagt stop ved tre børn delvist pga. det. Men så var nr. 4 pludselig på vej, og vi besluttede i samråd med lægerne, at det turde vi godt kaste os ud i alligevel. 
Vores og særligt min familie var noget skeptiske og bekymrede for mit helbred, og om vi kunne klare det. Vores familier har begge valgt kun at få et barn, fordi de synes det var for hårdt med flere. Så i det perspektiv kan jeg godt forstå, at de synes, vi er tossede. 

De vænnede sig dog til tanken under graviditeten, og bakker os op, selvom de nok synes, vores hverdag virker kaotisk, og vores rengørings/oprydnings-standard ikke helt lever op til deres. 
Jeg kan godt være bekymret for, hvad andre tænker om os nogle gange. Særligt, hvis der er noget i vores familieliv, der ikke fungerer. Så forestiller jeg mig straks, at andre tænker, det må skyldes, at vi har fået for mange børn, og derfor ikke magter det. Men jeg ville virkelig også være ked af det, hvis jeg havde ladet frygten får andres reaktion bestemme, hvor mange børn jeg skulle have. Det tror jeg virkelig, at jeg ville fortryde. 

Må jeg spørger hvilken kronisk sygdom du har? 

Dejligt at det kunne lykkedes for jer.

Jeg er virkelig også bange for at jeg kommer til at fortryde hvis jeg lytter til frygten frem for lysten .. 

Anonym skriver:

Må jeg spørger hvilken kronisk sygdom du har? 

Dejligt at det kunne lykkedes for jer.

Jeg er virkelig også bange for at jeg kommer til at fortryde hvis jeg lytter til frygten frem for lysten .. 

Jeg har kronisk tarmbetændelse. Det varierer meget, hvor påvirket jeg er af sygdommen. Men jeg har nok generelt mindre energi end andre, der ikke er syge. 
Jeg har vildt dårlig samvittighed, når det påvirker min familie. Men sådan er det desværre bare i perioder. Jeg fortryder stadig  ikke, at jeg har sat fire børn i verden.  

Anonym skriver:

Men hov! Det var ikke det jeg skrev. Har ikke skrevet at man ikke gider investere tid i venskabet, men der kan være lejligheder hvor jeg simpelthen ikke har plads til at invitere flere familier med mange børn. Og så må man se den på andre tidspunkter.

Konteksten er, at TS er i tvivl om, hvad andre tænker om dét, at man får et fjerde barn. I den sammenhæng virker det som en meget lille “problematik”, at enkelte relationer ikke kan invitere en familie på seks sammen med andre familier - du skriver jo nu, at så ser man dem på andre tidspunkter, og dermed er der vel ikke et problem?

Men du skriver samtidig om “ikke at have samme trang til børn” og sammenligner det med hundeejere, der vil have hundene med på besøg i andres hjem. For mig er der en verden til forskel! - og det ville jeg også forvente, at der var for nære veninder/familiemedlemmer. Det lyder blot i dit første indlæg, som om din “trang” til at være sammen med andres børn er stærkt begrænset. Well - man kan jo ikke forlange af nogen, at de mønstrer interesse og engagement for ens børn, men jeg ville næppe opfatte det som udtryk for oprigtigt venindeskab, hvis nogen ikke havde en naturlig interesse for at se mine børn og lære dem at kende. 

Altså jeg har ikke 4 børn men to. Vil bare sige hvis i føler for en 4 syntes jeg det er fedt. Jeg er igang med at få nr. 3 som jeg håber bliver en nr. 3 og 4 (ja tvillinger) og jeg er alene mor.  

Slet ikke hårdere. Vores nr. 4 er en efternøler. De tre store er SÅ gode storesøskende for hende den lille. Det er det bedste jeg/vi har gjort