Fire børn

Anonym skriver:

Ja, tænke negativt. Det er jo blevet mere og mere normalt at have 3 børn, rejser osv. er indrettet til 3 børn. Fire børn virker for mange som en for meget synes jeg når jeg snakker med andre.

Og så har jeg fibromyalagi og der kan jeg godt være nervøs for om folk så også har en holdning til at jeg vælger at få et barn mere til trods for min sygdom...

Jeg har 1 barn og skal ikke have flere. For mig virker det altid som om, at alt er indrettet til, at man skal have 2 børn. Helst en af hvert køn ;-).

Men altså "folk" har jo altid holdninger - formentlig baseret ud fra deres egne holdninger og valg. Hvis jeg mødte dig og du sagde "Jeg har fire børn" ja, så ville min første tanke nok være "Det var mange. Det må være hårdt. Respekt for at de kan klare det. Og skønt med søskende til børnene". Men aldrig noget negativt. 

Det med andres meninger kan man ikke bruge. Ja, lettere sagt end gjort. Jeg var 40 år da jeg fik min datter. Min mor var ved at dø over, hvor gammel jeg var. Det var irriterende. Men grundlæggende uinteressant. 

I forhold til din sygdom er det jo også kun dig din partner, der kan vurdere om det kan lade sig gøre. Synes det er fair, hvis andre er bekymrede for dig. Men det er stadig kun jer der kan træffe beslutningen. 

Ift til det med hvad omgivelserne synes: Jeg har nogle gange svært ved at overskue at invitere de familier jeg kender med flere end to børn af den simle grund at det kan være et mareridt at have flere børn end voksne på besøg. Specielt når de er små. Og så ender de med ikke blive inviteret. 4 børn og to voksne det kan være en mundfuld oven i de andre man også gerne vil ses med eller måske har man simpelthen ikke plads til dem

Der er også den ting med at det kan være svært at finde nogen der vil passe ens mange børn når mor og far skal pleje deres forhold. 

Jeg oplever faktisk nogle gange at familier med flere børn bliver fornærmede hvis man ikke kan huse hele flokken eller kan overskue passe alle ungerne. Det er lidt ligesom når hundeejere bliver fornærmede over de ikke må tage deres hund med hjem til en. De glemmer ofte eller nogle gange at man måske ikke selv har samme trang til hunde eller børn, og det også er helt ok. 

Anonym skriver:

Ja, tænke negativt. Det er jo blevet mere og mere normalt at have 3 børn, rejser osv. er indrettet til 3 børn. Fire børn virker for mange som en for meget synes jeg når jeg snakker med andre.

Og så har jeg fibromyalagi og der kan jeg godt være nervøs for om folk så også har en holdning til at jeg vælger at få et barn mere til trods for min sygdom...

Folks reaktion på fire børn. Er jo baseret på at de ikke selv kan overskue at få fire børn. 
så er det da kun rart for jer hvis i har så meget overskud at i kan finde overskuddet frem til at få fire børn. 

Anonym skriver:

Hatten af for at du gør det, ville sådan ønske at jeg også kunne gøre det

Mine børn er 4, 11 og 12 år .. De efterspøger ofte om vi ikke kan få en baby mere.. De to store klare jo det meste selv iforhold til madpakker, gå i skole osv. 

Min mands mor har før da jeg kom til at nævne for et halvt år siden at jeg ønskede mig en mere, var hendes svar "ej det kan du da ikke mene"  

Det siger min svigermor også. og min far og hans kone samt mine veninder. Men jeg kan bare mærke at jeg bliver så træt af det. 
Jeg har gået med ønsket selv i et år. Trods jeg har så mange gode veninder har jeg ikke følt jeg kunne sige det. Pga folks fordomme og “ej det gad jeg ikke”.. 

Men nu er jeg bare nået et punkt hvor jeg virkelig øver mig. Det betyder ikke at jeg ikke frygter hvad chefen, svigermor, hende på 15 år og alle andre vil sige når jeg forhåbentlig snart står med en positiv test. Men jeg kan bar mærke at trods jeg tænker på hvad andre tænker. Så ønsker jeg mig jo stadig familieforøgelse.

Så derfor vil jeg virkelig bare gerne eje retten til at have det her ønske. Jeg er træt af, ikke at føle mig berettiget. 
Da vi fik nr 1 var jeg for ung. Da vi fik nr 2 var d for tæt på vores første barn (18 mdr imellem), da vi fik nr 3 var tre børn mange og “gider i starte forfra”. 
Denne gang vil jeg have lov at glæde mig. Det er gået godt de andre gange trods jeg der også var bange for hvad andre ville tænke. 

Havde du det på samme måde de andre gange? Bange for omgangskredsens meninger?

Vi er nok bare sådan som mennesker. Men vi kan øve os. For hvad er det værste der kan ske?

sys svigermor ikke det er en god ide… Hvad så, egentlig??

Tiller skriver:

Det siger min svigermor også. og min far og hans kone samt mine veninder. Men jeg kan bare mærke at jeg bliver så træt af det. 
Jeg har gået med ønsket selv i et år. Trods jeg har så mange gode veninder har jeg ikke følt jeg kunne sige det. Pga folks fordomme og “ej det gad jeg ikke”.. 

Men nu er jeg bare nået et punkt hvor jeg virkelig øver mig. Det betyder ikke at jeg ikke frygter hvad chefen, svigermor, hende på 15 år og alle andre vil sige når jeg forhåbentlig snart står med en positiv test. Men jeg kan bar mærke at trods jeg tænker på hvad andre tænker. Så ønsker jeg mig jo stadig familieforøgelse.

Så derfor vil jeg virkelig bare gerne eje retten til at have det her ønske. Jeg er træt af, ikke at føle mig berettiget. 
Da vi fik nr 1 var jeg for ung. Da vi fik nr 2 var d for tæt på vores første barn (18 mdr imellem), da vi fik nr 3 var tre børn mange og “gider i starte forfra”. 
Denne gang vil jeg have lov at glæde mig. Det er gået godt de andre gange trods jeg der også var bange for hvad andre ville tænke. 

Havde du det på samme måde de andre gange? Bange for omgangskredsens meninger?

Vi er nok bare sådan som mennesker. Men vi kan øve os. For hvad er det værste der kan ske?

sys svigermor ikke det er en god ide… Hvad så, egentlig??

Kan være svigermor synes det er en dårlig idé fordi det er svigermor der forventes skal passe endnu et lille barn og træde til når det brænder på for dem -  eller at hun kan se det måske slider på hendes søn og svigerdatter - særligt når ts har en kronisk sygdom.

Men så kan man sige, hvad kommer det svigermor ved? ikke en disse, men det er naturligt at mødre bekymrer sig om deres børn. 

Minime2018 skriver:

Kan være svigermor synes det er en dårlig idé fordi det er svigermor der forventes skal passe endnu et lille barn og træde til når det brænder på for dem -  eller at hun kan se det måske slider på hendes søn og svigerdatter - særligt når ts har en kronisk sygdom.

Men så kan man sige, hvad kommer det svigermor ved? ikke en disse, men det er naturligt at mødre bekymrer sig om deres børn. 

Her passer svigermor stort set aldrig, hvis det sker 1-4 gange om året er det kun et par timer i vores hus. Vores børn sover aldrig ude andet end hvis det er fordi de selv har aftalt det med venner. 

Anonym skriver:

Ift til det med hvad omgivelserne synes: Jeg har nogle gange svært ved at overskue at invitere de familier jeg kender med flere end to børn af den simle grund at det kan være et mareridt at have flere børn end voksne på besøg. Specielt når de er små. Og så ender de med ikke blive inviteret. 4 børn og to voksne det kan være en mundfuld oven i de andre man også gerne vil ses med eller måske har man simpelthen ikke plads til dem

Der er også den ting med at det kan være svært at finde nogen der vil passe ens mange børn når mor og far skal pleje deres forhold. 

Jeg oplever faktisk nogle gange at familier med flere børn bliver fornærmede hvis man ikke kan huse hele flokken eller kan overskue passe alle ungerne. Det er lidt ligesom når hundeejere bliver fornærmede over de ikke må tage deres hund med hjem til en. De glemmer ofte eller nogle gange at man måske ikke selv har samme trang til hunde eller børn, og det også er helt ok. 

Vi har et barn. Hverken mine eller min mands forældre er super interesserede i at passe hende. Er selvfølgelig klar over, at det kan  være en mundfuld med fire børn. Men det er ikke alle, der har den luksus at kunne få barn/børn passet

Tiller skriver:

Det siger min svigermor også. og min far og hans kone samt mine veninder. Men jeg kan bare mærke at jeg bliver så træt af det. 
Jeg har gået med ønsket selv i et år. Trods jeg har så mange gode veninder har jeg ikke følt jeg kunne sige det. Pga folks fordomme og “ej det gad jeg ikke”.. 

Men nu er jeg bare nået et punkt hvor jeg virkelig øver mig. Det betyder ikke at jeg ikke frygter hvad chefen, svigermor, hende på 15 år og alle andre vil sige når jeg forhåbentlig snart står med en positiv test. Men jeg kan bar mærke at trods jeg tænker på hvad andre tænker. Så ønsker jeg mig jo stadig familieforøgelse.

Så derfor vil jeg virkelig bare gerne eje retten til at have det her ønske. Jeg er træt af, ikke at føle mig berettiget. 
Da vi fik nr 1 var jeg for ung. Da vi fik nr 2 var d for tæt på vores første barn (18 mdr imellem), da vi fik nr 3 var tre børn mange og “gider i starte forfra”. 
Denne gang vil jeg have lov at glæde mig. Det er gået godt de andre gange trods jeg der også var bange for hvad andre ville tænke. 

Havde du det på samme måde de andre gange? Bange for omgangskredsens meninger?

Vi er nok bare sådan som mennesker. Men vi kan øve os. For hvad er det værste der kan ske?

sys svigermor ikke det er en god ide… Hvad så, egentlig??

Må Jeg spørger hvor gammel du er ?

Her har jeg en virkelig god veninde, som kender til mit store ønske og hun støtter mig 100%. Og tror min mor vil sige vi er "tosset" men så alligevel blive glad, hun forguder hendes børnebørn. 

Da vi fik den første havde vi kun været sammen ganske få måneder så der synes folk jo det gik rigtig stærkt og de troede enlig ikke det holdte. Der er så kun 16 måneder mellem de to store og der mente svigermor at det var rigtig synd for den store . men jeg mindes ikke at jeg bekymrede mig over hvad andre tænkte dengang og da vi fik nr. 3 var jeg ligeglad hvad andre tænkte, det er bare noget andet denne gang føler jeg

Ja hvad er enlig det værste der kan ske ? Jeg er bare så bange for at jeg om 10år eller mere fortryder at jeg ikke fik det fjerde barn jeg ønsker mig. men jeg er også bange for folks meninger hvilket jeg burde være skide ligeglad med  

Anonym skriver:

Ift til det med hvad omgivelserne synes: Jeg har nogle gange svært ved at overskue at invitere de familier jeg kender med flere end to børn af den simle grund at det kan være et mareridt at have flere børn end voksne på besøg. Specielt når de er små. Og så ender de med ikke blive inviteret. 4 børn og to voksne det kan være en mundfuld oven i de andre man også gerne vil ses med eller måske har man simpelthen ikke plads til dem

Der er også den ting med at det kan være svært at finde nogen der vil passe ens mange børn når mor og far skal pleje deres forhold. 

Jeg oplever faktisk nogle gange at familier med flere børn bliver fornærmede hvis man ikke kan huse hele flokken eller kan overskue passe alle ungerne. Det er lidt ligesom når hundeejere bliver fornærmede over de ikke må tage deres hund med hjem til en. De glemmer ofte eller nogle gange at man måske ikke selv har samme trang til hunde eller børn, og det også er helt ok. 

Det er også noget af det jeg frygter det som du skriver

Seldomseen skriver:

Jeg har 1 barn og skal ikke have flere. For mig virker det altid som om, at alt er indrettet til, at man skal have 2 børn. Helst en af hvert køn ;-).

Men altså "folk" har jo altid holdninger - formentlig baseret ud fra deres egne holdninger og valg. Hvis jeg mødte dig og du sagde "Jeg har fire børn" ja, så ville min første tanke nok være "Det var mange. Det må være hårdt. Respekt for at de kan klare det. Og skønt med søskende til børnene". Men aldrig noget negativt. 

Det med andres meninger kan man ikke bruge. Ja, lettere sagt end gjort. Jeg var 40 år da jeg fik min datter. Min mor var ved at dø over, hvor gammel jeg var. Det var irriterende. Men grundlæggende uinteressant. 

I forhold til din sygdom er det jo også kun dig din partner, der kan vurdere om det kan lade sig gøre. Synes det er fair, hvis andre er bekymrede for dig. Men det er stadig kun jer der kan træffe beslutningen. 

Du lyder skide sød! Tak for dine ord! 

Synes også bare vi efterhånden lever i en verden hvor andres meninger fylder rigtig meget. Jeg er selv af den holdning at folk skal leve og gøre det der føltes mest rigtig for dem selv og det der gør dem glad. men når det kommer til mig, hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad med hvad alle andre måske tænker om mig