Dos and don’ts i parforhold

lineog4 skriver:

Jeg var blevet langt mere irriteret, hvis han havde vækket mig for at få en cigaret.

Ærligt jeg tror udfordringen starter ved jeres aftale - jeg ville aldrig have gået med til den aftale, jeg vil ikke være min mands politibetjent, mor eller hvad man kan definere det som. Jeg vil ikke skulle forhold mig til om han ryger 4 cigaretter som aftalt eller 5  jeg vil ikke skulle sige: hov hov nu har du fået nok, eller du har lige røget. 

Jeg vil gerne være med til at kigge på budget i en stram måned og sige; ej prøv at hør her, vi skal skære nogle steder, hvad tænker du om cigaretterne, men det skal være noget han selv styrer (min mand ryger forresten ikke, men så kunne det være noget andet). Det er sindsyg vigtigt for mig, at vi mødes som to ligeværdige og lige voksne. 

Ville jeg blive irriteret over, at han gik i min taske - næ kun hvis jeg også var irriteret over noget andet.

Nu går jeg heller ikke og leger politibetjent, hans mor eller andet. 
Han har selv spurgt om jeg ville opbevare / holde dem for ham så han ikke bare ryger løs (hans egne ord) fordi han selv har prøvet at trappe ned.

Så jeg tænkte bare at jeg lagde dem i tasken fordi jeg ved han ikke vil have at jeg bare går i hans pung, taske, ting osv. uden at spørge først eller i det mindste informere ham om det.

Jeg er ligeglad med hvor meget han ryger, spørg heller ikke hvorfor eller om han er sikker når han gerne vil have et par stykker mere. Det var et valg han havde taget og jeg sagde ja til at opbevare/holde dem for ham fordi han selv kom og bad om det. 

Men nu var det heller ikke emnet cigaretter der var problemer eller irritations momentet, så forstår ikke helt hvorfor det det alle hænger jeg sig i? 

Jeg ville også synes det var ubehageligt hvis min kæreste rodede i min taske uden jeg havde givet lov. Det samme gælder min pung. Det er bare meget personlige ting for mig. Så jeg forstår dig godt.

Men som en anden skriver, så er det vigtigste at din grænse er blevet overskredet. Og synes sagtens du kan fortælle ham at det bryder du dig ikke om og fremover vil du gerne have han spørger inden. Synes det er vigtigt at man respektere den slags grænser i et forhold. 

Ville ikke have et problem med at han gik i min taske og jeg går også selv i hans taske hvis jeg mangler noget jeg ved han har. Dog ville jeg have det dårligt med at åbne hans post eller omvendt uden at spørge om lov.

En kæreste frem til 6 mnd skulle ikke re det hos mig. Men min mand på 16. år kan sagtens gå i min taske efter nøgler/ treo eller andet. Vælg dine kampe.

Anonym skriver:

Nu går jeg heller ikke og leger politibetjent, hans mor eller andet. 
Han har selv spurgt om jeg ville opbevare / holde dem for ham så han ikke bare ryger løs (hans egne ord) fordi han selv har prøvet at trappe ned.

Så jeg tænkte bare at jeg lagde dem i tasken fordi jeg ved han ikke vil have at jeg bare går i hans pung, taske, ting osv. uden at spørge først eller i det mindste informere ham om det.

Jeg er ligeglad med hvor meget han ryger, spørg heller ikke hvorfor eller om han er sikker når han gerne vil have et par stykker mere. Det var et valg han havde taget og jeg sagde ja til at opbevare/holde dem for ham fordi han selv kom og bad om det. 

Men nu var det heller ikke emnet cigaretter der var problemer eller irritations momentet, så forstår ikke helt hvorfor det det alle hænger jeg sig i? 

Jeg hænger mig i det, fordi jeg synes jeres udfordring starter der - jeg ville aldrig have sagt ja ph da slet ikke, hvis jeg vidste det ville irritere mig, at han gik i min taske.

Har selv været storryger, og kan huske hvordan behovet for smøgen kunne få mig til at glemme at tænke. Jeg har også stoppet med at ryge med succes, og ved det handler om en beslutning, og ikke mindst at tage ansvaret selv. 

Men ved dit spørgsmål handlede om tasken og der er mit svar: jeg er ligeglad, han skal bare ikke kommentere på mine ting.

Anonym skriver:

Nu går jeg heller ikke og leger politibetjent, hans mor eller andet. 
Han har selv spurgt om jeg ville opbevare / holde dem for ham så han ikke bare ryger løs (hans egne ord) fordi han selv har prøvet at trappe ned.

Så jeg tænkte bare at jeg lagde dem i tasken fordi jeg ved han ikke vil have at jeg bare går i hans pung, taske, ting osv. uden at spørge først eller i det mindste informere ham om det.

Jeg er ligeglad med hvor meget han ryger, spørg heller ikke hvorfor eller om han er sikker når han gerne vil have et par stykker mere. Det var et valg han havde taget og jeg sagde ja til at opbevare/holde dem for ham fordi han selv kom og bad om det. 

Men nu var det heller ikke emnet cigaretter der var problemer eller irritations momentet, så forstår ikke helt hvorfor det det alle hænger jeg sig i? 

Han får stadig lagt ansvaret over på dig.

Anonym skriver:

Nu går jeg heller ikke og leger politibetjent, hans mor eller andet. 
Han har selv spurgt om jeg ville opbevare / holde dem for ham så han ikke bare ryger løs (hans egne ord) fordi han selv har prøvet at trappe ned.

Så jeg tænkte bare at jeg lagde dem i tasken fordi jeg ved han ikke vil have at jeg bare går i hans pung, taske, ting osv. uden at spørge først eller i det mindste informere ham om det.

Jeg er ligeglad med hvor meget han ryger, spørg heller ikke hvorfor eller om han er sikker når han gerne vil have et par stykker mere. Det var et valg han havde taget og jeg sagde ja til at opbevare/holde dem for ham fordi han selv kom og bad om det. 

Men nu var det heller ikke emnet cigaretter der var problemer eller irritations momentet, så forstår ikke helt hvorfor det det alle hænger jeg sig i? 

Hvis det ikke er et problem og han selv styrer det.. hvorfor så ligge dem i din taske hvis du ikke vil have han går i din taske? Det virker da lidt hul i hovedet

Hvad der er dit er mit i vores forhold, så ville ikke have noget som helst imod at han gik i min taske, jeg ville dog have noget imod at man ryger med en presset økonomi, det er for mig total no go (ligesom man heller ikke købe et tv, tager i biografen osv hvis økonomien ikke er til det 

Jeg ville ikke have noget problem med det overhovedet. Jeg tror ikke, der er nogen officiel eller uofficiel regel om, at det er enten okay eller absolut ikke okay - det er vel lige så individuelt som så meget andet. Så jeg mener på ingen måde, at han har overskredet en almen kendt grænse - men du vil ikke have det, og så er den vel ikke længere, end at du pænt fortæller ham det, så han ved det til en anden gang? 

Av, jeg kan ikke se problemet, og tror ikke forholdet vil holde længe, hvis det er "sådan småting", der bliver taget op, og som går dig på. Så for at hjælpe dig i forhold til det, at være i et parforhold, så vil jeg råde til, at se igennem fingre med så banale ting her, for det er, i mine øjne, ikke normen at gå op i bagateller og stadig kunne have et nogenlunde velfungerende forhold. Men jeg synes, det er rigtig fint, du spørger herinde på siden