Børn vil ikke høre efter

Hej,

Ja, det er måske ikke den store nyhed, at nogle børn ikke vil høre efter - eller alle børn

Vi har dog fået en kommentar fra vores pædagoger om, at vores børn i modsætning fra de andre børn skiller sig ud ved, at når de fx har en samlet "aktivitet" (tag tøj på, tag overtøj af, samling omkring spisebordene, samling til sang, osv), så samles alle børn undtaget vores, som stikker af, ikke vil høre efter eller blot vil lave noget andet.

Og det vil være nemt, hvis jeg kunne sige, at sådan er det ikke derhjemme, men derhjemme har vi det også med, at når jeg fx siger til min dreng på 4, at han skal gå ind på sit værelse og skifte tøj, så går han rigtigt nok ind på sit værelse, men når jeg kommer derind, så laver han noget helt andet.

Min datter på 2 (snart 3) er i trodsalderen og det er næsten lige meget, hvad jeg siger, så vil hun ikke høre efter - medmindre det lige præcis er noget, som hun vil.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så gør det mig ikke det store derhjemme. Vi accepterer det, vores børn er glade og jeg har tænkt "sådan er det bare med børn".

Men nu fik vi den her kommentar fra pædagogerne, om at det var noget, vi burde være opmærksomme på.

Og så fylder det jo lige pludseligt.

Har I nogle erfaringer - er det blot mine børn (det er det jo) - men har I nogle gode tips/tricks til hvordan jeg skal håndtere eller øve det? 

Børn finder tryghed i have tydelige voksne, der kan sætte rammerne for hvordan de skal opfører sig og være sammen med andre. Når dine børn fx ikke kommer og sætter sig ned, ødelægger de måske en hel aktivitetet for en gruppe af børn, der faktisk hører efter. Jeg oplever ikke at børn i al almindelighed ikke hører efter, jeg ved ikke hvor du har den ide fra at børn bare ikke hører efter. Hvis du siger noget til dine børn, er det trygt for dem at du følger op og står fast på, hvad du har bedt dem om, ellers bliver du af dem opfattet som en man ikke kan regne med. Sommetider kan der være årsager der gør at børn ikke KAN gøre det de bliver bedt om, men i det her tilfælde lyder det mest som om at det er fordi de er vant til at kan gøre hvad der passer dem, fordi der alligevel ikke er konsekvenser ved ikke at høre efter. 

På den lange bane kan det også blive et sikkerhedsspørgsmål for dine børn. Hvis du fx beder dem om at holde sig væk fra åen, tage cykelhjelm på, ikke gå med fremmede osv, så synes du måske det er meget rart at de hører efter. 

Jeg kan ikke lade være med at trække lidt velmenende på smilebåndet - hvis ikke du lærer dine børn derhjemme at efterleve beskeder og stille tydelige (alderssvarende) krav, jamen så kan de jo selvfølgelig heller ikke forventes at mestre det ude i verden og så vil det jo stikke ud i mængden i sociale sammenhænge… sådan sat lidt på spidsen?

Der er vel ikke så meget andet at gøre, end at overveje om ikke balancen skal skubbes lidt derhjemme og rammerne være tydeligere?

Det er jo ikke rigtig nok at vi selv kan holde vores unger ud - resten af verden skal helst også kunne nogenlunde, og vi gør dem lidt en bjørnetjeneste ved at lade være, for så er de da sikre på, at få sig en overraskelse ude i verden.

Jeg kører rimelig tydelige tøjler derhjemme. En besked skal altid efterleves (og er selvfølgelig sat så den er rimelig overfor barnet). Jeg er immun overfor plagerier og jeg følger altid, som i altid, en besked eller et krav til dørs. Mine børns største udfordring er, at jeg er det eneste menneske i verden, som er mere stædig end de selv - og jeg giver aldrig op. Til gengæld hidser jeg mig også kun meget sjældent op, taler (næsten!) altid pænt og anerkendende, og hjælper gerne når noget er svært … men mine krav og grænser, dem forhandler jeg faktisk ikke …for jeg tror på at jeg gør dem en ret kærlig tjeneste på den måde … 

Først syntes jeg, at de første to svar var lidt hårde/belærende i det, men da jeg så genlæste dit skriv, så forstod jeg hvorfor.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så gør det mig ikke det store derhjemme. Vi accepterer det, vores børn er glade og jeg har tænkt "sådan er det bare med børn".

Jeg tror, du skal rette op forholdsvist hurtigt og italesætte, at nu kommer der tydelige (men venlige) regler og rammer, og så holde fast som personen før mig skriver.

De kan jo tydeligvis ikke finde ud af at indgå i fælles sammenhænge som det er nu.

Anonym skriver:

Hej,

Ja, det er måske ikke den store nyhed, at nogle børn ikke vil høre efter - eller alle børn

Vi har dog fået en kommentar fra vores pædagoger om, at vores børn i modsætning fra de andre børn skiller sig ud ved, at når de fx har en samlet "aktivitet" (tag tøj på, tag overtøj af, samling omkring spisebordene, samling til sang, osv), så samles alle børn undtaget vores, som stikker af, ikke vil høre efter eller blot vil lave noget andet.

Og det vil være nemt, hvis jeg kunne sige, at sådan er det ikke derhjemme, men derhjemme har vi det også med, at når jeg fx siger til min dreng på 4, at han skal gå ind på sit værelse og skifte tøj, så går han rigtigt nok ind på sit værelse, men når jeg kommer derind, så laver han noget helt andet.

Min datter på 2 (snart 3) er i trodsalderen og det er næsten lige meget, hvad jeg siger, så vil hun ikke høre efter - medmindre det lige præcis er noget, som hun vil.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så gør det mig ikke det store derhjemme. Vi accepterer det, vores børn er glade og jeg har tænkt "sådan er det bare med børn".

 

Men nu fik vi den her kommentar fra pædagogerne, om at det var noget, vi burde være opmærksomme på.

Og så fylder det jo lige pludseligt.

 

Har I nogle erfaringer - er det blot mine børn (det er det jo) - men har I nogle gode tips/tricks til hvordan jeg skal håndtere eller øve det? 

Nu står jeg som pædagog med børnene der stikker af, gemmer sig..når man kalder på dem. Det tager så meget tid fra dagen at skulle løbe og hente børn, der ikke gider komme når man siger det fx : er frugt? 

Lær dine børn at når du beder dem om at tage tøj på, så skal tøjet på og man kan lege bagefter. 

For hvis du ikke gør noget ved at de bare stikker af, så tror de jo at det er ok og gør det i børnehaven, hvor der er altså er mere end 2 børn der skal holdes styr på.

Børn har brug for rammer, tydelige voksne.. 

Nej det er ikke bare sådan med børn. De skal lære af voksne, at når man bliver bedt om noget, så er det det man gør. Hvis de bliver distraheret, så guider su dem som voksen tilbage. 

Og trodsalderen, ja den er der, men det betyder jo ikke at man bare skal skrige eller at man kun gør ting, når man selv vil. De skal også guides, hjælpes. At de må gerne blive sure, men lige nu spiser vi eller tager tøj på fordi vi skal ud af huset. 

Du kan ikke forvente at et fireårigt barn bare lystrer og går ind og tager tøj på. Man er nødt til at lære det. Og meget andet. 

øv jer i at rydde op sammen når man har leget med noget. Det kræver nok man har lidt struktur og ved hvor tingene hører til og I hjælper dem med at lære det. Og Lad børnene være med til så meget som muligt i dagligdagen. Dække bord, tømme opvasker etc.

det er super vigtigt at lære at indgå i fællesskaber og at man hjælper hinanden. Men de følger altså ikke bare ordrer. Man skal vise hvordan man gør indtil de har lært det. 

Min datter er lige blevet 3 år. Hun vil også alt muligt andet end det, vi beder hende om. Så nu er rutinen, hvis hun eksempelvis skal børste tænder og vi har bedt hende om at komme med ud på badeværelset mange gange. Så siger vi "Kommer du eller skal jeg hente dig?". Langt de fleste gange kommer hun af sig selv. Ellers henter vi hende og tager hende med ud på badeværelset (eller hvad vi nu skal). 

Jeg plejer at tage dem i hånden og hjælpe dem over til det de skal. Men jeg vil sige at der er jo ting man bare skal her i livet og det tænker jeg vel også i får dem til - altså i bad, børste tænder, spise ved bordet når der er mad? Hvis det er andre ting såsom at tage tøj på så tager jeg dem i hånden hvis de er tvære og “hjælper” dem med opgaven. 

Enig i det de andre har skrevet. Og derudover så tænker jeg, at det kan godt være det fungerer nu derhjemme, men prøv at forestil dig at have en på 10 eller 15 der ikke hører efter hvad du siger og er fuldstændig ligeglad. Du risikerer at stå med et ungt menneske der roder sig ud i dumme situationer fordi han/hun er vant til at kunne gøre som de vil og at have forældre der er ligeglade.

Jeg tænker det er en kæmpe bjørnetjeneste du gør dine børn. Lige nu prøver de grænser af, og de har rigtig godt af at mærke at der er nogle grænser og at der er nogle voksne der viser dem hvordan man skal opføre sig og fungere sammen med andre mennesker. Og selvom de også lærer det i børnehaven og i skolen, så er det jer der har hovedansvaret.

Vi har kørt meget med at hvis de nægter at fx børste tænder, så får de valget mellem at børste tænder nu eller om 10 min. Eller "hvilken sang skal vi synge imens". Det har virket rigtig godt, for så føler de at de også har indflydelse. Og hvis de ikke kommer anden gang jeg beder om det, så går jeg hen og "hjælper" med at komme afsted. Dvs lægger en hånd på nakken eller ryggen og skubber blidt. Og nogen gange laver jeg lidt fjol ud af det så det ikke bliver en kamp. Og nogen gange så bliver det bare en konflikt, og så må man bare trække vejret dybt og prøve at bevare roen. 

Anonym skriver:

Hej,

Ja, det er måske ikke den store nyhed, at nogle børn ikke vil høre efter - eller alle børn

Vi har dog fået en kommentar fra vores pædagoger om, at vores børn i modsætning fra de andre børn skiller sig ud ved, at når de fx har en samlet "aktivitet" (tag tøj på, tag overtøj af, samling omkring spisebordene, samling til sang, osv), så samles alle børn undtaget vores, som stikker af, ikke vil høre efter eller blot vil lave noget andet.

Og det vil være nemt, hvis jeg kunne sige, at sådan er det ikke derhjemme, men derhjemme har vi det også med, at når jeg fx siger til min dreng på 4, at han skal gå ind på sit værelse og skifte tøj, så går han rigtigt nok ind på sit værelse, men når jeg kommer derind, så laver han noget helt andet.

Min datter på 2 (snart 3) er i trodsalderen og det er næsten lige meget, hvad jeg siger, så vil hun ikke høre efter - medmindre det lige præcis er noget, som hun vil.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så gør det mig ikke det store derhjemme. Vi accepterer det, vores børn er glade og jeg har tænkt "sådan er det bare med børn".

 

Men nu fik vi den her kommentar fra pædagogerne, om at det var noget, vi burde være opmærksomme på.

Og så fylder det jo lige pludseligt.

 

Har I nogle erfaringer - er det blot mine børn (det er det jo) - men har I nogle gode tips/tricks til hvordan jeg skal håndtere eller øve det? 

For mine drenge har der været en 'flugt' fra larmen. De har dog ikke som sådan stukket af fra området, men de kan ikke komme igang fordi der sker for meget omkring dem. Her har det hjulpet at tage dem lidt til side hvor de så kunne tage tøj på uden at være 'fanget' i stormen. Det kan være overvældende for sanserne