Kønsskuffelse

Hej allesammen.

Jeg skriver egentlig det her opslag, fordi jeg ikke ved hvem ellers jeg skal gå til. Jeg skammer mig ekstremt meget, så jeg håber ikke i dømmer mig, men jeg hører meget gerne fra andre der har stået i lignende situation.

Jeg er gravid med andet barn. Vi kæmpede for at få vores datter og var også igennem en ufrivillig abort undervejs. Efter vi fik hende, fik jeg en efterfødselsreaktion og på grund af den og den hårde kamp om at få hende blev vi enige om at vente nogle år før vi prøvede på nummer 2 for at få lidt ro på. Jeg blev uplanlagt gravid da hun var 6 måneder og selvom jeg var chokeret i starten, blev jeg hurtigt glad , fordi jeg altid har ønsket mig hun skulle få en søster hun kunne vokse op med. Det skyldes nok at jeg kommer fra en familie på 4 børn, men er tættest med min søster som jeg også er tættest på med aldersmæssigt. Jeg endte dog desværre igen med en ufrivillig abort og blev derefter opsat på at blive gravid igen, fordi jeg så gerne ville give hende en søster og forhåbentlig det forhold jeg har med min. Jeg var så heldig at blive gravid igen, da hun var 1 år. Dog har jeg siden jeg fandt ud af, at det var en dreng jeg ventede nærmest disconnected mig selv fra graviditeten. Jeg har rigtig svært ved at glæde mig og fanger mig selv i at blive så jaloux på dem der har fået to af samme køn i træk, fordi jeg tænker børnene vokser op og har hinanden og samme interesser hele livet (ved godt det ikke altid er tilfældet). Jeg er egentlig så ked af det, at jeg ventede i over en måned med at fortælle familien det var en dreng. Jeg fanger mig selv i at blive irriteret på alle der siger jeg er heldig at få “en af hver”, fordi sådan har jeg det ikke. Jeg synes det er rigtig skamfuldt, at jeg er så påvirket af det og at jeg kan græde når jeg ved nogle venter samme køn som deres første, når de skal have nummer 2. Min mand forstår det ikke rigtigt, da han synes en af hver er fedt og jeg kan selvfølgelig godt forstå at han ikke forstår hvorfor jeg “sørger” så meget over det. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil udover at høre om nogle måske har stået i lignende situation og hvad der hjalp eller hvordan i tacklede det med kønsskuffelse

Det er okay at være skuffet, det er jo ikke barnet du er skuffet over, men nok mere de  drømme du havde.

Det kender jeg i hvert fald fra mig selv, min historie ligner lidt din. Vi brugte også længe og var igennem flere tab inden vi fik den første. Kønnet skænkede jeg ikke en tanke, jeg var bare glad for vi fik et sundt og rask barn som vi havde kæmpet så hårdt for at få. Jeg fik også en efr som udviklede sig til en fødselsdepression. 

Jeg blev også hurtigt gravid igen og mod alle odds i første forsøg 4 måneder efter jeg havde født. Det blev det samme køn som den første, jeg var sååå ked af det i flere måneder for jeg har altid ønsket mig en af hver, alle de drømme og tanker jeg havde blev fuldstændig skudt til jorden for nu blev det ikke sådan som jeg havde forestillet mig. Min kæreste var også skuffet for han har jo også haft nogle drømme. Et par måneder efter vendte skuffelsen sig til glæde. Og nu glæder vi os begge to bare helt vildt. Vi er ikke sikre på vi skal have flere børn, selvom jeg glæder mig så vil det alligevel altid være en sorg for mig ikke at få lov til at opleve begge. 

Hvis du slet ikke kan slippe følelsen efter nogle måneder så vil jeg råde dig til at snakke med jm

Det er helt okay at være skuffet - det kan mange nok spejle sig i og genkende. Som en anden skriver, kan det jo også siges at være de drømme du havde om hvordan jeres to børn skulle være sammen, som du skal give afkald på.

Jeg var ked af ikke at få en dreng - det ville jeg gerne have prøvet. Mine 2 døtre er til gengæld som nat og dag. Jeg kan nærmest ikke huske et harmonisk tidspunkt, hvor de har siddet og leget.

Jeg synes du skal give dig selv tid til at være ked af at du ikke får de forestillinger du havde, og vil jeg foreslå dig at prøve at skabe nogle nye forestillinger om hvordan det bliver med dit barn.

Og så tænker jeg at det nok skal komme stille og roligt.

Dine børns køn har intet at gøre med, hvor tæt deres forhold bliver. Der tror jeg, at man som forældre skal passe på med at trække sine egne forhåbninger ned over børnene. Men det er så noget andet.

Sæt dig ned med en kop te og lav en liste over alle de gode ting, der er ved at få en dreng. For dig selv, og hvad det kan betyde at have en lillebror, der netop ikke skal konkurrere med en søster på samme måde som en lillesøster måske gør.

Jeg elsker min dreng overalt på jorden, men også alt det, som han gør af "drengeting" (undskyld 2023). Han har masser af krudt og tester konstant sine egne grænser. Jeg bliver så stolt af, når han viser mig alt det, han kan. Han kører bil, spiller bold og alt det, som jeg forventede ikke selv at gide. Men ved du hvad? Det er meget mere mig end jeg troede, og i dag er jeg ligeglad med eventuelle børn har eller ikke har af kromosomer. For de er fantastiske uanset.

Du skal lade sig selv sørge over de drømme som nu pludselig er lavet om. Det er en kæmpe tabu men MANGE har haft samme følelser som dig. 

Heldigvis er det ikke kønnet der afgør om dine børn bliver tætte eller ej. Jeg har selv tre børn, og drengen og pigen er langt tættere end de to drenge er. 

Jeg var selv skuffet over kønnet da jeg ventede min første. Mistede alt lyst til at kigge på babytøj. Havde ikke interesse i at snakke om navne. Og jeg håbede helt frem til fødselen at det ville blive det modsatte køn. Det var medvirkende til at jeg fik en efterfødselsreaktion. 

Men kærligheden til barnet kom. Langsomt, men den kom. Og i dag er kærligheden ubetinget. 

Så det hele skal nok gå. Accepter at du har dine følelser. Og giv dig selv tid. Det er helt ok. Det hele bliver godt, selvom det virker svært lige nu. 

Jeg vil egentlig bare fortælle dig om mine egne børn - en pige og to drenge: Storesøster har altid været og er stadig afsindigt stolt af sine små brødre. Hun knuselsker dem og har været meget beskyttende - på den gode måde - over for dem. 
I dag, hvor hun snart fylder 30, og de er 25 og 26, holder hun sammen på søskendeflokken, sørger for, at de ser hinanden ofte, arrangerer, at de giver gaver sammen og alt muligt andet. Hun siger selv, at de to er det bedste, der skete for hende, da hun var barn. Og hun har aldrig savnet eller manglet en søster.

Mine to sønner har, trods samme køn, nærmest intet tilfælles. De holder af hinanden, men har aldrig haft samme interesser og legede sjældent sammen som børn. Hver for sig har de til gengæld fællestræk med deres storesøster. 

Jeg tør vædde med, din datter bliver en superstolt storesøster til en sød og dejlig lillebror! 

Køn er en del af personligheden, men ikke nødvendigvis en stor del af den, og to søstre er ikke lig med fællesskab og samme interesser. 

Køn har intet, at gøre med om man bliver tæt på hinanden. Der er 2 år imellem min søster og jeg, og vi kunne ikke være længere fra hinanden - både som børn og som voksne

Jeg havde det på samme måde som dig. Ville gerne have 2 af samme køn: 2 drenge eller 2 piger fordi jeg forestillede mig at de ville have et tættere bånd end jeg har med min bror. Så det var med stor sorg at det ikke blev sådan. 

Vi har en af hver. Og jeg delte mine tanker med nogle venner og veninder som fortalte mig at de aldrig har kunne enes med deres søskende af samme køn og de er som nat og dag. Én fortalte at vedkommende - som har både en lillebror og en lillesøster - at h*n faktisk er tættere på den af modsat køn og har været det hele livet. 

Nu kigger jeg på mine unger og de ELSKER hinanden. De savner og mangler hinanden når de ikke er sammen og de leger så godt sammen, passer på hinanden, hjælper hinanden osv. Det er “dem mod verden”. Så vi gør alt hvad vi kan for at styrke den relation mellem dem ved at opmuntre dem til det de allerede gør, dvs passe på hinanden, lege, finde kompromisser/tage hensyn til hinanden og inkludere hinanden og finde fælles interesser. Så håber vi på at båndet varer ved livet ud. 

Giv dig tid til at acceptere og arbejde med din sorg over at tingene ikke blev som du håbede. Det er helt OK. Men prøv om du kan “vende tingene om” og måske hjælpe dine børn til at få det bånd som du ønsker for dem. Vi har fx fra start meget inkluderet den ældste i alt med baby og gjort det til en lidt større ting at h*n blev storesøskende end at vi blev forældre til én til. Om det virker kan jeg ikke love, men det vi ser nu er som sagt to børn der er uadskillige. Jo da de kan skændes og slås om det samme legetøj, men alle søskende skændes da

Kan godt forstå det er svært at have sådan nogle følelser. Kan ikke sætte mig ind i at blive skuffet over et bestemt køn men synes helt klart du skal tage en snak med en psykolog og få det bearbejdet så det ikke eskalerer og du får en decideret depression over det. Din kommende søn har ikke selv valgt at blive sat i verden og fortjener du gør en indsats for at han skal føle sig elsket når han kommer til verden. Så tal med jordemoder, læge og psykolog om at få hjælp 

Jeg faldt over denne tråd mens jeg var gravid og oplevede stor kønsskuffelse efter en scanning. Havde sådan drømt om en trekløver hvor alle havde samme køn, så da vores nr 3 pludselig havde en lille tap blev jeg slået ret meget ud af kurs. Det tog en lille måneds tid før det vendte igen og nu har jeg en stor og dejlig dreng som bliver knuselsket af sine søstre

Snak med din jordemoder -der er stor støtre at hente, for det er meget normalt

https://www.baby.dk/debat/301565pi1/graviditet/skuffet-over-koen-hvor-laenge.aspx