Jeg synes ikke, at man skal skamme sig over den slags følelser, de er som de nu er. Men man kan (og bør måske) arbejde med dem og lære fra dem - også for ens børns skyld. For hvorfor fylder den slags så meget hos én?
Børn “er” jo ikke på bestemte måder, fordi de er en pige (eller dreng), ligesom at deres relation jo ille betinges af deres køn - så hvad er det så, der er på spil i dig?
Hvad er det for nogle (for mig at se lidt låste) forestillinger du har om børn og køn, siden du tror at det er så afgørende? Kan de forestillinger bunde i noget andet og mere? Kan de skubbes lidt til og udvikles? Det vil måske være godt - både for dig selv, men også for de forventninger du senere i livet har til dine børn qua deres køn.
Og så en anekdote: Jeg har én af hver - med to år mellem. Det er mit livs gave at se hvor tætte de er. De sover i køjeseng, leger i timevis, skændes, krammer, har deres egen verden, driller, hygger og KNUSELSKER hinanden. De er er hold mod resten af verden, og jeg har aldrig tænkt deres køn ind som en del af det regnestykke - og det har de i øvrigt heller aldrig 
Anmeld
Citér