Trodsig, viljestærk 3,5 årig pige

Kære jer

Jeg har før fået så mange gode perspektiver fra jer, så håber I kan bidrage igen. Håber I vil læse med. Er tom for energi og så ked ked af det.

Vores pige har alle dage været temperamentsfuld. Det har der ikke været noget nyt i, men jeg er nået til det punkt, hvor jeg er begyndt at få stress-symptomer. Tudede på arbejdet i dag. Kom for sent (igen) og lavede så mange småfejl, fordi jeg ikke kunne koncentrere mig. Kan ikke overskue små praktiske ting. Handle. Lave aftensmad. Smøre madpakker. Og arbejdet er virkelig mit helle, men er så bekymret for at hverdagens praktiske udfordringer faktisk kan medføre, at jeg fremadrettet ikke har noget job. Ville dø, hvis jeg ‘bare’ skulle være hjemme.

I dag, da jeg kom hjem, orkede jeg hende ikke, efter en så kaotisk morgen. Jeg var SÅ sur, og har dårlig samvittighed over at jeg må give hende al min opmærksomhed og lade lillebror på 1,5 år græde igen og igen, fordi hun skreg og opførte sig ‘farlig’ i trafikken (klikkede sin sikkerhedssele op flere gange i cykelvognen på vej til institutionen. Blev nødt til at stoppe op på trafikkeret vej og igen igen forsøge at lukke den. Jeg råbte ad hende, mest fordi jeg blev bange og satte os alle i en potentiel farlig situation. Har forklaret hende mange mange gange, at hun ikke må gøre det… og 2 min efter, gjorde hun det igen&hellip. Jeg bærer lillebror, som endnu ikke kan gå, hendes jakke, hendes taske, lillebrors taske,  lillebrors tabte sko, min egen taske og jakke og beder hende følge med ind i vuggestuen, hvorfra hun stikker af og skriger. Jeg skulle være mødt på arbejde på dette tidspunkt. Kaster lillebror i armene på pædagog og spæner efter hende. Og det er en mega trafikkeret vej. Brugte 30 min på at kramme hende og berolige hende, da der ikke var nogle ‘pædagogiske’ hænder.

Jeg orkede ikke at lege med hende eller putte med hende. Var bare så træt, og udkørt. Hun tager så meget energi, og morgener og aftener er bare fyldt med kampe, forhandlinger, trøst. 

Jeg er usikker på, om hun har en diagnose? Men de mindste krav fra mig kan udløse lange raserianfald. Ikke bare 10 min. Eller 20 min. Eller 30 min… men en time-halvanden. Dette skete i morges og efter børnehave. Hun når ikke at spise morgenmad og hun falder for sent i søvn, fordi hun ikke kan regulere sig. Og så skabes der bare en ond cirkel. Og hvad startede det så med? At vi sagde hun skulle have bukser på. Der kan lægge noget mere bag, omend pædagogerne siger hun trives.

Er det så normalt at ha’ så lange raseri anfald? Har I oplevet noget lignende? 

Stakkels dig! På din besked lyder det som om du er ved at være brændt helt ud og har svært ved at bryde den onde cirkel. Jeg læser ikke at din datter har en diagnose eller st hun er forkert. Jeg læser om en familie der er presset at hverdagen. Jeg tænker dig og din mand skal sætte jer ned og blive enige om hvordan i kan lette dig, så du kan få overskuddet tilbage. Det vil gavne jer alle sammen

Jeg vil bare sige at du/I ikke er alene med at have et barn med sådan et temperament - det har vi også herhjemme, især i den alder. Det er bedre her er år efter.

Men det trækker virkelig tænder ud og tager enormt meget energi, så jeg føler virkelig med jer.

Herhjemme kommer vi også for sent nærmest hver dag.

Hun har ingen diagnose. Til gengæld famler hun i blinde efter struktur og tydelighed. Det samme gør mor. Begge snubler og er ude af balance. 

Får i nogensinde lillebror passet, så I har storesøster alene i nogle timer? 

I må sætte jer ned og finde en ny stringent måde at få hverdagen til at køre. Tag det i små bider. Fx selen i vognen. Kan det problem fikses? Hvordan kan i spænde hende så hun ikke klikker sig op og forstyrrer turen. 

Eller tøj situationen om morgnen. Kig på den. Hvad skal laves om, så det ikke bliver en kamp at få bukser på. Måske ligge frem aftenen inden sammen med hende? 

Ja, stakkels jer! Stakkels dig og stakkels lille pige.

Jeg ved ikke om det er ‘normalt’ - men min datter i den alder…. Holy moly. Nu er hun seks år, og det går bedre, men hvis hun er træt og jeg er træt - så kan det stadig være den mindste lille ting, der skaber en kæmpe konflikt. 

Jeg forstår virkelig godt, at du bliver bange, når hun løber sin vej og spænder selen op i trafikken. Det er nok de færreste forældre, der kan bevare roen i sådan en situation.

Jeg tror, I er kommet ind i en rigtig dårlig cirkel. Hverken du eller din datter ved, hvordan I skal reagere på en mere konstruktiv måde lige nu.

Jeg ville tage fat i pædagogerne i børnehaven - det er muligt hun trives der, men derfor kan de nok godt komme med et godt råd eller to.

Og ellers ville jeg nok tage fat i noget rådgivning ude fra. Hvadenten der er noget diagnose på spil eller ej, så skal I jo have noget hjælp.

Ting, der ofte bliver bragt frem af PPR, når jeg er til møde med dem (jeg er lærer), som måske kan hjælpe jer:

Fokus på det, der virker! Ros og anerkendelse for det der går godt - mindre fokus på det, der går skævt. Både i jeres forhold til hende og i jeres omtale og tanker omkring hende. Fortæl hendes historie positivt

Struktur og planer - fx piktogrammer og skemaer for dagen (min viljestærke pige, der lyder lidt som din ELSKER skemaer - hun bliver helt rolig af at vide, hvad der skal foregå)

Det er de voksne, der skal ændre tingene. Barnet kan ikke. I skal ændre jeres tilgang, for at hun får rum til at ændre sig.

Måske skal I slække helt på kravene en overgang. Bare køre så langt ned i gear som muligt, så I alle får ro på nerverne. Mon ikke, jeres pige også er stresset?

havudsigt skriver:

Stakkels dig! På din besked lyder det som om du er ved at være brændt helt ud og har svært ved at bryde den onde cirkel. Jeg læser ikke at din datter har en diagnose eller st hun er forkert. Jeg læser om en familie der er presset at hverdagen. Jeg tænker dig og din mand skal sætte jer ned og blive enige om hvordan i kan lette dig, så du kan få overskuddet tilbage. Det vil gavne jer alle sammen

tak Far er heldigvis meget på banen, og jeg tror desværre det ender med, at han bringer og henter i bil alle dage, indtil jeg ikke er bange for lignede skal ske igen. Vi har kun en bil.. og det skærer i mit hjerte, at de så får så lange institutionsdage  

HilliHallo skriver:

Hun har ingen diagnose. Til gengæld famler hun i blinde efter struktur og tydelighed. Det samme gør mor. Begge snubler og er ude af balance. 

Får i nogensinde lillebror passet, så I har storesøster alene i nogle timer? 

I må sætte jer ned og finde en ny stringent måde at få hverdagen til at køre. Tag det i små bider. Fx selen i vognen. Kan det problem fikses? Hvordan kan i spænde hende så hun ikke klikker sig op og forstyrrer turen. 

Eller tøj situationen om morgnen. Kig på den. Hvad skal laves om, så det ikke bliver en kamp at få bukser på. Måske ligge frem aftenen inden sammen med hende? 

 

Blot nysgerrig. Men hvad får dig til at sige, at hun famler efter struktur og tydelighed? Og jeg gør det samme? For synes vi er ret tydelige om, hvad vi forventer af hende.  Problemet for mit vedkommende er snarere omvendt, at jeg ramler når der ikke er struktur.

Dutelidut skriver:

Ja, stakkels jer! Stakkels dig og stakkels lille pige.

Jeg ved ikke om det er ‘normalt’ - men min datter i den alder…. Holy moly. Nu er hun seks år, og det går bedre, men hvis hun er træt og jeg er træt - så kan det stadig være den mindste lille ting, der skaber en kæmpe konflikt. 

Jeg forstår virkelig godt, at du bliver bange, når hun løber sin vej og spænder selen op i trafikken. Det er nok de færreste forældre, der kan bevare roen i sådan en situation.

Jeg tror, I er kommet ind i en rigtig dårlig cirkel. Hverken du eller din datter ved, hvordan I skal reagere på en mere konstruktiv måde lige nu.

Jeg ville tage fat i pædagogerne i børnehaven - det er muligt hun trives der, men derfor kan de nok godt komme med et godt råd eller to.

Og ellers ville jeg nok tage fat i noget rådgivning ude fra. Hvadenten der er noget diagnose på spil eller ej, så skal I jo have noget hjælp.

Ting, der ofte bliver bragt frem af PPR, når jeg er til møde med dem (jeg er lærer), som måske kan hjælpe jer:

Fokus på det, der virker! Ros og anerkendelse for det der går godt - mindre fokus på det, der går skævt. Både i jeres forhold til hende og i jeres omtale og tanker omkring hende. Fortæl hendes historie positivt

Struktur og planer - fx piktogrammer og skemaer for dagen (min viljestærke pige, der lyder lidt som din ELSKER skemaer - hun bliver helt rolig af at vide, hvad der skal foregå)

Det er de voksne, der skal ændre tingene. Barnet kan ikke. I skal ændre jeres tilgang, for at hun får rum til at ændre sig.

Måske skal I slække helt på kravene en overgang. Bare køre så langt ned i gear som muligt, så I alle får ro på nerverne. Mon ikke, jeres pige også er stresset?

Vi har tidligere prøvet piktogrammer, men det kan være vi skal prøve det igen. Og bringe det positive frem.. det er bare hårdt, når man selv er pp vagt hele tiden. Jeg synes også det er svært det med kravene.. for synes det er svært at vide hvor grænsen går..  altså, må man sende hende i børnehave i regnvejr, uden hun har regntøj på? Eller.. skal hun have lov til at spise is i stedet for aftensmad? Eller udskyde sengetiden for at give hende lidt bestemmelse.. for jeg er bare bange for, at hun så oplever det “som det nye nye”, og så vi starter forfra efter noget tid.. famler virkelig i blinde.

Anonym skriver:

Jeg vil bare sige at du/I ikke er alene med at have et barn med sådan et temperament - det har vi også herhjemme, især i den alder. Det er bedre her er år efter.

Men det trækker virkelig tænder ud og tager enormt meget energi, så jeg føler virkelig med jer.

Herhjemme kommer vi også for sent nærmest hver dag.

Tak. Tak. Dejligt at vide, at jeg ikke er alene om trodsige smålinger 

Sådan helt lavpraktisk er det så muligt at sætte noget på selen, så hun ikke selv kan få den op? Eller en anden sele?

Så det i sig selv ikke skal gøre at de får længere dage i institutionen.